Artiklen stod i bladet Kvinna i februar 2017
Af Elin Brimheim Heinesen
Internettet har givet kvinder i dag mulighed for at udtrykke sig på utallige nye, individuelle måder. Kvinder kommunikerer i et omfang, som aldrig er set før. Denne nye virkelighed har ført til det, vi kalder “den fjerde kvindebevægelse”, og har på mange måder styrket kvinders stilling. Men samtidig ser vi også en stærk modreaktion, der udfordrer kvindebevægelsen.
Hvad står „den fjerde kvindebevægelse“ for?
Den omfattende teknologiske udvikling og globalisering efter årtusindskiftet har betydet, at større samfundsændringer sker hyppigere og hurtigere end nogensinde før. Den nye informationsteknologi og den digitale verden virker fuldstændig naturlig for den nye generation af unge kvinder, som er meget bevidste om deres seksualitet og dygtige til at bruge teknologien. De gør opmærksom på sig selv på deres egen måde og former den fjerde kvindebevægelse ved at skabe deres egne platforme og støttegrupper, bl.a. på sociale medier. Af dette er opstået et væld af forskellige grupper, hvor folk støtter hinanden i at styrke deres unikke identitet indbyrdes.
Nogle mener, at denne udvikling blot er en endnu mere radikal opsplitning af kvindebevægelsen, som allerede var opdelt i en række forskellige fraktioner. De mener, at dette holder kvinder fast i interne stridigheder, hvor det store billede udviskes, og fælles udfordringer glemmes. Andre ser den teknologiske revolution som en del af en større frigørelse – ikke kun af kvinder, men som noget, der styrker os alle som individer og vores muligheder for frit at vælge vores egen identitet.
Hvor er kvindebevægelsen så på vej i dag? Hvilke mål sætter nutidens kvindebevægelse på dagsordenen? Gamle debatter om køn og kønsforskelle lever stadig i bedste velgående – ikke mindst på sociale medier – for eksempel om kvinder nu virkelig kan køre bil eller beskæftige sig med teknologi m.m. Det er nemt at blive viklet ind i sådanne nytteløse, bagudskuende debatter. Men forsøger vi at sætte nutidens kvinders problemer i et fremtidsperspektiv, har vi da nogen sikkerhed for, at de opnåede rettigheder ikke går tabt igen?
Kvinders situation i dag
Unge kvinder i dag har vænnet sig til frugterne af udviklingen og de kvindebevægelser, der gik forud. Prævention har givet kvinder mulighed for at have kontrol over, hvor mange børn de vil have og med hvem. At få børn, når man er over 40, er ikke længere en dødsdom, som det ofte var for 150-200 år siden. Adgang til sundhedsforsikring og medicin betyder, at flere børn overlever. Kvinder er ikke længere nødt til at få mange børn for at sikre deres alderdom. I dag har de tid og råd til at få en uddannelse. Og de behøver ikke længere at vælge mellem at få børn, uddanne sig og arbejde. De kan vælge det hele.
For kvinder i den vestlige verden er det en selvfølge i dag at have mulighed for at have et job, der giver dem økonomisk frihed – og dermed frihed til at vælge, hvilket liv de vil leve. Selvom det stadig kan være svært for kvinder at opnå højere stillinger, er det ikke længere forbudt for kvinder at være økonomisk uafhængige eller at få ledende stillinger. De skal bare ofte kæmpe hårdere end mænd for at opnå det samme. Men i dag kan de blive respekteret for at udføre et arbejde, der før blev betragtet som arbejde kun for mænd. De kan stemme og stille op til valg. De kan vælge at leve alene. De kan klæde sig, som de vil. De kan have det sexliv, de ønsker. Som oftest kan de gå på arbejde på kontoret eller deltage i fester uden at forvente, at nogen overskrider deres grænser og rører ved dem uønskede steder. Kvinder ønsker ikke at give afkald på denne frihed igen.
Kan grundlaget for ligestilling forsvinde?
Men det er ikke en selvfølge, at kvinder i al fremtid vil have muligheden for at styre deres egen skæbne i så høj grad som nu. Når vi tænker på, hvor langt der er tilbage for mange kvinder andre steder i verden, før de opnår ligestilling, og hvor få generationer, det er siden, at kvinder i vores del af verden ikke havde de nævnte rettigheder – min bedstemor var barn, da kvinder endnu ikke havde opnået stemmeret – ja, så kan man måske frygte, at denne periode med mere ligestilling for os blot var en parentes i historien.
Vi lever i dag i en økonomi styret af et rigt fåmandsvælde. Hvis økonomien rammes af en alvorlig økonomisk krise, er det sandsynligt, at kvinder først vil miste deres job, blandt andet fordi så mange kvinder arbejder i serviceerhverv, som er særligt udsat i krisetider. Dernæst rammes mændene. Stadig flere mister deres job i forbindelse med at avanceret teknologi og automatisering trænger kraftigt ind på arbejdsmarkedet i øjeblikket og vinder konkurrencen mod menneskelig arbejdskraft, der bliver stadig mere overflødig. I dag er mange derfor nødt til at sælge deres arbejdskraft for en lav løn.
