Krigen mellem Israel og Hamas vækker mange følelser i folk og har på mange måder skabt splittelse blandt færinger, som har forskellige meninger om det, der sker nede i Gazastriben i øjeblikket. I debatterne på nettet ser det ud til, at folk bare graver sig ned i skyttegrave, hvor de kompromisløst skyder efter hinanden. Uenigheden er som et lille lokalt spejlbillede af den hårde og – som det ser ud – uløselige knude i Mellemøsten.
Lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke imod jødernes ret til deres eget land. Efter alt det grusomme, som det jødiske folk har været udsat for gennem århundreder af forfølgelse og folkedrab, under jeg jøderne at finde en fredfyldt tilværelse i deres eget land. Jeg fordømmer Hamas’ handling den 7. oktober 2023 og mener, at det der skete den dag, var forfærdeligt. Jeg har dyb medfølelse med ofrene for dette forfærdelige angreb, og med familierne og vennerne til dem, der mistede deres kære – eller som ikke ved, om deres familiemedlemmer eller venner er i live eller ej. Jeg er 100% imod, at uskyldige israelere bliver taget som gidsler, tortureret og dræbt. Jeg synes, det er forfærdeligt, at israelere hver dag må leve med truslen om at blive ramt af raketter fra Hamas eller Hizbollah. Så er det slået fast.
Samtidig er jeg nødt til at sige, at jeg også har dyb medfølelse med palæstinenserne. Ingen kan længere se bort fra, at forholdene for palæstinenserne i Gazastriben og på Vestbredden har været utålelige i mere end 70 år under israelsk besættelse og apartheidstyre. Jeg mener, det er forfærdeligt, at så mange palæstinensere er blevet tvunget fra deres hjem og er blevet gjort til flygtninge, at deres jord og ejendom er – og stadig bliver – taget fra dem, at de bliver taget til fange, tortureret og/eller dræbt, hvis de gør modstand, hvis ikke de er nået at flygte inden. Og at palæstinensere i Gazastriben – hvoraf mere end to tredjedele er uskyldige kvinder og børn – konstant bliver ramt af israelske raketter eller skudt af israelske snigskytter, selvom palæstinenserne har handlet i overensstemmelse med israelske ordrer og er flygtet til de steder, de har fået at vide, de skulle flygte til. Men åbenbart er det kun fra asken til ilden. Dem, der har undgået at blive bombet eller dræbt af skud, bliver nægtet nødhjælp og mad og må se deres børn dø af sult.
Dette kan ikke fortsætte. Sagesløse mennesker har ikke fortjent at opleve sådanne rædsler. Hverken jøder eller palæstinensere.
Et upopulært synspunkt
Det kan godt lade sig gøre at tage afstand fra Hamas og deres ekstreme islamiske ideologi, og samtidig synes at palæstinensere – ligesom israelere – selvfølgelig er mennesker på godt og ondt, som også har ret til at eksistere, der hvor de og deres forfædre har boet lige så længe, som jøder har boet i området.
Men dette er et synspunkt, der ikke er velanset i Færøerne. Her er det åbenbart næsten umuligt at betragte palæstinensere som mennesker, der ligesom jøder har ret til deres eget land. Ikke uden at blive anklaget for at være “antisemit”. Her er det næsten umuligt at sige noget, der sætter palæstinensere i et menneskeligt lys, uden at det bliver tolket som om, at man hader jøder og er imod jødernes ret til deres eget land.
Men selvfølgelig er det noget vrøvl. Det er ikke enten-eller. Det bør være muligt at være for fred uden at blive sat i bås som jødehader. Jeg stiller mig klart på siden af de mennesker, der ønsker fred – uanset om de er jøder eller palæstinensere – og er imod dem, der ønsker krig – hvad enten de er israelere eller palæstinensere. Jeg ønsker ganske enkelt, at israelere og palæstinensere finder ud af at leve i fred og harmoni uden at bekrige hinanden. Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men der er ikke noget alternativ. Kald mig bare naiv, men hvor naiv skal man være for at tro, at krig kan løse nogen som helst konflikt?
Alle børn er uskyldige og har ret til et liv, hvor de ikke skal leve med frygten for at få en raket i hovedet. Alle har ret til at leve trygt i deres eget land, både israelere og palæstinensere. Det vil jeg holde fast i, uanset hvad årsagen til den anspændte situation er. Intet kan retfærdiggøre, at uskyldige liv går tabt. Og sandheden er, at langt, langt de fleste ofre i denne krig er uskyldige, forsvarsløse børn. Det er under ingen omstændigheder i orden, at uskyldige mennesker bliver ramt så hårdt.
