Af Elin Brimheim Heinesen
Jóannes Heinesen – også kaldet Jóannes á Lofti eller bare Beiggi (Bror) – blev født den 7. april 1930 og døde på alderdomshjemmet Sýnini i Miðvágur søndag den 21. april 2024 – præcis to uger efter, at familien fejrede hans 93-års fødselsdag. Jóannes arvede kongsgården efter sin bedstefar, Petur Heinesen á Lofti, og det meste af sit liv passede han græsmarker, fjelde og udmark, samt havde får og malkekvæg. Jóannes var gift med Else Heinesen, og sammen havde de datteren Katrin, som har tre børn: Súsanna, Jóhanna og Sámal. Jóannes var bror til forfatteren Jens Pauli Heinesen, min far. Derudover havde han søskende Hjørdis Johansen, Klæmint Heinesen, Ásvør Ellefsen og Hildigunn Heinesen. Jóannes var den ældste af brødrene, kun et og trekvart år ældre end min far, så de kan nærmest kaldes pseudo-tvillinger.
Som lille pige kaldte jeg min farbror ‘gubbi’ (gudfar). Men senere begyndte jeg også at sige ‘Beiggi’, ligesom resten af familien gjorde. Ja, det var faktisk lidt svært for mig at vælge, hvad jeg skulle kalde ham. Jeg kan stadig blive i tvivl til denne dag. Dog er der ingen tvivl om, at uanset hvad han blev kaldt, har Beiggi haft en helt enorm betydning for mig personligt.
Udgav bygdens historie
Utallige gange har jeg besøgt bygden Sandavágur og tilbragt mine ferier hos min bedstemor og bedstefar, Beiggi og resten af familien der. Alt, hvad Beiggi stod for og lærte mig, da jeg som lille pige vandrede sammen med ham rundt i bygden og dens omegn , har haft en kæmpe indflydelse på mit verdenssyn lige siden. De mange ture, som Beiggi og jeg gik i fjeldene, er dybt skattede øjeblikke, der har ætset sig dybt i hukommelsen. Beiggi fortalte mig om alt, hvad vi så. For mig var historierne som spændende eventyr – om fårene og lammene, om kvæget, som vi drev ud af gården ud til udmarken om morgenen og hentede tilbage igen om aftenen, om fuglene og ungerne i rederne, om fjeldene og naturen, om bygdens historie og folks liv i Sandavágur gennem tiderne – ja, Beiggi kendte hver en sten, hver en tue, hvert et hus og vidste, hvad alt og alle hed.
Denne viden nåede han heldigvis at dele med os i det dokumentariske værk i to bind Fra fjeld til strand, som han udgav sammen med Heini F. Petersen, og som giver en udførligt beskrivelse af alle stednavnene i Sandavágur, både i fjeldene og ved kysten, samt om husene og slægterne i Sandavágur sogn. Jeg ved, at han var særligt stolt og glad for denne præstation. Og det er vi alle i familien også.
Respekt for sproget og kulturen
Ikke mindst havde Beiggi en særlig kærlighed til det færøske sprog. Han tøvede ikke med at rette folk, når de bøjede ord forkert eller brugte unødvendige danske ord. Men han gjorde det med charme, så ingen tog det ilde op. For eksempel brød han sig ikke om, at folk sagde “sandavágsjingar”. Så lød det prompte fra ham: “Sandavágsfolk!” “Nå ja,” lød svaret, og så fortsatte samtalen muntert, som om intet var hændt.
Beiggi smittede mig med sin glæde og dybe respekt for naturen, bygdekulturen og bondelivet, og var med til at gøre Sandavágur til min barndoms lille paradis. Dette har i høj grad præget mit syn på det liv, færingerne har levet gennem århundreder her på Færøerne, som ofte var hårdt og vanskeligt, men også ægte og jordnært. På godt og ondt, kan man sige.
Jeg husker engang, da jeg var ret lille – måske omkring fire-fem år gammel, at Beiggi fortalte en historie om et lam, som han fandt i udmarken. Lammet var faldet i en grøft og kunne ikke komme op. Det havde kæmpet længe og var nær ved at dø. Da han hjalp det op, ville moderfåret, som ejede lammet, ikke længere tage det til sig. Beiggi beskrev så livagtigt, hvordan lammet brægede så hjerteskærende i sin ensomhed og længsel efter sin mor. Men denne historie brød jeg mig ikke om at høre. Jeg fik en klump i halsen, fordi jeg syntes det var så synd for lammet. Men jeg kunne ikke udtrykke mine følelser. Så jeg sagde noget i retning af: “Ikke fortælle mere, onkel! Jeg får så ondt i halsen!” Det har vi ofte grinet ad sidenhen.
Meget vand er løbet i åen siden da. Jeg har selv levet et ganske anderledes liv end det, Beiggi levede som bonde og fåreavler i Sandavágur. I næsten et kvart århundrede boede jeg midt i København. Det må siges at være et helt andet liv. Men i hjertet har jeg gemt alt det, som Beiggi lærte mig om forholdet mellem dyr og mennesker og naturen.
Viste mig virkeligheden, som den var
Som lille pige elskede jeg blodpølse. Jeg glemmer aldrig den dag, da Beiggi sagde til mig, at jeg skulle se, hvordan min yndlingsret blev til. Jeg var seks år gammel, da han engang tog mig med ud i stalden, hvor et vædderlam stod bundet. Det var et lam, vi havde haft som ‘hjemmelam’, og som jeg selv havde fodret med flaske.
