Betal folk en ordentlig løn – med pension og feriepenge – for at arbejde hjemme, tage sig af huset og sørge for børn og ældre forældre. Så vil mange uden tvivl vælge at blive hjemme og udføre dette vigtige arbejde, som er så utroligt værdifuldt for samfundet – ikke mindst ifølge dem, der gerne vil have “kvinderne tilbage til kødgryderne.”
Hvorfor skal folk, der kunne bruge deres talenter på så mange andre ting, udføre dette essentielle arbejde derhjemme gratis og være tvunget til at leve på partnerens nåde? Hvor værdigt er det? Hvor sikkert er det? Nej, hvis folk virkelig mener, at det arbejde, som dem der bliver hjemme udfører, er så værdifuldt, som de siger, så sørg for, at de hjemmegående får ordentlig lønkompensation! Måske kunne nogle mænd endda overveje at blive hjemme, hvis de fik en ordentlig løn og ikke blev gjort til grin for det, ikke?
Jeg skrev dette på Facebook for nylig. Et af svarene lød sådan her:
“For mig ser det ud som om, at kvinden skal tjene penge, fordi manden gør det. Derfor skal hun have løn for at blive hjemme, eller vælge ikke at blive hjemme for at tjene penge. Det lyder som om, det hele handler om, at begge parter skal tjene penge. Der står jeg lidt af. Hvis man er et team, er det ligegyldigt, hvem der tjener pengene, for det er vores penge og ikke mine eller dine.”
Hvad er den “rigtige” arbejdsfordeling i et parforhold?
Det lyder godt i teorien, at et par skal være et “team,” der deler opgaverne – og pengene. Det mener jeg også, at et par ideelt set skal være/gøre, men ikke på den måde, som mange (mest mænd) tydeligvis ser det, hvor manden arbejder ude og tjener pengene, mens kvinden arbejder hjemme. Så dejligt ligeligt fordelt, ikke?
Men hvis du er en af dem, der mener, at dette er den “rigtige” måde… ser du så ikke risikoen ved, at den ene part er økonomisk afhængig af den anden? Ser du ikke, hvor uretfærdigt det er over for den part, der skal sætte al sin lid til, at den, der tjener pengene, ikke pludselig forlader parforholdet?
Jeg går ud fra, at du er klar over, at den, der tjener pengene, også har de største fordele, fordi vedkommende er den, der har langt den største økonomiske sikkerhed af de to, ikke? Vedkommende har for eksempel langt bedre muligheder for at vælge at forlade parforholdet, hvis alt ikke går som ønsket, fordi vedkommende er økonomisk uafhængig af den anden part.
Den part, der opgav sin løn, pension og karriere for at dedikere al sin tid til ulønnet arbejde i hjemmet for dem begge, har ikke den luksus. Hvis forsørgeren vælger at gå, står den anden ofte tilbage med lidt eller ingenting.
Ville mænd ønske at være økonomisk afhængige af deres koner?
Jo, de kan måske dele aktiverne i to, men den part, der ikke har opbygget lige så meget anciennitet og erfaring på arbejdsmarkedet, har ingen chance for at komme tilbage på arbejdsmarkedet – efter måske 10-15 år hjemme uden lønnet arbejde – og tjene lige så meget, og næppe nok til at opretholde samme levestandard, bolig osv. De har heller ikke optjent lige så meget til deres pension som den anden part og er derfor ofte den, der må opgive langt mere end den anden, hvis de bliver skilt.
I et team skal parterne være solidariske med hinanden i alle forhold, men hvor solidarisk er det at forvente af kun den ene part, at vedkommende skal give afkald på stort set al sin økonomiske sikkerhed – i hvert fald langt mere end den anden part skal?
Hvor mange mænd, tror du, ville frivilligt sætte sig selv i en så økonomisk usikker situation? Det er nemt at forvente det af den anden part, når man selv slipper for at stå i den situation og ikke forventer det samme af sig selv.
Så meget for den fine tanke om at være et “team.” Måske var tanken ikke så fin alligevel…
Hvordan sikrer vi kvinder og børn økonomisk?
