12 uger gammelt foster vejer omkring 30 gr og er omkring 5 cm langt.
De fleste mennesker (på Færøerne) er enige om, at der findes særligt vanskelige omstændigheder, hvor der kan gøres undtagelser, og hvor der bør gives tilladelse til abort. Derfor bliver der spurgt: Så hvorfor ikke lave en lov, der tillader abort på grund af disse vanskelige omstændigheder? Hvorfor ikke lave en lov om undtagelser i stedet for en lov om fri abort?
For at besvare disse spørgsmål må vi se på, hvad “fri abort” faktisk betyder i praksis. Fri abort betyder helt enkelt, at det er kvinden selv, der frit kan vælge, om hun vil have en abort i en vanskelig situation, i stedet for at lægen og/eller myndighederne skal afgøre for hende, hvad en “vanskelig situation” er. Det ved kvinden bedst selv. Dertil bør det siges, at ingen kvinde “vælger” abort for sjov!
Hvad er en “vanskelig situation”? På sin vis er det ligegyldigt, hvad andre mener udgør en “vanskelig situation” for en kvinde, for hvem kan bedre definere det end kvinden selv? Kan andre bedre vurdere, hvad en vanskelig situation er for hende? Og hvor vanskelig hendes situation er? Kan (mandlige) politikere, der sidder i parlamentet, vurdere det bedre end kvinden selv? Nej, det kan de lige så lidt som lægerne kan, så hvorfor skal andre tage beslutningen for kvinden i stedet for kvinden selv? Er det fordi, man ikke har tillid til kvinder?
Hvad er et “undantagelsestilfælde”?
De fleste går ind for, at abort kan tillades i undtagelsestilfælde, men spørgsmålet er så, hvad disse undtagelsestilfælde præcist skal være – og hvornår de kan berettige en abort.
Hvad nu hvis en kvinde bliver scannet i tyvende uge og finder ud af, at det barn, hun havde glædet sig så meget til at sætte i verden, ikke har udviklet livsnødvendige organer?
Hvad nu hvis en kvinde bliver overfaldet på vej hjem fra arbejde og en måned senere rystet må konstatere, at overfaldsmanden har plantet sit frø i hende, da hun ser, at resultatet af graviditetstesten er “positivt”?
Hvad nu hvis en kvinde begynder at bløde, fordi der går hul på moderkagen, hvilket tvinger hendes forældre, mand og børn til at stå over for den umulige beslutning, om det er hendes liv eller det ufødte barns liv, der skal reddes?
Hvad nu hvis en lille pige får sin uskyld revet væk af en, hun burde have kunnet stole på, og hendes 11-årige krop ikke er moden nok til at bære følgerne af dette svigt?
Hvad nu hvis en kvindes partner vælger at forlade hende, så hun må have to jobs blot for at få økonomien til at løbe rundt, og nu må vælge mellem at sætte endnu et barn i verden til fattigdom og sult eller at have nok mad til de børn, hun allerede har?
Hvad nu hvis en kvinde må erkende, at hun på ingen måde – hverken økonomisk, følelsesmæssigt eller fysisk – er i stand til at opfostre et barn?
Hvad nu hvis en kvindes fertilitetsbehandling resulterer i seks befrugtede æg, og hun ikke må vælge at reducere antallet af embryoner for bedst muligt at sikre, at hun selv og de resterende fostre kan overleve?
Hvad med hende, der endelig har fundet styrken til at flygte fra sin fysisk og psykisk voldelige mand, blot for at opdage, at hun bærer uhyrets foster?
Hvad med hende, der efter i årevis at have forsøgt at blive gravid går til undersøgelse, blot for at få konstateret, at der ikke er nogen lyd, hvor der skulle have været hjerteslag?
Hvad med gymnasiepigen, der mister sin mødom, men kondomet går i stykker, og som nu må vælge mellem at blive ung teenage-mor eller blot være teenager?
Hvad med kvinden, der netop har fundet ud af, at hun er i trettende uge, men at ægget aldrig forlod æggestokken, så hun må vælge mellem abort eller at risikere at dø af indre blødninger?
Hvor skal grænsen sættes?
Hvis du mener, at nogle af de ovenstående eksempler bør tillade abort, og samtidig mener, at der er tale om “børn” i livmoderen før 12. uge, så går du jo i nogle tilfælde selv ind for “barnemord”, som du måske ville kalde det.
