Af Elin Brimheim Heinesen
Uanset om vi kan lide det eller ej, er homoseksualitet en virkelighed, vi ikke kan lukke øjnene for. Enten accepterer vi denne virkelighed, eller også gør vi det ikke. Men det hjælper ikke at stikke hovedet i sandet. Homoseksuelle har altid eksisteret og vil ikke forsvinde, uanset hvad der gøres for at forhindre disse mennesker i at elske deres eget køn. Er der noget alternativ til at acceptere virkeligheden, som den nu engang er? Nogle vil placere sig mellem to stole. Jeg læser for eksempel ofte på Facebook, at folk siger, at de “elsker de homoseksuelle – bare ikke deres livsstil”. Som om det på en eller anden måde er en undskyldning for at diskriminere homoseksuelle mere end andre. Men kan du både blæse og have mel i munden samtidig?
Hvorfor er ‘at elske’ og ‘at elske’ ikke det samme?
Jeg undrer mig over, hvad det egentlig betyder – at folk “elsker homoseksuelle” men ikke kan lide “deres livsstil”. Jeg undrer mig over, hvad folk forestiller sig. Hvad tænker folk, når de siger, at de ikke kan lide de homoseksuelles “livsstil” ? Hvad er det præcis, de ikke kan lide? Hvad er det for en måde at leve på, de mener, er så modbydelig? Hvorfor er denne måde værre end måden at leve på for andre? Homoseksuelle er ikke perfekte, nej. Men hvem er det? Alle er ikke ens. Er der ikke mindst lige så meget i måden, mange heteroseksuelle lever på, der kan være ubehageligt? Hvad præcis er det, der gør, at de homoseksuelles måde skulle være værre end de heteroseksuelles? Hvad er det, der skulle retfærdiggøre, at man skelner mellem homoseksuelle og heteroseksuelle?
Eller er det måden at elske på, folk ikke kan lide? Hvad er så modbydeligt ved, at et menneske elsker et andet menneske? Hvad er præcis forskellen på måden en homoseksuel elsker på og måden en heteroseksuel elsker på, som gør den ene måde så meget mere modbydelig end den anden? Hvorfor er det i orden for nogle at elske, men ikke for andre, bare fordi de er blevet forelskede i et menneske af samme køn? Hvad er der egentlig så anderledes i den måde, at det retfærdiggør, at man med lov skal forhindre disse mennesker i at have samme ret til at konsolidere deres kærlighed ved ægteskab fx og sikre deres elskede, på samme måde som andre elskende kan?
Er det virkelig ”at elske de homoseksuelle” ikke at ville tillade dem at leve sammen med deres elskede efter samme betingelser som andre? Hvorfor nægte nogle denne mulighed og ikke andre, bare fordi den, de elsker, er af samme køn? Hvordan kan man retfærdiggøre at gøre denne forskel på mennesker? Er deres kærlighed ikke lige så dyb og lige så meget værd at fejre? Hvad er der så frygteligt ved den kærlighed?
Er det hadefuldt at stille disse spørgsmål? Nej, jeg spørger kun, fordi jeg har svært ved at se forskellen. Jeg har meget svært ved at se det modbydelige i, at mennesker elsker hinanden – at de vil leve sammen og holde af hinanden og skabe sig en god tilværelse sammen, hvor de lever i fred og harmoni blandt andre, og hvor de opfylder deres pligter som samfundsborgere, arbejder og betaler deres skat som alle andre. Hvad er det, der er så frygteligt ved en sådan livsstil?
Jeg har stillet de samme spørgsmål på Facebook før, og har undret mig over, at de er blevet karakteriseret som hadefulde mod kristne, og at jeg skaber splid ved at stille dem. Lad mig understrege, at det på ingen måde er min hensigt at anklage nogen for had ved at stille disse spørgsmål – heller ikke at så splid. Tværtimod. Jeg har simpelthen stillet disse spørgsmål af et ærligt hjerte, fordi jeg virkelig ikke forstår, hvorfor folk ønsker at forhindre nogen i at elske et andet menneske. Og fordi jeg ønsker, at folk spørger sig selv om rimeligheden i det, de siger om de homoseksuelle.
Jeg ønsker bare, at folk tænker sig om, når de udtaler sig om homoseksuelle. Jeg ved ikke, om de ved, hvor sårende det er, når denne kærlighed, som er lige så ægte og ren som al anden kærlighed, kaldes “en fordærvet vare” og alt muligt andet modbydeligt, som er en af de formuleringer, der er blevet ytret fra lagtingets talerstol. Det ser ud til, at folk, der siger sådan noget, fuldstændig glemmer – eller ikke forstår, at de taler om mennesker af kød og blod med nøjagtig de samme følelser som alle andre mennesker. Det er, som om de ikke ved, at sådan noget føles som nedværdigende og ren chikane for de homoseksuelle, deres familier og venner. At bruge Bibelen til at retfærdiggøre chikane mod uskyldige mennesker, synes ikke kun at være uvidenhed, men også hovmod og arrogance, fordi ifølge den kristne tro er det kun én, der kan dømme i sidste ende.