Disse samfundsudfordringer kan hurtigt få kvindekampen til at blegne, medmindre en ny økonomi udvikles, som på en eller anden måde støtter de arbejdsløse og fattige og sikrer en mere ligelig fordeling. Når et flertal af mænd ender på samfundets bund, og mænd mister deres status, så udhules kampen for ligestilling. Hvem bekymrer sig om, hvorvidt de er slaver for en dronning eller en konge? For en slave er slaveejerens køn irrelevant. Han har ingen overskud til at tænke på at beskytte rettigheder, hverken for det ene eller det andet køn. Han vil bare overleve.
Er opnåede rettigheder en undtagelse i historien?
De seneste år har vi set en modreaktion mod kvindebevægelsen, hvor kvinder – især stærke kvinder i indflydelsesrige positioner – bliver chikaneret med nedladende bemærkninger og direkte trusler, og hvor for eksempel voldtægtsofre bliver latterliggjort, hånet og hængt ud på sociale medier. Retten til abort, som nogle lande har indført, er under hårde angreb, så fundamentet for disse rettigheder smuldrer. Mange unge kvinder vælger kun at arbejde deltid eller siger, at de vil være hjemmegående på fuld tid. Derved sætter de sig selv i en økonomisk svag position, hvilket også fjerner deres muligheder for at avancere på arbejdsmarkedet og påvirke samfundet.
Grundlaget synes at vakle under ligestillingen, og man kan derfor få indtrykket af, at opnåede rettigheder kan glide kvinder af hænde igen. Hvad nu hvis de nuværende forhold er en undtagelse i historien – og ikke en norm, der vil holde for evigt? De fleste mennesker, der støtter demokratiet, siger, at nej, det vil aldrig ske igen, at kvinder bliver lænket og tavse. Oplysningstiden og den teknologiske udvikling har oplyst os så meget, at der ikke er nogen vej tilbage. Lande, der stadig forhindrer kvinder i at deltage i valg eller eje ejendom, vil før eller siden følge de demokratiske lande. Men kan vi være sikre på det?
Gennem hele historien har kvinder vundet og mistet rettigheder igen. Hvordan kan de føle sig trygge? Ingen minoritetsgruppe kan føle sig tryg. Sexisme, kvindehad, homofobi, transfobi og lignende former for fordomme trives udmærket godt. Når der er krisetider, blomstrer hadet til minoritetsgrupper endnu mere. Beskytter vores love ligestillingen godt nok til, at udviklingen ikke kan gå den forkerte vej?
Mandschauvinister har god medvind i dag
Nu ser det ud til, at en magtfuld præsident på den anden side af havet ønsker at udfordre hele kvindebevægelsen og andre mindretalsgrupper sammen med en anden magtfuld præsident mod øst. Begge er kendte for at dyrke macho-idealer og forskelsbehandle folk. I Rusland har regeringen netop genindført en lov, som ellers blev ophævet, der giver russiske mænd ret til at slå deres koner for at straffe dem, hvis de ikke adlyder manden.
I USA er præsidenten indbegrebet af en sand mandchauvinist. Der findes eksempler på, at han opfører sig som en liderlig hund, der praler af at tage sig friheder til at røre ved kvinder, som han vil. Han synes ikke at have nogen respekt overhovedet for kvinders autonomi over deres egen krop. Han udtrykker, at han synes, at kvinders menstruation er vammel. I hans verden er det helt fint det ene øjeblik at udvise ‘respekt’ for en kvinde og i det næste øjeblik at forgribe sig på hende. Han mener, at det blot er ‘komplimenter’ til kvinden. Dog er det kun de kvinder, der er smukke nok, som får ‘æren’ af at blive ‘komplimenteret’ på denne måde af ham osv. osv.
Manden er et sandt mareridt for kvindebevægelsen, som ellers havde forventet, at han ville tabe valget til en kvinde. Mange troede, at sejren for den kvindelige præsidentkandidat var sikker, og at flertallet af vælgerne ville støtte ligestilling og sætte kryds ved kvinden, som på så mange måder var bedre kvalificeret end den mandlige kandidat. Men sådan blev det ikke. Vælgerne vragede ikke mandchauvinisten, som gennem hele valgkampen promoverede sig med kvindeforagt og talte til det værste – frygten og vreden – i mennesker. Denne mand er nu blevet præsident i verdens mest magtfulde land.
Uden sundhedspleje og prævention, ingen frigørelse for kvinder
Det kan konstateres, at en gruppe vælgere var ligeglade med, hvad denne joker i den amerikanske valgkamp sagde om kvinder. De kvinder, der har nydt flest fordele af opnåede rettigheder, må erkende, at de værdier og det verdenssyn, som er vigtigt for dem, ikke har samme betydning for en stor del af den amerikanske befolkning, som lever et helt andet liv end dem. Denne del af befolkningen valgte i stedet at sætte en mand ved roret, som blandt andet har sagt, at han vil afskaffe “The Affordable Care Act” (Obamacare) og dermed adgangen til prævention og sundhedspleje for fattige kvinder i USA.
