Fæstegården Fámara
Nogen har sagt, at det er lidt trættende ikke at kunne gå på Facebook i øjeblikket uden at skulle blive tæppebombet med artikler, kommentarer og anmodninger om en fæstegård, som få anede eksisterede før her i vinter. Vedkommende syntes, at dette jo ikke er andet end en fæstegård, som så mange andre på Færøerne. Men er det nu sådan?
Jeg svarede, at jeg ikke rigtig synes, man kan sige, at Fámara “kun” er en fæstegård som alle andre. Det var den måske, før Johan og Rakul flyttede ind, men ikke længere. Nu, hvor Johan og Rakul har tilbudt, at de vil sørge for at få noget samfundsgavn ud af fæstegården, og har hypet den op – her tænker jeg på, at de både har pudset den op med maling o.a., udover at de har gjort fæstegården kendt i offentligheden gennem Radio Fámará, så har fæstegården fået en anden betydning i folks øjne.
Vi taler om immaterielle værdier, og her har Fámara fået en helt særlig betydning. Den er blevet til et symbol. Der sker noget på Suderø, som Johan og Rakul repræsenterer – det har appel til folket, fordi det på en eller anden måde giver andre mennesker håb om, at der sker noget spændende her i landet, som gør det sjovere og mere interessant at bo på Færøerne. Der er langt imellem lyspunkterne, så det falder et tørt sted. Jeg tror ikke, man skal undervurdere betydningen af det.
Den anden person syntes nu ikke, at han undervurderede betydningen af nogen fæstegårde på Færøerne – heller ikke den i Fámará. Han syntes bare, at omtalen af sagen er helt ude af proportioner med al den dækning. Han savnede, at vi som borgere får mere at vide end kun: “Giv Rakul og Johan Fámará tilbage”, som synes at være omkvædet med tynde argumenter. Han savnede argumentation i sagen, som giver ham og offentligheden nok viden og indsigt, som kan perspektivere og skildre sagen optimalt, så folk i det mindste kan vide nok til at tage et standpunkt. Han syntes, at sagen har fået så megen omtale i det færøske medielandskab (og ikke mindst på Facebook), at han var ved at blive træt af det. Han syntes, at sagen – set fra et samfundsmæssigt perspektiv – ikke er så stor, at det retfærdiggør den meget omfattende omtale, som sagen har fået – og stadig synes at få.
På en måde forstår jeg dette synspunkt. Men ved nærmere eftertanke, så må jeg spørge: Er der nu så meget galt i, at denne sag fylder? Og hvis det er, hvorfor er det så galt? Fordi hvad har betydning – set fra et samfundsmæssigt perspektiv? Er det ikke det, som folk selv vælger at tillægge en betydning? Måske kunne man spørge sig selv, hvordan det kan være, at folk lader dette fylde så meget? Kan det være, at sagen har fået en symbolsk værdi, som repræsenterer noget mere – noget dybereliggende, som har principiel betydning for mange mennesker?
Hvorfor idenficerer så mange mennesker sig med Johan og Rakul? Repræsenterer Johans og Rakuls frustration måske frustrationen, som også mange andre mennesker har her i samfundet? Mennesker, der kunne tænke sig, at samfundet var mere rummeligt for nytænkning og anderledes måder at gøre tingene, men som bare føler, at myndighederne lægger sig i vejen og gør alt mere eller mindre umuligt at gennemføre? Måske er rigtig mange mennesker evindeligt trætte af, at nye initiativer bliver kvalt og drukner i regler og forordninger, som den menige mand ingen mening ser i. Er samfundet blevet alt for stivt? Er det et mere rummeligt, mere fleksibelt samfund, vi ønsker os? Med større personlig frihed? Det er interessante spørgsmål, som i min verden har meget stor samfundsmæssig betydning og derfor er relevante at tale om.
Jeg tvivler på, at der findes nogen, som har så megen ‘viden’ eller ‘indsigt’ i denne specifikke sag, at de kan perspektivere og skildre sagen optimalt – fordi hvad er det “at skildre sagen optimalt”? Betydningen af sagen ligger uden tvivl mest i “the eyes of the beholder”. Det er mennesker selv, der tolker og lægger en betydning i dette – deres følelser, deres håb, deres frihedstrang måske – ikke så meget Johan og Rakul selv.
De to har bare gjort det, de har lyst til, og de har forstået at formidle i medierne, hvordan de lever livet i Fámará, til offentligheden på en ret charmerende måde, som andre mennesker på en eller anden måde identificerer sig med. Johan og Rakul udlever en drøm, andre måske kun har leget med i fantasien, og det fascinerer os. Og så begynder “hype-maskinen” at køre helt af sig selv. Mennesker i stort tal får lyst til at udtrykke, at de går ind for det, som Johan og Rakul gør i Fámará, fordi deres sag taler på en eller anden måde til hjertet.
Når det er sådan, skal der ikke så mange argumenter til, fordi det har måske ikke så meget med fornuft at gøre. Men er det ikke i orden? Alt kan ikke koges ned til ren logik. Nogle gange vil vi bare have, at David vinder over Goliath – eller at nogle anderledes mennesker skal have lov og friheden til at leve et anderledes liv, som de vil, fordi det giver os andre et håb om, at hvis de vinder, så kan vi andre måske også få lov til at udleve vores drømme…
