Oversættelse til dansk af færøsk artikel skrevet af Mildrið Jacobsen.
Artiklen stod at læse i den færøske avis Sosialurin, 18. Januar 2018.
Emnet er #MeToo
Færøske kvinder tøver med at sætte #MeToo-tagget på deres profiiler på sociale medier. Det er ikke fordi problemet med seksuel chikane er mindre på Færøerne end andre steder, men samfundet er lille, og kvinderne frygter nærgående ubehagelige spørgsmål og fordomme og vil ikke betragtes som ofre. Derudover er de bange for at blive opfattet som hysteriske grædekoner. Det siger Elin Brimheim Heinesen, som selv var meget i tvivl, om hun skulle sætte tagget på sin profil.
Samtidig som #MeToo-bevægelsen vinder mere og mere frem internationalt, ses tagget #MeToo ikke ofte på profilbillederne hos færøske kvinder. Elin Brimheim Heinesen, som selv har været udsat for groft seksuelt overgreb, er en af de få kvinder i Færøerne, der har sat #MeToo-tagget på sin profil. Hun tøvede længe og tænkte meget over det, før hun gjorde det.
– Jeg forstår godt, at kvinder tøver. Jeg var selv i tvivl, før jeg satte tagget på min profil. Folk tænker straks, hvad der er sket med hende, og folk vil snage. Det er ikke sjovt. Vi lever i et lille samfund, og ingen ønsker at blive set som et offer, siger Elin Brimheim Heinesen.
Hun ville også helst undgå spørgsmål og kritik og vil slet ikke vide af offerrollen.
– Jeg vil ikke defineres i andres øjne ud fra de ubehagelige oplevelser, jeg har haft. Jeg er andet og meget mere end det. Jeg vil ikke blive set på som et offer, for jeg føler ikke, at jeg er et offer. Jeg er kommet over det, og jeg er kommet videre, siger hun.
Elin Brimheim Heinesen har talt med mange kvinder, der har været udsat for grov seksuel krænkelse, men de har valgt ikke at sætte #MeToo-tagget på deres profil fordi de vil undgå kritik og ikke have spørgsmål om noget, de helst vil glemme.
– Det bliver heller ikke nemmere, når der i debatten om bevægelsen er flere, der påstår, at det kun er dem, der vil spille offer, der sætter tagget på deres profil, siger hun og påpeger, at det er netop det modsatte, som er formålet med tagget.
– Når mange kvinder ikke tør træde frem, viser det blot, at #MeToo bevægelsen netop er tiltrængt og slet ikke er overdrevet, således som mange mænd på Færøerne gerne vil have det til at se ud, men mere den anden vej: at der er alt for lidt fokus på det, siger Elin Brimheim Heinesen.
Handler ikke kun om et klap bagi
Elin Brimheim Heinesen forstår ikke, hvorfor især mænd på Færøerne hidser sig så meget op om #MeToo-bevægelsen.
– De sætter kvinderne i #MeToo-bevægelsen i bås som hysteriske grædekoner, der ikke kan tåle et klap i bagen, og nu kommer 30 år senere for at brokke sig over det. De underkender og ringeagter de hændelser, kvinderne fortæller, de har været udsat for, og gør grin med dem, der har sat tagget på deres profil, siger hun.
Men dette handler om langt alvorligere ting end bare et lille klap bagi. Der er ofte tale om direkte overgreb og voldtægter, som kvinderne ikke har anmeldt, fordi de har været bange for, at det ikke kunne bevises, siger Elin Brimheim Heinesen.
Mænd i #MeToo-debatten spørger, hvorfor kvinderne ikke sagde fra og bankede i bordet, da de var udsat for de seksuelle krænkelser for 20-30 år siden, og hvorfor de først træder frem med det nu, når det – ifølge disse mænd – er blevet “moderne”. Elin Brimheim Heinesen svarer sådan til det:
– Jeg har hørt spørgsmålet flere gange: Hvis det var så alvorligt, hvorfor anmeldte du det ikke dengang? Disse mennesker glemmer, at bag de fleste #MeToo-tags ligger der meget skræmmende, smertefulde og dybt fornedrende oplevelser, som i mange tilfælde er sket, da kvinderne var temmelig unge og uforberedte, eller i alle tilfælde i en sårbar underlegen position.
– Jeg tror, at mange kvinder gennem tiden har opgivet at konfrontere det, de har oplevet som en stærk overmagt. De har været klar over, at de ville tabe, hvis de blot med påstand mod påstand gik ind i en kamp med måske meget ældre og stærkere mænd, måske et familiemedlem, måske en arbejdsgiver, måske en, der økonomisk set var meget bedre stillet.
– De har derfor ikke kun skullet tænke over konsekvenserne af at tage kampen op mod en enkelt gerningsmand, som de måske kender personligt og ved, at de vil møde på gaden resten af livet, men også mod et helt samfund.
