Denne artikel forsøger at besvare disse spørgsmål: Hvad vil det sige, at et samfund er patriarkalsk? Hvordan påvirker den patriarkalske tankegang vores kønsroller fra barnsben? Hvordan kommer denne tankegang til udtryk i nære relationer? Hvorfor holdes der så godt fast i “performativ maskulinitet”, selv om den skader både mænd og kvinder? Desuden kommer der nogle refleksioner over, hvordan nogle bruger religion til at konsolidere og befæste traditionelle kønsroller; samt hvorfor mange—især mænd—kæmper så meget imod alternative kønsroller; og sidst, men ikke mindst, hvad ægte “afpatriarkalisering” betyder, og hvad det kræver.
Den patriarkalske tankegang gennemtrænger vores opvækst, vores familiedynamik, vores kærlighedsrelationer og den måde, vi præsenterer os selv på. Den patriarkalske samfundsstruktur skaber en fælles ramme for kønnene, men påvirker dem forskelligt: der gives ofte større spillerum for mænds adfærd end for kvinders, mænds behov prioriteres højere end kvinders, og mænds fejl retfærdiggøres hurtigere end kvinders fejl. I realiteten er denne ubalance ikke til gavn for nogen—hverken mænd eller kvinder.
Kønsroller i patriarkatet: Mænd mere værd end kvinder
I et patriarkalsk samfund er standarden, at mænd anses for at have mere “naturlig” autoritet end kvinder, alene fordi de er mænd. De har også større spillerum end kvinder gennem livet, når det kommer til moral. Er en mand aggressiv, ses det som et tegn på styrke og lederevne, og tildeler han sig selv rettigheder uden at spørge nogen, kan det forveksles med selvtillid. Er han utro, kan han af andre mænd blive set som særligt “potent”, og konen skal bare være taknemmelig for, at hun er gift med en mand, som kvinder flokkes om. Når uenigheder opstår, bøjer eller tilpasser den sociale orden sig ofte til mændene frem for at holde dem ansvarlige.
Omvendt, hvis han ikke formår at udfylde sin rolle som stærk autoritetsfigur ude og hjemme, risikerer han at blive stemplet som “svag tøsedreng” eller direkte som “taber”—det værste, der kan ske for en mand, som tror, han kun har værdi, hvis han ses som en “rigtig mand”, og som lægger stort set hele sin selvrespekt i den kurv.
Kvinder har, som nævnt, ikke helt det samme spillerum som mænd. Kvinders ulønnede arbejde og omsorg tages for givet—hvis ikke det ligefrem pålægges dem som en forpligtelse. At kvinder altid er klar til at tage sig af andre, at de altid er seksuelt tilgængelige, og at de altid er parate til at tilgive, forventes direkte af kvinder. Det er tjenester, som mænd regner med at have adgang til uden at skulle give noget til gengæld.
Omvendt, hvis kvinder ikke vil levere disse tjenester og ikke lever op til denne rolle, nedgøres de og bliver stemplet som “ukvindelige kællinger”, ingen bryder sig om, og “truet” med, at de bare vil ende som ensomme “katte-damer”.
Som udgangspunkt centrerer den sociale fortælling sig om mænd. Familien og andre er med til at styrke fortællingen helt fra barnsben, f.eks. ved at omtale drenges fejl som “bare en fase”, som “løjer” (“sådan er drenge bare”) eller ved at forsvare drenge, som var de blot “misforståede genier”. Mens tilsvarende adfærd hos piger og kvinder typisk er underlagt meget strengere kontrol—eller ligefrem sygeliggøres. Hvis en pige/kvinde ikke agerer efter den patriarkalske fortælling om, hvordan en kvinde bør opføre sig, ja, så er hun “ikke normal”.
Kort sagt giver patriarkatet mænd ikke blot praktiske fordele, men også en færdigfortolket ramme—en fortælling, der lovpriser og opmuntrer mænds impulsivitet og leverer undskyldninger og bortforklaringer for den skade, de påfører andre. Imens er det som regel kvinder og børn, der må finde sig i det og betale prisen, når mænd handler uansvarligt—en uansvarlighed, som patriarkatet på en eller anden måde tillader dem at have, uden at det får konsekvenser for dem.
Opvækst-spiralen: Mor, familie og partnere
Forholdet mellem mødre og sønner er ofte præget af dobbeltbinding—dvs. modstridende krav fra omverdenen til kvinden. Disse modstridende krav er underforståede—hun er ikke altid bevidst om dem og kan endda benægte, at de findes. Hun mærker bare, at uanset hvor godt hun forsøger at spille sin rolle, ender hun næsten altid med ansvaret og skylden, når det ikke går godt for sønnerne—eller familien i det hele taget. Hvis drenge er uregerlige, lyder spørgsmålet ofte: Hvor er moderen?! Ikke: Hvor er faderen?
Moderen udfører et stort følelsesarbejde. Hun beskytter, beroliger, glatter ud og dækker over sine sønners fejl, samtidig med at hendes magt er begrænset. Patriarkatet placerer mødre i rollen som stabiliserende omsorgspersoner for det mandlige ego frem for som autoriteter, der kan kræve, at drenge tager ansvar for deres egen adfærd. Skylden er, som nævnt, altid hendes. Sætter hun grænser, kan hun blive stemplet som “for kontrollerende” eller “kold”; forsøger hun at tækkes sønnen, risikerer hun at blive anklaget for at understøtte mønstre, der skærmer sønnen for konsekvenser.
Andre i familien og vennekredsen er også med til at afskærme drenge fra at mærke konsekvenser og bidrager til at beskytte drengenes omdømme: deres fejl bagatelliseres og/eller der opfindes undskyldninger og bortforklaringer, drengenes egenskaber fremhæves som særlige gaver, og drenge lærer indirekte, at kærlighed handler om præstation. Ældre taler om alle de muligheder, drenge har, og bekræfter idéen om, at verden giver dem plads.
Samtidigt forventes det af deres kvindelige slægtninge, at de indretter sig efter mændene, viger for dem og hjælper dem. Drenge forventes ikke at skulle give piger plads eller yde samme støtte til piger. Dette er med til at normalisere den ofte ulige fordeling af magt og arbejde i mange hjem. I romantiske forhold og parforhold fortsætter samme mønster.
Mange kvinder socialiseres til at tro, at fred og harmoni er tæt knyttet til at tilpasse sig mænd—først far og brødre, siden kæreste og mand. Mænd kan tolke dette som en bekræftelse af, at de står over kvinder og derfor har ret til at herske over dem. Patriarkatet fremhæver kvindelig mildhed og tjenstvillighed som dyder, som mænd kan udnytte, og dette styrker mænds følelse af overlegenhed og ret til, at kvinder skal føje sig og ære dem. Tilsammen fremdyrker denne tankegang mænd, der forventer at slippe for konsekvenser, og at kvinder skal tjene dem.
Der findes mange fortalere for den patriarkalske fortælling og de kønsroller, den foreskriver. Tænk f.eks. på en som Andrew Tate og alle hans “trust‑me‑bros” og “pickup artists” i diverse misogynistiske podcasts. Eller de kristne nationalister/MAGA i USA, hvis krav til kvinder i mange tilfælde minder ganske meget om talibanernes krav til kvinder i det ekstremt patriarkalske Afghanistan.
Mænd bliver også objektiviseret i patriarkatet
I et patriarkalsk samfund bliver kvinder ikke anset som ligestillede med mænd. Mænd er simpelthen standard-kønnet, mens kvinder ses som mændenes “hjælpere” og bliver gjort til objekter for mænds tilfredsstillelse. I patriarkalske mænds øjne har kvinder kun værdi, hvis de kan sikre, at mandens behov bliver opfyldt—hvad enten det er behovet for omsorg, noget smukt at se på, seksuel tilfredsstillelse eller som middel til at få afkom.
Men det, vi ofte glemmer, er, at mænd i realiteten også bliver gjort til objekter—ikke af kvinder, men af den patriarkalske magtelite, som ser unge mænd som redskaber, der kan bruges til forskellige formål. Eliten udnytter det patriarkalske maskulinitetsideal til at rekruttere mænd, der “køber ind på” idealet, hvor maskulinitet måles på mænds villighed til at gå ind i militæret, kæmpe og ofre sig for nationen. Mænd, der nægter militærtjeneste, bliver udskammet som “umandige”.
Det patriarkalske maskulinitetsideal passer således magteliten særdeles godt. Eliten hylder og arbejder konstant på at opretholde og styrke forestillingen om, at militærtjeneste er en manddomsbedrift—en rite, der gør drenge til “rigtige mænd”. På den måde bliver unge mænd presset til “frivilligt” at gå i krig, selv om det kan koste dem liv og lemmer. De må finde sig i at blive brugt som udskiftelige, engangs-instrumenter til vold. De alvorlige psykiske sår, dette påfører disse mænd, nedtones, fordi det forventes, at mænd bare skal kunne klare det, fordi mænd må ikke være svage. Resultatet er, at mænd umenneskeliggøres, hvilket er en dyr pris at betale bare for at få magtelitens blå stempel på, at de er ‘beundringsværdige, rigtige mænd’.
Hvorfor mænd tiltrækkes af stærke, selvstændige kvinder
Hvad sker der så, når en patriarkalsk mand møder en selvstændig kvinde, som ikke vil spille efter patriarkatets regler og ikke vil kontrolleres af det patriarkalske narrativ—mandens ‘manuskript’ for, hvordan en kvinde bør være? Det kan potentielt blive et dramatisk opgør.
Hvis en kvinde gennemskuer den mandlige maskerade og sætter grænser, kan mandens begrænsninger blive afsløret—og dermed er der også risiko for, at sårbarheden i hans identitet også kommer for dagen. En kvinde og hendes modstand kan således være en stor trussel mod ham—og dernæst også en stor fare for hende selv. Hendes trodsighed kan antænde ham på to måder—enten kommer han til at hade hende inderligt med det samme, eller også bliver han betaget af hende, fordi en hårdt tilkæmpet “sejr” over en selvstændig kvinde rummer muligheden for, at hans styrke og potens kan blive endnu mere bekræfter (af andre mænd).
I den patriarkalske ramme bliver dette til en symbolsk kamp. At “besejre” en kvinde, der gør modstand, styrker og retfærdiggør hans selvbillede. Samtidig fungerer den selvstændige kvinde som en ‘stresstest’ af hans virkelighed. Hvis hun nægter at lege med i hans fortælling eller fantasi, kan hans egen formåen og den overlegenhed, han foregiver at have, blive punkteret. At forsøge at overvinde hende kan virke særligt tillokkende for ham, fordi hvis han formår at erobre hende og ‘dominere’ hende, får han det ultimative bevis på, hvor ‘stærk’ han er—og en bekræftelse af, at han er en ‘rigtig mand’.
Når han ikke formår at vinde hende: Skyld og bortforklaring
Men vinder han ikke, føles det som et enormt nederlag. Og så er der kort vej fra betagelse til foragt. Hvis det at være dominerende er kernen i en mands identitet, kan han dårligt tillægge sit tab eller nederlag sig selv og sine egne begrænsninger; nej, skylden må flyttes et andet sted hen. Misogyne (kvindehadende) fortællinger leverer ham færdigpakkede forklaringer og undskyldninger: hun er “kold”, “manipulerende”, “forførende” eller “ikke kvindelig nok”. Ved at projicere sin egen skuffelse over på hende får manden vendt følelsen af skam over sin egen utilstrækkelighed væk fra sig selv og kan dermed opretholde sin facade.
Samtidig får manden støtte fra den kultur, han lever i. Omgivelserne bakker ham op, når han tolker kvinders grænser som en fejl hos dem, moraliserer deres afvisning som hjerteløshed eller sygeliggør kvinders trang til selvbestemmelse. På den måde flyttes ansvaret væk fra ham, bekræftet af det sociale kor omkring ham, som gentager hans klagesang.
Patriarkatets narrativ om maskulinitet er blevet fortalt og genfortalt så ofte og så længe i vores kultur, at mange mænd er begyndt at tro på, at dette tillærte ideal er sådan som manden “naturligt” er på trods af, at der findes et utal af mænd, der slet ikke passer ind i den skabelon, som patriarkatet forsøger at presse mænd ind i. Desuden, hvis denne form for “maskulinitet” var så “naturlig”, som nogle påstår, ville man netop ikke være nødt til at presse den ned over så mange mennesker.
Performativt facade som nødvendig rustning
Det patriarkalske maskulinitetsideal foreskriver, at mænd skal gøre stærk modstand mod at opnå selvindsigt og indsigt i egne følelser—og aldeles ikke sætte ord på dem. Det er forbeholdt kvinder. Patriarkatet belønner derimod mænd, når de udviser “bravado”—overherredømme og skråsikkerhed og endda vold. Eneste tilladte følelsesudtryk er aggression. Dette tilskynder mænd til at konkurrere og stræbe efter at overgå andre på mange af livets områder.
Mænd ser i meget høj grad op til og priser andre mænd, som udstråler stor autoritet, er aggressive og ser meget maskuline ud, og de opmuntrer dermed hinanden til at dyrke dette ideal. Alt sliddet, de mange timer i fitnesscenteret, holdes formentlig ud—mindre for at imponere kvinder, men i meget højere grad for at imponere andre mænd (især faren). Og anerkendelsen fra andre mænd vejer også langt tungere end kvinders anerkendelse af de anstrengelser, mændene gør sig.
Denne form for maskulinitet er en “maske”, de tager på, og som de næsten aldrig tør tage af igen—dvs. en mere eller mindre konstrueret facade, som de kæmper med at bygge op og bevare. Derfor tolerer de dårligt andre mænd, der ikke gør det samme, og leger derfor “politi” for at holde styr på hinanden ved at udskamme dem, der ikke vil lege med. På den måde holder de hinanden i skak, låst fast i dette maskespil.
Den patriarkalske maskerade kan dræbe
Masken bliver en ‘rustning’. Når du altid har fået at vide, at det er sådan, din værdi måles, og du ser, hvordan andre reagerer, hvis du tager masken af og ikke lever op til idealet, så bliver det nødvendigt konstant at have masken på og spille denne kønsrolle.
Denne ‘rustning’ fungerer som et bolværk mod skam, mod frygten for at blive stemplet som taber og—Gud-forbyde-det—en “feminin svækling”. For den patriarkalske mand er det afgørende at ruste sig i en sådan grad, at han undgår den farlige erkendelse af, at han i virkeligheden ikke er så uigennemskydelig eller så usårlig og næppe heller så selvberoende, som han foregiver at være, men måske tværtimod i høj grad følsom og afhængig af andres hjælp og anerkendelse. Uden sin rustning risikerer en mand at skulle stå ansigt til ansigt med sin egen sårbarhed, som han gennem sin opvækst har lært at betragte som et nederlag, han bør skamme sig over.
Derudover opstår en selvforstærkende spiral. En mands erfaringer helt fra barndommen beviser for ham, at bravado kan betale sig—folk giver efter, kvinder tilpasser sig, familien tilgiver. Denne fortælling, som gentages og bekræftes igen og igen gennem mandens liv, fortæller ham, at det både er psykologisk risikabelt og ufornuftigt at lægge masken fra sig. For ham er masken ikke bare pynt, men et bærende led i udviklingen af hans identitet—hans egen opfattelse af sig selv som mand.
Præcis af den grund kan det være ekstremt farligt at forsøge at rive en mands maske af—og få ham til bogstaveligt talt at “tabe ansigt”. En mand, hvis dybeste frygt er at få sin sårbarhed afsløret—fordi samfundet har lært ham, at det værste en mand kan være, er “svag”—kan blive ekstremt aggressiv, hvis nogen forsøger at tage hans maske af, fordi han har bygget hele sin identitet på denne facade. Han kan blive meget voldelig—endda dræbe nogen—i et desperat forsøg på at genvinde sin dominans, selv med risiko for hård straf. Han kan endda vælge at tage sit eget liv frem for at konfrontere sin egen sårbarhed.
Desværre findes der utallige tilfælde af mænd, der dræber en partner eller en slægtning—dem, der står dem nærmest, som jo kender deres inderste sider bedst og derfor mest sandsynligt kan afsløre dem. Og vi ser det også i større sammenhænge, hvor hurtigt regeringer—oftest dem, hvor mænd er i flertal—kan gribe til våben, når de mener, at deres “ære” er blevet krænket.
Religion som rustning: Motiver og ambivalens
For nogle mænd kan religion/tro give dem tryghed i, at de kan holde fast i og bevare deres identitet, når deres selvbillede (masken), som de sætter så højt, er blevet såret—f.eks. af afvisninger, af nederlag i parforholdet eller af trusler mod deres værdighed. Troen tilbyder dem fortællinger, ritualer og fællesskab, som kan lindre deres dårlige samvittighed uden at kræve, at de skal ændre sig selv fuldstændigt—især hvis de bliver en del af et særligt patriarkalsk trossamfund.
Samtidig kan et religiøst miljø give dem en ny scene: nye tilskuere, klare kønsroller og en ny genfortælling af fortiden—“jeg var fortabt, nu er jeg fundet”. I værste fald bliver dette en moralsk hvidvaskning, hvor fortællingen får et nyt label, mens det gamle mønster, hvor manden har overhånden, bevares.
Ambivalensen er reel: En omvendelse kan sagtens være ærligt følelsesmæssig og samtidig fungere som en optræden—en rolle, som manden spiller efter det religiøse ‘manuskript’. Den afgørende prøve er ikke følelsens styrke, men viljen til at tage ansvar: Udvikler manden reelt indlevelse? Accepterer han andres grænser? Udbedrer han den skade, han har forvoldt? Tåler han at miste kontrollen indimellem? Eller bruger han blot religiøst sprog til at gøre krav på moralsk autoritet, til at styre og herske over andre—især kvinder—og til at sikre sig underkastelse?
Tegn på, at rollen kun er en optræden og ikke en reel forandring, er f.eks. hurtig moralsk skråsikkerhed uden selvindsigt og selvbebrejdelse, øget dømmesyge frem for ydmyghed, nedgørelse af kvinder pakket om som religiøse læresætninger og vidnesbyrd, der fremhæver hans heltestatus frem for hans ansvar.
Forsvar mod alternative kønsidentiteter
Patriarkalsk maskulinitet er et socialt ideal, der lægger vægt på, at manden har overherredømme og kontrol over kvinder, at han er heteroseksuel, og at han er følelsesmæssigt tilbageholden. I et patriarkalsk samfund er der et klart kønshierarki: mænd over kvinder; “rigtige mænd” over andre mænd. At homoseksuelle og transpersoner findes kan opleves som en trussel mod dette ideal, fordi det menes at underminere en af maskulinitetsidealets hovedsøjler.
Ifølge den patriarkalske fortælling skal mænd have rollerne som forsørgere, beskyttere og autoritetspersoner, mens kvinder skal have rollerne som underordnede tjenende ånder og omsorgsgivere. Homoseksuelle forhold afslører, at andre rollemønstre er mulige, og at den traditionelle todeling—autoritet/omsorg—ikke er biologisk bundet til køn. Hvis maskulinitet ikke kræver dominans over kvinder (eller over andre mænd), kan maskulinitet gentænkes, og det nye ideal kan for eksempel centreres om gensidig fordel, omsorg for hinanden og empati—værdier, som det nuværende patriarkalske ideal ofte nedvurderer.
Det, at der findes flere måder at være mand/menneske på (homo-, trans-, bi- og non-binær), peger netop på, at maskulinitet er kulturelt konstrueret og foranderlig. Det svækker troværdigheden af påstande om, at det patriarkalske ideal er tidløst eller biologisk determineret. Patriarkalsk kultur styrer ofte mænds adfærd med homofobiske skældsord og beskyldninger (fx “han er ikke en rigtig mand”). Men hvis homoseksualitet normaliseres, mister disse værktøjer deres bid og greb om folk, og det er en stor udfordring for konformiteten—stræben efter at gøre alle mere eller mindre ens for at få folk til at tilpasse sig det patriarkalske, binære ideal.
I nogle patriarkalske samfund lægges der vægt på, at mænd skal have kontrol over kvinders seksualitet for at sikre deres faderskab, arv og familiens ære. Ikke-heteroseksuelle forhold bevæger sig uden om disse kontrolmekanismer, og det, at ikke-heteroseksuel seksualitet eksisterer, udfordrer logikken i traditionelle ejerskabs- og arverelationer. Følelsesmæssig åbenhed og indbyrdes afhængighed bliver ofte stigmatiseret i den patriarkalske fortælling, men de ses i mange ikke-heteroseksuelle miljøer og tilbyder alternative idealer for, hvad “styrke” er, hvor sårbarhed også har plads.
Den røde tråd: Et tilpasset, performativt patriarkat
På tværs af familie, kærlighed og tro kan det samme mønster genkendes. Manden, som styres af en patriarkalsk tankegang, søger scener, hvor han mener at få mest værdighed—som den rådende i familien, i et parforhold med en underdanig partner og/eller på en religiøs scene. Han spiller rollen som den overlegne, han forventer at blive respekteret og bekræftet, og at folk viger og tilpasser sig ham; han føler sig mislykket, hvis han ikke opnår denne status og flytter skyld væk fra sig selv, når han møder modstand, og han skifter scene, når den gamle scene ikke længere giver ham den bekræftelse, han ønsker. Uden reel selvgranskning og uden en ægte vilje til forandring er det kun scenen, der skiftes—optrædenen er den samme.
Når du ser samfundet, kønsrollerne og relationerne mellem kønnene gennem disse briller, træder den patriarkalske fortælling og dens mønstre i vores adfærd frem; meget falder på plads og giver pludselig mening; og det bliver lettere at sætte ord på meget af det, som tidligere virkede uklart eller uforståeligt.
Hvorfor patriarkatet bør afvikles
Patriarkatet er en samfundsstruktur, hvor mænd—især visse mænd—sidder på det meste af magten og kontrollerer de fleste ressourcer på tværs af familieliv, kultur, økonomi og politik. At argumentere for at afvikle patriarkatet er ikke “anti‑mænd”-retorik; det er pro‑mennesker-retorik.
Her er essensen af, hvorfor det er en klog idé at afvikle patriarkatet:
Den vigtigste grund er enkel: det sikrer reel lighed og grundlæggende rettigheder for alle, ikke kun for magtfulde mænd. Som det er, låser patriarkatet uretfærdige regler fast, blokerer muligheder og mindsker sikkerheden for kvinder, piger og kønsdiverse personer. Det normaliserer diskrimination i love, politikker og hverdagsvaner og fører til højere forekomst af chikane, tvang og kønsbaseret vold. Systemet opretholdes af både subtile og direkte trusler, der bringer folk til tavshed og indsnævrer deres valgmuligheder.
Patriarkatet skader også mænd. Forventningerne om, at en mand skal spille rollen som “en rigtig mand,” indsnævrer hans muligheder, udskammer hans følelsesmæssige ærlighed og hindrer ham i at udføre omsorgsarbejde eller søge hjælp. Det ses i højere mandlige rater for selvmord, misbrug og risikoadfærd—knyttet til stigma omkring sårbarhed og relationel omsorg. Fædre og drenge, der ønsker at tage mere del i omsorg, bliver også stigmatiseret.
Patriarkatet er ikke mindst dårlig økonomi. Løngab, ledelsesgab og barrierer i STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics) spilder talent og trækker produktiviteten ned. Ubetalt omsorgsarbejde—overvejende udført af kvinder—holder alting i gang, men bliver sjældent talt med. Også sundheden lider: kvinders behov er underbelyst i forskning, deres smerter afvises, og adgangen til reproduktiv behandling blokeres, mens mænd presses til at ignorere problemer, springe terapi over og tage for meget overarbejde, hvilket forkorter deres sunde leveår.
Demokratiet svækkes, når magten samler sig i toppen. Magtkoncentration avler korruption og svage institutioner, mens mangfoldig ledelse giver bedre beslutninger, mere innovation og stærkere krisehåndtering. Kulturelt sætter patriarkatets stive stereotyper folk i kasser og indsnævrer læring, karriereveje, kreativitet og videnskab. Inkluderende kulturer åbner derimod døren for nye idéer og bedre problemløsning.
Myten om, at “patriarkatet er naturligt,” holder ikke. Menneskelige samfund har været mangfoldige gennem hele historien. Samarbejdende og egalitære strukturer har eksisteret side om side med hierarkiske. Og det, der er mest udbredt, er ikke nødvendigvis det rigtigtste eller det bedste. En anden myte er, at afvikling af patriarkatet ville skade mænd. Tværtimod. I praksis ville mænd få mere følelsesmæssig frihed, sundere relationer, tryggere arbejdspladser og delte normer omkring omsorg.
At ændre holdninger er afgørende, men i sig selv er det ikke nok, fordi patriarkatet også er strukturelt—indlejret i love, lønsystemer, forældreorlov, sikkerhedsnet og repræsentation. Kultur og struktur næres gensidigt. At afvikle patriarkatet betyder at erstatte et ulige system med fair regler og hverdagsnormer, der hjælper alle med at trives. Det er både kulturelt og institutionelt. Der er brug for bedre love og politikker, mere retfærdige arbejdspladser, stærkere uddannelse, klogere sundhedssystemer og mere lige relationer. Målet er ikke at bytte rundt på, hvem der er øverst, men at fordele magten, så autonomi, sikkerhed, omsorg og muligheder er standarder—ikke privilegier.
Tilsammen erstatter disse skift knaphed og dominans med delt ansvar og fælles fremgang. Det betyder reelle valg omkring arbejde og omsorg, sikkerhed og værdighed i både privat- og offentligt liv og friheden til at bidrage uden at blive fanget i patriarkatets forældede “manuskripter”.
Bundlinjen er, at afvikling af patriarkatet udvider alles frihed, sikkerhed og muligheder. Det bytter nulsums-magt ud med delt indflydelse og gensidig trivsel—hvilket fører til stærkere familier, sundere fællesskaber, en mere dynamisk økonomi og mere humane liv for mennesker af alle køn.
Ændrede holdninger: Hvad reel udvikling kræver
At vænne sig af med den patriarkalske tankegang—såkaldt “afpatriarkalisering”—kan ikke måles i erklæringer, kun i handling.
Det er nødvendigt, at mænd tør lægge facaden og vise sårbarhed, og at flere mænd ser og anerkender, at den patriarkalske tankegang—at mænd skal have overherredømme over kvinder og andre, de ser som underlegne, ikke kun skader disse mennesker, men også dem selv. Det forhindrer dem i at vise deres sande autentiske “jeg”, og i at lære at sætte ord på deres følelser—såsom skam, frygt og følelsen af afhængighed, og den får dem til uretfærdigt at skubbe ansvaret for deres følelsesliv over på kvinder, som ender med at bære hele byrden for begge køn som følelsesmæssige tjenesteydere.
Det er nødvendigt at mænd ikke længere tror, at de bør have flere rettigheder end andre, og i stedet begynder at sætte det fælles bedste først. Det betyder, at manden kan respektere et “nej”—respektere andres grænser og acceptere, at han ikke har krav på eller rettighed til andres kroppe, eftergivenhed eller respekt, men må gøre sig fortjent til andres respekt.
Med overgangen fra at bruge energien på at samle heppekor omkring sig til at tage fuldt ansvar for sin egen adfærd bør følge en vilje til at udbedre den skade, man har forvoldt andre, at kunne tåle at tabe ansigt og lade kvinders perspektiver og erfaringer stå, uden at gøre disse til materiale eller redskaber i endnu et ‘projekt’, der går ud på at styrke ens eget ego.
Til sidst må den narrative “rebranding” afløses af en egentlig strukturel ændring. Dvs. at skiftet i magtfordelingen skal kunne måles; de beslutninger, manden træffer, og hans følelsesarbejde på hans daglige “scene” skal vise, at det ikke kun er historien, der er en smule skrevet om, men hele stykket, som det er.
Nøglen til reel forandring ligger for nuværende mest hos mændene. Spørgsmålet er derfor, hvor mange mænd ønsker at udfordre de patriarkalske kønsroller og adfærdsmønstre. Hvis de IKKE ønsker forandring, er det så, fordi de trods alt stadig har så store fordele af det patriarkalske samfund, som det nu engang er, at de ikke vil dele dem med nogen? Eller tror de virkelig, at der foregår en krig mod dem?
Der foregår ingen krig mod mænd. Der er mennesker, der taler imod diskrimination af kvinder og/eller minoriteter i samfundet – fordi man ser alt for tit mennesker åbent bruge nedsættende udtryk om disse grupper. Ingen prøver for eksempel at forhindre nogen i at være hetero; man ønsker bare, at folk lader være med at tale nedsættende om andre. Hvis du ikke gør det, så tillykke – det handler ikke om dig. Påpeg lorteopførsel, når du ser den. Det er hele pointen med bevægelserne mod diskrimination.
