Skrevet af Scott Santens 3. februar 2023.
Oversat af Elin Brimheim Heinesen 13. august 2024.
Læs den originale engelske tekst HER.
Hvis der er én ting, de fleste mennesker ikke synes at forstå om, hvordan penge fungerer, og som virkelig kunne hjælpe regeringer med at arbejde mere effektivt i det 21. århundrede, er det, at penge ikke flyder på den måde, vi opfatter det. Det er en illusion. Hvad penge faktisk gør, er at dukke op og forsvinde på en måde, der ligner et flow. I dette indlæg vil jeg forsøge at forklare denne unikke opfattelse af penge mere udførligt.
Okay, så du vil starte dit eget land og skabe din egen valuta? Tillykke! Hvad er det første skridt? Er det at beskatte dit folk? Hvordan vil du få dem til at betale skat i en valuta, der endnu ikke eksisterer? Første skridt er derfor at skabe penge ud af ingenting[1]. Vælg hvad du vil. Vil du bruge muslinger? Det er okay. Vil du lave indhak på sten eller pinde? Det er også okay. Vil du bruge dollarsedler? Fint. Vil du bruge et-taller og nuller? Perfekt. Hvad du end gør, så få de ting ud til dit folk. Når dit folk har penge, kan du tage nogle af dem tilbage i skat. Beskat ikke alt. Det ville efterlade dem uden noget at bruge på varer og tjenesteydelser i den private sektor. Beskat en procentdel af det tilbage. Tillykke! Du har lige haft et “underskud”, startet din “nationale gæld” og givet dine penge værdi ved at kræve, at folk betaler deres skatter i din valuta.
Nu kommer det, der virkelig forvirrer folk. Lad os sige, at du ønsker at få bygget en ny bro. Hvor kommer pengene fra til at betale folk for at bygge den bro? Kommer det fra de skatter, du lige har indsamlet? Nej. Ikke som valutaudsteder. Som valutaudsteder er du ikke begrænset til først at beskatte dit folk for at kunne bruge penge. Du kan bare bruge. Husk, du har magten til at skabe penge. Ingen andre end dig i dit land har den magt. Alle andre skal først skaffe penge for at bruge dem. Det gør folk. Det gør virksomheder. Byer gør det. Stater gør det. Lande uden deres egne valutaer gør det. Du derimod gør ikke. Du skaber og bruger bare penge. Så skab pengene og brug dem til din bro.
Tror du ikke på mig? Lyt selv til den tidligere formand for Federal Reserve, Ben Bernanke, der taler om, hvordan når regeringen betaler for ting, er det “ikke skatteydernes penge,” og de “bruger simpelthen computeren til at øge størrelsen af kontoen.”[2]
En forbehold ved pengeskabelse er, at de penge, du skaber og bruger, vil øge den samlede pengemængde og derfor have en vis inflationær påvirkning. Så du skal beskatte penge ud af eksistens efter at have brugt dem for at undgå at udvide pengemængden for meget og skabe den overdrevne inflation, du ikke ønsker. Det betyder, at hvis den bro skal koste 1 million I din valuta at bygge, skal du muligvis beskatte din nation omkring 1 million for at undgå at inflatere din pengemængde. Det er stort set hovedformålet med skatter ud over at give penge deres værdi og påvirke adfærd. Du behøver ikke at beskatte først for at bygge din bro. Du kan bare bruge de penge, der er nødvendige for at bygge broen. Det, der faktisk betyder mest for at bygge en bro, er, om du har kapaciteten til at bygge den. Har du materialerne, folkene med de nødvendige færdigheder, samt den tid og den teknologi, det vil tage at bygge den? De ting er, hvad der virkelig betyder noget, ikke at “finansiere projektet med skatter.”
Forestil dig en flod med en strøm, der går rundt I en cirkel mod uret, og en struktur, der dækker en del af floden. Du ved ikke, hvad der er inde i strukturen. Det er som en kæmpe mysterieboks. Det er rimeligt at antage, at hvad der end foregår inde i strukturen, er det, der får floden til at flyde rundt og rundt i en cirkel.
