Hvad har en ung færøsk tjenestepige på 17 år i en lille bygd på Færøerne i 1916 at gøre med en revolutionerende ny opfindelse af en urinbaseret rensevæske til dieselmotorer?
Af Elin Brimheim Heinesen
i Berlingske Tidende, 4. sektion, søndag 16. december 2001.
Den 28. september i år kunne et af verdens førende videnskabelige tidsskrifter, »New Scientist«, bringe nyheden om, at nu havde forskere fra det hollandske nationale laboratorium TNO opdaget, at urin kan reducere forureningen i dieselmotorer med op til 80 procent.
Det er en god nyhed for miljøet. Og ikke mindst en god nyhed for vognmandsfirmaerne i EU, som ellers kunne se frem til en klækkelig miljøafgift fra 2005, hvis ikke problemet med de stærkt forurenende lastbilmotorer bliver løst inden da.
Det kan dog næppe tilrådes lastbilchaufførerne at give sig til at pisse i motorerne. Lastbilernes toilettanke vil heller ikke være nok til at dække behovet, så de hollandske forskere har sammen med en amerikansk katalysatorproducent og lastbilfabrikken DAF udviklet en katalysator til dieselmotorer og udvundet et ekstrakt af kropsvæsken, som indsprøjtes i katalysatoren i stedet for den ægte vare. Det urinbaserede kemikalie forsøges sat i produktion af olieselskabet Elf, som også undersøger mulighederne for at sælge det på benzinstationerne.
Urin som vaskemiddel
Det viser sig bare, at nyheden om urins gavnlige renseeffekt på motorer slet ikke er så ny endda. 1 foråret 2001, knap et halvt år før nyheden bragede ud på »New Scientist«, bragte det færøske fiskerblad, »FF-blaðið«, et interview med den gamle færøske bådebygger, Símun Johan Wolles.
Han fortæller om problemerne, som færøske fiskere havde under Første Verdenskrig:
På grund af krigen var der mangel på olie til fiskernes fiskerbåde. Men sømænd er sjældent rådvilde. De færøske fiskere begyndte i stedet at bruge tran fra hvalspæk som brændstof.
Det var en ressource, de havde bedre adgang til. Ulempen var bare, at tranen dannede så meget sod på tændrørene, at de forstenede hele tiden.
Det betød, at hver gang man skulle starte en motor igen, måtte man skille den ad og rense den først, og det var et usandsynligt besværligt og beskidt arbejde.
Bådebygger Símun Johan Wolles fortæller om den kvikke, dengang 17-årige tjenestepige, Lisa Toftegaard (senere Jacobsen), der tjente i samme hus i den færøske bygd Leirvik, som hans egen mor, Elsebeth Samuelsen.
En dag i 1916, da motorpasseren Andrias Andreasen kom hjem, som sædvanlig tilsodet fra top til tå efter at have renset motoren i sin båd, sagde Lisa til ham, at det måtte da være muligt at bruge urin til at rense motoren med.
Urin blev dengang brugt som vaskemiddel. Man lagrede det på tønde og brugte det til uldvask, men også til hårvask og anden almindelig husrengøring. Jo surere, jo bedre. Andrias Andreasen fik så en idé, der skulle vise sig at være særdeles nyttig.
Han fandt på at indsprøjte lidt urin i motoren, lige før han standsede den. Og ganske rigtigt. Da han kiggede efter for at se på tændrørene, var de blanke og rene som nyfalden sne. Og Andrias have ingen problemer med at starte motoren igen.
Nyheden spredte sig hurtigt blandt fiskerne, som nu kunne slippe for det møgbeskidte arbejde med at skille motorer ad for at rense dem.
Andrias Andreasen og de øvrige fiskere benyttede sig velfornøjet af den effektive urinrensemetode resten af krigsårene.
85 år senere
Tjenestepigen Lisa Jacobsen fra Leirvik fandt altså allerede for 85 år siden på at bruge urin til at rense motorer med. I det hele taget var Lisa Jacobsen, født Toftegaard, en bemærkelsesvardig dame. Hun blev født den 6. juni 1899 i Fuglefjord på Færoerne og døde den 25. september 1992, 93 ár gammel, i Klaksvig.
Lisa fik ikke nogen god start i livet. Kun en måned gammel mistede hun sin mor og kom i pleje. Plejemoderen døde imidlertid, da Lisa kun var seks år gammel, og Lisa havnede derefter hos sin plejemors ældste datter, Olevina, som boede i Leirvik. Olevina tog Lisa til sig som sin egen.
20 år gammel blev Lisa trolovet med fiskeren Eliseus Jacobsen fra Syðradal, men fordi hun pludselig blev alvorligt syg af tuberkulose, kunne de ikke gifte sig før i 1927. Først da var hun rask igen. De fik ikke børn selv, men tog to, en dreng og en pige, til sig i pleje, som to af Lisas yngre plejesøstre skænkede dem af deres egne.
Lisa Jacobsen var en uovertruffen fortæller. Hendes fortællekunst tryllebandt tilhørerne, og hun blev med tiden også kendt uden for egen bekendtskabskreds. Den færøske radio har lavet flere udsendelser med Lisa. Hun var en uudtømmelig kilde af særegne færøske udtryk og ordsprog. De er blevet skrevet ned af hendes datter, Maud Heinesen, og overgivet til det færøske universitet til bevarelse.
Lisa havde også en fænomenal hukommelse. Hun blev opsøgt af mange med interesse for slægtsforhold, for hun kunne fortælle om mange familiers slægter langt tilbage i 1800-tallet og remse hver og én i slægten op ved deres navne.
Den gode idé – at rense motorer med urin, Lisa fik som 17-årig – blev aldrig anerkendt efter fortjeneste i hendes levetid. Da Første Verdenskrig var ovre og fiskerne igen fik renere olie til deres motorer, glemte de efterhånden at gøre brug af ideen og først nu, 85 år senere, har den fået videnskabens blå stempel med artiklen i »New Scientist«.
Dog er det ikke Lisa, men nogle hollandske forskere, der har fået æren for ideen – og som sandsynligvis kommer til at tjene pengene på den!