By Elin Brimheim Heinesen
Er det nødvendigt at udpege “syndere”? Nogen bryder sig ikke om det, når der tales om en “generel sexistisk kultur”, fordi det er for vagt, mener de. De sammenligner det med, at hvis nogen f.eks. bliver overfaldet i nattelivet og ved, hvem der gjorde det, hvad nytter det så, hvis vedkommende lader være med at anmelde den, der overfaldt, men kun klager over den “generelle voldskultur i nattelivet”? Hvis en kvinde bliver voldtaget, hvad nytter det så, hvis hun nægter at anmelde vedkommende, men i stedet sender en klage til politiet om den “generelle voldtægtskultur i byen”?
Folk mener derfor, at løsningen er at tage fat på de konkrete problemer og ikke generalisere, fordi når problemet omtales som generelt, er det hurtigt f.eks. at konkludere, at alle mænd er mere eller mindre sådan. Og det er de jo ikke i virkeligheden. Nej, det er helt korrekt. Men desværre er det ikke så enkelt, at man kan udpege bestemte personer som sexister og dermed frikende alle andre.
(OBS! Hvad er sexisme? En sexist er en, som enten taler nedgørende om et helt køn eller mobber en person eller gruppe på grund af deres køn. Sexisme handler ikke nødvendigvis om noget seksuelt, såsom sexchikane, men kan selvfølgelig også handle om det.)
Sexisme / kønsdiskrimination indvævet i hele vores kultur
Det er ikke så sort-hvidt, at man kan opdele folk i dem, der er sexister, og dem, der ikke er. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er sexisme eller kønsdiskrimination desværre ret generelt, fordi det nemlig er så indvævet i hele vores kultur, at selv den mest uskyldige kan komme til at sige noget sexistisk – på samme måde som folk, der slet ikke anser sig selv som racister, kan komme til at sige noget racistisk. Igen, fordi det er så indvævet i hele vores kultur.
Derfor går en sexistisk bemærkning ofte ubemærket hen, undtagen for dem, der rammes af sexismen / kønsdiskriminationen. Og de tør ofte ikke sige noget, for ikke at blive anklaget for at være for følsomme. Folk, der rammes af sexisme, vil derfor ofte ikke gøre opmærksom på det, når det sker. Og når sexisme er på dagsordenen som debatemne, siger folk måske, at de har oplevet sexisme, men de vil helst ikke afsløre, hvem sexisterne er. Så hvem skal vi bebrejde for sexismen?
Dette var et varmt emne f.eks. i marts 2022, da to færøske kvindelige politikere klagede over den sexistiske kultur i Lagtinget på Færøerne. Mange ønskede at vide, hvem der var så sexistisk, så vi kunne bebrejde de rette personer. Men spørgsmålet er, om – eller hvorfor nogen specifikt skal bebrejdes for noget, der er så dybt forankret i vores kultur, at de fleste mennesker næsten ikke bemærker, at de muligvis selv bidrager til denne kultur.
Kønsnedværdigende “tone” er ikke strafbar
De to kvindelige politikere bragte nemlig emnet op, ikke fordi de ønskede personlig hævn. Det handlede heller ikke om en generel kamp mod alle mænd, som mange gerne ville fremstille det som. At tale om problemet med sexisme handler ikke om køn overhovedet. Men hvad handler det så om?
Det handler simpelthen om en kamp mod sexisme m/k! Det handler om at gøre op med den “sexistiske tone”, som vores samfund er gennemsyret af – også Lagtinget. Og som BEGGE køn opretholder, så længe vi ikke gør opmærksom på, at vi ikke vil tolerere det længere.
De to kvindelige politikere nægtede at gøre bestemte personer til syndebukke, men forsøgte blot at påpege, at vi alle har godt af at få øjnene op for, hvordan vi kan tale mere respektfuldt med hinanden fremover uden en kønsnedværdigende tone. En kønsnedværdigende “tone” er ikke altid strafbar ifølge loven. Hvis det er svært at forstå, hvad der menes med det, så lad mig forklare med et eksempel:
Nå, der er nok nogen, der ikke tåler en joke, hva’?
Jeg var engang på en arbejdsplads i Danmark, hvor jeg havde en chef, som var en ret typisk magtperson, der godt kunne lide at dominere andre – især kvinder. Når vi havde personalemøder og diskuterede et presserende emne, og debatten blev lidt ophedet, havde han for vane pludseligt midt i det hele at afbryde samtalen og sige: “Du er så smuk, når du er vred” med et spydigt smil. Og så grinte han højt, når han så de overraskede ansigter på dem, han sagde det til.
En joke, ja, helt sikkert. Men han gjorde det aldrig overfor de mandlige medarbejdere – kun de kvindelige, fordi det var en meget effektiv måde at udøve sin magt indirekte ved at intimidere dem. Det klare mål var at få dem til at tie stille. På den måde viste han, at han slet ikke tog deres udtalelser alvorligt. Så ja, det var helt klart sexistisk. Hvis nogen dristede sig til at vise utilfredshed med det, resulterede det kun i mere nedgørelse og latterliggørelse: “Nå, der er nok nogen, der ikke kan tåle en joke, hva’?”
Sådanne situationer oplever især kvinder jævnligt. Klager de over det, er det så sikkert som amen i kirken, at der bliver sagt: Har du ingen humor? Vær nu ikke så nærtagende! Og så kommer man ingen vegne. Damned if you do, damned if you don’t. Det kan være meget svært at klage over sådan noget, hvis det for eksempel er lederen selv, der opfører sig sådan – og ikke mindst, hvis man ved, at alle andre er med på det, som lederen gør, for de griner jo bare med. De tager det heller ikke alvorligt, for de mærker ikke svien af det. Det rammer jo ikke dem personligt, så de er måske blinde for, hvad det gør ved dem, som det rammer.
Dette er et eksempel på et problematisk “sexistisk tonefald”, som ikke bare kan rettes op ad rettens vej. Hvis man gjorde det, ville de fleste helt sikkert mene, at det var at gøre alt, alt for meget ud af sådan en “uskyldig joke.”
Føler man sig anklaget, er man måske en del af problemet
Men det er stadig ikke i orden at tale sådan på en arbejdsplads. Og det har folk – inklusive de to unge kvindelige politikere – fuld ret til at påpege: at de ikke vil finde sig i en nedladende tone på arbejdspladsen, uden nødvendigvis at udpege syndebukke. Som jeg forstod det, ville de hellere se fremad og sikre, at alle politikere taler respektfuldt til hinanden i fremtiden. Det var egentlig bare det, de bad om.
Utroligt, at det blev gjort så kompliceret, hvor folk forsøgte at gøre det til noget helt andet og irrelevant. En person kommenterede i en Facebook-debat: ”Hvis man ikke selv er sexist, så føles det som en fornærmelse at blive belært om, at man skal lade være med at opføre sig sexistisk. Man sidder med knyttede næver og tænker: Hvorfor mener de, at JEG skal høre på dette?” Den pågældende mente, at løsningen i dette tilfælde var, at de kvinder, som blev udsat for sexistisk adfærd, skulle anmelde den eller de personer, der havde overtrådt grænserne. Hvorfor ikke gøre som med vold eller overgreb og finde den skyldige?
En anden politiker skrev: ”Der er intet problem i at sætte fokus på sexisme. Men hvorfor ikke pege på dem, der ikke opfører sig ordentligt, så de, der bærer sig sexistisk ad, bliver stoppet? Jeg er opvokset med at kommunikere respektfuldt. Nu får jeg pludselig at vide, at vi skal lære at tale ordentligt. Er det retfærdigt at sige, at arbejdspladsen har en sexistisk kultur, bare fordi en eller to personer ikke kan opføre sig ordentligt, mens de andre 45 er uskyldige? Er det så fair at kalde hele arbejdspladsen sexistisk? Hvorfor anklage hele Lagtinget?”
Men ingen har anklaget hele lagtinget. Lagtingskvinderne sagde, at de havde oplevet sexistisk adfærd der. Det er ikke det samme. Hvis man føler sig anklaget af det og tolker det som et angreb på hele Lagtinget, og desuden gør de to kvindelige parlamentarikere til problemet i stedet, burde man måske overveje, om man ubevidst er en del af problemet. De fleste vil sige, at de ikke er en del af noget problem, fordi de har lært god opførsel som børn og har altid behandler mennesker godt. Der er heller ingen tvivl om, at de fleste er høflige. Det er bare ikke altid nok.
Råder der en tavshedskultur om sexisme?
Kulturen ER der. Det ved vi, fordi mange har bekræftet det. Hvis vi anerkender, at sexisme findes i samfundet, må vi også erkende, at en sexistisk kultur muligvis også findes i Lagtinget. Om Lagtinget har en sexistisk kultur eller ej – ja, det må komme frem, når man tager emnet op i Lagtinget. Spørgsmålet er, hvis det kun er få personer, der opfører sig sexistisk, hvorfor har resten så ikke stoppet dem for længe siden?