Hvor høj skal prisen være for et land?
For mig handler problemet ikke om, hvorvidt jøder eller palæstinensere har ret til deres eget land eller ej. Det mener jeg, at begge parter har, og det under jeg dem gerne, som sagt. MEN… der må være en grænse for til hvilken pris! Hvis prisen er, at den anden part – et helt folk – skal udryddes, tvangsforflyttes eller leve i nød og elendighed, for at den anden part kan få “lebensraum”, så er prisen for høj.
Jøder og palæstinensere har levet i fred side om side i århundreder, så vi ved, at det er muligt. Men så tog zionisternes bevægelse fart i den sidste del af det 19. århundrede som følge af de nationalistiske idéer, der dominerede europæisk tænkning dengang Zionisterne erklærede, at jøder havde ret til “det lovede land” – “Der Judenstaat”. For 2.000 år siden og længere tilbage var området, hvor Israel nu er, jødernes land. Efter at jøderne mistede landet for 2.000 år siden og har været spredt rundt i verden i alle disse år frem til vores tid, ønskede zionisterne nu, at jøderne skulle have deres eget land tilbage på samme sted, som skulle være en frelsende havn for forfulgte jøder verden over. Dette førte til, at jøderne i de kommende mange år, frem til og især efter Anden Verdenskrig, strømmede i massive mængder til området, der dengang blev kaldt Palæstina.
Invasionen mødte selvfølgelig modstand fra palæstinenserne, der boede der i forvejen, men modstanden var forgæves. Fattige bønder formåede ikke meget i forhold til de ofte rige og veluddannede jøder, som nu strømmede i stort antal fra alle verdenshjørner til Palæstina. Magtfulde lande som USA og Storbritannien bakkede zionisterne op, da de selv ikke ønskede en invasion af jødiske flygtninge, der i stort antal flygtede fra det krigshærgede og sønderbombede Europa, så med støtte og hjælp fra disse lande blev grundstenen lagt under staten Israel, som blev etableret straks efter krigen i 1948. USA var det første land, der omgående anerkendte den nye stat.
Stiftelsen af den israelske stat i 1948 førte til krig mellem israelere på den ene side og på den anden side palæstinensere og de arabiske lande rundt omkring Israel, som palæstinenserne nu i stort antal måtte flygte til. Dette blev den største flygtningekrise, verden nogensinde havde oplevet indtil da. Op mod 80 procent af de palæstinensere, der havde boet i det område, der blev til staten Israel, mistede deres jord og ejendom og måtte flygte. Palæstinenserne har sidenhen kaldt deres kollektive traume – deporteringen af det palæstinensiske folk – “al Nakba”, som betyder “katastrofen”. Der er ingen tvivl om, at palæstinenserne har betalt langt den højeste pris for, at jøder ønskede deres eget land.
From the River to the Sea
Utallige uenigheder, raketangreb, selvmordsbomber og tilbagevendende krige mellem jøder og palæstinensere samt de arabiske lande i Mellemøsten fulgte i kølvandet på etableringen af staten Israel – og fortsætter frem til i dag, hvor zionisterne stadig hævder, at jøder ikke kun har ret til det område, hvor det nuværende Israel er, men også til Gaza og Vestbredden, samt til dele af Jordan, Libanon og Syrien. De har ikke til hensigt at stoppe, før alle palæstinensere er blevet drevet ud af disse områder, så jøder kan overtage hele landet “fra floden til havet”.
På den anden side har Hamas erklæret, at de heller ikke vil stoppe deres modstand, før alle jøder er drevet ud af Palæstina, så palæstinenserne igen kan få magten i landet “fra floden til havet”.
Indtil nu har Israel været den overlegne part med hjælp fra Vesten. Zionisternes ekspansionslyst har tydeligvis ramt palæstinenserne meget hårdt, selvom zionisterne hævder, at jøderne er de sande ofre her, som derfor har “ret” til at forvise palæstinenserne, fordi Gud jo har givet dem “det lovede land”.
Men dermed gør israelerne det samme mod palæstinenserne, som jøderne selv oplevede blev gjort imod dem – nemlig at blive drevet væk fra deres hjemland, så de måtte flygte til andre lande, hvor de ofte var ildeset, og derfor i mange tilfælde blev jaget væk igen eller dræbt i stort antal.
At israelerne nu gør det samme mod et andet folk er paradoksalt. Desværre har det ikke gjort situationen bedre eller sikrere for nogen af parterne, men blot resulteret i, at hadet mellem palæstinenserne og jøderne er vokset til ubærlige højder, mens ekstremisterne på begge sider kun er blevet mere ekstreme, således at risikoen for tilbagevendende krige blot er steget over tid. Dette gør tilværelsen for alle i Mellemøsten utålelig – også for israelere selv.
Hvad nu hvis Færøerne blev besat?
Selvom jeg på ingen måde tilslutter mig ekstremisme – hverken på palæstinensisk eller israelsk side – så er det ikke svært at forstå, hvorfor den findes. Lad os tage et tænkt eksempel for bedre at kunne sætte os ind i, hvorfor situationen er blevet så håbløs:
Lad os sige, at Irland nu stod over for en stor krise, der tvang en stor del af irerne til at flygte fra Irland. Hvad hvis irerne nu fandt på, at det var deres “ret” at bosætte sig her på øerne, fordi for 1.400–1.500 år siden, før vikingerne kom til Færøerne, var det irerne, der først bosatte sig her? Hvordan ville vi have det, hvis irske flygtninge – med samtykke fra de store dominerende lande i verden – pludselig besluttede at invadere Færøerne i stort antal og besætte vores øer med den begrundelse, at irerne jo boede på vores klipper først? Hvordan ville vi have det, hvis irerne, når de så var mange nok, stiftede deres egen stat her – med velsignelse fra det internationale samfund – og satte sig for at drive os færinger ud af vores egne hjem for selv at overtage vores jord og alt, hvad vi ejede? Hvordan ville vi have det, når forældre, søskende og vores børn blev lemlæstet eller dræbt uden hensyn, hvis vi gjorde modstand? Ville vi have accepteret det og bare flygtet? Hvordan ville vi have det, hvis næsten hele det internationale samfund lukkede dørene for os og hverken ville eje eller have os? Hvor skulle vi være taget hen?
Desværre ser det ud til, at det er netop dette, som sker i Gaza og på Vestbredden – at palæstinensere bliver tvunget fra deres hjem og boliger, at de er uvelkomne næsten overalt, hvor de flygter hen, uden mulighed for at vende tilbage til deres hjem, så jøder, hvoraf de fleste ikke har boet i området, men i andre lande i 40-45 generationer, kan overtage den jord og de ejendomme, som palæstinensere har ejet lige så længe.
En gordisk knude
Hvad er i grunden forskellen på det, Israel gør nu, og det som nazisterne gjorde, da de besatte landene omkring Tyskland under Anden Verdenskrig, tog alt fra jøderne i Tyskland og i de besatte lande og samlede dem i afskærmede ghettoer og koncentrationslejre, for til sidst at gasse 6 mio. jøder ihjel med den begrundelse, at det tyske folk havde ret til “lebensraum”?
Nu sker noget lignende i Mellemøsten – ikke kun ifølge palæstinenserne eller Hamas, men også ifølge israelerne selv, som sagt. Zionister i Israel spreder tusindvis af konkrete beviser på internettet, der viser ødelæggelsen, og siger helt åbent, at det, de ønsker med Gaza striben, er at jævne hele Gaza med jorden, så de selv kan overtage området og bosætte sig der. Laver palæstinenserne modstand, bliver de dræbt og sønderbombet uden hensyntagen til, om det drejer sig om uskyldige kvinder og børn, og uden mulighed for at flygte fra Gaza. 2,3 millioner palæstinensere er indespærret i et lille område, hvor de ikke får nogen nødhjælp, og er fanget i en fælde, de ikke kan slippe ud af.
For mig er problemet først og fremmest dem, der vil – i bedste fald – deportere og – i værste fald – dræbe et helt folk for at overtage deres land, selvom palæstinenserne og deres forfædre har levet der i flere tusinde år.
Hamas er ikke bedre, for Hamas ønsker at skabe et jøde-frit Palæstina. Det samme ønsker zionisterne, blot med omvendt fortegn – altså et Israel uden palæstinensere. Ingen af parterne viger tilbage og gør heller ikke noget for at skjule det, de ønsker. Tværtimod praler de af det. Fremtrædende israelske politikere siger dette åbent uden skam i israelske medier og fra talerstolen i Knesset, mens Hamas lover at knuse Israel og nægter kategorisk at forhandle med israelere.
Deri ligger den gordiske knude. De moderate på begge sider, der ønsker fred og forsoning, er blevet kørt ud på et sidespor af de radikale, der har magten, og som kun ønsker at eskalere konflikten med rædselsvækkende fjendebilleder og dehumanisering af modparten. Så spørgsmålet er nu: Hvordan kan parterne komme ud af den onde cirkel – eller den onde spiral, som kun fører til mere giftigt had mellem parterne og flere katasrofale krige?
De uskyldige betaler prisen for ekstremismen
Hidtil har Israel haft større “held” med at overtage land fra palæstinenserne. Palæstinensere, der protesterer, bliver smidt i fængsel og tortureret eller dræbt. Når omverdenen hæver stemmen og protesterer mod de jødiske bosætteres og den israelske hærs grusomme behandling af palæstinenserne, bliver dette ofte bare bortforklaret som “løgne” og “propaganda” fra Hamas.
Men i realiteten er det zionisterne selv, der stolt fremviser optagelser og beviser på deres behandling af palæstinenserne. Utallige vidner har dokumenteret, hvad der foregår – bl.a. soldater i den israelske hær, som enten er trådt ud af hæren af samvittighedsgrunde, fordi de nægter at deltage i den inhumane behandling af palæstinenserne, eller soldater, der direkte er stolte af, jo værre de selv behandler palæstinenserne, som i deres øjne er mindre værd end rotter. Disse optagelser ligger frit tilgængelige på internettet. Uafhængige kilder har også godt og grundigt bevist, hvad der foregår i Gaza – f.eks. De Forenede Nationer, Røde Halvmåne (Røde Kors), Læger Uden Grænser, Amnesty International, utallige journalister, hvoraf mange har mistet livet i krigen, samt israelere selv, for som sagt, zionister skjuler det på ingen måde. Tværtimod.
Det kan meget vel være, at Hamas bruger disse beviser i sin ‘propaganda’ for at få omverdenen til at vende sig mod Israel, men det er ligegyldigt. Det er ikke muligt længere at benægte, hvad der foregår. Der er for mange beviser, som ikke kan tilbagevises. Jeg kan ikke forsvarer det, som Hamas har gjort – og stadig gør i Gaza, men jeg kan heller ikke forsvare det, som den zionistiske regering i Israel, de jødiske bosættere og den israelske hær gør i øjeblikket. Det betyder IKKE, at jeg på nogen måde støtter Hamas og deres agenda. Det gør størstedelen af palæstinenserne heller ikke. Derfor er det ikke rimeligt, at alle palæstinensere skal straffes for, hvad Hamas mener og gør.
Alle jøder er heller ikke zionister. Derfor er det heller ikke rimeligt, at alle jøder skal straffes for, hvad de rådende zionister i Israel mener og gør. Der findes millioner af jøder, både i Israel og rundt omkring i verden, som protesterer mod zionisternes unødvendigt hårde fremfærd, som jøder selv kalder et “bevidst udført folkedrab.”
Israel, et demokrati – for jøder
Men alligevel lukker de fleste vesterlændinge øjnene for det, der foregår i Gaza og på Vestbredden. Jeg forstår ikke ligegyldigheden over de mange uskyldige ofre i denne såkaldte “krig,” som i virkeligheden ikke kan kaldes et “krig,” for der er jo ingen sammenligning i forhold til parternes styrke. Israel er jo fuldstændig dominerende, når det kommer til militær styrke. Pr. 22. oktober 2024 var over 44.000 mennesker blevet dræbt i striden mellem Israel og Hamas siden 7. oktober 2023 ifølge FN – heraf 42.718 palæstinensere (de fleste kvinder og børn) og 1.706 israelere. Der er ingen proportioner.
Men vesten synes at være ligeglad med denne ubalance, for i vestlige øjne er det mere synd for israelere, end der er synd for palæstinenserne. Det er Hamas, der med vilje har påkaldt dette helvede over palæstinenserne, fordi Hamas ønsker, at så mange palæstinenser som muligt skal dø martyrdøden, bliver der sagt. Den hårde fremfærd fra israelernes side mod palæstinenserne tolereres derfor, skønt enhver med øjne i hovedet og lidt forstand bør se, at uanset hvad Hamas gør eller har skylden i eller ej, kan det ikke forsvare, at Israel begår folkedrab.
Hvordan kan folk blindt acceptere, at kun den ene part i denne konflikt har “ret” til at dræbe modparten – også selvom det går ud over uskyldige kvinder og børn, der ikke har nogen del i, hvordan det er kommet så vidt mellem parterne, og blot fordi landene omkring Israel måske kan tænkes at være endnu værre?
Israel fremhæves som “demokratiets lys” i Mellemøsten. Ja, for jøder måske. Men hvor ligger det “demokratiske” i, at det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gazastriben har været nødt til at leve på israelernes nåde nu i 76 år under israelsk besættelse og apartheidstyre, afskærmet i ghettoer, hvor de har få eller ingen rettigheder – og nu endda må tolerere at se familiemedlemmer og venner blive lemlæstet eller dræbt, og deres hjem sønderbombet? Hvor er det “demokratiske” i, at millioner af palæstinensere er blevet tvunget fra hus og hjem uden at have noget sted at gå hen, så jødiske bosættere kunne overtage deres ejendomme og jord?
En zionistisk “endlösung”
Jeg forstår godt, at israelere frygter for, at hævnen vil ramme dem, men jeg forstår ikke, at folk ukritisk kan acceptere retfærdiggørelsen, at alt, hvad Israel har gjort, kun er i “selvforsvar mod terrorister.” Israel bliver jo ramt af raketangreb fra de områder, hvor palæstinensere opholder sig, og må forsvare sig, siges det. Jo, det er rigtigt. Men er det virkelig den eneste løsning at svare tilbage med meget grusommere angreb, dræbe ti gange så mange mennesker på modpartens side, som giver palæstinenserne endnu flere grunde til at hade israelerne, og på denne måde holde liv i den onde cyklus, som kun fører til mere krig?
Jeg forstår ikke, at nogen synes, det er nødvendigt, at tusindvis af uskyldige liv skal gå tabt, fordi det – ifølge zionisterne – ikke er muligt at undgå “collateral damage” (sekundære skader). Den totale krig er ifølge dem den eneste mulige – og endelige – løsning, hvis jøderne skal bevare Israel. Netop som nazisterne sagde, at “die endlösung” måtte være at dræbe alle jøder, fordi alle jøder – ifølge dem – var “ondsindede” og farlige. Derfor var det “bedre” for verden helt at undvære dette folk. På samme måde som zionister nu beskylder palæstinensere for at være onde og farlige.
Men selvfølgelig er alle palæstinensere ikke det. Og selvfølgelig findes der andre løsninger end bare at dræbe palæstinensere en masse! Jeg kan under ingen omstændigheder acceptere, at et folk tager sig “ret” til at udrydde et andet folk med sådanne begrundelser, heller ikke hvis det skal heddes for at være “i selvforsvar.” Nej. Ingen retfærdiggørelse kan forsvare et folkedrab. Heller ikke “selvforsvar.”
Parterne må og skal til forhandlingsbordet
Jeg forstår, hvorfor nogle mennesker i desperation ender med at blive ekstremister, men jeg nægter at støtte de ekstreme yderfløje på begge sider og deres demonisering af modparten. Jeg og millioner af mennesker rundt om i verden orker ikke længere at se på, mens uskyldige mennesker lider under denne massakre, og hvordan forsvarsløse børn sprænges i tusind stumper, begraves under husruinerne, og bliver dræbt eller lemlæstet på alle tænkelige måder. ALLE uskyldige mennesker bør beskyttes mod de rædsler og den ødelæggelse, som krig medfører. Denne krig må ende. Nu!
Ligesom så mange andre med mig, ønsker jeg så inderligt, at en løsning blive fundet, og der kan ikke gå hurtigt nok. Derfor er jeg 100% enig med alle de millioner, der deltager i protester rundt omkring i verden og kræver “våbenhvile nu!”. Det internationale samfund må kræve – fra begge parter – at de sætter sig sammen for at finde enighed om fred, så ikke flere uskyldige liv går tabt – hverken på den israelske eller den palæstinensiske side. Yderligere polarisering løser ikke noget og redder ingen liv. Derfor må verdenssamfundet gøre alt for at få parterne til forhandlingsbordet. De må og skal finde en to-statsløsning. Der er ikke nogen anden løsning, for alle andre “løsninger” fører uundgåeligt til usigelige rædsler, som på ingen måde kan accepteres af verdenssamfundet.
Det er min holdning. Jeg har ikke samvittighed til andet.