Én ting er forholdet mellem manden og kvinden – at de ikke sørger for tilstrækkelig sikkerhed for kvinden i de interne aftaler, de laver, som det så pænt hedder. Noget andet er, at en mor i dag også skal sikre, at børnene har et godt hjem, hvis og når forældrene bliver skilt – som næsten halvdelen af par gør i dag, så det er den rene virkelighed.
En mor, der ikke sikrer sig selv, sikrer heller ikke sine børn i tilfælde af en skilsmisse. Og at satse på, at manden giver afkald på alt, så børnene kan beholde deres hjem sammen med moren, fungerer langt fra hver gang. Så hvordan sikrer vi kvinderne og børnene med dem? Det er spørgsmålet. Kvinderne før os bad os sørge for at tjene vores egne penge, fordi de ville det bedste for deres børn.
Vores bedstemødre og mødre lærte på den hårde måde, at det ikke var en ønskværdig situation for nogen kvinde, især når pensionsalderen nærmede sig. Derfor er mange af os i vores generation og lidt yngre blevet opdraget med advarsler om ikke at ende i samme situation som dem, men at sørge for at tjene vores egne penge og være økonomisk uafhængige.
Romantiserer livet som hjemmegående
Men desværre bliver historien ofte glemt. Nu har vi en ny generation af unge kvinder, der ser deres mødres og bedstemødres kamp for at få arbejdsliv og hjemmeliv til at hænge sammen, og det har de ikke lyst til at gentage. Det er forståeligt. Men er løsningen at blive hjemmegående?
I mange – måske de fleste? – tilfælde er årsagen til kvindernes svære situation, at mændene ikke fulgte med. De deltager stadig ikke nok i arbejdet derhjemme for at lette byrden for de arbejdende kvinder. Det meste af ansvaret for hjemmet og omsorgen for børn og ældre ligger stadig på kvinderne.
Så nu begynder unge kvinder at tænke, at det nok er bedst at være hjemmegående, så de har tid til at tage sig af det hele derhjemme, i stedet for at forvente, at mændene tager det samme ansvar som dem på hjemmefronten, hvis begge arbejder ude for at tjene penge.
Jeg håber ikke, at de – ligesom vores mødre og bedstemødre – en dag, når parforholdet måske ikke længere holder, og de er blevet for gamle til at nå at spare nok op til pension, vågner op til en barsk virkelighed. Jeg håber ikke for deres skyld, at den dag kommer, hvor fattigdom rammer dem, og de spørger sig selv: Hvorfor i alverden satte jeg mig selv i en så sårbar situation? Se, hvad jeg fik ud af at ofre mig selv for mand, børn og hjem…
Manglende solidaritet fra mænd
Det virker, som om historien gentager sig, så de unge kvinder igen må lære det på den hårde måde – ligesom deres bedstemødre og oldemødre – før de forstår, hvor vigtigt det er at tjene deres egne penge og være økonomisk uafhængige af deres mænd.
I næste omgang håber jeg, at mændene er mere solidariske med kvinderne, end de har været indtil nu, for solidaritet mellem kønnene er en forudsætning for ligestilling. Mændene sidder i høj grad med nøglen til, at kvinder virkelig kan realisere deres fulde potentiale, ligesom de selv hidtil har haft privilegiet til at gøre, fordi de havde kvinderne til at tage sig af alt derhjemme, som ellers ville have stået i vejen for deres udvikling og selvrealisering.
Jeg forventer ikke, at det bliver nemt at få mændene med til at gøre det arbejde, som mange af dem anser for at være kvindearbejde. Mange mænd vil nok – af bekymring for at virke umandige – hellere gøre alt, hvad de kan, for at lade robotter overtage alt det nødvendige omsorgsarbejde i samfundet, end at deltage i det selv. Kvinderne vil næppe have samvittighed til at overlade omsorgsarbejdet til robotter. Så de kommer ikke rigtig nogen vegne og er fanget i en situation, hvor de ofte er nødt til at arbejde ude, som samfundet er skruet sammen nu, samtidig med at de tager sig af det meste af det daglige arbejde derhjemme. Sådan ser situationen desværre ud lige nu.
