Af Elin Brimheim Heinesen
Da omkring 93% af Færøernes eksport er fiskeprodukter (2021), har mange fået den opfattelse, at det primært er fiskeri- og havbrugsindustrien, der næsten alene holder landet oppe og giver os alle sammen mulighed for at overleve på øerne. Men er dette korrekt? Denne opfattelse er også årsagen til, at nogle mener, at disse industrier har en særlig status og derfor ikke bør have de samme forpligtelser som alle andre industrier. Men er det i orden? Med risiko for at nogen bliver fornærmet, vil jeg gøre opmærksom på, at det er en misforståelse at tro, at velfærden på Færøerne næsten udelukkende opretholdes af de værdier, som fiskeri- og havbrugsindustrien skaber, og sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af, at disse industrier fortjener særbehandling frem for andre industrier.
Misforstå mig ikke. Fiskeri- og havbrugsindustrien skaber store værdier, som landet absolut nyder godt af. Men de værdier, vi alle lever af, skabes ikke kun gennem eksport af fiskeprodukter og de penge, vi får for fiskeprodukterne, som vi sælger til andre lande. Værdierne, vi lever af, skabes bestemt også på land af andre industrier eller i den offentlige sektor, helt uafhængigt af eksporten. Det er ikke kun eksporten, der afgør, om en industri skaber værdi eller ej.
Velfærden på Færøerne bygger ikke kun på fiskeri og havbrugsindustri
Mange tror for eksempel, at disse industrier bærer den største byrde, når det kommer til at betale for offentlige ydelser via skatter og afgifter. Men sådan forholder det sig ikke helt. Hvis vi kigger på, hvor de offentlige indtægter kom fra i årene 2017-2021, ser vi, at i gennemsnit kom kun 6,1 procent fra skatter og afgifter fra fiskeri- og havbrugsvirksomheder. Hele 93,9 procent af de offentlige indtægter kom fra andre virksomheder, almindelige lønmodtagere og gennem moms. Så det offentlige lever ikke mest af fiskeri- og havbrugsindustrien, og færinger bygger ikke deres velfærd kun på disse industrier. I virkeligheden lever færinger langt mere af værdier skabt andre steder end i fiskeri- og havbrugsindustri.
Dette skal ikke opfattes som en undervurdering af den betydning, som fiskeri- og havbrugsindustrien har for samfundet. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at anden værdiskabelse i landet også er med til at opretholde samfundet – endda i større grad end fiskeri- og havbrugsindustrien. Men deres betydning bliver ofte undervurderet. Det er dog ikke så mærkeligt, at fiskeriet og fiskeopdrætsindustrien får status som de vigtigste industrier i færingernes bevidsthed. Når det drejer sig om økonomisk debat, fylder fiskeri og fiskeopdrætsindustri enormt meget i medierne og i politik – ikke mindst historisk. Som om andet ikke også har betydning. Men det har det i høj grad.
Betaler ikke mere i skat end andre
Nogle siger måske: “Men fiskeri- og havbrugsindustrien skaber mange arbejdspladser og dermed mange lønmodtagere, som betaler skat”. Det vil sige, at der også må komme flere indtægter til landet fra fiskeri- og havbrugsindustrien end de 6,1 procent – altså fra folk, der arbejder i branchen, idet de også betaler skat. Det er rigtigt, at fiskerierhvervet skaber jobs og dermed skatteydere ligesom andre erhverv, men ikke så mange jobs som mange tror. Lad os se på, hvor mange der arbejder i fiskeri- og havbrugsindustrien. Ud af en arbejdsstyrke på ca. 33.000 lønmodtagere på Færøerne (2022), arbejder omkring 4.000 mennesker i fiskeri- og havbrugsindustrien, inklusive fiskeforarbejdningsindustrien. I 2022 arbejdede 1.362 mennesker i fiskeri, 1.386 i havbrug og 1.253 i fiskeforarbejdning. Fiskeri- og havbrugsindustrien udgør dermed 15% af de skattebetalende lønmodtagere, mens service- og byggebranchen samlet set står for 85% af de skattebetalende lønmodtagere.