Er det, fordi der hersker en tavshedskultur om sexisme? Eller er bevidstheden om sexisme så lille? Hvorfor har flere lagtingsmedlemmer ikke tidligere talt imod sexismen og fordømt den? Kan det være, at de har haft skyklapper på? Kan det være, at de simpelthen ikke har været bevidste om, hvad der er sexistisk, og hvad der ikke er? Hvad med at lytte til dem, der siger, at de har oplevet sexisme i Lagtinget, og tage dem alvorligt, i stedet for straks at gå i forsvar og afvise det, de siger, de har oplevet?
Hvis de, der mener sig at have en god opførsel, havde lyttet mere til dem, der var blevet udsat for sexisme, ville sexismen i Lagtinget sandsynligvis være udryddet for længe siden. Men den har åbenbart trivedes godt. Hvornår blev det f.eks. acceptabelt at anmode om privat seksualundervisning fra lagtingskolleger? Hvorfor var der ingen, der protesterede mod sådan udtalelse, da det blev sagt? Som det forstås, var folk til stede og hørte det. Men de grinede bare. At gøre intet er også at acceptere. Så måske er alle medskyldige i ikke at have taget emnet op tidligere. Det gør dog ikke alle til forbrydere. Så måske bør man være glad for, at snakken om den sexistiske kultur endelig bliver taget op, uden at nogen bliver udpeget som kriminelle.
Ingen behov for syndebukke eller martyrer
Lagtingskvinderne påpegede den problematiske kultur, og det er netop sådan, man forbedrer den – ved at gøre opmærksom på den. Hvis lyset i stedet havde været rettet mod bestemte personer – for eksempel, hvis disse to lagtingsmedlemmer offentligt havde navngivet kendte personer, der opførte sig sexistisk i Lagtinget – ville de uden tvivl være blevet udsat for meget værre anklager, såsom at de “karaktermyrder og æreskrænker disse stakkels mænd uden solidt bevis” eller noget lignende. Jeg forstår derfor udmærket, hvorfor de ikke havde lyst til at pege nogen ud offentligt. For hvis de havde gjort det, ville alt fokus være på disse bestemte personer, som så enten blev syndebukke eller martyrer. Alt ville blive en pærevælling af gensidige angklager, og det ville ende i voldsomme konflikter og uenigheder om, hvorvidt det var retfærdigt over for de pågældende eller ej.
Det ville være blevet en sag om enkeltpersoner og ikke om et strukturelt problem. Alle andre kunne så – særdeles “bekvemt” – vaske deres hænder, som om de slet ikke havde noget medansvar for den sexistiske tone på arbejdspladsen.
Virkeligheden, som mange synes at have svært ved at forstå, er, at problemet IKKE kun er personligt, for så længe alle er passive tilskuere og ikke gør noget ved det, er alle reelt medskyldige. Derfor måtte dette tages op som et strukturelt problem, der skal adresseres generelt. Apropos det færøske ordsprog: Den, der er skyldig, føler sig ramt. Store, stærke, selvbevidste og ikke-sexistiske mænd må tåle at have en alvorlig samtale om sexisme, uden at blive nærtagende og føle sig anklaget. Der er jo ingen grund til at tage det personligt, hvis man er uskyldig. Så kan man jo bare tage det ganske roligt.
Både mænd og kvinder begår kønsdiskrimination, men mest mænd
Nogle har bemærket, at sexisme findes både mod mænd og kvinder. Ja, sexisme/kønsdiskrimination kan være kvinde mod kvinde, mand mod mand, mand mod kvinde eller omvendt. At begge køn kan opleve sexisme gør det ikke mindre relevant at diskutere emnet. Det lyder som om, mange kan blive klogere, sådan som begrebet diskuteres på forskellige tråde på Facebook i forbindelse med, at dette tema er på dagsordenen.
Personligt synes jeg, det er meget godt, at sexisme nu er til debat I Lagtinget – og at Lagtinget viser sig som et forbillede i denne sag, så vi alle kan lære af det og blive mere bevidste om sexisme, fordi alt for mange mennesker, der har lidt under den, har været tavse af frygt for at blive beskyldt for hysteri og overdrevet nærtagenhed. Derfor er det meget godt, hvis politikere nu vil tale åbent om dette emne og måske erkende, at de muligvis har været blinde over for sexisme.
Sexisme har så længe været almindelig og så indvævet i vores kultur, at folk næsten opfatter sexistisk adfærd som “naturlig” – dvs. at selv mennesker, der normalt er meget høflige og slet ikke opfatter sig selv som sexistiske, kan komme til at sige noget sexistisk, uden at de tænker på det som “sexisme”/kønsdiskrimination. Det gør dem ikke til forbrydere. Men det er stadig ikke i orden.
Det, vi må erkende, er, at en kultur er sexistisk, når sexisme uantastet får lov til at fortsætte. Lige meget, om det er én, to eller 30 personer, som begår sexistiske handlinger. Kulturen er sexistisk, når andre – oftest mænd – ikke siger fra, når de er vidne til, at sexisme finder sted, da man så er med til at opretholde kulturen.
Ubevidst om egen sexisme
Er det i orden at udpege enkelte personer som syndebukke for blot at opføre sig i overensstemmelse med en ret udbredt sexistisk mentalitet, som hidtil har været så almindelig i samfundet, at måske hver anden mand er skyldig i at have sagt eller gjort noget sexistisk på et tidspunkt – måske uden at være klar over det, fordi det er så almindeligt og så legitimt i dagens samfund? Ofte ubevidst støttet af kvinder også, fordi de er så vant til det, at de ikke tror, det kan være anderledes.
Jeg har så ofte – ja, utallige gange – oplevet det selv, og jeg ved fra så mange andre kvinder, at de også oplever disse små, subtile mikrosexistiske hentydninger i dagligdagen – også fra ellers meget søde og velmenende mænd, som måske har sagt noget i spøg, som de sandsynligvis ikke mener så ondt, men som i virkeligheden er ret sexistiske. For eksempel på den internationale kvindedag, den 8. marts, at lægge billeder ud på Facebook af kvinder, der er dårlige til at parkere. Sjovt, ja, helt sikkert. Men primitivt. Og dumt. Og ren kønsmobning. Men de mænd, der lægger sådan noget ud, synes bare ikke rigtig at være klar over, at det er, hvad det er, fordi det er så indvævet i vores samværsform, at det næsten føles naturligt.
Derfor giver jeg ikke disse mænd skylden for at sige eller handle sexistisk og gider – ligesom lagtingskvinderne – heller ikke pege på nogen og hænge nogen ud for det, fordi dette ikke er et personligt problem. Dette er et systemisk problem.
Forbedret forståelse mellem kønnene
Det tjener intet godt formål at gøre visse personer til syndebukke. Det skaber kun større kløfter mellem kønnene, fordi mange af disse mænd føler sig helt uskyldige og udsat for grundløse anklager. De ved nemlig udmærket godt, at de absolut ikke er de eneste, der har begået den samme “synd”, så hvis de skal anklages, så er der rigtig mange andre, der også bør anklages.
Er det derfor ikke bedre at belyse selve problemet med sexisme – og på en mere konstruktiv måde at gøre os alle sammen mere bevidste om, hvad sexisme er, og om, hvordan vi alle er mere eller mindre medvirkende til at bevare sexismen – og om, hvordan vi kan opføre os på en mere respektfuld måde over for hinanden fremover?
Er det ikke bedre, at vi alle får en større forståelse for, hvor sexistisk vores kultur egentlig er, og hvordan? Og ikke mindst, hvorledes denne kultur i sidste ende påvirker mange til at tro, at kvinder på en eller anden måde ikke har samme vægt eller betydning for samfundet som mænd? Hvad med, at vi alle starter med at forsøge at lytte bedre til dem, der føler sig udsat for sexisme, i stedet for at beskylde dem for at være overfølsomme eller hysteriske, for at “hade mænd” osv., og på den måde lægge sten til byrden?
Hvad er problemet med at tale til og om kvinder med respekt?
Jeg ser på Facebook, at mange – især mænd – klager over, at kvinder er blevet alt for snerpede, og nu “kan man ikke længere tillade sig at sige noget.” Der er enorm forargelse over det. Men er det ikke også snerpet at reagere så voldsomt, når det eneste, kvinder i virkeligheden beder om, er at blive talt til – og om – som ligeværdige mennesker på lige fod med andre? Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor det skulle være et problem. Så hvem er egentlig den snerpede nu?
Hvad med, at vi alle i stedet påtager os et fælles ansvar for at udrydde sexisme – f.eks. først ved at sætte os ind i, hvad sexisme er, og ellers i dagligdagen være opmærksomme på det og på en venlig måde sige fra, når vi ser det, både når vi selv bliver udsat for sexisme, eller når vi ser andre blive det, så de, der nogle gange kommer til at overskride grænser, bliver klar over, at det er det, de gør. Her kan ledelserne på arbejdspladserne også spille en stor rolle ved at gå forrest.
Indtil vi slipper af med sexisme/kønsdiskrimination – helst i fællesskab – må vi desværre alle leve med risikoen for at blive mistænkt for at støtte sexisme, hvis vi tier og lader stå til og ikke aktivt deltager i at få den udryddet.
