Jeg har oversat denne kronik af Lars Pehrson, direktør for Merkur Andelskasse, til færøsk og engelsk. Den oprindelige kronik kan læses her.
Kronikken stod at læse i Information den 8. juli 2012 og er lige så aktuel nu som nogensinde. Det er ret tankevækkende, at selv fremtrædende personer, der arbejder inden for finanssektoren, kan se, hvordan det nuværende økonomiske system styrer samfundet ud i problemer, og at det derfor er nødvendigt at tænke nyt. Det største problem er, at vi mangler politikere, der er deres opgave voksen, eller som er i stand til at tænke langsigtet og visionært. Og når pressen ikke lægger mere pres på, kan det heller ikke være anderledes. Alle magtfaktorer i samfundet – de politiske myndigheder, finanssektoren og pressen – synes ikke at være i stand til at tænke uden for de gængse rammer. Desværre. For det er nødvendigt med en holdningsændring. På længere sigt har vi ikke råd til at fortsætte, som vi gør nu.
Elin Brimheim Heinesen
Ikke alene er det enkelte menneske kortsigtet. Vores lovgivning fremmer vores last. Resultatet er klimaforandringer, forurening og økonomiske kriser.
Midt i frustrationerne over de talløse nationale og økonomiske særinteresser, som blokerede for nødvendige fremskridt under det nyligt overståede Rio+20-topmøde, må vi ikke glemme en helt afgørende blokering i forhold til at finde løsninger på klima-, ressource- og energikriserne: Vores manglende evne til at tænke langsigtet i økonomiske og finansielle forhold.
Ikke alene ligger kortsigtethed til den menneskelige natur, vi har tilmed indrettet os med tankesæt, incitamenter og regler, så nutiden altid får forrang for fremtiden. Det er derfor, vi pumper den sidste olie op for fuld kraft i stedet for at gemme noget af den til om 100 år. Det er derfor, vi ikke kan gennemføre en effektiv fiskeriregulering: Vi vil sælge fiskene nu! Det er derfor, vi fortsætter med at forurene vores omgivelser, uanset hvor mange gange vi får at vide det bliver dyrt eller katastrofalt for fremtiden – vi vil beholde fortjenesten nu og ikke bruge noget af den til at rydde op.
Det er derfor, investorerne har blikket rettet mod de store børsnoterede virksomheders næste kvartalsregnskab (fænomenet kaldes kvartalskapitalismen). Og når vi tilmed mister realitetssansen og lader det finansielle system løsrive sig fra den reelle økonomi, kan vi i princippet tjene flere penge på én dag eller ét minut ved spekulation end ved årtiers møjsommeligt arbejde med produktudvikling og produktion.
Farlig cocktail
Politikerne har deres egen kortsigtede horisont, der rækker frem til næste valg. Tænk bare på alt det, der ikke bliver løst, fordi det ene kammer i USA’s kongres er på valg hvert andet år.
Kombinationen af politisk og finansiel kortsigtethed er en cocktail, der kan få dramatiske konsekvenser. Det burde finanskrisen have lært os. I 00’erne holdt danskerne fest under boligboblen, politikerne skubbede på med risikable lånetyper og skattestop. Finanssektoren udnyttede denne mulighed for at øge långivningen i fast ejendom. Over en bred kam blev der ydet lån i friværdier, og hundreder af milliarder kroner blev på denne måde pumpet ud i økonomien.
Pengene væltede ind i statskassen gennem afgifterne på alle de nye biler, der blev købt for lånte penge, momsen fra det høje privatforbrug osv. Finansministeren nød ansvaret, og der blev delt skattelettelser ud, så festen kunne fortsætte.
Da boblen brast, måtte staten holde hånden under bankerne, uden man for alvor begyndte at diskutere, om det finansielle system kunne fungere på en anden måde. Det gør man stadig ikke. Vi har lige set det hele gentage sig i Spanien: Boligboble og deraf følgende optur – fulgt af nedtur med bankredninger i 100 milliarder euro-klassen.
Ud over politikernes ønske om at fremstå succesfulde op til næste valg, har de også i vid udstrækning overtaget den finansielle logik, som gør, at fremtiden forsvinder ud af syne. Fænomenet kaldes meget usexet for ’diskonteringsfaktor’. Det er en procentsats, som Finansministeriet bruger, når fremtidige omkostninger eller indtægter skal omregnes til nutidsværdi.
