Artikel i det færøske dameblad Kvinna i 2019 om Elin Brimheim Heinesen og hvad hun har lært af livet. Artiklen i Kvinna var lidt kortere, men her er artiklen i fuld længde.
Fakta om Elin
Født: 25. juni 1958
Børn: En datter, Helena, født 1990
Civilstand: Single
Om familien…
Familien betyder utroligt meget for, hvilken person man udvikler sig som voksen. Jeg er vokset op i en familie, der på mange måder var atypisk. Begge mine forældre var mønsterbrydere. Min far var bondesøn fra bygden Sandavágur, der allerede som 14-årig flyttede til Tórshavn, hvor han begyndte i kontorlære. Senere læste han til lærer, men allerede som 12-årig vidste han, at han skulle være forfatter. Min mor blev opfostret af en af sine mostre og voksede op i Klaksvík i et meget religiøst miljø. Hun læste til sproglig korrespondent og var udearbejdende hele sit liv, hvilket ikke var særligt almindeligt i hendes familie, eller for kvinder i det hele taget i den tid, hvor de fleste kvinder var hjemmegående.
Både mor og far var meget interesseret i kunst og kultur. De var med til at stifte den færøske afdeling af Amnesty International i 60’erne, som ud over arbejdet med amnesti af fanger arrangerede en masse kulturelle begivenheder. Hjemme hos os var der ofte fyldt med kunstnere og kreative mennesker til fester og lignende. Så det var et anderledes hjem dengang. Derudover var mine forældre de første til at adoptere et barn fra Korea. Det er jeg utroligt taknemmelig for.
Som barn var jeg også med i alt, der foregik på gården hjemme hos min farfar og farmor i Sandavágur. Os børn, mine kusiner og fætre og jeg, drev kvæget og var med til høsten og lærte at lave færøsk mad. Alt dette satte sig fast i mig. Jeg har boet i Danmark i 25 år, men det har været af stor betydning for mig at have min familiebaggrund med mig, selvom jeg levede et storbyliv der. Det gjorde mig også meget anderledes end danskerne, som jeg kom sammen med.
Om forældre…
Jeg ville ønske, at jeg kunne have fortalt mig selv, da jeg var yngre, at det ikke nytter noget at forsøge at ændre sine forældre. Far led af mange smerter på grund af flere diskusprolapser og mavesår i træk, så der er ingen overraskelse, at han begyndte at kigge dybt i flasken. Min mor var kæderyger. Det irriterede mig, indtil jeg blev temmelig gammel. For eksempel når de besøgte os nede i Danmark, og mor stod på altanen og røg hele tiden.
Da mor døde kun 69 år gammel af lungekræft, gik det helt skævt med far. Vi prøvede alt for at få ham til alkoholafvænning, men intet hjalp. Jeg var længe vred på ham, fordi jeg savnede den gode far, jeg havde, da jeg var lille pige. Det er svært at se et intelligent, hjerteligt menneske svinde hen på den måde.
Til sidst indså jeg, at det var spildt energi at være vred. Det var først, da jeg opgav planen om at ændre mine forældre, at jeg fik et bedre forhold til dem. Nogle gange er du nødt til at give slip, for hvis du bruger så meget energi på at forsøge at ændre en person, der ikke vil ændre sig, dræner du livet ud af dig selv. Da jeg endelig var kommet overens med, at jeg ikke kunne gøre noget, blev vores forhold meget mere afslappet.
Om søskende…
Da jeg var 14 år gammel, fik jeg en søster. Det havde jeg længe ønsket mig. Da jeg var 10-11 år gammel, boede vi i Spanien i et år. Jeg husker, at min mor kom til mig for at fortælle mig noget, som hun sagde, jeg skulle holde hemmeligt. Hun spurgte mig, om jeg kunne forestille mig at have et søskende – om jeg havde noget imod det. Så i virkeligheden spurgte de om min tilladelse. Svaret var naturligvis et stort ja. Men det var en lang proces. Der var mange samtaler med adoptionsbureauet, og de kom hjem til os for at undersøge forholdene i hjemmet. Vi måtte vente fire å, til Marianna endelig kom.