Det er helt rationelt at tænke, at det, der må få vandet til at flyde rundt og rundt, er en slags enhed, som du ikke kan se under den sorte boks, der fysisk bevæger vandet. Måske er der et stort vandhjul, der fysisk anvender en kraft for at skabe flodstrømmen. Mængden af vand i floden forbliver den samme. Det er bare noget, der bevæger det vand rundt og rundt.
Sådan tænker folk, at penge fungerer. Vi har disse ting kaldet dollars, som vi fysisk giver til hinanden. Dollars er virkelige. De forsvinder ikke og genopstår, når de skifter hænder. De fortsætter med at eksistere og bevæger sig bare fra én person til en anden. Det er sådan, vi oplever penge, så det er sådan, vi tror, penge fungerer. Men sådan fungerer det ikke på nationalt niveau eller på bankniveau.
På nationalt niveau er det, der virkelig foregår, at alle de penge, der kommer fra regeringen, er helt nye penge. Alle sammen. Og de penge, der ser ud til at gå tilbage til regeringen for at blive brugt igen, bliver bare slettet. Når du betaler dine skatter, sletter regeringen bare pengene fra din bankkonto. Puff. Væk. Vand fkommer ud på den ene side. Vand kommer ind fra den anden side. Så længe floden ikke løber over, opretholdes illusionen om vand, der går rundt og rundt. Men det er bare en illusion. Vandet bliver skabt og ødelagt.
Dette gælder især for digitale penge, som de fleste af os nu bruger. Når vi bruger et betalingskort, og på vores side skifter et et-tal til nul, og på den anden side skifter et nul til et, er der ikke noget håndgribeligt, der er blevet flyttet. Penge forsvandt ét sted og dukkede op et andet sted, som om det var magi. Men det er ikke magi, det er bare en hovedbog, og tallene kan være hvad som helst. Tallene er bare tal. Det, vi kan købe med tallene, er det, der virkelig betyder noget.
Banker har også muligheden for at skabe penge gennem det, der kaldes fraktioneret reservebelåning eller brøkreserveudlån, men de penge, bankerne skaber, er baseret på privat gæld. Disse penge bliver derefter ødelagt, når gælden betales tilbage. Dette er også grunden til, at når Nationalbanken ønsker at reducere inflationen, gør den lån dyrere via højere renter. Folk ønsker ikke at betale højere renter, så de optager færre lån, hvilket reducerer mængden af penge i økonomien, som ellers ville være blevet skabt gennem lån. Når du bruger et kreditkort, bruger du helt nye penge, der øger pengemængden. Når du betaler din kreditkortregning, ødelægger du penge og mindsker pengemængden.
En anderledes sjov måde at se det på er som teleportation i science fiction. Bliver du omdannet til energi og sendt et sted hen med lysets hastighed for derefter at blive omdannet tilbage til dig selv?[3] Eller dør du, når du træder ind i en transporter, og en nøjagtig kopi af dig bliver genskabt ved destinationen? Det er lidt som et Theseus’ skib-spørgsmål.[4] Spocks mening om dette var at sige: “en forskel, der ikke gør nogen forskel, gør ingen forskel.” Men jeg mener, det gør en forskel, når det kommer til penge.
Det er let at se, hvorfor alt dette er forvirrende, fordi det ligner hinanden, og det kan lyde tåbeligt at påpege. Hvis et land bruger og beskatter 1 trillion dollars om året, kan det se ud som om, at landet først beskatter 1 trillion og derefter bruger 1 trillion i stedet for at bruge 1 trillion og så beskatte 1 trillion. Og det er præcis, hvad der sker, når en regering ikke har sin egen valuta. Men når en regering har sin egen valuta, skaber den faktisk 1 trillion og sletter derefter 1 trillion.
Det kan lyde meget tåbeligt at påpege en sådan forskel. Hvem går op i det, hva’? Hvad er forskellen på at beskatte og så bruge versus at bruge og så beskatte, især når beløbene er de samme? Selv hvis den ene måde var mere sand end den anden, hvorfor betyder det så noget? Det betyder noget, fordi et land med sin egen valuta, der mener, det skal finde skatteindtægter først for at kunne bruge penge, er langt mere tilbøjeligt til at tænke i at begrænse penge i stedet for at tænke i ressourcekapacitet. Det fører til alle mulige tåbeligheder som “budgetlofter” og bekymringer over enhver mængde skatter, der er mindre end udgifterne, hvilket igen fører til skadelige politiske prioriteringer som nedskæringer og øget fattigdom, der koster os trillioner af dollars i spildte ressourcer på de deraf følgende konsekvenser, så som dårligere sundhed og mere kriminalitet.
Vi hører ting som: “Åh nej! Vi har brugt mere på sociale ydelser end vi har hentet ind i skat. Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at skære ned i de sociale ydelser.” Hvem bekymrer sig om, at det betyder, at seniorer vil opleve mere sult, selvom der er rigeligt med mad? Vi må gøre det, fordi vi bare ikke har nok skattepenge, ikke?
Det er tåbeligt. Det er alt sammen tåbeligt. Hvis dit land har nok mad til alle, og du skaber dine egne penge, så er der intet, der forhindrer dig i at fordele nok penge, så alle kan købe den mad, der er rigeligt af. Der er ingen fysisk begrænsning på den mad. Der er ingen fysisk begrænsning på pengene. Den eneste begrænsning er valget om ikke at dele penge ud til mad. Det er et politisk valg.
Ser du nu, hvorfor det er så vigtigt at stoppe med at tænke i pengetermer og i stedet begynde at tænke i termer af faktiske begrænsninger af landets ressourcer? Hvis dit land har masser af mad til alle, så har du også nok penge til alle, således at de kan købe fødevarer uden at der er inflation på mad. Hvis dit land ikke har boliger nok der, hvor folk ønsker at bo, så er du nødt til at få bygget flere boliger der, hvor folk ønsker at bo, hvis du vil undgå højere husleje ved at distribuere penge til boliger. Hvis dit land ønsker at have en overflod af ren, bæredygtig energi, så invester i mere ren, bæredygtig energi. På længere sigt bliver det meget billigere at anvende en ubegrænset ressource som solen eller vinden end en begrænset ressource som fossile brændstoffer. Er der ikke nok elbiler til alle, der ønsker en? Ja, midlertidigt kan der være højere priser på elbiler, hvis du distribuerer penge til det, men kun indtil elbilproducenterne øger produktionen for at imødekomme den højere efterspørgsel. Tag altid hensyn til forsyningsbegrænsninger, når du håndterer penge som pengeudsteder. Vareforsyningen er den reelle begrænsning for forbrug, ikke pengene til at købe varerne for.
En anden grund til, at det er vigtigt at forstå økonomiens reelle begrænsninger, er for at undgå at du ikke overskrider kapacitetsbegrænsningerne, bare fordi du tror, at du har penge nok, fordi du først har hentet skattepengene ind til at betale for noget. Det er ikke nødvendigvis nok. Her er, hvad jeg mener med det. Lad os sige, at du fra et forbrugsperspektiv skal bruge 1 million dollars på noget. Fra et skat-først perspektiv skal du først skaffe 1 million dollars, og fordi penge er penge – og du opfatter penge som din begrænsning, beslutter du at beskatte én person 1 million dollars. Ingen andre betaler skat. Nu er du parat, ikke? Nej, det er du ikke.
Hvis alt, hvad du gør, er at reducere forbrugsmuligheden for én person, så kan du overskride dine kapacitetsbegrænsninger. En rig person køber typisk ikke millioner af puder, så hvis du er bekymret for at overskride pudekapacitetsbegrænsningen, vil det ikke hjælpe at beskatte én person. Men hvis du beskattede 10.000 mennesker 100 dollars, eller 100.000 mennesker 10 dollars, eller 1 million mennesker 1 dollar, kan det være med til at sikre, at du ikke overskrider dine kapacitetsbegrænsninger. Dette er grunden til, at formueskatter ikke giver meget mening fra et økonomisk kapacitetsperspektiv sammenlignet med noget som fx en lille forbrugsskat. En lille skat, der rammer mange kontra en stor skat, der rammer få, vil ikke have den samme indvirkning på inflationen, selvom de måles til at være det samme beløb i dollars. Dette betyder dog ikke, at formuebeskatning er en dårlig idé, men blot at den ikke vil reducere inflationen lige så meget som skatter, som mange flere mennesker betaler. Der er andre gyldige grunde til at indføre formuebeskatning, såsom at mindske ulighed.
