Russel Brand
Kære Russel,
Lad mig sige med det samme, at jeg ikke er én, der ønsker at gør nar af din nyfundne passion. Din kærlighed til kristendommen virker oprigtig, og jeg anerkender dit ønske om at forbedre dig selv som menneske. Du synes overbevist om, at Bibelen rummer nøglen til din omvendelse, og ærligt talt er der faktisk visdom gemt på dens sider. Når alt kommer til alt, blev den skrevet af mennesker, der kæmpede med livets kompleksiteter og stræbte efter at finde mening i en hård verden. Det er kun naturligt, at nogle af deres indsigter vækker dyb genklang, hvilket får mange til at tro, at en sådan visdom må være guddommeligt inspireret.
Men lad os ikke overse de mere bekymrende aspekter, der findes på de samme sider. Jeg er bange for, at Bibelen er fyldt med moralsk tvivlsomme, ikke særligt kærlige påstande, der tilskrives vores angiveligt alt-elskende Gud, men som nok har en mere jordisk oprindelse. Nogle gange kan Bibelen læses mere som en refleksion af dens meget menneskelige—fejlbarlige og mangelfulde—forfattere snarere end som en guddommelig stemme.
Dette bringer mig til et presserende spørgsmål: Hvad får dig egentlig til at tage den ret paradoksale bibelske tankeverden til dig? Er det ikke en kilde til kognitiv dissonans at kæmpe med disse modstridende elementer? Eller måske er din indførsel i den Gode Bog stadig i sin spæde begyndelse?
Alligevel er din tiltrækning til kristendommen interessant. Kunne det være, at den religiøse ild, der især ses i evangeliske trossamfund, føles som en euforisk rus, der minder om virkningen af visse euforiserende stoffer? Du har sikkert hørt det gamle ordsprog: “Engang stofmisbruger, altid stofmisbruger.” Det virker særligt passende her, da du jo går på en sti, der er trådt så mange gange før af “genfødte” individer, som påstår at have overvundet afhængighed, kun for at erstatte en potent afhængighed med en anden.
Men hvorfor risikere at så tvivl om denne nyfundne “kur”? Dem, der søger frelse—især fra sig selv—bliver ofte tiltrukket af evangelismen, lokket af dens løfte om udfrielse. Den tilbyder en trøstende illusion om et andet selvbillede for dem, der længes efter at føle sig absolveret fra synd og oplyst, mens de i virkeligheden tiltrækkes af den rus, som den religiøse passion giver dem.
Du er en mand af ikke så lille intelligens, og det må have strejfet dine tanker, at evangelismen faktisk kan agere som en forførende rus, især for mennesker med narcissistiske tilbøjeligheder — ikke mindst dem, der ser sig selv som altruistiske skikkelser. Det er berusende at blive beundret af ens trosfæller for sin ‘uselviskhed’, mens de ofte forbliver lige så manipulerende og skadelige som enhver almindelig narcissist. Religiøsiteten giver dem mulighed for at holde en dejlig facade—en, der skjuler deres storhedsvanvid og selvretfærdighed, men som får dem til at fremtræde som ydmyge over for Gud, hvilket igen giver dem mulighed for at føle sig overlegne.
Tiltrækningen i det “at have ret” er berusende stærk, er den ikke? At tro, at du har nøglen til sandheden, mens dem, der vælger tvivlen, vandrer i mørket — det må give en vis følelse af ophøjelse, ikke også? Denne mentalitet fremmer fanatisme, fordi den fjerner al plads til tvivl. Mon ikke du dybt indeni kæmper med erkendelsen af, at det hele måske bare er en skrøbelig konstruktion—en sødmefuld forstillelse eller illusion, for så vidt? For gør denne forvandling dig virkelig til et bedre menneske?
Erfaringerne tyder på det modsatte. Mange, der hengiver sig til evangelisk tro, udviser stadig de samme selvtjenende adfærdsmønstre som før, ofte uden virkelig at udføre de Kristus-lignende handlinger, de så ivrigt prøver at lade som om, de repræsenterer. Nogen får sikkert noget godt ud af at blive omvendt, men er det tilfældet for flertallet?
Tænk på de mange religiøse ledere, der er bukket under for deres laveste instinkter og har fået afsløret de mange skeletter, de har gemt i deres skabe måske i årevis, mens de var ledere for deres menighed. Skandaler om seksuelt misbrug, hykleri, chikane, skændsel o.a. i præstestanden er skræmmende almindelige, og deres råben op om omvendelse dækker ofte over langt dybere problemer. De missionerende proklamerer kærlighed til syndere, mens de paradoksalt positionerer sig selv som moralens vogtere, hvilket rejser spørgsmålet: repræsenterer de virkelig de dyder, de prædiker?
Dem, der ivrigt påpeger andres fejl, kaster måske ubevidst deres egne skygger over dem, de anser for ufuldkomne. Deres polerede facade er en kappe, de draperer sig med for at dække over deres hovmod og forfængelighed—de postulerer, at de er moralske forbilleder, samtidig med at de dæmoniserer dem, der eksisterer uden for deres troskreds.
Sådan en verdensopfattelse kan skabe en kløft mellem den troende og verden udenfor, hvilket fremmer en “os imod dem” mentalitet, der avler frygt og fjendtlighed. Et sådant perspektiv kan føre til usund paranoia og retfærdiggøre aggression mod dem, der betragtes som modstandere. Er det ikke netop den spæde begyndelse til mange konflikter?
Som “genfødt kristen” finder du det måske bekvemt at feje disse observationer til side og afvise dem som fristelser fra den ondskab, du forsøger at undslippe. Jeg håber dog ikke, at når den første eufori over omvendelsen begynder at falme, at du så står tilbage med en smertefuld erkendelse af, hvor dybt du har gravet dig ned i kaninhullet. Vil du vågne op til sandheden om, at det, du troede var din frelse, måske bare er en anden form for afhængighed—en, der passer perfekt til at opretholde en ustyrlig narcissisme?
For din egen skyld, lad os håbe, at du ser din vej klart. Der er stadig tid til at træde væk fra kanten og genvinde potentialet inden i dig til at være en ægte drivkraft for det gode.
Ønsker dig alt det bedste,
En, der tror på din evne til at gro.
P.S.
Måske forklarer denne video, hvad jeg mener med “den ret paradoksalse bibelske tankeverden”.
https://www.youtube.com/watch?v=YnOCpacEOFA