I Danmark er denne sats så høj som seks pct. pr. år. Et uhørt højt tal, der betyder, at både omkostninger og indtægter, der udløses i fremtiden, svinder ind til ingenting, blot tidshorisonten er nogle få årtier. Rimeligheden i en så høj diskonteringsfaktor har været diskuteret fra tid til anden, og flere har foreslået en nedsættelse. Søgning på Finansministeriets hjemmeside giver imidlertid ikke andet resultat, end at faktoren stadig er seks pct. Det er en af årsagerne til, at vi slet ikke investerer nok i f.eks. infrastruktur og energiomstilling.
Holder hånden under de store
Den kortsigtede økonomiske logik, der særligt er knyttet til shareholder value-paradigmet om, at en virksomheds opgave er at skabe størst mulig værdi til sine ejere på kortest mulig tid, har gennem de seneste årtier langsomt, men sikkert inficeret den finansielle lovgivning helt ned til de detaljerede regnskabsregler, som bankerne og pensionskasserne skal følge.
Lad mig give et par eksempel på, hvad effekten af sådanne regler bliver:
Banker skal som bekendt beregne en solvensprocent, som udtrykker forholdet mellem den kapitalgrundlag (egenkapital og anden ansvarlig kapital) og dens aktiver og øvrige risici. Det tal må ikke være lavere end otte pct. I princippet betyder det, at hver gang der lånes 100 kr. ud, skal banken have mindst otte kroner i egenkapital.
Det er imidlertid blevet tilladt at foretage beregningen på en mere kompliceret måde, hvor man tager hensyn til risikoen ved de forskellige lån. Den slags beregningssystemer er meget dyre at udvikle, derfor er det kun de store banker, der har råd til det.
Effekten af metoden er, at nogle lån kommer til at veje væsentligt mindre. Hvis et lån kun får en vægt på 20 pct., betyder det, at banken nu kan låne 500 kroner ud på basis af de samme otte kroner i egenkapital. Gearingen øges, og hele systemet bliver mindre transparent.
Problemet er, at risikoen ikke altid opfanges af disse komplicerede modeller. Det så vi ved finanskrisens udbrud i USA, hvor det var de største banker, der blev ramt først.
Kortsyn er en dyd
Nede på jorden bliver konsekvensen af princippet, at store banker favoriseres frem for de mindre. De skal have relativt mindre kapital for at kunne gennemføre den samme forretning og kan dermed lettere tjene flere penge.
Store virksomheder favoriseres frem for små og mellemstore virksomheder. Det skyldes bl.a., at store virksomheder ofte har en rating, hvilket små virksomheder ikke har. En høj rating er noget af det, der udløser nedvægtning i Basel-systemet.
Store virksomheder kan låne billigere – væsentligt billigere – end mindre virksomheder. Når banken kun skal binde en femtedel kapital, kan den opnå en højere fortjeneste, selv ved en lavere rentemarginal. Det er ikke usædvanligt at en stor virksomhed betaler to pct., mens en mindre og stadig kreditværdig virksomhed betaler seks-otte pct. for lån til sammenlignelige aktiviteter.
Det er ikke svært at se, hvad det betyder for erhvervsstrukturen. Det er de store virksomheder, der særligt er bundet til shareholder value-paradigmet og derfor må fokusere kortsigtet på kvartalsregnskabet. Men en økonomi med mange små og mellemstore virksomheder er mere dynamisk, og den økonomiske udveksling i form af samhandel i nærområdet mere intens.
Der skabes flere arbejdspladser i en sådan økonomi, og det må derfor være i samfundets langsigtede interesse at fremme den. I stedet har vi opbygget et system, der via næsten usynlige mekanismer fører til det modsatte. Også pensionskasserne drives til kortsynethed. Reglerne på området betyder, at de placerer størstedelen af deres midler i børsnoterede værdipapirer – obligationer og aktier. Det begrundes med hensynet til sikkerheden for pensionsopsparerne – uagtet at også børsnoterede værdipapirer kan være genstand for bobledannelse.
Dermed bliver udviklingen på de finansielle markeder afgørende for de årlige opgørelser af afkastet, som pensionsselskaberne konkurrerer på. For at stå sig i denne konkurrence må pensionskassen hele tiden have den korte horisont for øje. Det er beklageligt, for pensionskassernes enorme midler rummer enestående muligheder for at skabe langsigtet værdi for samfundet og dermed også for deres egne pensionsopsparere, der skal blive gamle i dette samfund. Men for at udnytte potentialet må vi udvikle metoder til at måle den langsigtede, reelle værdiskabelse, så den ikke taber til udsvingene på børserne.
Lars Pehrson er administrerende direktør i Merkur Andelskasse