Så siger nogen måske: “Ja, men lønningerne i fiskeri- og havbrugsindustrien er meget højere end lønningerne i andre brancher – og derfor må de vel også betale større beløb i skat, selvom de er færre.” Men nej, ikke helt. Branchen betaler heller ikke så store lønninger, som man skulle tro. Det er rigtigt, at 15% af arbejdsstyrken arbejder i fiskeri- og havbrugsindustrien, og at de modtager knap 24% af lønudbetalingerne, så nogle må tjene godt. Dog får søfolk og andre ansatte i fiskeri- og havbrugsindustrien generelt ikke meget mere i løn end andre.
I december 2022 var lønudbetalingen sådan, at fiskeri- og råstofindustrien stod for 23,75% af den samlede lønudbetaling (256,5 mio. kr.) i landet, mens alle andre industrier og serviceydelser stod for 76,25% (823,1 mio. kr). Men dette siger ikke noget om fordelingen af skattebetalingerne – dvs. hvor meget arbejdere i fiske- og havbrugsindustrien betaler i gennemsnitlig skat sammenlignet med arbejdere i andre industrier.
Alle arbejdere ville være ligestillede, hvis alle betalte den samme skat for den samme løn. Men det gør de jo ikke. En del af de mest velstående erhvervsfolk i landet, som tjener mest, betaler ikke skat. Når det kommer til søfolk, er mandskabets andel på enkelte skibe højere end på andre skibe, men i gennemsnit er lønniveauet for søfolk ikke så meget højere, at det gør den store forskel – ikke i forhold til, hvad resten af landets arbejdskraft betaler i skat. Mange søfolk – især i den pelagiske flåde – tjener meget og betaler også meget skat, men mange gør ikke. Mange er i støttesystemer og arbejder i en industri med skattefordele som DIS, NIS og FAS. Muligheder, som andre arbejdere ikke har. Færinger, der sejler under andre flag eller arbejder i andre lande, betaler ikke skat i Færøerne.
Konklusionen er, at skatteindtægterne i Færøerne kommer meget mere fra arbejdere i andre industrier end fra arbejderne i fiskeri- og havbrugsindustrien.
Har fiske- og havbrugsindustrien ret til bedre vilkår end andre erhverv?
Nej. Færingerne drager naturligvis indirekte fordel af fiskeri- og havbrugsindustrien i nogen grad, da arbejdsgivere og arbejdstagere inden for disse industrier bruger en del af deres indtægter på at købe varer og tjenester. Men det gør alle andre, som udgør hovedparten af arbejdsstyrken, også, og de er stadig langt flere.
Nogle vil måske hævde, at fordi fiskeri- og havbrugsindustrien foretager store investeringer i virksomhedsbygninger, udstyr og produktionsredskaber/skibe, skaber dette også arbejde og indtægter til landet. Ja, det er delvist korrekt, men som bekræftet af tallene ovenfor, bidrager de langt mindre til statskassen end andre erhverv, så det ændrer ikke ved det faktum, at fiskeri- og havbrugsindustrien ikke er den sektor, der næsten alene holder landet oppe.
Dette argument, at fiskeri- og havbrugsindustrien næsten er den eneste industri, der sikrer velfærden på Færøerne, er et argument, mange bruger for at forsvare de særrettigheder, som fiskeri- og havbrugsindustrien har. De mener, at disse industrier bør have bedre vilkår end alle andre erhverv, fordi de på en eller anden måde er “særligt værdifulde for Færøerne. Tænk bare på alle de investeringer, som fiskeri- og havbrugsindustrien foretager, som bidrager til vækst og værdifulde arbejdspladser,” siges der.
Ikke mange nye jobs skabes set i forhold til industriens ekstraordinære gevinster
Men det er værd at have i tankerne, at når de relativt få arbejdsgivere i fiskeri- og havbrugsindustrien investerer, går disse investeringer ikke direkte til at skabe flere arbejdspladser. Ofte tværtimod. Investeringerne går hovedsageligt til mere avanceret teknologi, som automatiserer og effektiviserer fiskevareproduktionen i stigende grad, så produktionen og dermed indtægterne kan øges uden at skulle ansætte væsentligt flere mennesker. Ja, måske endda ingen.