Her er noget andet, der kommer direkte fra en bedre forståelse af, hvordan fiat-valuta og skatter fungerer. Hvis du ser skatter som nødvendige for at finansiere ting, så vil du kun betale for ting med skatter, hvilket vil begrænse din faktiske kapacitet. Hvis du forstår, at skatter kun er en måde at undgå at overskride dine inflationsbegrænsninger, så vil du også se, at der er ting, du kan gøre for at undgå at overskride dine inflationsbegrænsninger, der ikke er skatter, og som derfor kan reducere eksisterende skatter eller muliggøre øget forbrug med de samme skatter uden inflation.
Lad os sige, at der i dit land, som du har grundlagt, er to virksomheder, der arbejder sammen om at fastsætte prisen på det, de sælger, i stedet for at konkurrere mod hinanden. På grund af dette har de hver især aftalt, at prisen på oksekød er 20 dollar pr. pund. Men hvad nu hvis du håndhævede konkurrence og sagde, at de enten skulle konkurrere eller risikere store bøder eller endda i sidste ende miste deres ret til at sælge oksekød til dit folk? Hvis prisen på oksekød så gik ned til 5 dollar pr. pund, ville du blot reducere inflationen uden at indføre nogen beskatning overhovedet.
Fordi din reelle begrænsning er ressourcekapacitet, hvis du gav dine folk penge til at have råd til oksekød i en prisfastsættelsessituation, er det muligt, at du ville have overskredet dine kapacitetsbegrænsninger, da folk brugte flere penge på andre ting end oksekød. En måde at undgå dette på er gennem skatter at reducere mængden af penge, der bruges på andre ting. Men fordi en anden måde at undgå inflation på er konkurrence, betød det, at de penge, som du forsynede befolkningen med, og som ellers ville have ført til inflation, ikke gjorde det, og du behøvede ikke at hæve skatterne. Så derfor kan du “betale for” ting uden at hente skat ind for det ved blot at bruge pengene og træffe kloge politiske valg, der udvider din økonomis kapacitet til at imødekomme efterspørgslen på forsyninger med udbud.
Jeg håber, at penge, offentlig forbrug og skatter giver lidt mere mening nu. Når du kan se penge som bare noget, vi skaber ud af ingenting, og sletter igen med skatter, er det lettere at se, at det, der virkelig betyder noget, er alt det virkelige – dvs. de værdier, vi ikke kan skabe ud af ingenting. Det er lettere at se, at skatteydere ikke finansierer regeringen. De bidrager til at reducere inflation og til at opretholde valutaens værdi. Det er lettere at se, at nogle skatter er bedre end andre, selvom de resulterer i lige store beløb i indhentede skatter, og det er lettere at se, at vi kan anvende værktøjer udover skatter for at reducere inflation.
Jeg håber også, det er lettere at se, hvor virkelig absurd det er at tro, som en udsteder af valuta, at du ikke har råd til at betale for det, du allerede har lovet at betale for, især når det er udgifter til at øge kapaciteten (som infrastruktur) eller til at frigøre kapacitet (som at reducere de massive ressourcebyrder fra fattigdom, især børnefattigdom)[5]. Jeg tænker på jer, tilhængere af gældsloftet.
Så næste gang nogen spørger: “Men hvordan skal vi betale for det?” om hvad som helst, håber jeg, du finder dette indlæg nyttigt til at formulere et svar. Selvfølgelig er en anden mulighed at læse min bog, Let There Be Money (Lad Der Være Penge), som dækker meget mere.
Kilde:
https://www.scottsantens.com/how-money-is-born-out-of-public-spending-and-dies-by-taxes-mmt/
[1] https://evonomics.com/isnt-time-stop-calling-national-debt/?ref=scottsantens.com
[2] https://youtu.be/QWJC__mz1Pc
[3] https://starships.com/teleporters-kill-you-the-science/?ref=scottsantens.com
[4] https://en.wikipedia.org/wiki/Ship_of_Theseus?ref=scottsantens.com
[5] https://source.wustl.edu/2018/04/childhood-poverty-cost-u-s-1-03-trillion-in-a-year-study-finds/?ref=scottsantens.com
