Kvinnurøddin – Kronik i det færøske kvindemagasin “Kvinna” om Korona-krisen:
Fra sorgløshed til nervøs bekymring
3. februar i år fløj jeg fra Færøerne for at holde lang vinterferie i Cuba sammen med syv veninder. Vi vidste intet om, at en måned senere ville vi komme hjem igen til en virkelighed, hvor alting var vendt på hovedet. Sorgløse nød vi livet i solen og tropevarmen og tænkte meget lidt på, hvad der skete rundt omkring i verden, mens vi var væk. ‘Fast forward’ til primo marts. I samme øjeblik, vi steg ud af vores fly i København, kunne vi mærke den mørke sky, der hang ned over det hele. Medierne flød over med skrækhistorier fra Wuhan i Kina og med nyheder om den skrækkelige Corona-virus, som nu havde spredt sig stort set over hele verden.
De færøske fjelde lignede sig selv, da jeg landede på Færøerne. Fårene og fuglene levede stadig deres liv, som om ingenting var hændt. Mit hus så ud, som da jeg tog afsted. Umiddelbart virkede alting, som det plejede, men alligevel var intet det samme som før. Samme dag var vores regering kommet med et opråb til alle om at hjælpe til med at forhindre denne forfærdelige smitte i at bide sig fast på Færøerne. Alle, der ikke havde livsnødvendige stillinger, blev bedt om at arbejde hjemmefra. Fra den ene dag til den næste var alle sociale sammenkomster så godt som bandlyst, og hele samfundet gik nærmest i stå. Det føltes uvirkeligt og chokerende, at hele menneskeheden blev taget på sengen så pludselig.
At sidde isoleret i karantæne så længe giver tid til at tænke sig om. Vil sygdommen ramme nogen, jeg holder af? Selv har jeg passeret de 60. Astma i barndommen betyder, at min lungefunktion er permanent nedsat. Nyrerne fungerer heller ikke optimalt. Mon jeg er i farezonen? Så er der ikke mindst den finansielle situation. En del af mit indtægtsgrundlag er forsvundet i øjeblikket. Alle mine Airbnb-gæster i april har afbestilt deres ophold, og tre koncerter, jeg skulle have spillet denne måned, er aflyste. Ingen ved, hvor lang tid, dette kommer til at vare, så jeg er bekymret. Vil jeg have nok indtjening til at betale alle mine regninger fremover?
Bange for hinanden
Jeg savner mennesker omkring mig. At give andre en krammer. Jeg savner en god middag sammen med familien. Jeg savner at sidde sammen med veninderne og spille TV-bingo med et godt glas vin. Jeg savner fredagsmorgenmaden sammen med mine gode kolleger. Det er ikke det samme at træffe folk på nettet, selv om det absolut er bedre end ingenting. Men jeg savner nærværet. Når jeg en sjælden gang går ud for at købe det mest nødvendige, kan jeg mærke på folk, at de er nedtrykte over deres situation. Folk skynder sig forbi, når de møder hinanden på gaden. Det føles mærkeligt at skulle holde afstand. Mødre hiver deres børn væk fra andre. Vi er alle sammen blevet bange for hinanden. Hvor længe bliver vi nødt til at leve på denne måde?
Kommer angsten for at blive smittet til at påvirke alt socialt samvær i lang tid fremover? Hvordan undgår vi at blive traumatiserede og menneskeligt fattige af al denne afstandstagen? Når det hele er overstået, vil vi så være mærket for livet? Eller vil vi rejse os igen, som fuglen Fønix af asken, stærkere, klogere og mere nærværende, end vi var før? Eller glider vi bare tilbage i vores gamle vaner?
Ansvar for vores næstes liv
Lige nu ved vi bare, at verden pludselig har lukket sig og ikke længere er tilgængelig, som vi så længe har været vant til. Muligheder, vi før tog for givet, er vi nu afskåret fra. Sandsynligvis bliver intet helt det samme efter krisen. Det er skæbnens ironi, at den sociale afstand har fået os til at sande, hvor meget nærvær og fællesskab betyder – som om det var det, der skulle til, for at vi virkelig kunne værdsætte og forstå, at ingen kan leve helt isoleret og uafhængig af andre. Vi lærer nu, hvordan vores egne valg påvirker andre i samfundet, og hvor stort et ansvar vi i virkeligheden har for hinanden. Vi er blevet hinandens samvittighed. Vi lærer, at det bogstaveligt er et spørgsmål om liv eller død, hvad vi gør, og hvad det kræver af os at tage hensyn til hinanden.
Vi har på ingen tid tilpasset vores daglige liv for at vise hensyn, vi aldrig rigtigt har været nødt til før. Efter kun en uges tid ændrede vi vores vaner, og famlende vænner vi os nu til at andre vaner i stedet. Vi gør det af ansvarsfølelse, af bekymring og med empati og håb om at kunne hjælpe vores ældre og svageste medborgere. Vores sundhedsvæsen har efter kun få dage lavet omfattende ændringer, som normalt ville tage år at implementere. Vi spritter og rengør, som aldrig før. Vi har ændret ældgamle skikke for, hvordan vi hilser på hinanden, og holder fysisk afstand ved at leve livet, kommunikere, synge sammen og gå til begravelser på nettet. Vi vil nødigt gå udenfor, men hvis vi er nødt til at gå på indkøb, står vi med behørig afstand til hinanden.
Risiko for grundlæggende menneskerettigheder
I starten forekom det let. At blive sendt i karantæne var næsten som at få en uventet ekstra ferie. Vi underholdt os på sociale medier og Netflix. Kreativiteten blomstrede. Situationen var uvant og føltes næsten bare hyggelig. Men hvor længe bliver det ved med at være sjovt? Det er sandsynligt, at nogen ikke orker afstanden og de besværlige sikkerhedsforanstaltninger i længden og begynder at slække på det. Hvis mange gør det, er der risiko for, at myndighederne føler sig nødsaget til at bruge tvang, hvilket muligvis kan kompromittere grundlæggende menneskerettigheder og selve demokratiet. Forhåbentligt sker det ikke.
Situationen er skræmmende og næsten for stor til at kunne rumme, fordi det er ikke kun dit liv, men hele verden, der pludselig har ændret sig. Når hjulene overalt i verden går så meget ned i fart så pludselig, og samfund lukker ned, vælter hele verdensøkonomien. Hvordan vil krisen påvirke os og vores arbejdsmarked? Hvad med sundheds- og madvaresikkerheden? Vil vi ikke kunne rejse lige så frit i fremtiden? Vil myndigheder presse på for at have mere kontrol med mennesker, sådan at vi mister mere af vores allerede indskrænkede, personlige selvbestemmelse?
Lært at være mere bevidste, ansvarlige og respektfulde
Nej, det kan ikke betale sig at male fanden på væggen. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Når vi har vænnet os til situationen, ser vi uden tvivl andre muligheder, vi tidligere havde svært ved at få øje på, fordi vi ikke var nødt til det. Vi ved godt vi ikke har levet bæredygtigt. Verden havde måske brug for at standse op et øjeblik, sådan at luften kunne blive renset – både bogstaveligt og billedligt talt. Hvem ved, om det ikke ender med, at vi synes, at det ikke kun var dårligt, at vi alle var nødt til at sætte farten ned.
Corona-krisen har vist os, at vi ikke er så usårlige, som vi måske troede. Det har givet os en chance for at se mere klart, hvad der virkelig har værdi. Måske havde vi brug for virkelig at mærke savnet efter nærvær med andre for at se, i hvor stor udstrækning vores liv ligger i andres hænder. Måske havde vi godt af at lære os anderledes og kreative måder at leve og arbejde på. Hvem ved, om alt dette får os til at føle mere ydmyghed og at være lidt mere bevidste i fremtiden om betydningen af at vise mere ansvar og respekt for andre.
Måske lærer vi nu, at det handler ikke bare om at ”have”, men om at ”være”. I stedet for bare bevidstløst at købe og ophobe ting, vi ikke har brug for, kan vi vælge at lægge mere vægt på værdier, der øger vores livskvalitet og som er mere bæredygtige – så som at dyrke det nære, nærvær og oplevelser. Når den værste smittefare er overstået – som den jo vil blive før eller senere – har vi mulighed for fortsat at vælge at holde verden renere, sundere og mere bæredygtig. Sammen har vi trods alt stadigvæk muligheden for at skabe os selv en verden at trives i – måske endda sjovere og bedre end den, der var, før Corona-bomben eksploderede.