At fiskeriet ikke skaber så mange nye arbejdspladser kan bekræftes ved at se på, hvordan antallet af mennesker, der lever direkte af fiskeri, er faldet de sidste 40-50 år. Selvom antallet er steget en smule nogle steder de seneste år på grund af udvidet aktivitet disse steder, er trenden stadig en reduceret arbejdsstyrke over en længere periode. For 40 år siden havde næsten hver landsby sin egen fiskefiletfabrik. Det er ikke længere tilfældet. Nu er der kun få, men større fiskefiletfabrikker tilbage. Det samlede antal personer, der arbejder på fiskefiletfabrikker, er dog faldet markant. Tager vi fiskeflåden som eksempel, arbejdede der i 60’erne omkring 7.000 mennesker – i dag er tallet kun omkring 1.300.
Men fiskerisektoren har aldrig skabt så stor værdi som nu på så kort tid og med så relativt få mennesker. Nu er der langt færre til at dele de betydeligt øgede værdier. Man skulle tro, at de øgede indtægter fra en større og billigere produktion ville resultere i lønstigninger til de nuværende arbejdere i branchen. Men det, vi ser, er, at samlet set udbetaler arbejdsgiverne ikke meget mere i lønninger og har som nævnt heller ikke skabt mange nye jobs de seneste år – slet ikke i forhold til de store ekstraordinære gevinster, som bl.a. effektivisering og fri adgang til ressourcer har givet aktørerne i branchen.
Størstedelen af overskuddet fra den ekstraordinære profit havner i arbejdsgivernes egne lommer og i høj grad i aktionærernes lommer gennem aktieudbytte/dividende. Den almindelige færing ser derfor ikke meget til disse værdier – og lever endnu mindre af det, da det går til udenlandske aktionærer, som bekendt ejer størstedelen af erhvervet, og derfor kan berige sig og akkumulere rigdom – nogle i udenlandske skattely, hvor pengene aldrig kommer det færøske samfund og det færøske folk til gavn.
Privilegier skaber de unormale overskud – ikke dygtighed
En sidste myte, som folk bør være opmærksomme på blot er en myte og ikke virkelighed, er myten om de pelagiske rederier og naturressourcerente. Folk tror, at de pelagiske rederier har fortjent de store, unormale overskud, de har opnået de senere år, fordi “de er jo bare usædvanligt dygtige”. De mener, det er uretfærdigt, at staten skal pålægge de pelagiske rederier at betale for at få lov til at fiske.
Men sådan hænger det ikke sammen. Dette er en misforståelse, som sandsynligvis stammer fra, at staten vil pålægge disse rederier at betale for “licenser”, men det betyder ikke, at aktørerne skal betale for at “få lov til at fiske” eller “få lov til at bruge fjorde til opdrætsringe”. Nej, de betaler for privilegiet at have alle naturressourcerne for sig selv. Og for at have fiskeriovervågningen til at holde alle andre aktører væk fra at udvinde værdier af ressourcerne.
Hvis alle havde fri adgang til at udvinde værdier af ressourcerne, ville de nuværende pelagiske rederier slet ikke have fået sådan et stort unormalt afkast, som de har fået – og så ville almindelige mennesker måske forstå, at de pelagiske rederier faktisk ikke er så meget dygtigere til at udnytte ressourcerne end så mange andre, som nogle tror. At opnå et så unormalt afkast (også kaldet naturressourcerente), som rederierne har opnået de senere år, er kun muligt, når kun nogle få virksomheder får al ret til at bruge så godt som alle naturressourcer.
Færøerne har en meget rig natur, som er utroligt værdifuld. Når et land som vores kun giver nogle få eneret til at udnytte denne værdifulde ressource, så giver det naturligvis disse få rederier et overskud, som er mange gange større end overskuddet hos alle andre industrier, som ikke har samme privilegium som disse rederier. Det har meget lidt at gøre med dygtighed. Det er ikke dygtighed, men først og fremmest eneretten, som rederierne har fået, der skaber det unormalt høje overskud. Eneretten giver dem ekstra afkast af de naturressourcer, som alle oprindeligt havde fri adgang til. Men nu er det kun nogle få, der har lov til at udnytte alt – og denne eneret har de foran andre med 12-års rullende tilladelser, som i praksis betyder: i det uendelige.
Er det misundelse, at man ikke vil give erhvervsfolk mere af overskuddet?