Omvendt – hvis du ikke går ind for nogen undtagelser, så accepterer du jo i praksis, at risikoen for, at kvinder dør, er acceptabel – i bund og grund går du indirekte ind for “kvindedrab”.
Hvor sætter du så grænsen for, hvornår abort skal være tilladt? Og hvorfor mener du, at du er bedre kvalificeret til at vurdere det end kvinden selv? Er det fordi, du ikke har tillid til kvinders dømmekraft? Det er jo hende, der skal leve med konsekvenserne. Ikke dig. Og du har ingen anelse om, hvilke grunde kvinder har til at vælge abort.
Nogle siger, at fri abort bare handler om, at man skal kunne vælge abort uden anden grund end, at man ikke vil have netop det barn. De samme mennesker mener ofte, at der findes kvinder, der bare bruger abort som prævention. Et sådant synspunkt er ubegrundet og intet andet end et groft udtryk for mistillid til kvinder.
At få foretaget abort er nemlig et meget ubehageligt og potentielt farligt indgreb, som ingen normale kvinder ville finde på at vælge som præventionsmiddel. Hvis nogen kvinde virkelig udviste sådan en ansvarsløshed—hvilket jeg stærkt betvivler—ville hun på ingen måde være kvalificeret til at sætte et barn i verden eller til at blive mor alligevel. Nej, der er absolut ingen tvivl om, at ingen kvinde vælger abort for sjov. At påstå noget andet er dybt krænkende for kvindekønnet som helhed.
Dem, der er imod fri abort, siger, at det enkelte menneske ikke kan få lov til at vælge, hvornår man nægter andre adgang til livet. Der må være klare regler på området. Der er ingen tvivl om, at den allerklareste regel er, at det er kvinden, der må træffe beslutningen om, hvorvidt hun er i stand til at få et barn eller ej.
Det er helt i orden at fastsætte en klar regel, såsom en tidsramme på f.eks. 12 uger, inden for hvilken aborten kan finde sted. Men at tage beslutningen fra kvinden og derefter opstille alle mulige mere eller mindre tvivlsomme regler for præcis, hvad der kan legitimere en abort inden for denne periode eller ej – er for det første næsten umuligt at gøre tydeligt og klart, fordi omstændighederne kan være utrolig forskellige. Og for det andet er det under alle omstændigheder en grov indskrænkning af den enkelte kvindes ret til at råde over sin egen krop.
Beføjelsen tages fra hende og overlades i stedet til embedsmænd, som skal træffe beslutningen for hende, og som slet ikke har det samme indblik i kvindens situation, som hun selv har. At overlade ansvaret til andre, som på ingen måde ved bedre end kvinden, hvad der er bedst i hendes situation – og lade dem træffe afgørelsen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til abort eller ej – er en langt mere uklar og utydelig regel, fordi der er så mange forskellige hensyn at tage, som måske fungerer på papiret, men som folk i praksis kan have meget forskellige meninger om og derfor kan træffe alt for ujævne afgørelser ud fra.
Dette er ikke mindst en enorm ydmygelse af kvinden, som dermed tvinges til at finde sig i at blive vejet og målt på alle leder og kanter af mennesker, hun måske slet ikke kender, og må lægge sin skæbne i deres hænder.
Skal fosteret så ikke have nogen rettigheder?
Sådan spørger dem, der er imod fri abort. Men hvad mener de med “rettigheder”? Skal et foster i livmoderen have de samme rettigheder fra befrugtningen, som børn, der er født, har? Skal de f.eks. have et personnummer fra befrugtningen? Skal fædre f.eks. betale børnebidrag fra befrugtningen?
De tænker formentlig på fosterets ret til liv. Et argument er, at hvis abort ikke gennemføres, kan et barn måske blive født nogle måneder senere – men det giver ikke rigtig mening at tale om en “ret til liv” i dette tilfælde, for så ville det at forhindre ethvert foster i at udvikle sig til et barn være “drab” eller “mord”. Mener folk så, at enhver kvinde, der f.eks. bruger spiral, er morder? Selvfølgelig er hun ikke det, bl.a. fordi der er tale om et embryo, ikke et “barn” endnu – og derfor kan det heller ikke have de samme rettigheder som et barn.