Dette siger noget om, at kvindebevægelsen i den vestlige verden slet ikke står så stærkt, som den troede. Hvem vil lide mest under denne nye situation i amerikansk politik? Det er minoriteterne – muslimerne, LGBT’erne, indvandrere, de ikke-hvide – og det er kvinderne. På den anden side sås det også dagen efter, at den nye amerikanske præsident blev indsat, at millioner af mennesker strømmede ud på gaderne over hele verden for at protestere mod de foranstaltninger, som præsidenten havde meddelt, at han vil indføre, og som vil ramme disse grupper hårdest. Det ser ud til, at folk vågner op, nu hvor de føler, at opnåede rettigheder er truet. Grundlaget er således lagt til en ny massebevægelse.
Der er ingen tvivl om, at sikkerhed for sundhedspleje og prævention er utrolig vigtigt, især for kvinder. Kvinder over hele verden vil ikke blive frigjort uden adgang til sundhedspleje og prævention. Resultatet af det amerikanske valg er en påmindelse – et wake up call – om, at kvindekampen absolut ikke er slut. Ligestilling og opnåede rettigheder er noget, som sandsynligvis kan gå tabt, hvis ikke kvinder – og mænd – konstant kæmper for deres rettigheder hver eneste dag, dag efter dag, med samme store iver.
Faktaboks:
Kvindebevægelsens første bølge, cirka 1840–1920:
Den første virkelige kvindebevægelse udsprang af kampen mod slaveri. Kvinderne, som deltog i kampen mod slaveri, blev hurtigt klar over, at de selv ikke havde de rettigheder, som de kæmpede for, at sorte mænd skulle have. Bevægelsen kæmpede for borgerrettigheder til kvinder, såsom stemmeret. Kvinder ønskede at have ret til at deltage i demokratiet og stemme ved demokratiske valg.
Kvindebevægelsens anden bølge, cirka 1960–1988:
Den anden kvindebevægelse udsprang også af en større bevægelse, som endelig skulle sikre sorte amerikanere ligestilling. Unge mennesker fra alle etniske baggrunde sluttede op om bevægelsen. Igen denne gang bemærkede kvinder – ligesom dem, der talte for fred, ytringsfrihed og rettigheder for homoseksuelle – at de kæmpede for andres rettigheder, som de ikke selv havde, og ud fra dette opstod den anden organiserede kvindebevægelse – ofte kaldet Women’s Liberation Movement på engelsk. Kvinder ønskede rettigheder til de samme muligheder og pligter som mænd, såsom at deltage på arbejdsmarkedet, at slippe for kun at være bundet til hjemmet og husarbejdet, og at kunne nægte at være gidsel på grund af graviditeter.
Kvindebevægelsens tredje bølge, cirka 1988–2010:
I 80’erne faldt idéen fra hinanden om kvinder som en samlet klasse med fælles, overordnede ‘kvindelige’ værdier og oplevelser . Kvindebevægelsen splittedes. Sorte kvinder, kvinder med handicap, lesbiske kvinder, transkvinder og andre kritiserede bevægelsens alt for brede og forenklede opfattelse af kønnene. Mange forskellige feministiske teorier opstod i denne periode. Køn var kun én af mange indgangsvinkler til feminismen. Kvinder nægtede at påtage sig en bestemt holdning til forskellige overordnede politiske emner for at kunne kalde sig feminister. Bevægelsen var i langt højere grad præget af individualisme. Mange mænd begyndte også at kalde sig feminister – ikke kun for at støtte kvinderne, men også for at kæmpe sammen med kvinderne for deres egne rettigheder som mænd.
Kvindebevægelsens fjerde bølge, cirka 2008 til i dag:
Den enorme teknologiske udvikling og globaliseringen efter årtusindskiftet har ansporet kvindebevægelsens fjerde bølge. En masse unge feminister har taget den digitale verden til sig og former den fjerde kvindebevægelse ved at skabe deres egne platforme og støtter gensidigt hinandens initiativer på de sociale medier. Disse kvinder er meget udtryksfulde og kreative og går generelt imod de almindelige stereotype opfattelser af, hvordan en feminist ser ud. Ud fra dette er der opstået en mangfoldighed af forskellige grupper med en vis fælles identitet, og som styrker hinanden i denne identitet.
Kilder:
http://www.huffingtonpost.com/entry/women-legislate-men_us_588778cee4b070d8cad56ee1?section=women&
https://mobile.nytimes.com/2017/01/24/opinion/after-the-womens-march.html?referer=https%3A%2F%2Fwww.google.ca%2F
http://everydayfeminism.com/
https://en.wikipedia.org/wiki/Fourth-wave_feminism
http://io9.gizmodo.com/the-future-of-women-on-earth-may-be-darker-than-you-tho-1676660905
http://progress.unwomen.org/en/2015/pdf/SUMMARY.pdf