Min bror forklarede mig, at nu skulle lammet slagtes, så vi kunne få noget godt at spise. Selvom situationen var ny og lidt ubehagelig for mig – jeg følte jo medlidenhed med lammet – havde jeg så stor respekt for Beiggi, at jeg accepterede det, der skete. Når min gudfar sagde noget, så var det sådan, det var. Han handlede hurtigt, tog kniven frem og stak lammet, så blodet strømmede ud af halspulsåren ned i en spand, hvor jeg skulle røre i blodet, så det ikke størknede.
Jeg husker, at lammet sprællede med benene, og jeg begyndte at tvivle på, om det led. Men Beiggi forsikrede mig om, at lammet ikke kunne mærke noget. “Det er bare livet, der siver ud af lammet. Det er, som det skal være.” Okay, tænkte jeg, og accepterede forklaringen. Lidt efter gik jeg ind til min bedstemor i køkkenet med spanden fuld af dampende blod. Bedstemor viste mig, hvordan man vasker fårets mavesæk, klipper den op, fylder stykkerne med blod, fedt og rosiner, og syr dem sammen. Vi hyggede os gevaldigt med at lave blodpølse, som vi spiste dagen efter. Jeg spiste med god appetit. Jeg husker tydeligt, at jeg, mens jeg sad ved middagsbordet den dag, i mine tanker takkede lammet for, at det havde lade livet, så jeg kunne få et så godt måltid.
Det kan være, at nogle i dag mener, at sådan noget er alt for voldsomt at vise seksårige børn. Men for mit vedkommende kan jeg sige, at jeg er meget taknemmelig for, at Beiggi viste mig virkeligheden, som den var. Han snød mig ikke. Han fortalte mig tingene, som de var. Med andre ord, han havde respekt for min forstand. For selvfølgelig var jeg klog nok til at regne ud, at den slags ting måtte ske, uanset om jeg var vidne til det eller ej.
Den verden, som Beiggi viste mig den dag, var ikke pakket ind og pyntet på, men i min verden mindst lige så eventyrlig som alle de Disney-eventyr, børn ser og hører så meget af i dag, og som jeg ofte mener, giver et forvrænget billede af, hvad det virkelig vil sige at være menneske her i verden. I dag ved børn lidt eller intet om, hvor det plastindpakkede kød, de spiser, eller mælken i kartonerne, de drikker, kommer fra. Men det vidste jeg godt, fordi Beiggi viste mig det.
Alle elskede Beiggi
Beiggi har altid været en fantastisk pædagog helt naturligt, uden at have fået nogen formel uddannelse i pædagogik. Han havde en fremragende evne til at finde på historier og ikke mindst fortælle dem på en måde, så vi børn sad fuldstændig opslugte og lyttede. Beiggi skrev også nogle af hans historier ned om Troldebedstemor, som jeg har læst op i Børneradioen, hvor jeg forsøgte at gøre dem lige så levende, som Beiggi gjorde, da han fortalte mig dem.
Jeg glemmer aldrig en gang, hvor vi begge sad i bedstemors spisestue ved bordet, som stadig står der, og han tegnede en historie for mig. Beiggi forklarede nogenlunde sådan: “Engang var der en mærkelig mand. Han havde en frygtelig lang næse…” og så tegnede Beiggi en lille mand med en laaang næse, som rakte helt til den anden ende af papiret. “Og denne mand var gift med en kvinde, der havde en frygtelig lang hals”, og så tegnede Beiggi en kvinde ved siden af manden, som havde en hals så lang, at den nåede helt op til toppen af papiret. “Og så var det børnene… Et af dem havde frygtelig lange ben, et andet havde frygtelig lange fingre” … og sådan kunne Beiggi fortsætte – og jeg sad helt betaget og syntes, det var så frygtelig spændende.
Meget at være taknemmelig for
Jeg har altid holdt utrolig meget af Beiggi – ligesom alle andre i familien og i vennekredsen, fordi han var et så velsignet venligt, renhjertet og godt menneske. For mig har Beiggi været som en far – en ekstra far, så at sige. Det var så dejligt, at han ringede regelmæssigt – mindst en gang om måneden og nogle gange oftere – og spurgte, hvordan det gik, indtil han blev senil for nogle år siden. Ikke mindst dét er jeg meget taknemmelig for. Det har også været en sand fornøjelse at besøge Beiggi og hans kone Else på Hammershaimbsvej 21 i Sandavágur, for der følte man sig altid utrolig velkommen. Den gæstfrihed og den gode mad, som søde Else altid serverede, kan ikke fås bedre.
Min far – Palli, som de kalder ham i Sandavágur – var meget knyttet til sin storebror. Beiggi var altid den, han spurgte først efter, når jeg besøgte ham på alderdomshjemmet de sidste år. I alder var der jo, som nævnt, ganske kort tidsforskel mellem dem. De to havde noget helt særligt sammen som gode brødre. De har skabt forbilledligt smukke kulisser i mit liv, hvor jeg havde den glæde at se, hvor meget mennesker kan holde af hinanden. Takket være dem begge har jeg levet et liv, hvor jeg altid – trods slag og stød – har haft en grundlæggende optimisme og en stærk tro på det gode i mennesker.
Tak for det, kære Beiggi (eller gubbi), og for alt, hvad du har givet mig og os alle, der har været så heldige at kende dig. Hvil i fred. Du vil blive usigeligt meget savnet.
Din niece Elin Brimheim Heinesen