Det var så spændende at få en adoptivsøster. Jeg vil dog indrømme, at jeg undertiden var lidt jaloux, men jeg vidste, at jeg var for stor til at have det sådan, så det kunne jeg ikke vise. Jeg var jo blevet en besværlig teenager på det tidspunkt, så min mor blev hurtigt irriteret på mig. Hun var meget mindre streng over for Marianna, end hun havde været over for mig. Sådan er det nok mellem de fleste søskende, at de yngre er mere forkælede. Men jeg var stadig utrolig glad ford Marianna og er det stadig. Hun er en fantastisk god mor og har verdens bedste børn.
Da jeg var midt i 20’erne, fik jeg at vide, at jeg havde en halvbror, Janus. Jeg vidste intet om ham før. Han var omkring 10 år gammel på det tidspunkt. Det var min faster, der fortalte det til mig. Hun sørgede også for, at vi mødtes. Da jeg mødte Janus, holdt jeg af ham med det samme. Han var en utrolig sød og elskelig knægt. Janus ligner stadig meget vores far, nu han er bleet en voksen mand – både i sind og udseende.
Jeg turde ikke at tale med min mor om det, fordi jeg vidste ikke, om hun vidste noget om ham. Men senere fandt jeg ud af, at hun havde vidst det hele tiden. Hun accepterede det ikke – ikke før mange år senere, men fandt sig i det. Min mor holdt det hemmeligt for os for at fastholde sit ideal om kærnefamilien, som hun var opdraget til at man skulle holde fast i. For min mor var det sådan, at hvis du blev gift, så var du gift for livet. Det var ikke sådan, at mine forældre ikke holdt af hinanden. Det gjorde de på sin vis trods alt, så det blev aldrig aktuelt at skilles.
Senere igen – da jeg var først i 40’ere, kontaktede en ung kv, der hedder Beinta, os og sagde, at hun var Januses og min halvsøster. Hun havde lige fået det at vide fra sin mor, at vores far også var hendes far. Da vi fik det at vide, var hun kun omkring 20 år gammel. Min mor bød også hende velkommen. Jeg ville gerne tro på hende, men tvivlede lidt, fordi jeg ikke kunne se, at hun lignede vores far eller nogen andre i familien. Far havde heller ikke betalt børnepenge til hendes mor. Da min far døde i 2011, bad skifteretten Beinta om bevis for slægtskabet. Hun fik flere frister, men det blev aldrig bekræftet. Så jeg ved stadig ikke med sikkerhed, om vi virkelig er halvsøstre eller ej. Det er kedeligt at tvivle på sådan noget. Så jeg ville meget gerne have lavet en DNA-test for at få vished, så det kan bekræftes en gang for alle, om vi er halvsøstre eller ej.
Om livet som mor…
Da jeg var 31 år gammel, fødte jeg Helena. Hun var virkelig et ønskebarn. Jeg vidste, at jeg gerne ville have børn, og min mand og jeg havde forsøgt i 2-3 år, før det lykkedes. Og så kom dette vidunder til verden. Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne være mor til dette fantastiske lille væsen. Hun er den største forelskelse, der ramte mig med stor kraft. Jeg har aldrig oplevet så stor en kærlighed.
At blive mor er sværere, end man tror, men det er det hele værd! Det blev ikke lettere af, at Helena fik store psykiske udfordringer i teenageårende. For cirka 10 år siden endte det med, at hun blev akut indlagt på Bispebjerg Hospital. Hun fik en alvorlig psykiatrisk diagnose, og det tog lang tid for hende at komme sig, men i dag har hun det heldigvis godt og klarer sig utrolig godt.
Det er hårdt at være mor til et barn, der kæmper. Jeg har haft mange skyldfølelser. Vi har sikkert gjort nogle ting rigtigt som forældre, men vi har også begået mange fejl, og man ved jo ikke, om det er årsagen til hendes problemer. Da min mand og jeg gik fra hinanden, var alting ret turbulent i en periode. Det påvirkede Helena. Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg ikke kunne være til stede på den måde, jeg burde have været der for mit teenagebarn. Jeg flyttede til Færøerne for at tage mig af min far og arbejdede der, når det skete. Jeg bebrejder mig selv for ikke at have indset, hvor alvorligt det var, så jeg kunne have reageret tidligere og sikret, at hun havde det godt.
