Af Elin Brimheim Heinesen
Med hensyn til kvindernes kampdag i går. Hvor langt er vi kommet med ligestillingen, når det kommer til vores holdninger? Mange hænger stadig fast i gamle forestillinger om kønnene, som dominerede i 60’erne (som rådene til kvinderne på billedet til højre illustrerer)?
Det virker i hvert fald mere end nogensinde før som, at det er denne rolle, nogle mænd stadig drømmer om, at kvinden vender tilbage til. Og man hører også nogle unge kvinder tale for noget lignende i dag: at de ser det som frihed at være hjemmegående og passe sine børn.
Det er fint at være hjemmearbejdende, men det er utroligt, at der stadig i 2020 findes mennesker, der næsten udelukkende ser kvinder i rollen som den ofrende husmor. Jeg har endda set nogle gå så langt som at mene, at ALLE kvinder burde påtage sig denne rolle igen – som om det er det eneste, kvinder kan bruges til. Dem, der synes, at denne kønsrollefordeling er ideel, hvordan kan de forestille sig, at alle kvinder ville trives i denne rolle?
Er hjemmegående mænd “umandige”?
Personligt kunne jeg aldrig drømme om at opgive mit arbejde for at være husholdningskone for en mand, passe børnene og intet andet! Det ville have været spild af mine talenter og kompetencer, og jeg ville virkelig mistrives, hvis jeg blev tvunget til det. Og for resten… der findes faktisk også mænd, som ville elske at have den hjemmegående rolle for en udearbejdende kone, så hvorfor kunne de ikke ligeså godt påtage sig den rolle uden at skulle frygte at blive set som “umandige”?
Ét er at sætte en ære i at være hjemmegående og udføre husligt arbejde. Det er al ære værd og alt godt om det. Der er uden tvivl både kvinder og mænd, der har lyst til at være hjemmegående, selvom jeg tror, at de fleste mænd næppe ville have lyst at bruge al deres tid på omsorgs- og husholdningsarbejde uden løn – for ikke at tale om frygten for stigmatisering.
Noget helt andet er, at et helt køn skal være underlagt det andet køn og tjene det betingelsesløst uden at få lønkompensation for det. Det er det samme som slaveri, uanset hvor romantisk og hvor nostalgisk man fremstiller dette forhold mellem mand og kvinde, hvor man drømmer om at genoplive en tid, hvor “mænd var mænd” og “kvinder var kvinder”.
Har vi glemt den oprindelige årsag til kampen for kvinders befrielse?
Er det virkelig en sådan fortid, vi skal stræbe efter at få tilbage? Dem, der mener det – har de glemt årsagen til, hvorfor mange kvinder ikke længere orkede det mønster, der var, og gjorde oprør mod det ved at gå med i kvindernes bevægelse og kæmpe i 100 år for at befri kvinderne fra slaveriet?
Selvom vi kan sige, at de fleste konsekvenser af denne kamp har været gavnlige og har forbedret samfundet, har udviklingen desværre også haft nogle mindre heldige konsekvenser. Fordi begge køn i dag skal bruge det meste af deres tid på at arbejde lønnet arbejde udenfor hjemmet for at tjene nok til livets ophold, bliver hjemmet og børnene måske oftere forsømt end før. Dette får nogle til at tro, at det var “bedre”, som det var før.
Men løsningen er ikke at tvinge alle kvinder tilbage til gryderne for at arbejde uden løn, og at gøre dem 100% økonomisk afhængige af en (udearbejdende) mand, hvilket også forhindrer dem i at bidrage til samfundet på andre måder, hvis de har vilje og evne til det.
Hæv hjemmearbejde op til ære og respekt – ved at honorere dette arbejde
Nej, løsningen er snarere at vi hæver husligt arbejde op til ære og respekt – mere end nogensinde før – ved at give folk, uanset om de er kvinder eller mænd, der vælger dette som fuldtidsarbejde, en vel fortjent løn for deres arbejde, så de ikke behøver at være økonomisk afhængige af andre, men kan klare sig selv, uanset om de er i et forhold eller ej.
Hvis det var lønnet arbejde at være hjemmegående og tage sig af hjemmet, børnene, de syge og de ældre, så forventer jeg ikke, at dette arbejde ville være så undervurderet, som det ofte er i dag, eller så skarpt knyttet til køn.
Men det kræver en større ændring i tankegangen, fordi vi er så vant til at tænke, at en kvinde ikke er en “rigtig” kvinde uden at hun frivilligt påtager sig den ulønnede rolle som den ofrende husmor, der opgiver sin (økonomiske) frihed for at passe mand og børn, og at en mand ikke er en “rigtig” mand, medmindre han tager ud på arbejdsmerkedet og arbejder for at tjene penge til familien.
Begge køn må deltage i omsorgsrevolutionen
Jeg har intet imod, at forældre vælger at prioritere deres børn. Tværtimod mener jeg, at de skal have en fortjent lønkompensation for at gøre det, fordi alle børn har fortjent at få mere tid og opmærksomhed fra deres forældre. Men jeg mener ikke, det kun bør være mødrenes ansvar at træde ud af arbejdsmarkedet for at være sammen med børnene.
Den såkaldte “omsorgsrevolution”, som folk taler om i dag, er absolut nødvendig og påkrævet, men samtidig frygter jeg, at den kan blive et tilbageskridt for kvinderne, hvis mændene ikke også deltager. Fordi hvis mændene ikke også tager deres del i alt derhjemme, vil kvinderne blakke agterud på arbejdsmarkedet, samt at (nogle) arbejdsgivere vil være tilbageholdende med at ansætte kvinder, fordi de ved, at kvinderne har længere barselsorlov end mænd og derfor ikke er lige så pålidelig arbejdskraft i deres øjne.
Desværre er det stadig sådan, at det i høj grad er kvinderne, der skal træffe det hårde valg: enten prioriterer du dine børn ELLER du prioriterer dit arbejde/karriere. Ingen mellemting. Ansvaret skulle have været bedre fordelt mellem mand og kvinde, så hverken børn eller karriere bliver forsømt, fordi begge forældre er udearbejdende. Jeg forstår godt, at mødre ønsker at gå ned i tid, når børnene er små, så de har mere tid til børnene. Men jeg forstår ikke, hvorfor mændene ikke også ønsker at have mere tid til børnene.
Nej, der er lang vej endnu, før vi – mentalt – opnår ligestilling, hvor det er ligegyldigt, hvem der tjener pengene, og hvem der gør hvad, blot alle får lov til at gøre det, de har bedst evner til.
