Guldalderen
Halvtreds år med Reaganomics – laissez-faire rovdyrskapitalisme og neoliberalisme – har ført til den enorme kløft mellem rig og fattig, som vi ser I USA og andre steder i dag. Milliarder af skattepenge er gået tabt på grund af dereguleringer, som fjernede den nødvendige kontrol med systemets magtbalance. Disse politiske beslutninger har givet uforholdsmæssigt megen magt og indflydelse til de rigeste og til virksomheder, som lidt efter lidt har købt sig mere og mere ind i regeringerne. Over tid har dette gjort det muligt for dem at hamstre ufattelige mængder kapital og øge deres enorme formuer ved at drive rovdrift på ressourcer og arbejdskraft. Nu begynder konsekvenserne af denne udvikling at blive mere og mere tydelige for flere mennesker.
Tidligere var det høj beskatning af de rige og af virksomheder, samt stærke fagforeninger, politisk engagement og grundige reguleringer, der holdt grådigheden i skak. Disse tiltag var med til at skabe og opretholde middelklassen. Det er bevist, at i de år hvor disse politikker var gældende, blev velstanden fordelt meget mere retfærdigt (se figur 1 nederst på siden). Men siden Reagan-æraen har byrden i stedet hvilet tungt på middelklassen.
Begrebet om den “Anden Guldalder”
Vor tid trækker slående paralleller til den oprindelige Guldalder i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, hvor ekstrem indkomstulighed, ubegrænset korporativ magt og massiv udnyttelse af arbejdskraft definerede en tid med hurtig industrialisering og økonomisk vækst, som overvejende gavnede en lille elite, som blev meget rige på bekostning af arbejderklassen.
Det, vi oplever i dag, ligner skræmmende meget den tid, men i en forstærket form, som følge af årtiers politiske beslutninger, der har favoriseret de rigeste og virksomhederne, understøttet af ideologier som “trickle-down økonomi”.
Efter 50 år med Reaganomics – præsident Ronald Reagans økonomiske politik, der fokuserede på store skattelettelser til virksomheder og de rigeste, deregulering og privatisering – taler resultaterne for sig selv.
Den økonomiske ulighed har nået et historisk højdepunkt, hvor den rigeste 1% i USA nu ejer lige så meget kapital som hele middelklassen tilsammen. Det løfte, som ligger bag trickle-down-økonomien – at velstand automatisk ville “sive ned” og komme alle til gode – har vist sig at være en illusion. I stedet er rigdommen strømmet opad, blevet koncentreret og fastholdt af de mest velhavende individer og virksomheder. Dette har ikke alene forværret uligheden, men også øget presset på middel- og arbejderklassen, der står tilbage med færre ressourcer og mindre økonomisk sikkerhed.
Mekanismerne bag ulighed
Den systematiske nedbrydning af progressive politikker, der tidligere omfordelte rigdom mere retfærdigt, har ført os til dette punkt. I midten af det 20. århundrede sikrede høje skattesatser for de rigeste, samt stærke fagforeninger og effektiv regeringskontrol, at korporativ grådighed blev holdt i skak, og at en betydelig del af de økonomiske gevinster flød til arbejderne. Disse tiltag skabte væksten i en velstående middelklasse og finansierede offentlige goder som skoler, infrastruktur og sundhedspleje til gavn for hele samfundet.
Men siden 1980’erne er magtbalancen blevet skubbet væk fra arbejderne som følge af aggressiv deregulering, skattelettelser til virksomheder og angreb på fagforeninger. Dereguleringen har gjort det muligt for virksomheder at operere uden ansvar, hvilket har ført til alvorlige konsekvenser så som miljøskader, grov udnyttelse af arbejdskraft og monopolistiske forretningsmetoder, der skader både forbrugere og arbejdere. Samtidig medførte lavere selskabsskatter – og erosionen af love, der skulle sikre, at disse skatter faktisk blev betalt – tabt skatteindtægt for staterne og efterlod offentlige tjenester, som engang sikrede social mobilitet, underfinansierede.
Samtidig har angreb på fagforeningers rettigheder svækket arbejdernes forhandlingsstyrke, undertrykt lønninger og fjernet sikkerhedsnettet for mange familier. På trods af virksomheders stigende produktivitet og enorme profitstigninger har de gennemsnitlige arbejderes lønninger, når de justeres for inflation, stået stille i årtier. Denne frakobling mellem arbejdskraftens værdi og kompensation er et kendetegnet for den Anden Guldalder, hvor arbejderne skaber mere værdi end nogensinde, men modtager langt mindre belønning.
Elitens hamstring af rigdom
Mens millioner kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen, hamstrer milliardærer og multinationale virksomheder ubegribelige mængder rigdom. I stedet for at geninvestere deres enorme kapital i tiltag, der stimulerer økonomisk vækst for den brede befolkning, placerer de rigeste ofte deres formuer i skatteparadiser, luksusprojekter eller ubevægelige aktiver, der giver meget lidt værdi til samfundet som helhed.
Tænk for eksempel på Jeff Bezos, der ønskede at få en historisk bro taget ned for at kunne sejle sin superyacht ud af havnen, eller Elon Musk, der af personlig forfængelighed kanaliserer milliarder i tvivlsomme rumprojekter. Disse eksempler illustrerer både den manglende forbindelse mellem de ultra-rige og resten af befolkningen og viser, hvordan deres forbrug og udgifter ofte ikke bidrager særligt meningsfuldt til økonomien.
Milliardærernes rigdom “siver ikke ned”. Når deres penge flytter sig, forbliver de typisk inden for elitens cirkler – investeret i hedgefonde, i aktier i multinationale virksomheder, i automatisering eller i luksusprojekter, frem for at blive rettet mod investeringer, der kan skabe flere jobs, forbedre infrastruktur eller understøtte offentlige institutioner. I modsætning til dette er middelklassen den sande drivkraft i økonomien. Når middelklassefamilier oplever økonomisk stabilitet, køber de huse, forbruger varer, støtter lokale virksomheder og investerer i deres børns fremtid. Det er deres bidrag, der først og fremmest holder økonomien i gang for alle.
Konsekvenserne af en udhulet middelklasse
Middelklassens tilbagegang er ikke kun et økonomisk problem – det er et samfundsmæssigt problem. Historien viser, at samfund med enorm økonomisk ulighed lider under højere kriminalitet, politisk ustabilitet og forringet folkesundhed. Når velstanden koncentreres på få hænder, og regeringer mangler midler eller vilje til at tilbyde basale tjenester, forværres disse problemer yderligere.
USA halter for eksempel bagud i forhold til andre udviklede lande, når det gælder sundhedspleje, uddannelse og infrastruktur, på trods af at landet er hjemsted for nogle af verdens rigeste individer og virksomheder. Disse problemer rammer især familier med lav- og middelindkomst og fastholder dem i fattigdom.
Ekstrem ulighed truer desuden demokratiets fundament. Når de rigeste kan købe politisk indflydelse gennem donationer, lobbyisme og korruption, omskriver de effektivt samfundets spilleregler til deres egen fordel. Derfor fortsætter dereguleringerne, selskabsskatterne falder fortsat, og smuthuller i skattelovgivningen forbliver åbne – ikke som en fejl i systemet, men som en del af dets design.
Løsninger for økonomisk retfærdighed
Hvis vi skal gøre en ende på denne Anden Guldalder, kræves der modige, systemiske forandringer for at vende de politikker, der har tilladt, at rigdom og magt er blevet så koncentreret. Historien viser os løsningerne, men det kræver politisk vilje at gennemføre dem. Blandt de vigtigste politiske initiativer er:
- Progressiv beskatning: Stigende skatter for de rigeste individer og virksomheder vil hjælpe med at omfordele velstanden og finansiere essentielle offentlige tjenester som sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur. Den historiske præcedens er tydelig og klar – gennem midten af det 20. århundrede, hvor skattesatserne for de rige var meget højere, blev økonomisk velstand bredt fordelt, og middelklassen trivedes. (Se figur 1 nendenfor).
- Styrkelse af fagforeninger: At sikre, at arbejdstagere har den juridiske ret til at organisere sig og forhandle kollektivt, er afgørende for at genoprette lønvæksten og reducere indkomstuligheden. Undersøgelser viser konsekvent, at fagforeningsorganiserede arbejdstagere får højere lønninger og nyder bedre arbejdsforhold end deres kolleger, der ikke er organiserede i fagforeninger.
- Regulering og ansvarlighed: Genindførelse af grundige reguleringer for at holde virksomheder ansvarlige for deres handlinger er nødvendigt for at dæmme op for skader på miljøet, forhindre monopolitisk praksis og sikre en fair behandling af arbejdstagere. Stærkt tilsyn sikrer også, at virksomhederne betaler deres rimelige andel af skatterne i stedet for at udnytte smuthuller.
- Investering i offentlige goder: Let tilgængeligt sundhedsvæsen, overkommelig uddannelse og velholdt infrastruktur er afgørende for at skabe muligheder og bryde fattigdomspiralen. I stedet for at give skattelettelser til milliardærer skal regeringerne geninvestere i de fundamenter, der giver samfundet mulighed for at trives.
- Bekæmpelse af korruption: Reform af valgkampagnefinansiering og begrænsninger af lobbyvirksomhed er afgørende for at reducere pengenes indflydelse i politik og sikre, at politikerne arbejder for befolkningen – og ikke for oligarkiet.
Opfordring til handling
Den Anden Guldalder har måske været årtier undervejs, men den er ikke uundgåelig, og den er heller ikke irreversibel. Historien om den første Guldalder viser os, at ulighed kan udfordres, og at fremskridt kan opnås. De progressive reformer i det tidlige 20. århundrede – herunder antitrustlove, arbejdsbeskyttelse og New Deal, var hårdt tilkæmpede sejre, der flyttede magtbalancen tilbage i retning af almindelige mennesker.
Men uden vedvarende politisk engagement og organiseret modstand mod økonomisk uretfærdighed, vil magthaverne fortsætte med at konsolidere deres rigdom og indflydelse. Det er tid til at sige fra, organisere sig og kræve politikker, der prioriterer retfærdighed, lighed og muligheder for alle – ikke kun de privilegerede få. Satsningen har aldrig været højere. Ved at erkende parallellerne til fortiden og lære af dem kan vi begynde at opbygge en bedre fremtid og sætte en stopper for den Anden Guldalder.
Konklusion: Trickle-down økonomi virker ikke
Den nuværende situation med fortsat stigende ulighed er det uigenkaldelige bevis på, at idéen om trickle-down økonomi er fejlslagen. Det er på tide at begrænse oligarkernes voksende magt og rigdom og vende tilbage til de principper, som forfatningen blev bygget på – hvor alle er lige for loven og bør have lige muligheder.
Kernen i den økonomiske ulighed i USA er denne misforståede idé om trickle-down økonomi. Ideen om, at skattelettelser til de rigeste få mennesker automatisk vil gavne dem længere nede i samfundet, har været en løgn i årtier. Og så længe vi accepterer det, vil det fortsætte. Det er en sørgelig sandhed, men en sandhed ikke desto mindre.
Milliardærernes penge drypper ikke nedad – de lever af renterne af deres enorme formuer, og når deres penge flyder, går de til andre milliardærer. Det er dér, deres penge går hen – ikke til arbejdstagerne, ikke til lokalsamfundene. Sandheden er, at det er middelklassen, der driver økonomien. Når middelklassen trives, trives samfundet.
Det er tid til at få afsluttet denne anden Guldalder og kæmpe for politikker, der genskaber retfærdighed, lighed og muligheder for alle. At sørge for, at erhvervslivet er fornuftigt reguleret for at sikre, at samfundets ressourcer ikke kun kommer de få, men kommer alle borgere til gode, er ikke det samme som at indføre kommunistisk diktatur. Det er ikke engang socialisme.
Det handler bare om at gøre kapitalismen bæredygtig og demokratisk – med andre ord: det er sund fornuft. Dette er ikke mindst grundlaget for de stærke samfund, som dem vi har set Norden opbygge med stor succes, hvor “velfærd” ikke er et bandeord, kapitalisme og velfærd trives godt side om side, og forholdsvist meget få mennesker falder igennem og ender i dyb fattigdom. De nordiske lande er ikke perfekte, men de er alligevel et godt eksempel for andre at følge, fordi de – på trods af relativt høje skatter – er blandt de rigeste lande i verden, hvor befolkningen som helhed også trives bedst.
Figur 1 – De højeste marginale indkomstskattesatser i USA fra 1913 til 2017:
