Russel Brand
Kære Russell,
Lad mig sige med det samme, at jeg ikke er en, der vil håne din nyfundne lidenskab. Hvis din kærlighed til den kristne tro er ægte, og du virkelig har et ønske om at blive et bedre menneske, end du har været, så er dette bestemt ikke den værste vej for dig at gå.
Du har sagt, at det at læse Bibelen blev nøglen til din omvendelse. Det er rigtigt, at Bibelen rummer megen visdom, som vi som mennesker kan lære meget af. Men lad os ikke glemme, at Bibelen kan fortolkes på utallige forskellige måder, alt efter hvem der læser den. Gennem historien har dette skabt utallige stridigheder og splittelser, for det, folk får ud af Bibelen, er så højst individuelt — hver person lægger vægt på forskellige passager og tager forskellige dele bogstaveligt, ofte afhængigt af hvilke afsnit der taler mest til dem personligt.
Spørgsmålet er, om vi skal læse Bibelen bogstaveligt som en guddommelig stemme, der taler til os, sådan som mange evangeliske menigheder foreskriver, at den skal læses. Eller om vi også bør huske på, at Bibelen er et spejlbillede af sine meget menneskelige — og derfor fejlbarlige og ufuldkomne — forfattere, som skrev den. For Bibelen er fuld af modsigelser og moralsk tvivlsomme, ikke altid særlig kærlige påstande tillagt Vorherre — vor himmelske Fader, som kristne ellers tror elsker os alle — men som i virkeligheden mest sandsynligt er idéer af langt mere jordisk oprindelse.
Når alt kommer til alt, blev Bibelen skrevet af mennesker, som — sådan som mennesker altid har gjort — kæmpede med meget vanskelige livsvilkår, og som derfor havde et stort behov for at finde mening i en kompleks verden — ikke mindst for at finde mening i deres eget komplekse sind. Det er derfor kun naturligt, at mange mennesker genkender sig selv i Bibelens historier, hvor mange af dem — skønt historierne ikke altid stemmer overens — giver os meget vise indsigter i den menneskelige sjæl. Og derfor er det måske ikke så mærkeligt, at folk bliver overbeviste om, at en så dyb visdom må være inspireret af en alvidende Gud. Om det er tilfældet, vil jeg lade stå ubesvaret. Det er op til den enkelte at tro eller ej.
Dette fører til nogle påtrængende spørgsmål: Hvad får en mand som dig til at omfavne den kristne tro og Bibelen? Og hvor ærlig og ægte er din tro? Under alle omstændigheder er det et interessant fænomen, at kristendommen tiltrækker dig, især når man tænker på din fortid. For et menneske som dig, med en fortid som stofmisbruger og anklaget seksuel krænker, kan troen naturligvis tilbyde noget, som det sekulære samfund sjældent kan: nemlig løftet om en fuldstændig ny identitet.
Dette løfte kan bruges på to vidt forskellige måder, og troens intensitet alene kan ikke afsløre, hvilken af de to der er tale om. Troen kan virkelig være en tilskyndelse til at bekende sine synder, at angre og lære af det forkerte, man har gjort. Men troen kan også være en genvej og en selvbehagelig illusion om, at nu er du frelst, oplyst og fritaget for synd, alt imens præcis de samme selvcentrerede adfærdsmønstre fortsætter bag kulisserne. Så hvis du skal være helt ærlig: Gør denne omvendelse dig virkelig til et bedre menneske? Det er ikke et spørgsmål, dine følelser kan besvare. Kun din adfærd gennem flere år kan besvare spørgsmålet.
Men hvorfor så tvivl om denne “kur”, du netop har fundet? Du har ofte talt om dengang, hvor du var slavebundet af stoffer og af sex. Har du overvejet, om en af grundene til din omvendelse kunne være, at den religiøse iver, som især kommer til udtryk inden for de evangeliske menigheder, du har valgt at blive en del af, føles som en euforisk rus, der minder om den rus, du fik af den seksuelle tilfredsstillelse og de stoffer, du engang var så tiltrukket af?
Du har uden tvivl hørt det gamle ordsprog: “Én gang misbruger, altid misbruger.” Det synes særligt passende her, da du befinder dig på en vej, som mange “genfødte” personer før dig har betrådt, og som hævder at have overvundet afhængighed, kun for at erstatte den med en anden lige så stærk afhængighed. Det er et velkendt fænomen, at nogle, der søger frelse — især fra sig selv — ofte synes draget af budskabet i den evangeliske tro, lokket af løftet om at blive fritaget for al synd, mens det, der i virkeligheden sker, er, at de drages af den salige rus, som den religiøse iver giver dem.
Du er en mand af ikke ringe intelligens, og det må have strejfet dig, at den evangeliske tro faktisk kan føles præcis som en berusende rus, især for mennesker med tendens til narcissisme og et grandiost selvbillede. En tendens, du selv har bekendt, at du har. Dette gælder ikke mindst, hvis du gerne vil have andre til at se dig som et uselvisk menneske, der hjælper andre med at “vågne op” og befri sig selv fra verdens onde kræfter. Dette har jo været kernen i dine mange skiftende podcasts gennem de seneste mange år.
Ikke at du altid har taget fejl — langt fra. Du har haft ret i meget af det, du har fremført. Men hvad er dit hovedmotiv for at gøre det, du gør? Er dit hovedmotiv, at du virkelig vil hjælpe andre? Eller er det mest, fordi det er som et forførende rusmiddel for dig at skaffe dig så mange følgere som muligt, som klapper i hænderne ad alt, hvad du siger? Kunne der være tale om en ny afhængighed af den berusende følelse, du formentlig får af at blive en højt respekteret mand i menigheden blandt dine trosfæller, som ærer dig for din ‘uselviskhed’, mens du i virkeligheden fortsætter med at være lige så manipulerende over for andre, som du altid har været, som enhver anden almindelig narcissist?
Religion kan give en narcissist en fremragende mulighed for at vise en tiltalende facade — en god camouflage, der effektivt skjuler hans narcissistiske storhedsvanvid, overlegenhed og selvretfærdighed, og får ham til at fremstå, som om han er ydmyg over for Gud, mens han i virkeligheden blot elsker muligheden for at føle sig bedre og mere retfærdig end andre, fordi han selv nu er blevet frelst. Det er “de andre” ikke.
For eksempel er tillokkelsen ved at have “ret” jo berusende, ikke? At tro, at du sidder inde med nøglen til sandheden, mens de, der vælger tvivlen, vandrer rundt i mørket, det må da give en vis følelse af ophøjethed, må det ikke? I virkeligheden fremmer denne arrogante tankegang fanatisme, da den ikke levner plads til tvivl. Alligevel er du, som allerede sagt, ikke dum, så kæmper du ikke inderst inde med erkendelsen af, at det hele måske blot er en skrøbelig konstruktion — sødt selvbedrag, faktisk? Så med alt dette i mente … kan du så stadig sige, at du virkelig er blevet et bedre menneske?
Hvis det går dig, som det går mange andre omvendte misbrugere, er det usandsynligt. Omvendelse får uden tvivl mange til at vende sig helt bort fra det liv, de levede før. Måske også dig. I hvert fald ser det sådan ud. Men medfører omvendelse og “frelse” altid en reel, grundlæggende forandring for alle? Det er meget vanskeligt at løbe væk fra sig selv. Mange, der giver sig hen til den evangeliske tro og siger, at “Gud har frelst dem fra synd”, viser sig ofte alligevel stadig at have præcis de samme adfærdsmønstre, som de havde, før de blev “frelst”, hvor de fortsat først og fremmest tjener sig selv og deres egne interesser, ofte uden virkelig at vise den Kristus-lignende adfærd, som de så ivrigt foregiver at repræsentere. Tværtimod.
Tænk f.eks. på de mange højtstående præster og andre højt respekterede menighedsledere, som gang på gang afsløres i at have givet efter for deres laveste lyster, og som, berusede af deres magtposition, har begået de mest vanærende handlinger, som de har skjult som mord — måske gennem mange år, mens de ledede deres tillidsfulde menigheder. Misgerninger, der på en eller anden måde til sidst er kommet frem i lyset, selvom mange hele tiden har beskyttet dem for ikke at skade menighedens omdømme. Historierne om seksuelt misbrug, pædofili, hykleri, overgreb, skændsel og mere blandt prædikanter og præster er skræmmende almindelige. Deres gentagne formanende og aggressive råb om helvede, frelse og omvendelse viser sig ofte i sådanne tilfælde kun at have været tegn på, at langt dybere psykologiske problemer lå bagved. Deres dommedagsprædikener blev kun brugt til at skjule det bæst, der lurede i deres egen underbevidsthed, som de på ingen måde ville erkende og indrømme, at de havde i sig, og som de derfor projicerede over på andre.
Forskning viser desværre, at narcissister og psykopater trives i mange kristne menigheder, hvor de misbruger deres magt og udnytter uskyldige og tillidsfulde medlemmer. Eksempler som disse må få folk til at stille langt flere kritiske spørgsmål til dem, der fremstiller sig som missionærer og påtager sig rollen som moralens vogtere for andre. Er deres ærinder virkelig altid uselvisk blot at frelse andre? Eller påtager de sig denne ophøjede rolle først og fremmest for at få kontrol over andre og derved frelse sig selv — dvs. for at kontrollere menighedens narrativ og sikre, at de ikke selv bliver afsløret som de skamfulde syndere, de i virkeligheden er? Er deres tiltalende facade blot et klæde, de hænger op foran stolthed, forfængelighed og syndig adfærd bagved? Legemliggør de virkelig de dyder, de prædiker om?
Et advarselstegn er under alle omstændigheder, når folk dæmoniserer dem, de er uenige med. Når man så ivrigt peger på andres fejl, kaster man i virkeligheden blot ubevidst sin egen skygge over på andre. Virkeligheden er, at forskellen på mennesker slet ikke er så stor. Moralsk overlegenhed fremmer en “os mod dem”-mentalitet, der driver en kile ind mellem mennesker — mellem troende og ikke-troende, mellem forskellige trosgrupper, mellem forskellige generationer osv. — og kan nære stor frygt for hinanden, fremmedgørelse og fjendtlighed, som i værste fald kan føre til alvorlig kollektiv paranoia. I historien har vi desværre set alt for mange eksempler på, hvordan dette kan udvikle sig til retfærdiggørelse af hårdhændet behandling af dem, man ser som sine modstandere. At male fjendebilleder og indgyde folk frygt sår det første frø til mange uenigheder og stridigheder — og kan i sidste ende endda føre til verdenskrig. Så her må man træde varsomt.
Jeg ved ikke, om du som nyligt “omvendt kristen” måske føler dig tilbøjelig til at feje disse betragtninger til side og afvise dem som udtryk for det onde, du forsøger at undslippe – som om denne ‘ondskab’ lokker dig væk fra troen. Det kan jeg ikke vide, men jeg tror, jeg forstår, hvis du vil holde fast og ikke vil ledes væk fra troen. Det er på ingen måde min hensigt at gøre det med disse betragtninger. Tværtimod.
Jeg håber blot, at når den første eufori over din omvendelse begynder at falme, vil du ikke stå tilbage med en smertefuld erkendelse af, hvor dybt du er faldet ned i kaninhullet. Vil du vågne op til erkendelsen af, at det, du troede var din frelse, måske blot er en anden form for afhængighed — en afhængighed af at dyrke en uregerlig narcissisme, men denne gang skjult bag en smuk facade? Hvis din omvendelse er ægte, så handler det ikke om at gemme sig bag: “Gud har tilgivet mig, så det skal du også.” Nej, en sand omvendelse ville se sådan ud:
Du siger klart, hvad du har gjort, uden at pynte på det — du siger ikke “jeg faldt i seksuel synd” eller “jeg begik fejl” — og du giver ikke ofrene, omstændighederne eller djævelen skylden. Du anerkender dit verdslige ansvar, ikke kun det åndelige: du accepterer de juridiske konsekvenser, hvor du har brudt loven, du tager imod hjælp fra professionelle specialister, f.eks. i terapi for mennesker, der begår seksuelle overgreb — og ikke kun sjælesorgssamtaler med præster eller pastorer — og du sætter faste, livslange grænser for din adfærd over for mennesker, der er mere sårbare end dig. Du skynder dig ikke til menigheder eller op på andre platforme for at aflægge vidnesbyrd, til menighedsledelse eller moralsk autoritet. Du accepterer andres mistanke og tager imod vejledning. Du presser ingen til at tilgive dig, til at mødes med dig eller til at forsones med dig. Din medfølelse er først og fremmest med dem, du har skadet — ikke med dig selv og hvor megen lidelse, du har været udsat for, eller hvor meget du har mistet.
Men i det tilfælde, hvor troen kun er selvbedrag, skynder du dig derimod op på scenen. Du bruger tilgivelse som et skjold til at bringe kritiske røster til tavshed og søger at få andre til at ære dig for, hvor “god” du nu er blevet — med andre ord: du dyrker “dydssignalering” — og skaber en “os mod dem”-verden, hvor de, der kritiserer dig, er ude i mørket, mens du er inde i lyset. Det er ikke virkelig at angre sine synder.
For din egen skyld, lad os håbe, at du ser klart, hvilken vej du hælder til. Der er stadig tid til at tage et par skridt tilbage, væk fra kanten af det afgrundsdyb, som stolthed, forfængelighed og selvretfærdighed er. I stedet for kun at bruge din energi på at beruse dig i din egen omvendelse, prale og signalere, hvor “god” du er, så find hellere mulighederne i dig selv til at blive en sand drivkraft for det gode, som ikke drager al opmærksomheden over på din egen person, men snarere kaster lyset over dem, du siger, du vil gøre noget godt for og hjælpe. Et menneske, der virkelig er blevet et bedre menneske, tager glad imod kritik og bruger sin energi uselvisk på at se indad og lære af sine fejl. Et sådant menneske beviser både i det private og i det offentlige, over flere år, at det er i stand til at ændre adfærd, som så kan bevidnes og bekræftes af uafhængige mennesker, der ikke har nogen grund til at beskytte eller skåne dette menneske.
Ærbødigst,
En, der håber, at din evne til at vokse som menneske vil overvinde din evne til at bedrage dig selv.