Der er intet mærkeligt eller uretfærdigt i, at staten (på vegne af skatteborgerne) beder om en rimelig kompensation for den ret, som alle andre dermed har mistet. “Men se nu på Bakkafrost. Selskabet har betalt hele 740 millioner kr. i skat i 2022. Er det ikke godt?” vil nogen måske mene. Jo, det er godt, men i procenter har selskabet ikke betalt lige så meget som almindelige mennesker er tvunget til at betale af deres indkomster. Almindelige mennesker får heller ingen særbehandling, bare fordi de siger: “Men jeg må betale mindre i skat, fordi jeg skal bruge pengene til investeringer i noget.” Nej, sådan fungerer det ikke.
Nogen siger, at det er misundelse, at man ikke vil give erhvervsfolk mere af overskuddet. Nej, det handler slet ikke om ikke at ville give dygtige erhvervsfolk fortjenesten af det, de har skabt sammen med deres kompetente medarbejdere. Det handler om, at eneretten til at udvinde ressourcerne er det, der har skabt det overnormale afkast, så hvorfor ikke give dem, der gav erhvervsfolkene denne eneret, del i det overnormale afkast? Det er det, det handler om.
Det handler om samfundsansvar og sammenhold. Hvorfor skal de, der nyder godt af disse privilegier, ikke kunne give dem, der har givet dem denne mulighed, en rimelig del? Det er kun rimeligt, at skatteborgerne får kompensation, så vi alle får del i det overnormale overskud, der kunne betale for store skattelettelser til befolkningen, for mange tiltrængte forbedringer i de offentlige tjenester og for flere undersøiske tunneler til Suðuroy, hvis det skulle være – eller hvilke andre fordele, man nu kunne bruge milliarderne til. Hvorfor skal andre betale mest forholdsmæssigt for alle de offentlige tjenester – såsom skole-, social- og sundhedsvæsen, som ingen af os kan leve foruden?
Hans Jákup Mikkelsen, direktør i Marine Harvest, skrev følgende på in.fo den 12. marts 2018:
“Sømanden har også børn, der går i skole – sømanden bliver også syg og har brug for lægehjælp, og sømanden bliver også gammel og har brug for nogen til at tage sig af sig. Derfor skal han betale for at få disse behov dækket, ligesom landkrabben gør. Sømanden kan jo som alle andre ende med at blive én af dem, som har mindst. Ved at betale skat får alle borgere så lige muligheder som muligt – både hvad angår skolegang og arbejde, sundhedspleje og ældrepleje. Dette giver alle borgere større frihed til at tage initiativer og skabe værdi. Dermed tager vi os også af dem, der har mindst, og samfundet bliver mere retfærdigt. Men retfærdighed i denne verden er desværre, hvad den herskende klasse bestemmer og mener. Når den herskende klasse får skattelettelser, mens de, der har mindst, lever i fattigdom, bygger vi ikke på kristne værdier.”
Ingen arbejder hundrede gange mere end nogen andre
Jeg vil afslutte med disse spørgsmål: Hvad er en rimelig kompensation for, at kun nogle få får eneret til at rige sig op til milliardærer af de ressourcer, som alle engang ejede, men nu har mistet fri adgang til? Alle andre arbejder også og skaber også store samfundsværdier, som vi alle nyder godt af, men de har ikke de samme privilegier. De får intet gratis og er nødt til at betale fuld skat af det, de tjener.
Skal de samme regler ikke gælde for milliardærerne i fiskeri- og havbrugsindustrien? Og hvis ikke, hvorfor ikke? Samfundet støtter også disse milliardærer, når de har brug for hjælp. Hvorfor skal de ikke finansiere velfærden og sikkerheden for alle i landet i samme forhold som alle andre, der også skaber værdi og betaler skat? Når alle disse har været så generøse at give dem de privilegier, de har fået, hvorfor skal de så ikke have de samme forpligtelser og betale den samme procentdel i skat som andre, der har givet dem muligheden for at blive milliardærer?
Vi er alle “aktionærer” i samfundet og bidrager alle til at skabe værdi for hele samfundet, hver på sin måde – selv de mindste og svageste, hvis behov skaber arbejdspladser til andre. Så hvorfor ikke lade alle få en rimelig andel af udbyttet af den samlede værdiskabelse i samfundet? Lad os bare kalde det “udbytte” eller “dividende ” også. Ingen arbejder hundrede gange mere end nogen andre. Hvorfor skal nogle så have hundredfold store beløb frem for andre, som måske arbejder lige så hårdt, om ikke hårdere, men som ikke får nogen del i udbyttet af de værdier, som de selv har været med til at skabe?