En rørende kærlighedsdigt
Venligst læs kærlighedsdigtet nedenfor. Dette er en af de smukkeste kærlighedsdigte, jeg nogensinde har læst:
This is my person.
This is my love.
The biggest love.
The love of my life.
This is the match of a lifetime.
The tinder date that lasted for weeks.
The most beautiful human I’ve ever met.
This is who makes me laugh every day.
Who takes me on adventures I never thought I’d have.
This is who makes me feel excited, makes me feel calm, makes me feel free, makes me feel safe all at the same time.
This is who makes me feel beautiful.
This is who gives me strength.
This is who has endless support for me.
This is who lights sparks in my eyes and fireworks in my body.
This is who I’m gonna write a thousand songs about.
This is who I didn’t know, I had been looking for all along.
The person that makes me the best version of me.
And who forgives me without hesitation when I’m not.
This is who treats me better than I thought a significant other was supposed to.Better than I thought I deserved and who made me see that I do.
This is who loves me for my quirks, silliness and spiky, unshaven legs.
This is the strongest person I know.
So kind.
So brave.
So curious.
So adventurous.
So generous.
So funny, idealistic and stylish.
A logistics genius with the voice of an actual goddess.
Her whole existence is a fierce act of resistance against societal and familial expectations.
I’ll probably never be able to fully understand the shit that she has to face daily.
And still she looks upon the world and sees endless potential.
I want to submerge myself in the depths of her being forever.
This is who I choose.
This is who asked me to marry her.
This is who I said yes to.
This is my future wife.
Min datter, Helena, skrev kærlighedsdigtet til sin forlovede, Lorri, i september 2017, lige efter at Lorri bad Helena om at gifte sig med hende. Digtet illustrerer meget fint, at kærligheden mellem homoseksuelle er lige så ægte og ren som kærligheden mellem heteroseksuelle.
Vil drømmen briste?
De to – Helena og Lorri – giftede sig i marts i år i New York, hvor Lorri er født og opvokset. Det var et fantastisk dejligt bryllup, fyldt med romantik, kærlighed, glæde og håb for fremtiden.
Helena og Lorri mødtes i København, hvor Lorri var udvekslingsstudent. De blev dybt forelskede i hinanden med det samme. Da skoleåret var slut, måtte Lorri desværre tilbage til USA, selvom hun gerne ville blive. Men det kan ikke lade sig gøre i Danmark. Loven forhindrede hende i det. Så de måtte længe have et langdistanceforhold, hvor de rejste frem og tilbage til hinanden så ofte som muligt. Hele denne tid drømte de om så hurtigt som muligt at kunne bo fast sammen. Men når du kommer fra to forskellige lande, er det næsten umuligt.
Da det var hurtigst og nemmest for Lorri at få opholdstilladelse i Sverige, prøvede de derfor den mulighed. I foråret lykkedes det dem endelig at få tilladelse til at flytte sammen i Malmø lige efter brylluppet. De var heldige at få en lejlighed og er utroligt glade og lykkelige for endelig at kunne bo fast sammen. Jeg har aldrig i mit liv set min datter lykkeligere.
Næste skridt i drømmen er at søge om opholdstilladelse til Lorri på Færøerne, så de to kan flytte hertil, så snart det er muligt. Men nu da de konservative kræfter desværre er begyndt at rasle med sablerne, er de begyndt at tvivle på, om de overhovedet er velkomne på Færøerne. De frygter, at drømmen om at flytte til Færøerne vil briste. Og jeg må indrømme, at jeg som mor også vil blive meget ked af det, hvis drømmen brister.
Lad kærligheden blomstre
Jeg har glædet mig så inderligt over udviklingen på Færøerne de seneste år – blandt andet at homoseksuelle har fået retten til at gifte sig. Det har åbnet muligheden for, at min datter endelig kunne flytte hjem og trives her sammen med sin elskede kone. Men nu, efter at resultatet af lagtingsvalget (det færøske parlament) er klart, er frygten for, at alt dette falder til jorden, begyndt at plage alvorligt. De konservative kræfter må simpelthen ikke få magt som de har agt!
Jeg elsker min datter og ønsker hende og min svigerdatter alt det bedste i verden. Jeg vil – som mor og svigermor – så gerne understrege for det færøske folk, at uanset kønnet, så må kærligheden for alt i verden få lov at blomstre!
Jeg spurgte derfor Helena, om jeg måtte gengive ovenstående smukke kærlighedsdigt til hendes forlovede i håbet om, at alle, der læser det, forstår, at kærligheden mellem homoseksuelle i grunden ikke er anderledes end kærligheden mellem heteroseksuelle. Vælger du, hvem du forelsker dig i? Hvis du har en partner, hvornår præcis valgte du så at forelske dig i ham eller hende? Eller var det noget, der bare skete? Selvfølgelig er vi ikke herrer over, hvem vi falder for. Du forelsker dig i – og elsker den, du elsker. Og selvfølgelig vil du være sammen med den, du elsker.
