Forplejning, ferie og fest til økonomipriser

Da Karsten Juhl, far til 5 børn i alderen fra tre til fjorten år, fik en arbejdsskade, som betød, at han måtte droppe sit faste job, blev familiens månedlige rådighedsbeløb pludselig meget beskedent. Familien var tvunget til at tænke på, hvordan de får meget ud af lidt. Her er nogle af deres tips, vi tror andre – også dem med færre børn – godt kan bruge.

Køb brugt og undlad impulskøb!
Familien Juhl går meget på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, i stedet for at gå i indkøbscenteret. – Man kan få virkeligt godt tøj, der ofte ser splinternyt ud og alle mulige brugbare ting og sager for næsten ingen penge, siger Marianne Juhl, mor til de 5 børn.

De færreste har anelse om, hvor dyrt det kan være at bespise så mange mennesker som os hver eneste dag, siger Karsten. – Det, vi faktisk sparer mest penge på, er at planlægge madlavningen og organisere vores indkøb, sådan at vi kun behøver købe ind én gang om ugen. Hver uge laver vi en madplan og en indkøbsliste. Og så holder vi os strikt til det. Ikke noget med impulskøb her! På den måde sparer vi ikke bare penge, men også en masse tid. Det er virkelig tidsrøvende at rende i butikker hver dag, og man kommer alt for let til at bruge flere penge, end man havde planlagt.

Naturskøn – billig! – ferie
Når familien Juhl tager på ferie, tager de som regel til Sverige eller Norge med telt. Der er naturskønne steder i overflod, og man kan campere næsten hvor som helst for ingen penge, for der er ’allemandsret’ i vores nordiske nabolande. – Det er billig ferie – især hvis vi sørger for at tage så meget som muligt med hjemmefra af proviant. Og børnene elsker det, siger Marianne. Ét af de store børn nikker ivrigt. – Ja, man føler rigtigt, man er langt hjemmefra, fordi der er så meget anderledes dér end her i Danmark.

Hvis familien Juhl bare skal af sted et par dage, tager de af og til ud på landet her i Danmark, f.eks. en weekend med godt vejr. De har nogle bekendte, der bor på en gård og får nogle gange lov til at campere dér med teltet. Nogle gange ofrer de også penge på at leje plads til teltet på en campingplads. Det er ikke særligt dyrt. Det synes børnene er smadderhyggeligt. – Det er langt sjovere for børnene – og for os voksne! siger Karsten. – Børnene kan løbe frit omkring og finder hurtigt legekammerater, og vi kan snakke med de andre voksne – og så er vi heller ikke klistret til et hotelværelse, når børnene er lagt i seng!

Hold da helt fest!
Familien Juhl tager sig også råd til at holde fest en gang imellem. – Vi har ikke råd til at holde en stor fest, hvis vi selv skal servere mad til så mange gæster. Men vi har fundet alternative måder. Man kan naturligvis holde det klassiske sammenskudsgilde, hvor folk selv tager mad og drikkevarer med. Så har vi ikke udgifterne til det. Det er f.eks. smart, specielt hvis festen skal foregå på mere børnevenlige tidspunkter tidligt på dagen. Men hvis vi skal holde en rigtig voksenfest, hvor det bare gælder om at mødes en aften uden for meget bøvl med at arrangere mad, sørger vi bare for at sætte starttidspunktet til lidt sent – dvs. efter aftensmad, sådan at folk allerede har spist, når de kommer.

Vi rydder alle møblerne – undtagen stole og nogle enkelte borde – ud af de fleste af rummene og stuver dem sammen i ét rum, så der er masser af plads til at danse. Og så har vi bar, hvor folk kan købe drikkevarer til indkøbspris. Til gengæld har vi en masse gratis snacks til gæsterne, som jo kan fås rimeligt billigt. Dvs. festen koster os ikke mere end snacksene – og så selvfølgelig oprydningen bagefter. Overskydende drikkevarer er butikkerne flinke til at tage tilbage uden beregning. Det er måske lidt tyndt, men vores gæster har fuld forståelse for fremgangsmåden – hellere sådan en fest, end slet ingen! De kommer glade og mætte hjemmefra til festen – ja, faktisk lidt lettede over, at de ikke selv behøver tage hverken mad eller drikkevarer med! – siger Karsten med et skælmsk smil.

– Det handler jo først og fremmest om at indrette sin tilværelse efter, hvad man nu har råd til – og stadigvæk have råd til alt det sjove, man gerne vil, ikke?

(Red.: Familien ønsker at være anonym, så navnene i artiklen er opdigtede).

.

Permanent link til denne artikel: https://heinesen.info/wp/da/blog/2012/05/11/forplejning-ferie-og-fest-til-okonomipriser/