Opdatering 31. marts 2023:
Her er nogle yderligere kommentarer skrevet efter en diskussion på Facebook om den ovenstående artikel, hvor folk påpegede, at de mente, at fiskeeksporten stadig er det, der først og fremmest holder landet oppe. Mit svar var følgende:
Eksport har stor betydning, ja, men det er absolut ikke det eneste, der er vigtigt for at opretholde velfærdssamfundet, som mange synes at tro. Det er at undervurdere betydningen af alle andre industrier.
Nogle synes at tro, at færinger kun lever af udenlandsk valuta, men det er en misforståelse. Jo, jo, det er rigtigt, at det selvfølgelig er vigtigt ikke at have underskud på handelsbalancen i for mange år i træk, for så vil det gå galt. Selvfølgelig vil der være krise, hvis vi bruger mere, end vi producerer, i for lang tid. Eller importerer for større værdier, end vi eksporterer over længere tid. Dette vil selvfølgelig underminere økonomien i længden.
Men det betyder dog ikke, at vi kun lever af handelsbalanceoverskuddet. Alt, hvad vi skaber på Færøerne, har værdi og bidrager til at gøre os rigere – ikke kun fisk. Så ja, vi har en “penge-maskine” på Færøerne, ligesom andre lande har deres “penge-maskiner”, som de lever af. Penge skabes ikke kun gennem udenrigshandel.
Hvis det er svært at forstå, kan man forestille sig et land, der er helt selvforsynende med alle de varer, som befolkningen i landet har brug for. Så er eksporten ikke længere lige så vigtig, fordi alle værdierne, som befolkningen lever af, bliver skabt inden for landets grænser. Produktion, som ikke eksporteres, har derfor også værdi og stor betydning for landets velfærd.
Mange industrier kan få Færøerne til at blomstre, og mange industrier kan også køre Færøerne i sænk, hvis de ikke styres godt nok. Det gælder ikke kun fiskeri- og havbrugsindustrien. For eksempel banksektoren eller byggebranchen. En dyr tunnel til Suðuroy kan f.eks. let ruinere landet. For den sags skyld kan pædagoger også sætte hele samfundet på spil, hvis de ikke får ordentlig løn for at passe andres børn og derfor går i strejke, så andre ikke kan komme på arbejde. Det ville også skabe negative kædereaktioner for hele landet og påvirke økonomien negativt.
Men som nogle ytrer sig, skulle man tro, at de mener, at alt kun afhænger af fiske- og havbrugsindustrien. Som om det næsten kun er fiskerne, der arbejder hårdt for Færøernes skyld, mens andre ikke skaber nogen værdier og nærmest sidder med hænderne i skødet og lever af fiskerne – med henvisning til en lederartikel i Norðlýsið fra 30. marts 2023 af Jóhann Lützen med overskriften: “En fisker brødføder otte pædagoger”.
Derfor betyder det ikke, at jeg har mindre respekt for fiskeren, selvom jeg har protesteret mod denne måde at opstille tingene på. Jeg har stor respekt for fiskeren og for det hårde og fantastiske arbejde, som den færøske fisker udfører. Vi kunne bestemt ikke undvære fiskerne, og jeg er stolt over, at vi har så dygtige søfolk på Færøerne. Mit pointe er blot, at jeg OGSÅ har respekt for andre erhverv på Færøerne, som – sammen med fiskeri- og havbrugsindustrien – bidrager til at skabe de værdier, der løfter det færøske velfærdssamfund. Vi kan heller ikke undvære andre erhverv og tjenester, hvis vi skal have et velfungerende velfærdssamfund.
Men andre erhverv bliver ofte undervurderet af mange, der mener, at fiskeri- og havbrugsindustrien er det ENESTE, som holder Færøerne i gang. Det er jo ikke helt rigtigt. Værdiskabelsen, som fiskeri- og havbrugsindustrien står for, er meget vigtig for det færøske samfund, men det er vel ikke forbudt på Færøerne at påpege, at andre erhverv også bidrager med værdiskabelse, der er vigtig for os alle. Hvorfor dog i alverden tolke det som manglende respekt for fiskeri- og havbrugsindustrien?