Dem, der mener, at abort handler om “at tage livet fra et menneske”, siger dog, at der findes situationer, hvor f.eks. moderens liv og måske også barnets står på spil, hvor man må gøre undtagelser. Men præcis hvor den grænse går, synes de ikke at kunne sige. Men dette har naturligvis stor betydning – ikke mindst at vores folkevalgte tager klar stilling i dette spørgsmål, for hvis fri abort IKKE skal tillades, er det selvsagt særdeles vigtigt at vide, hvad vores politikere mener om, i hvilke konkrete tilfælde abort så kan tillades.
Hvad med “retten til liv” for fostre i de undtagelsestilfælde, som folk ellers går ind for bør legitimere en abort? Skal man være konsekvent, må man vel mene, at der slet ikke skal være undtagelser, ikke sandt? Og hvis de mener, at der ikke skal være undtagelser, er de så villige til, at kvinders liv skal ofres for, at et foster kan leve så længe som muligt i livmoderen? Også selvom det er til fare for moderen, og fosteret dør alligevel, hvis kvinden dør? Og hvis de ikke mener det, kan de så ikke være klare omkring, hvilke undtagelsestilfælde de mener bør tillade abort? For bare at tale generelt gør debatten uklar. Lad os være konkrete.
Her tænker jeg især på vores kære folketingsmedlemmer, som repræsenterer folket. Som borgere og vælgere har vi ret til at kræve af vores parlamentarikere, at de er klare omkring, hvad det præcist er, de mener om dette. Det er ikke nok blot at sige, at man er “imod abort”. Dette er et langt mere komplekst spørgsmål end som så – som eksemplerne øverst i indlægget viser. Vi vil meget gerne vide, hvordan politikerne mener, at sager som disse skal løses politisk, hvis abort ikke skal være fri.
Men det kan vore lovgivere tydeligvis ikke svare på, for det er der heller ingen andre, der kan sige med sikkerhed – heller ikke lægerne – i hvert fald ikke bedre end kvinden selv. Altså at vurdere præcist, hvor grænsen skal gå. Derfor er det mest fornuftigt, at kvinden træffer beslutningen selv. Ikke fordi kvinden altid ved bedre end lægen, om hendes liv eller barnets liv er i fare, men hun skal selvfølgelig i alle tilfælde kunne træffe beslutningen i samråd med lægen og have det sidste ord at sige om, hvad hun ønsker, efter at lægen har informeret hende om hendes og fosterets helbredstilstand.
Er et foster “et barn”?
Jeg forstår, at dem, der er imod abort, ser et foster i livmoderen som et “barn” helt fra befrugtningen. Men et foster, der ikke kan overleve uden for livmoderen, kan endnu ikke kaldes et barn. Er det derimod så udviklet, at det kan overleve uden for livmoderen, kan det kaldes et “barn” og har dermed også ret til, at alt gøres for at sikre dets overlevelse.
Indtil da kan fosterets “ret til liv” ikke veje tungere end kvindens ret til sit eget liv – dvs. til at råde over sin egen krop. En kvinde må kunne afslå at gennemgå en uønsket graviditet, som ikke er helt risikofri og potentielt kan bringe hendes eget liv i fare. Præcis på samme måde, som enhver har ret til at nægte at blive tvunget til at give en af sine nyrer til en, der har brug for den for at overleve. Deres ret til at leve vejer ikke tungere end din ret til at råde over din egen krop, inklusive dine nyrer.
Her taler vi endda om voksne, bevidste mennesker, som ved, hvad de mister, hvis de mister livet. Et foster er endnu ikke bevidst om sig selv og ved derfor heller ikke, hvad det mister. Så det er lidt meningsløst at tale om, at et ubevidst foster, som ikke kan overleve uden for livmoderen, skal have en ret til liv, der vejer tungere end en kvindes ret til at råde over sin egen krop.
Det giver dog mening at fastsætte en tidsgrænse for, hvornår abort kan foretages, fordi fosteret jo udvikles mere og mere til et barn. Men et foster er ikke et barn (endnu) og kan derfor ikke have den samme “ret til liv” som et barn, der er kommet levende til verden – i hvert fald ikke i de første 12 uger, hvor det under alle omstændigheder ikke kan leve uden for livmoderen. Og ikke når den ret skal vejes op imod kvindens ret til at råde over sin egen krop. Noget andet gør sig gældende, når fosteret er så udviklet, at det kan overleve. Så er det et barn med de rettigheder, som ethvert barn skal have.
Hvis vi IKKE skal have fri abort, hvor kvinden har beføjelsen til at råde over sin egen krop (den samme beføjelse som en mand har over sin egen krop, for ingen kan lovligt tvinge ham til, at hans krop/organer skal bruges til noget, han ikke selv har givet samtykke til), hvem skal så træffe beslutningen i de tilfælde, jeg nævnte ovenfor? Skal disse kvinder tvinges til at gennemføre en graviditet, som de på ingen måde ønsker – eller måske endda ikke kan gennemføre? Hvem skal træffe beslutningen for dem? Og hvorfor skal den part have mere myndighed over deres kroppe, end de selv har?
Fosteret er ikke et organ, nej, men livmoderen er! Og kvinden bør have retten til at kunne råde over og have det sidste ord at sige om, hvad hendes livmoder skal bruges til – eller ikke bruges til. Set fra den vinkel er de eksempler, jeg nævnte, utvivlsomt relevante og kan bruges som argumenter for fri abort.
Forskellen mellem synspunkterne hos dem, der henholdsvis er for eller imod abort, er, at dem, der er for, ikke – på samme måde som dem, der er imod – sætter lighedstegn mellem et fuldt udviklet, bevidst menneske og et uudviklet, ubevidst foster før 12. uge. Selvom det potentielt kan udvikle sig til et barn, så ER det ikke det endnu. Og kan aldrig være bevidst om, hvad det har “mistet”.
Derfor er fri abort ikke etisk forkastelig. Og derfor er det i orden, at en kvinde har ret til at afbryde sin graviditet før 12. uge, hvis hun mener, at det er det mest fornuftige at gøre i hendes situation – både for hendes egen skyld, fordi hun ikke magter at gennemgå en krævende, måske livsfarlig graviditet og at skulle sætte et barn i verden, som hun ved, hun ikke kan tage ansvar for – og sandsynligvis også for fosterets skyld, som undgår at skulle fødes ind i et hjem eller en situation, som kvinden med sikkerhed ved slet ikke er egnet eller på nogen måde god for barnet at blive født ind i.
Dem, der er imod fri abort, siger, at de mener, at et barn i livmoderen har “ret til liv”. Ja, jeg mener også, at et barn (dvs. et, som er sat i verden) har ret til livet – og ikke kun ret til livet, men også ret til et værdigt liv. Jeg ville i virkeligheden ønske, at mennesker, der vil beskytte fostre, var lige så ivrige efter at beskytte børn, som er kommet til verden. Men ofte virker det ikke som om, de går lige så højt op i det. Mange synes bare at trække på skuldrene eller fuldstændig ignorere det, når man taler om rettighederne for børn, der er født – f.eks. de stakkels sultende børn i Gaza og deres ret til et værdigt liv – for blot at nævne et eksempel på hykleriet hos mange, der siger, de vil beskytte fostre, men ikke beskytter børn, der er kommet til verden, med samme iver.
Hvad med at beskytte rettighederne for den person, som i denne sammenhæng faktisk er et fuldt udviklet, bevidst menneske – nemlig kvinden. Hvorfor skulle hun ikke have ret til et værdigt liv og til at råde over sit eget liv og sin krop? Hvorfor skulle hun have langt færre rettigheder, end man ønsker at give det uudviklede, ubevidste foster? Skal hun bare fratages alle rettigheder over sin egen krop og blot ses som en rugemaskine, fordi hun er blevet gravid? Hun er i sig selv et helt menneske med eget liv og egne drømme – og ikke bare en fødemaskine. Hvorfor skulle hun pludselig intet have at sige om, hvad hendes krop skal bruges til?
Vil vi virkelig tilbage til de forfærdelige tider, hvor alt for mange kvinder enten døde eller fik livsvarige mén af at være nødt til at gå til kvaksalvere for at få en abort? Jeg kender personligt til flere eksempler på netop det og hvilke ødelæggende konsekvenser, det havde.
At forbyde aborter forhindrer ikke aborter. Det forhindrer kun sikre aborter.