De fleste kvinder har altid vidst, at det kan være meget vanskeligt at overbevise andre om, at de har været udsat for seksuelt overgreb – især mænd, som har svært ved at forstå, hvor grænsen går mellem uskyldig flirten og direkte overgreb, og som har en tendens til at være solidariske med deres eget køn og derfor ofte afviser sådanne hændelser som vrøvl fra hysteriske grædekoner, som vi netop ofte har set kvinderne blive omtalt som i den offentlige debat, siger hun.
Hun bad selv om det
Elin Brimheim Heinesen påpeger, at mentaliteten i samfund har i høj grad været: “Hun bad sikkert om det, fordi hun gik jo alene ud om aftenen. Sikkert et sted, hvor alle ved, at kvinder ikke bør gå alene i mørket, medmindre de ønsker at blive overfaldet. Ingen bad hende gå derhen. Desuden var hun sikkert også for udfordrende klædt, så hun er selv ude om det.”
– Kvinder ved, at de ofte får skylden, så de vælger at tie stille. Når man ser, hvordan oplevelser med overgreb ringeagtes i den offentlige debat, og hvordan dem, der står frem, bliver latterliggjort, er der mange, der tænker, at det bedre kan betale sig at tie stille. Hvem ønsker at blive stemplet som en hysterisk grædekone, der hader mænd?
– Som om det har noget som helst med sagen at gøre. Jeg forstår godt, hvorfor kvinder holder sig tilbage med at udtale sig. Men jeg håber, at #MeToo-bevægelsen kan ændre dette, så det bliver lettere fremover at sige fra og protestere mod seksuel chikane, uden frygt for at blive nedgjort eller latterliggjort, siger hun.
Elin Brimheim Heinesen synes, at kritikken af og protesterne imod #MeToo-bevægelsen har fyldt rigtigt meget på Færøerne. Der er gjort alt for lidt for at spørge ind til og interessere sig for, hvorfor folk har valgt at deltage i bevægelsen.
– Jeg savner, at der tales om problemet som helhed, og at det anerkendes, at problemet med seksuel chikane er et virkeligt problem, og at det er et stort problem, sikkert meget større, end de fleste er klar over, siger Elin Brimheim Heinesen.
#MeToo er for alle
Langt de fleste, der sætter tagget på deres profil, er kvinder. Men mænd gør det også.
– Dette er bestemt ikke kun for kvinder. Mænd, der har været udsat for seksuel chikane, har lige så megen ret til at stå frem og protestere mod seksuelle overgreb, siger Elin Brimheim Heinesen, der understreger, at det vigtigste er at gøre op med seksuelle overgreb, uanset køn.
– #MeeToo bevægelsen er ikke et angreb på et helt køn, som nogle påstår. Det handler slet ikke om det. Sandheden er blot, at statistisk er der flest mænd, der begår seksuelle overgreb, men det betyder ikke, at alle mænd gør det. Det bør være tilladt at protestere mod seksuelle overgreb uden at blive beskyldt for at være imod alle mænd og for at være mandehader, siger hun.
Hun vedgår, at fejl begås, og at det kan være, at nogle uskyldige er blevet anklaget i forbindelse med bevægelsen. Men hun forstår ikke, hvorfor der er er så enormt fokus i medierne på nogle ganske få eksempler på det, mens man nærmest ignorerer alle de historier, der ligger bag de millioner af #MeToo tags, hvor det handler reel vold, der er begået. Hvor er proportionerne?
Hun påpeger, at der ikke er en eneste person, der har mistet deres job på Færøerne på grund af #MeToo anklager. Alligevel synes mange at frygte mere for dette end for de mange seksuelle overgreb, der begås først og fremmest mod kvinder.
Ubegrundet frygt
I kølvandet på #MeToo-bevægelsen har især mænd rejst bekymring over, at #MeToo er en ny-puritansk bevægelse, der er ved at ødelægge mulighederne for mænd at være mænd, og at det ikke længere er acceptabelt at flirte lidt med en kvinde eller sige søde ord til hende, uden at man risikerer at ende som en del af #MeToo på en eller andens profil.
Elin Brimheim Heinesen siger, at dette er noget vrøvl.
– Ingen kvinde vil føle sig generet over smigrende ord eller harmløs flirten. Det er en helt ubegrundet frygt, siger hun.
– Den trussel findes kun i deres egen fantasi. Den er ikke virkelig. Hvis det var tilfældet, at mænd bliver hængt ud for lidt flirten, så ville det være sket for længe siden, og så skulle alle kvinder jo have hadet mænd, fordi det var jo meget mere almindeligt før i tiden, at mænd jagtede kvinderne. Men det gør kvinderne jo ikke. De hænger ikke mændene ud for en lille flirt.