Jeg er så glad for, at hun har det godt i dag. Hun er musiker og kunstner og har meget succes på området lige nu. Hun er gift med en kvinde fra USA, som hun bor sammen med i Sverige. De er så gode sammen, og for mig som mor er det så trygt at vide, at Helena er i gode hænder.
Om mænd…
Mænd er vidunderlige – og også skræmmende nogle gange. Jeg er fascineret af, hvor utrolig meget selvtillid mange mænd har. Det er på mange måder fantastisk, og i mange tilfælde er det også utroligt godt, fordi det betyder, at de tør kaste sig ud i meget, hvor kvinder ofte er mere tilbageholdende. Men samtidig kan nogle mænd også være ret irriterende, fordi det er langt fra altid, at de har noget at have selvtilliden i.
Jeg har f.eks. oplevet mænd, der tror, de er Guds gave til kvinder. For dem er det en selvfølge, at de skal have opmærksomhed fra kvinderne, selvom kvinderne tydeligvis ikke har interesse i dem. Dengang jeg var yngre, var jeg flere gange ude for, at mænd gik over mine grænser, som om de havde “ret” til det. Det var en anden tid, hvor det blev anset som mere “acceptabelt”, så det skete temmelig ofte, at tilfældige mænd tog på ens bryster eller bagdel. Og hvis du protesterede, så grinede de bare ad dig eller blev vrede. Desværre har jeg alt for ofte oplevet denne manglende respekt, som om kvinder er andenklasses borgere og bare objekter, der er til for at tilfredsstille deres lyster. Men heldigvis bliver den slags mænd færre. Der er sket en stor forbedring i dag, omend vi ikke er nået i mål endnu, synes jeg.
Om kærlighed…
Kærlighed er grundlaget for alt. Den er meningen med livet. Det er den, der gør livet værd at leve. Når jeg tænker på kærlighed, tænker jeg ikke kun på kærlighed til en partner, men kærlighed i sin helhed. Børn, familie, forældre. Kærligheden til menneskeheden. Kærligheden gør, at du kan se udover dig selv og have empati med andre.
Min datters far var kærligheden i mit liv, når det kommer til partnere. Desværre passede vi ikke så godt sammen. Jeg har ikke følt samme store kærlighed til nogen mand, hverken før eller sidenhen. Vi var sammen i 12 år, og jeg var dybt ulykkelig, da jeg følte, at jeg var nødt til at forlade ham. Men jeg syntes, at det var nødvendigt, fordi jeg følte mig meget alene i forholdet og ikke elsket som den, jeg var. Jeg visnede og blev bare mere og mere tavs og modløs som menneske. Han havde f.eks. ingen interesse i at flytte til Færøerne; heller ikke for bare en kort periode. Jeg følte, at jeg kun levede på hans betingelser, mens han ikke ønskede at nærme sig mine. Selvom jeg var ulykkelig over det, har jeg ikke fortrudt, at jeg traf den beslutning.
Jeg har været i to seriøse forhold sidenhen, som heller ikke holdt. Også her var vi simpelhen for forskellige. Livet har lært mig, at du skal finde en, som du er kompatibel med, og som ønsker det samme som dig. Ellers fungerer det ikke. Mange mænd er dejlige, og en flirt er ikke udelukket af den grund. Det sætter liv i hormonerne igen, selvom man er blevet så gammel som mig. Så jeg afviser ikke en mand i dag. Det ville været dejligt at have en at gå ture med, gå i biografen med eller rejse med. Men flytte sammen med en mand nu? Nej… Jeg har fundet ud af, at jeg måske er lidt sær. Jeg er ret introvert, trives godt i mit eget selskab og har brug for plads til at være mig selv. En mand ville være nødt til at finde sig i det, hvis han skal have noget med mig at gøre.
Om venskaber…
Efter kærlighed er venskaber det vigtigste for at have et godt liv. Jeg har været utrolig heldig med at have gode venner omkring mig. Jeg har haft en bedste veninde, Maria, siden jeg var fem år gammel. Maria er et af de mest kærlige mennesker, jeg kender. Fuld af empati og menneskelig godhed. Vi har aldrig skændtes, selvom vi er meget forskellige. Måske er det netop derfor, vi fungerer så godt sammen. Vi har aldrig haft brug for at konkurrere om noget. Hun var meget aktiv i gymnastik, mens jeg var mere boglig og nørdet. Men vi har altid støttet hinanden fuldt ud og haft nogle fælles interesser, der forener os på trods af vores forskelle. Hun er mit livsvidne, og jeg kender hende næsten bedre end jeg kendte min tidligere mand og for den sags skyld mine forældre. Det er ikke alle, der er så heldige at have sådan en god veninde.
Om ligestilling…
Så længe kønnene har så mange fordomme om hinanden, opnår vi ikke ligestilling. Der er en forskel mellem kvinder og mænd, ingen tvivl om det. Men forskellen er mindre, end vi tror. Vi er ikke så forskellige endda. Der er et stort overlap. Vi fokuserer for lidt på det, vi har til fælles. I stedet sætter vi hinanden i bås, hvor mange ikke passer ind. Hvis du har mange fordomme om det andet køn, søger du mest sammen med dit eget køn. Faren ved det er, at respekten for det modsatte køn kan blive mindre. Det er synd.
Jeg har lavet en gruppe på Facebook, som hedder “Diskussion om kvinder og mænd og kønsspørgsmål”, som er blevet en af de store facebookgrupper på Færøerne. Formålet med gruppen er at kunne diskutere ærligt, hvordan det er at være kvinde eller mand og forsøge at skabe forståelse mellem kønnene og bygge broer mellem dem. Vi kvinder er sårbare – i hvert fald fysisk – og har brug for, at mænd forstår os bedre, ligesom mænd også har brug for, at vi forstår dem bedre.
Om musik…
For mig er en musik terapi. Jeg har altid været omgivet af musik, og det har givet mig utrolig stor glæde. Min mor og hendes søstre har altid elsket at synge, og min morbror Svenn Brimheim var en af de mest kendte guitarister på Færøerne i sin tid. Mine forældre lyttede meget til klassisk musik og også folkemusik. Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var seks år gammel, og skrev mine første sange i den alder. Jeg fik en aha-oplevelse, da jeg opdagede, at man kunne lave harmonier, og havde åbenbart et naturligt talent for det, fordi jeg har skrevet og arrangeret sange siden da.
Første gang jeg sang offentligt var i børneradioen, da jeg var seks år gammel. Da jeg var 16 år, begyndte jeg at synge i noget, der hed V4, som dengang var et meget populært radiounderholdningsprogram på Færøerne. Jeg var med i to-tre vintersæsoner, hvor vi rejste rundt på Færøerne i weekenderne og sendte live fra forskellige landsbyer. En af grundene til, at jeg valgte at deltage i V4, var, at da jeg var 7 år gammel, blev jeg udsat for en sædelighedsforbrydelse i Tórshavn af en voksen mand. Jeg var meget mærket af den begivenhed. Derfor ønskede jeg at blive ‘kendt’ for noget andet for at slippe af med dette ‘brændemærke’, som ellers havde fulgt mig så længe.
Min opgave var at synge satiriske sange om politikere og andre prominente personer. Viserne blev skrevet i sidste øjeblik, så ofte så jeg ikke teksten til sangen, før minutter før, jeg skulle op på scenen og synge den live i radioen. I dag forstår jeg ikke, at jeg turde det. Men jeg var åbenbart ung og naiv og troede, at alt kunne lade sig gøre. Måske var det en af grundene til, at jeg blev bedt om at være med i programmet. Mange voksne havde nok sagt nej. De turde ikke gøre det. Det lykkedes heller ikke altid så godt, f.eks. når jeg ikke kunne udtale ord i teksten, som var ukendte for mig.
I dag forstår jeg ikke helt, hvordan mine forældre kunne tillade mig at deltage i programmet, da der ofte blev drukket meget. Det må de have vidst. Men tiden var en anden. Man passede ikke så godt på børn og unge dengang, som man gør i dag. Børn og unge havde derfor på mange måder meget større frihed dengang.
Om at vælge Færøerne…
Jeg flyttede til Færøerne, efter min mor døde, fordi min far ikke havde det så godt, efter at min mor var gået bort. Planen var at blive der i to år.
Da jeg kom hjem til Færøerne, opdagede jeg, hvor dejligt der er. Jeg fandt min spontanitet igen. I Danmark er alting så velplanlagt længe i forvejen. Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det var bare at gå ud og møde folk, jeg kendte, uden at have forberedt det på forhånd. Det var også dejligt at komme tættere på familie og gamle venner igen. Før jeg vidste af det, havde jeg været her i syv år, og så bad datteren mig om at opsige lejligheden i København, fordi hun så, at jeg var meget gladere på Færøerne. Så jeg er stadig i Tórshavn.
Om arbejde…
Arbejde fylder meget og er meget vigtigt for mit liv. Jeg kan ikke forestille mig at blive pensionist, selvom jeg ikke tror, jeg vil kede mig, fordi jeg er god til altid at finde på noget at lave.
Det, som mit arbejdsliv har lært mig, er, hvor vigtigt det er med god ledelse. Alt for få ledere forstår, hvor meget magt de har over medarbejdernes trivsel. Har du det ikke godt på arbejdet, har du det ikke godt generelt. Jeg har haft mange forskellige arbejdspladser og ledelsesstillinger, og det jeg har lært er, at folk skal behandles forskelligt – ikke ens. En arbejdsplads kan ikke ledes efter én og samme læst. Du skal se på hver enkelt medarbejder og finde ud af, hvordan du kan få det bedste ud af dem. Tillid spiller en stor rolle. Du skal vise folk tillid. Jeg er heldig at have en rigtig god chef i dag, som viser mig stor tillid, og det motiverer mig. Hvis jeg ikke har tillid, mister jeg modet og arbejdsglæden.
Om at lave et hit…
Du kan ikke skabe et hit med vilje. Det er umuligt at forudsige, hvad der vil blive et hit.
Mange forbinder mig med sangen “Áh, tann deiliga Havn” (Åh, skønne Tórshavn) af duoen Nalja, som af en eller anden grund er blevet et musikalsk symbol for Ólavsøka (Olaj, Færøernes nationaldage), men Kári, min musikmakker i Nalja, ejer sangen. Tidligere kunne jeg høre børn på gaden råbe: “Der går den skønne Havn”. På et tidspunkt var både Kári og jeg lidt trætte af sangen, men nu har vi det begge anderledes. I dag er vi stolte over at have sat vores musikalske præg på Ólavsøka.
Folk holder også meget af sangen “Eitt dýpi av dýrari tíð” (Et dyb af dyrebar tid) med tekst af min far, Jens Pauli Heinesen, og musik af mig. Jeg har altid sat pris på min fars digtning, bl.a. fordi den bringer håb. At bringe håb er en af de mest meningsfulde ting, du kan gøre her i livet. Min far skrev digtet som 21-årig, da hans daværende kæreste forlod ham. Han skrev vist digtet for at trøste sig selv og minde sig selv om, at selvom du er ulykkelig, er livet stadig værd at leve.
Jeg lavede sangen til digtet i 1987. Den kom til mig på få minutter. Det er den sang, der kom lettest til mig af alle de sange, jeg har skrevet. Den har altid været der et eller andet sted. Men jeg havde ikke forudset, at “Et dyb af dyrebar tid” ville blive en klassiker. Om kort tid udgiver jeg endnu en sang, jeg har lavet til et digt af min far, “Sóleyan”, indspillet med City of Prague Philharmonic Orchestra og Tórshavn mandekor. Det bliver spændende at se, om den bliver et hit eller ej.
