Oversættelse af den svenske kronik af Maria Sveland “#MeToo och bakslaget”: https://www.etc.se/kronika/metoo-och-bakslaget
Hvis der er en ting, som feminister kan være sikre på, så er det, at alle deres succeser møder modstand.
Tilbageslagene kan se forskellige ud og være mere eller mindre vellykkede, men at forsøget gøres, er lige så sikkert som, at den såkaldte “Kulturprofilen” med koblinger til Det Svenske Akademi har bidraget til at udvide udtrykket ‘gentleman’.
Derfor er det, i den frigørende revolution, som #metoo satte igang, interessant at studere alle de konstruerede indvendinger, der nu høres.
Først kom kritikken af navngivningen af gerningsmænd. En påstået bekymring om, at medierne ville komme til at agere som en domstol, hvor enhver tilfældig vred kvinde kan navngive hvem som helst som hævn for småt eller stort.
Dette argument var næppe holdbart, eftersom at ud af alle de tusindvis af vidnesbyrd, der er skyllet ind over os de sidste uger, er der kun tre eller fire personer, der er blevet navngivet (ikke kun af en enkelt kvinde. Nej, en hel række kvinder stod bag anklagerne mod disse personer). Tre-fire navngivne mænd af flere tusinde gerningsmænd. Er der virkelig nogen, der for alvor bekymrer sig om, at dette vil føre til, at presseetikken bliver udhulet?
Vi har set betydeligt mere alvorlige tilfælde af spekulativ navngivning end disse i det forløbne år.
Den anden form for kritik, der nu begynder at vise sig, er at #metoo blander det hele sammen, småt og stort. At fortællinger om lettere sexchikane blandes sammen med fortællinger om ren voldtægt og andre mere voldsomme handlinger, og at dette så udvander betydningen af de “virkelige” overfald.
Uviljen mod at se, hvordan sexistisk jargon er forbundet med seksuel chikane og endda også med dens mest ekstreme udtryk, voldtægt, er fascinerende. Som om alle de mænd, der har forgrebet sig på kvinder i årevis, fik den idé ud af ingenting. Som om det ikke var en handling, der blev opmuntret og voksede sig selvsikker af andres sexistiske jokes og uvelkomne, ufølsomme hænder på kvinders kroppe. Som om voldtægt og andet misbrug ikke var et produkt af den sexistiske kultur, vi alle sammen vokser op i.
Endnu en gang bliver det mildt sagt surrealistisk at se, hvordan bekymringen vendes i den modsatte retning. I stedet for at bekymre sig om, at stort set alle piger og kvinder har oplevet sexchikane og vold, så udtrykker debattører, kronikører og andre meningsdannere bekymring over de mænd, der bliver tavse og ikke længere ved, hvordan man skal flirte eller nærme sig kvinder. En bekymring for, at “den rationelle samtale vil lide sammenbrud pgra. angiverkulturen” (Lena Andersson i P1 Studio One 28/11). Bekymringen over, at nogle nu – i stedet for at kunne sætte spørgsmålstegn og diskutere – føler sig tvunget til kun at lytte (!).
Hanne Kjöller var inde på det samme spor i ’Aktuelt’ (30/11) og udtrykte bekymring for, at nu var det de let krænkede, der slog tonen an og ikke formåede at skelne småt fra stort.
“Det hører til voksenlivet at få stillet spørgsmål, man ikke ønsker, og i nogle tilfælde at være nødt til at sige nej til dem. Det hører til voksenlivet, at nogle fortæller dårlige vittigheder. Det hører til voksenlivet, at der findes kronikører, der udtrykker holdninger, man ikke deler. ”
Øh. Ja. Som om det er det, #metoo handler om. Det må være en af de morsomste, mest fjendtligsindede fejlfortolkninger, jeg har hørt. Hidtil.
Vi har alt at lære af historien, og for mange år siden oplevede vi en af den moderne tids største tilbageslag mod feminister i Sverige. Også dengang drejede det sig om kvinder, der forsøgte at synliggøre den vold, der eksisterer i de nære omgivelser for de fleste kvinder. Dengang handlede det om Roks og forskeren Eva Lundgrens rapport ”Slagen Dame”. Den samme slags fjendtlige fortolkninger af forskningen som nu, den samme slags “bekymring” over, at voldsudøveren kunne være hvem som helst.
Kritikerne skreg sig højrøde over, at den Slagne Dame blandede helt forskellige udsagn om vold sammen, og at man i undersøgelsen – i stedet for at stille generelle spørgsmål om oplevelser af mishandling – stillede specifikke, detaljerede spørgsmål:
“Har du erfaring med spark, med slag med åben håndflade, med at blive hevet i dit hår.”
Blandt de 7.000 kvinder, der svarede på undersøgelsen, oplyste 56%, at de var blevet chikaneret seksuelt.
Kritikerne (inklusive Hanne Kjöller) mente, at de adspurgte trivialiserede volden, og at tallene var helt vildledende.
“De fremstillede det, som om det var klodsede jokes og ikke ’rigtig’ vold, vi beskrev, og mente at vi burde koncentrere os om ægte vold. Men vores point var, at du aldrig vil se den alvorlige vold, hvis ikke du kan se, hvor den starter. Den sammenhæng, hvor vold gradvis får accept og tolerance.” Det sagde Jenny Westerstrand, en af de bidragende forskere bag undersøgelsen, som jeg interviewede til min bog “Hadet – en bog om antifeminisme “.
Dengang førte tilbageslaget til ødelæggende konsekvenser for alle de involverede. Et livs forskningsarbejde, Eva Lundgrens, om mænds vold mod kvinder blev knust.
Vi ved, at tilbageslaget kommer, men lad os denne gang stå bredt sammen, parate til sagligt at møde alle de påhitsomme argumenter og indvendinger. Lad os bakke hinanden op, så ingen skal føle sig ensomme derude i den skarpe blæst (som det så ofte har været tilfældet før). Lad “kritikerne” vende tilbage med deres falske bekymring til deres fancy, lukkede rum og hemmelige selskaber med uforrettet sag.
#Metoo er en af de mest rationelle og relevante samtaler, der nogensinde er blevet ført i dette land.