Hun påpeger også, at mænd, som bekymrer sig om konsekvenserne af bevægelsen, intet har at frygte, hvis kvinderne, der skriver #MeToo på deres profiler, bliver taget alvorligt og ikke bliver latterliggjort.
– Når kvinder føler sig hørt og respekteret, når de sætter grænser, bliver de også meget mere trygge omkring mænd, og så er der intet, der står i vejen for en flirt. Alle kan flirte så meget de vil – bare de sørger for, at begge parter er med på det. Så simpelt er det, siger Elin Brimheim Heinesen.
Hun tilføjer, at mange mænd faktisk godt ved, hvor grænsen går, så hun forstår ikke, hvorfor de føler sig så ramt af denne bevægelse.
– De kan bare lytte til kvinderne. Er de empatiske nok, kan de nemt aflæse situationen. Det er ikke mere indviklet end som så, siger Elin.
Der er også kvinder, som synes, at bevægelsen er unødvendig. Elin Brimheim Heinesen mener dog ikke, at det er så mærkeligt, da det heldigvis ikke er alle kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb. Og det er ofte sådan, at før man selv har prøvet det, har man måske svært ved at tro det. Man er godtroende og tror på det bedste i mennesker, og på at verden er god. Men pludselig sker der noget, der får verden til at se helt anderledes ud, siger hun.
Formålet med #MeToo bevægelsen
Formålet med #MeToo-bevægelsen er at stoppe seksuelle overgreb, og at de, der begår seksuelle overgreb, skal tage ansvar for deres handlinger og stå til regnskab for dem. Det bør være konsekvensen af bevægelsen og intet andet.
Elin Brimheim Heinesen siger, at det er det bedste, der kan ske, hvis der bliver mere fokus på og bevidsthed omkring dette emne, fordi så vil vi kunne gøre noget ved det, så alle fremover kan føle sig mere trygge, når de går ud om natten alene, og at de kan føle sig trygge på sin arbejdsplads uden frygt for overfald eller chikane.
– Målet er jo, at vi alle skal føle os trygge, og at det skal være helt klart for alle, hvor grænsen går, og at nej betyder nej, siger hun.
Hun påpeger, at de fleste kvinder, hun kender, er bange for at gå alene hjem om natten, men at hun kun kender få mænd, der er bange for at gå ud alene, hvis nogen. Og hvorfor er kvinderne så bange? spørger Elin Brimheim Heinesen og henviser til forfatteren Margaret Atwood.
– Det siges, at Margaret Atwood har sagt noget i retning af: “Mænd er bange for, at kvinder grinder af dem. Kvinder er bange for, at mænd slår dem ihjel.” Dette er en måske lidt overdreven formulering, men der er et gran af sandhed i den. Forhåbentlig kan #MeToo være med til at åbne folks øjne for, hvorfor så mange kvinder lider af frygt for at gå alene om natten. Er dette en helt ubegrundet frygt?
– Har de haft ubehagelige oplevelser? Det tør jeg påstå, at de har haft, eller de kender andre, der har haft ubehagelige oplevelser, når de har gået alene ude om natten, siger hun.
Selvom de fleste mænd ikke kunne drømme om at voldtage nogen, så er virkeligheden den, at mænd begår næsten alle seksuelle overgreb og voldtægter. Tal i USA viser, at over 99% af voldtægterne begås af mænd, og det er både kvinder og mænd, der er ofre for voldtægterne.
– Det er desværre en realitet, vi alle må erkende, hvis der skal gøres noget ved det. Ellers kan vi ikke komme til bunds i problemet. Det betyder som sagt ikke, at alle mænd er sådan, men nogen er. Vi kan ikke fortsætte med at benægte denne virkelighed, som mange, især mænd, har tendens til, bare fordi de ikke selv kunne finde på sådan noget. Men så er der netop ingen årsag til at føle sig ramt, mener hun.
#MeToo bevægelsen gør en forskel
Elin Brimheim Heinesen mener, at #MeToo-bevægelsen kommer til at gøre forskel i kampen mod seksuelle overgreb. Selvom modstanden mod bevægelsen er stor, så er de alligevel noget, folk tænker over.
– Det skal fordøjes. Jeg tror, at mange af dem, der var imod bevægelsen fra begyndelsen, lytter et eller andet sted og tænker alligevel over det i sidste ende. Hvis dette får folk til at tænke sig bedre om i forhold til, hvor grænsen går mellem almindelig flirten og så chikane, så har bevægelsen gjort noget godt, siger Elin Brimheim Heinesen.
Hun siger, at hun regner ikke med, at bevægelsen vil stoppe endnu, fordi dem, der har oplevet seksuelle overgreb, finder sig ikke i det mere, og vil fortsat gøre noget for at stoppe chikanen og overgrebene.
– De giver ikke op så let, nu hvor der er gået hul på bylden siger Elin Brimheim Heinesen.
—————————————————
Artiklen stod í den færøske avis Sosialurin den 18. januar 2018:
