I forlængelse af debatten om manglende kvinderepræsentation på festivaler på Færøerne og andre steder er der mange, der spørger, hvorfor det overhovedet skal være et problem. Hvorfor søren skal alting gøres til et spørgsmål om køn? Er det ikke bare god musik, det handler om? Ønsket om flere kvindelige musikere på scenen får tilsyneladende ikke særlig god opbakning, hverken blandt mænd eller kvinder. Som kvinde er det lidt forstemmende at se alle de negative kommentarer på sociale medier, som vælter ned over dem, der har vovet at påpege den manglende kvinderepræsentation. Det er én ting. Men det mest interessante spørgsmål er, hvorfor kvinder ikke savnes særlig meget på scenen. Er det, fordi folk mener, at kvinder er mindre dygtige eller mindre musikalske end mænd? Og er de nu det? Kan der være noget om det?
Mange fremfører, at det bare er det rene pjat at påpege, at kvindelige musikere ofte er underrepræsenterede på musikscenerne. Kvinderne kan bare tage sig sammen og gøre mere for at blive bedre til at spille, hvis det er så vigtigt for dem. Så skal de nok komme frem. Måske er de bare ikke lige så dygtige som mænd? Måske laver de bare ikke lige så god musik, hvem ved? Måske er det ikke så mærkeligt, at kvinder ikke er så godt repræsenterede på festivaler og andre musikscener? Eller hvad?
Noget, der provokerer folk, er, at de mener, at det, som kvindelige musikere, ligestillingsrådet (og så disse utålelige klynkende feminister) beder om og vil have, er, at arrangører af musikbegivenheder skal lægge større vægt på køn end på musikernes dygtighed. En person formulerede det sådan på Facebook:
“Sikke noget vrøvl. Skal det virkelig være sådan, at der SKAL være begge køn repræsenteret overalt og til alt? Så mener jeg, at intet fiskeskib skal få lov til at forlade kajen, uden at mindst halvdelen ombord er kvinder, der må ikke bygges nogen huse, uden at mindst halvdelen af dem, der bygger, er kvinder, ingen daginstitutioner skal have åbent uden at mindst halvdelen af de ansatte er mænd, jeg kunne blive ved… Nej, demokrati og evner. Hvis det ene køn er bedre til noget end det andet, så vælger man det. Det giver ingen mening at få ligestilling ind overalt, hvis det går ud over kvaliteten, gældende begge veje.”
En kvinde formulerede sig sådan:
“Åh dette her h***** klynk altid om ligestilling. Man skammer sig over at kalde sig kvinde, bare på grund af ligestillingsvrøvlet. For at gå til en musikfestival, skal jeg helst kunne lide musikken. Ellers kan jeg ikke se nogen grund til at tage på musikfestival. Hvilket køn der spiller i hvilken gruppe, kunne jeg ikke være mere ligeglad med.”
Men er det fuldkommen kønsbalance, der bliver bedt om? Nej, ingen siger, at der SKAL være 50/50 kønsrepræsentation på alle områder i samfundet – heller ikke når det kommer til musik. Selvfølgelig skal dem, der er bedst, have lov til at komme frem, uanset hvilket køn de har.
Er kvinder virkelig udelukket på grund af deres køn?
Men hvad er så årsagen til, at kvinder er så dårligt repræsenteret i forhold til mænd, når det kommer til musikevents? ER det måske virkelig fordi, at de ikke er lige så dygtige som deres mandlige kolleger på musikscenen? Det er selvfølgelig legitimt at stille det spørgsmål.
Som nogen sagde på facebook:
“Det er ikke dårligt ment fra nogen side – heller ikke kvindernes egen, som i frihedens navn vælger andre prioriteter end at blive musikere. Nu kan det konstateres, at kvinder har fået alle de rettigheder, de skal have. Næste på listen bør være at afskaffe ‘ligestillingsrådet’, før vi mister empati og respekt for kvindekampen, som nu synes at være blevet kvindeklynk. Skal kvinder træde op på scenen, må de selv gå den lange musikvej. Kvalitet skal og bør prioriteres over køn. Det er ingen løsning konstant at forurene det offentlige rum med sådan noget vrøvl. Det er så trættende, at rigtige nyheder bliver skubbet til side på grund af sådan noget.”
Men er der ikke kvinder, der netop har gjort det? Altså: har gået den lange vej for at dygtiggøre sig så godt som muligt inden for musik? Jo, det er ikke så få efterhånden. Når man ved, at der findes fremragende musikere, som tilfældigvis er kvinder, er det så underligt, at der stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor nogle af disse dygtige musikere ikke bliver valgt af arrangører til at spille ved musikevents? Er det ikke lidt mærkeligt, at INGEN af dem er repræsenteret på en hel festival? Ingen af kønnene bør vel udelukkes, hvis der findes dygtige musikere af begge køn. Eller hvad?
Nogen mener, at denne forskel er så iøjnefaldende, at kvinderne må være fravalgt på grund af deres køn. Andre mener, det bare er tilfældigt, at kun mænd blev valgt denne gang. En tredje mener, at kvinder selv har skylden. De kunne bare have været bedre til deres fag og være mere fremme i skoene.
Uanset hvad årsagen er, er det mærkeligt, at det er så konsekvent – ikke bare på Færøerne, men også i landene omkring os, at kvinder er underrepræsenterede på musikscenen i forhold til mænd.
Kvinder mindre anerkendt som musikere end mænd
Det er et meget interessant spørgsmål, hvorfor det er sådan. Skal kvinder bare “tage sig sammen” for at blive bedre musikere, så de automatisk bliver mere populære? Er det virkelig så enkelt?
Sandsynligvis er det et langt mere komplekst og nuanceret spørgsmål – som det oftest er. Der er så mange faktorer, der kan påvirke og være årsagen til den nuværende situation. Vi er alle påvirket af samfundet, af historien før os og af den tid, vi lever i lige nu. Ingen lever isoleret i verden i et vakuum, så den måde, vi opfører os på, er oftest resultatet af påvirkning fra mange forskellige faktorer.
Eller kan det virkelig bare handle om, at der ganske enkelt er en biologisk forskel mellem kvinder og mænd, som gør, at flere mænd spiller musik end kvinder, og at de er bedre til det end kvinder? Er de i bund og grund mere musikalske end kvinderne? Hvad siger forskningen om det? Det vender jeg tilbage til.
Hvis man undersøger det nærmere, så har kvinder – som en masse forskning på området viser – fra ældre tid haft langt større udfordringer end mænd med at gøre sig gældende på musikscenen. Hvor mange klassiske komponister af hunkøn kender du for eksempel? Sandsynligvis meget færre end klassiske komponister af hankøn – hvis nogen overhovedet, ikke? Det er ikke fordi, de ikke findes. I virkeligheden findes der en masse, men der er aldrig blevet kastet lys på dem i samme grad som på mænd. Det er ikke fordi, de er dårligere end mænd. Lyt bare her. Her er nogle eksempler på undervurderede kvindelige klassiske komponister:
Hvis man er interesseret i at vide, hvilke forhindringer kvinder i musikken oplever i forhold til mænd i dag, er der her en særdeles interessant video, som bestemt kan anbefales at se. Videoen handler netop om dette – hvilke særlige udfordringer kvindelige musikere har, underbygget med spændende interviews, henvisninger til bemærkelsesværdig forskning om kønsforskelle inden for musik og med sigende statistikker, der viser forskellen mellem kønnene. Dette er en “øjenåbnende” video, som absolut er værd at se, som nævnt:
Musikverdenen, en mandeverden
Ifølge forskningen, som værten refererer til, og ifølge interviews, værten har med forskellige kvindelige musikere og musikproducenter, har forskelsbehandlingen mange forskellige årsager.
Det har noget at gøre med samfundets holdning, som har sin oprindelse i historien, som nævnt ovenfor, og som igen påvirker kønsopfattelsen. Det har noget at gøre med opdragelse og med skoler og musikuddannelser. Og det har noget at gøre med manglende rollemodeller, med traditionelle kønsroller og med… jeg tør næsten ikke nævne ordet… sexisme, blandt meget andet.
Tænk bare på dette fænomen, som mange nok kan genkende: Når folk ser musikere, der er kvinder, ser de først og fremmest kønnet – at det er kvinder, mens når de ser musikere, der er mænd, tænker de ikke på kønnet, men ser bare… musikere. ALLE lægger f.eks. mærke til det, hvis der kun er kvinder i en gruppe – eller at bare én kvinde spiller f.eks. bas eller trommer, mens ingen tænker på kønnet, når mænd spiller. For mandekønnet er “standard” kønnet i musikverdenen.
Som værten i videoen ovenfor siger:
“You’ve probably spent most of your life only really seeing male producers, male engineers, male music writers. And if you saw a female on MTV she almost certainly had a male producer producing music for her. And maybe every now and then you would turn on PBS, and you would see a virtuoso female violinist sight reading music written by a man being conducted by a male conductor.”…. “I just think that a lot of us men, when we see a woman producing music, we don’t see ourselves. We see a woman trying to do something that we do.”
(Oversat til dansk: “Du har uden tvivl oplevet det meste af dit liv reelt kun at se mandlige producere, mandlige lydteknikere, mandlige arrangører. Og hvis du så en kvinde på MTV, var det næsten sikkert, at hun havde en mandlig producer, der producerede musik for hende. Og måske tændte du af og til for PBS, hvor du så en virtuos kvindelig violinist spille og læse noder til musik, skrevet af en mand og dirigeret af en mandlig dirigent.” …. “Jeg tror bare, at de fleste af os mænd, når vi ser en kvinde producere musik, ser vi ikke os selv. Vi ser en kvinde, der prøver at gøre det, vi gør.”)
Det er ganske enkelt en kendsgerning, at musikverdenen primært er en mandeverden. Eftersom kvinder har været – og stadig er – færre i antal end mænd i musikverdenen, og derfor er mindre synlige som musikere, er mange mennesker – både kvinder og mænd – noget skeptiske over for kvinders evner som musikere. Mere skeptiske end de er over for mænds evner som musikere. Ikke af ond vilje, men bare af gammel vane – og uden tvivl ubevidst. Kvindelige musikere har selv denne fordom… om sig selv.
Dette gør sig især gældende, når det handler om rytmisk musik, hvor mænd i høj grad har været dominerende i lang tid, i det mindste når det kommer til at have rollen som instrumentalister og til at producere, mixe og mastere musik, mens kvinder mest har holdt sig til at synge.
Kvindelige musikere har altid levet i en verden, hvor det har været en selvfølge, at mænd er de bedre eksperter, når det kommer til musik. De er så vant til at få at vide – direkte eller indirekte – at det klarer mændene nok bedre end dem. Og de tror måske også selv, at de nok ikke er – eller kan blive – lige så gode, fordi mændene virkelig ofte er meget dygtige. Ingen tvivl om det. Ikke mindst fordi mændene selv er overbeviste om det samme. Musikverdenen ER derfor i høj grad en mandeverden.
Mere maskulint end feminint at være dygtig til at spille
Drenge har fra barndommen flere mandlige forbilleder, som giver dem inspiration til selv at kaste sig over musik – ofte sammen med andre drenge, fordi drenge ofte bedre kan lide at gøre noget sammen, i stedet for bare at snakke sammen. Mens snak ofte er tilstrækkeligt for piger, som derfor ikke bliver i lige så høj grad opmuntret til at gøre andet end bare at snakke sammen.
Drenge, som viser stor dygtighed, når det kommer til at spille et instrument godt, høster megen anerkendelse fra hinanden – og fra kvindelige fans også. De har måske også et større konkurrenceinstinkt end mange piger. Det opmuntrer dem til at gøre mere ved det. “Øvelse gør mester”, som danskerne siger, så de udvikler måske derfor tidligere mere mod og et større selvværd omkring, at de kan klare det, hvis bare de øver sig nok – samt at de synes at have mere stædighed til at øve sig end mange kvinder har, måske netop fordi de får mere anerkendelse for at være dygtige inden for området og derfor et eller andet sted tror mere på egne evner. En positiv spiral, kan man sige.
Et ‘bias’, som begge køn synes at lide af, er, at det bliver set som mere maskulint – og ikke særlig feminint at være en fremragende instrumentalist – f.eks. på guitar, bas eller trommer – også her sandsynligvis af historiske årsager. Ifølge videoen ovenfor får kvinder, som er dygtige instrumentalister og/eller dygtige komponister, derfor ikke lige så meget anerkendelse for deres dygtighed. De er ikke “kvindelige” nok, tilsyneladende. Derudover bliver de ofte mistænkt for ikke at være så dygtige i virkeligheden, men at de nok “snyder” på en eller anden måde, f.eks. at der sandsynligvis står en mand bag, som har “hjulpet” til (se videoen ovenfor om netop dette fænomen).
Mange går ganske enkelt bare automatisk ud fra, at mandlige musikere er dygtige til deres fag – og stiller ikke spørgsmålstegn ved det, mens kvinder har udfordringer med at blive opfattet som kompetente musikere, sammenlignet med mænd. Ikke mindst historisk set. Der er meget bias – både hos mænd og kvinder, hvor folk ofte per automatik ser med mere skeptiske og kritiske øjne på kvindelige musikere end på mandlige musikere.
Dette ‘bias’ kan bekræftes ved at læse anmeldelser af kvindelige musikere f.eks. i danske aviser. Hvis de får ros, er det ikke så meget for at have været dygtige komponister eller instrumentalister, men ofte meget mere for, hvordan de ser ud, og hvad de har på. Derudover bliver de ofte meget sammenlignet med andre kvindelige musikere – f.eks. om de synger bedre eller dårligere end andre kvinder – mere end mandlige musikere bliver sammenlignet med andre mandlige musikere i anmeldelser.
Stiller ikke samme spørgsmålstegn ved mænds dygtighed
Den samme skepsis omkring kvinders evner som musikere er ofte internaliseret hos kvinder, hvilket blandt andet medfører, at mange kvinder ofte bliver meget selvkritiske, selvcensurerende og derfor har svært ved at træde frem i forhold til de mere selvsikre mænd.
Der findes selvfølgelig undtagelser, hvor kvinder stædigt insisterer på at gøre sig gældende som musikere, men det er ofte på trods. De – desværre for få – kvinder, som vil kæmpe og gøre sig gældende som dygtige instrumentalister, komponister, arrangører eller gode musikproducere, får ofte en helt anden reaktion fra andre (især fra mænd), end mænd ditto får. Folk har simpelthen ikke lige så stor tillid til, at kvinderne virkelig besidder så gode evner – i hvert fald ikke lige så stor tillid, som de har til de evner, mandlige musikere og producenter har.
Der er intet underligt i det, når vi nu engang ser så mange flere dygtige og mere erfarne mandlige musikere på scenen, end vi ser kvinder. Forskning og statistikker viser, at kvindelige musikere af den grund ofte støder på større forhindringer end mænd – for eksempel når det kommer til at få adgang til større scener med større publikum og at få deres værker anerkendt og spillet i medier, som igen fører til underrepræsentation ved større musikevents. Problemet bider sig selv i halen.
Hensigten er ikke at sætte kvinder og mænd op mod hinanden
Nu er hensigten med dette blogindlæg ikke at sætte mandlige og kvindelige musikere op mod hinanden. Tværtimod. Det er en kendsgerning, at mange mandlige musikere er meget støttende og altid er klar til at samarbejde med kvindelige musikere. Og dette sætter kvindelige musikere stor pris på. Men “ingen kender men, i en anden mands ben”, som et færøsk ordsprog siger, så det kan alligevel være svært for mandlige musikere at se musikverdenen fra et kvindeligt perspektiv. Mange mænd mener for eksempel, at kvinder bare kan gøre præcis som dem, så skal de nok blive mere anerkendte. Men det er lettere sagt end gjort, når nu verden er, som den er.
Ifølge samtalerne i videoerne ovenfor er der ingen mangel på gode råd fra mænd til kvindelige instrumentalister for eksempel. Dette er uden tvivl ment som hjælp – og er velment. Men ofte er mændene blinde for, hvad dette gør ved kvinderne – at det i virkeligheden måske ikke hjælper på situationen. Tværtimod kan det få kvinderne til at føle sig endnu mere underlegne, fordi mændene synes, at de har brug for “hjælp.” Det, som kvinderne mest har brug for, er anerkendelse først og fremmest for det, som de vil – og som de i virkeligheden kan. Og det er ofte mere, end andre måske tror.
Måske er det svært som mand at sætte sig ind i, hvor udfordrende det kan føles for en kvinde at navigere som musiker i en musikverden, hvor mænd i så stor grad er i flertal, og som derfor er så præget af mandlige forudsætninger, selvom mændene selv har svært ved at se det sådan, fordi det føles helt naturligt for dem.
Mange kvinder vælger simpelthen at overgive sig og lade mændene styre, fordi de jo er så gode til det – og gør det så gerne. Det kan måske virke for krævende at få sin vilje igennem eller få dem til at forstå ens perspektiv, når de er så dygtige og også har meninger og er så sikre på deres sag om, hvordan tingene skal gøres. Så er det måske det nemmeste for nogle kvinder bare at vælge de mere traditionelle kvindelige roller i musik, såsom at synge, hvor de måske kan forvente at få lidt mere anerkendelse, fordi de der ikke ‘truer’ mændenes ekspertise og derfor føler mindre ‘modstand’ eller konkurrence fra mændenes side. Eller de vælger den tredje mulighed: De giver simpelthen helt op i magtesløshed og manglende tillid til sig selv.
Ingen biologisk forskel, når det kommer til musikalitet
Det interessante er, at når man fjerner kønnet fra ligningen og på en eller anden måde slipper uden om kønsbias, så kommer ligestillingen næsten af sig selv. Inden for den klassiske verden er kønsbalancen for eksempel blevet meget bedre, efter at mange orkesterledere rundt omkring i verden har valgt at have “blind auditions”, hvor de, der skal vælge musikerne til orkestrene, ikke kan se, hvilket køn dem, der søger om at spille med i orkestrene, har, men kun skal lytte til de pågældende musikere spille bag et tæppe. Det er ret sigende, at de på denne måde “kommer til” at vælge mange flere kvindelige musikere, end de ellers ville have gjort.
Forskning viser (som nævnt i videoen ovenfor), at der ingen biologisk forskel er på piger og drenge, når det kommer til at sammenligne kønnenes musikalitet. Tværtimod ser det ud til, at piger ofte er foran drenge i denne henseende som børn. Men af en eller anden grund mister pigerne modet og drivet på grund af de forhindringer, de møder på vejen til voksenlivet. Der må uden tvivl sættes ind ret tidligt, hvor piger opfordres til og fastholdes i mindst lige så høj grad som drenge i at spille musik, uden at de skal risikere at miste noget ved det – som for eksempel at blive betragtet som mindre feminine.
Det ville være så fantastisk berigende for alle parter, hvis det var sådan, at kønnet slet ingen rolle spillede i musikverdenen. Men så længe dygtige musikere, som tilfældigvis er af hunkøn, ikke bliver værdsat lige så højt og ikke får lige så let adgang til muligheder som de musikere, der tilfældigvis er af hankøn, så har vi et problem.
Der er allerede lavet en del forskning, som viser, at kvinder møder større forhindringer og fordomme end mænd, når de vil etablere sig som musikere, og at de skal kæmpe mere for at blive hørt. Hvis ikke vi anerkender dette faktum, ja, så ændrer intet sig. Skal der ske en forandring , er det nødvendigt først at anerkende, at der er et problem. Ellers kan man ikke finde ud af, hvordan problemet kan løses. Det er første skridt mod at finde løsningen må vel være at bevidstgøre sig om, hvad årsagen er til, at der er så forholdsvis stor forskel på kvinder og mænd i musikverdenen, når vi ved, at kønnene har nogenlunde det samme musikalske udgangspunkt fra barnsben. Hvor er det, det går skævt? Og hvorfor? Og kan der gøres noget for at rette op på det? Hvad skulle det være f.eks.? Det må vi finde ud af, så talentfulde musikalske kvinder kan få lov til blomstre som musikere, sådan som de har fortjent lige så meget som mænd.
Vil du vide mere om, hvorfor der er så få kvinder i musikbranchen i forhold til mænd, findes der en del forskning og statistik, der belyser og analyserer området. Her er en række relevante links til rapporter og artikler om problematikken:
Videnskabelige rapporter:
- https://www.dr.dk/static/documents/2022/03/01/2022_kvinderne_i_musikken_rapport_7724645d.pdf
- https://kvinfo.dk/wp-content/uploads/2022/03/Hvorfor-er-der-sa%CC%8A-fa%CC%8A-kvinder_marts2022.pdf
Artikler:
