Af Elin Brimheim Heinesen
I fortiden, da ingen havde ejendomsret til naturressourcer frem for andre, ejede alle levende væsener alt i fællesskab – både dyr og mennesker. Ingen forhindrede nogen i at tage, hvad naturen gav, ligesom ingen forhindrer fuglene i at leve af det, de finder i naturen. Folk levede af det, der var lige for hånden, og måtte forsøge at overleve med det. Alle havde således et fundament, som var deres garanti for overlevelse. Men sådan er det ikke længere for os mennesker. Ikke alle har længere fri adgang til sådant et “fundament” (dvs. eksistensgrundlag) at stå på.
Landets ressourcer – både jord- og havressourcer – er stadig “fundamentet”, eller med andre ord, eksistensgrundlaget for os alle. Det er det, som hele samfundet bygger på. Uden det vil vi dø af sult. Men i dag er så godt som alle naturressourcer blevet privatiseret eller eksproprieret. Alt er overgået til private hænder eller til statens myndigheder at forvalte, eftersom de ressourcer, som de private ikke allerede har fået ejerskab over, anser myndighederne sig for at have ret til at kontrollere.
Dette betyder, at adgangen til de værdier, som vi tidligere alle havde del i, før de blev eksproprierede, ikke længere er til fri benyttelse for de fleste. Nogle har fået “ret” til at nægte andre adgang til de ressourcer, som var – og stadig er – eksistensgrundlaget for alle.
Hvad betyder “folkets ejendom”?
Mange har glemt, hvad udtrykket “folkets ejendom” betyder, og hvorfor det kaldes sådan. Vi tænker ikke længere – eller i det mindste sjældent – over, at det, som (endnu) ikke er på private hænder, tilhører ingen bestemt. Så i virkeligheden ejer vi det alle lige meget – på samme måde som vi “ejer” luften, vi indånder hver dag. Deraf udtrykket “folkets ejendom”. Men nu er det så længe siden, at næsten alting blev overtaget af private eller det offentlige, at vi har glemt, hvordan det var før, og vi kan ikke forestille os verden anderledes, end den er i dag.
Private personer, som i dag sidder på en stor del af naturressourcerne, hævder at have fortjent at eje disse værdier, fordi de – eller deres forfædre – gjorde et stort arbejde og investerede så meget i ressourcerne, at de mener at have fuld – historisk – ret til at eje dem.
Men hvad betyder det egentlig, når man tænker på de konsekvenser, som privatiseringen har haft for alle andre? For dem, som ikke fik nogen del i naturressourcerne, har privatiseringen betydet, at de og deres efterkommere ikke længere har den samme garanti for et eksistensgrundlag, som deres forfædre havde. De fik aldrig nogen garanti for, at noget kom i stedet, som var lige så meget værd som det, deres forfædre tidligere kunne bygge deres tilværelse på, og som de nu har mistet adgangen til.
Selvom disse efterkommere, som er uden ejendom, ikke selv har haft nogen indflydelse på – eller nogen skyld i – den situation, de er i, så lider de stadig under, at forfædrene på en eller anden måde mistede adgangen til ressourcerne, til næsten intet var tilbage. De kan, som det er nu, ikke gøre noget for at få de rettigheder tilbage, som deres forfædre havde. Ejendomsretten er jo ifølge grundloven ukrænkelig. Dette er til størst fordel for dem, som tilfældigvis er arvinger efter dem, som engang tilegnede sig ressourcerne på én eller anden vis, men som intet selv har gjort for at eje al denne ejendom.
Virkeligheden er jo, at der ofte ikke var nogen, der spurgte andre efter, da nogen oprindeligt tilegnede sig ressourcerne. I mange tilfælde protesterede ingen heller – sandsynligvis fordi der var meget mere at tage af, og overtagelse af jord og andre naturressourcer var ikke det store problem. Hvis nogen imidlertid protesterede, havde de sandsynligvis ingen chance, enten fordi de var underlegne og måtte træde til side for overmagten. Eller de lod sig købe til at flytte fra jorden for en lille sum uden at være fuldt bevidste om værdien af det, de opgav, hvilket bandt deres efterkommere for altid. Eller de blev simpelthen bare dræbt! Tænk bare på oprindelsesfolkene i Amerika. Men nu, hvor næsten alle ressourcer i verden er overtaget af nogen, står vi pludselig med et problem.
Nutidens slaveri
Medmindre de selv har valgt at sælge det hele, sidder arvingerne til “ejendomstagerne” – dvs. dem, der i sin tid tilegnede sig ressourcerne – nu med alle disse værdier, som er livsnødvendige for alle, uden at have gjort noget andet for det end blot at være arvinger. De kan – hvis de vil – i princippet blive ved med at sidde med retten til værdierne i generation efter generation – i princippet for evigt. Hvis de vælger at sælge, er det kun dem, der allerede er relativt velhavende, der har råd til at købe. Resultatet bliver derfor med tiden, at næsten kun velhavende mennesker – eller folk med ejendomsret over jord eller hav – ejer eller har eneret til næsten alt, som andre også skal leve af.
Det er jo en kendsgerning, at alle stadig på en eller anden måde må have noget at leve af – ikke kun efterkommerne af “ejendomstagerne”. Nu hvor de ejendomsløse ikke længere frit kan bruge naturressourcerne som livsgrundlag, hvad skal de så basere deres eksistens på? Hvad skal de gøre for at overleve?
For de fleste, der ikke ejer noget i forvejen og derfor må starte fra nul, er der ikke så mange andre muligheder end at tilbyde sig som arbejdskraft til dem, der har råd til at betale dem løn. Men det kræver, at folk underkaster sig de vilkår, som arbejdsgiveren sætter. Løntagerne kan jo ikke undvære løn, hvis de skal overleve, så til gengæld for lønnen er de nødt til at afgive mange rettigheder.
De må f.eks. acceptere, at de ikke længere har fuld frihed og kontrol over deres tid og heller ikke beslutter, hvad de skal gøre eller producere i arbejdstiden. De ejer heller ikke det, de producerer. Andre har ejendomsretten over det, samt over størstedelen af deres tid og energi. I virkeligheden er de blevet andres ejendom – i hvert fald i arbejdstiden, som fylder det meste af deres vågne tid og tager det meste af deres energi.
Men en stor del af den samlede arbejdsstyrke får kun lige nok til at bilde sig selv ind, at de har en vis frihed – sandsynligvis for at forhindre for stor utilfredshed og dermed mulig opstand. På den måde bliver det mindre synligt, at de fleste ejendomsløse er tvunget til at leve af andres nåde og under betingelser, som andre stiller, herunder et væld af love og regler, der siger: “Nej, det må du ikke, eller det andet må du heller ikke, fordi en anden ejer eller har alle rettighederne, f.eks. over den jord eller den fiskeressource.”
Ja, lønniveauet og den materielle velstand er steget med tiden i forhold til tidligere – også for de lavest lønnede. Men stadig er det sådan, at en stor del af befolkningen har mere eller mindre konstante økonomiske udfordinger, selvom de arbejder sig halvt ihjel dagligt gennem næsten hele livet. Alligevel klarer de det faktisk kun lige akkurat, og de overlever fra månedsløn til månedsløn, mange uden nogensinde at få råd til at sikre sig eget tag over hovedet. Og hele tiden må de leve med truslen hængende over hovedet om, at hvis de mister deres job eller ikke kan opnå nok indtægt denne måned, kan de miste deres bolig og ende i fattigdom. En uventet regning kan gøre hele forskellen.
Fanget i en spiral af fattigdom
Selvfølgelig kan man pege på en vis social mobilitet, hvor nogle få ejendomsløse har formået at kæmpe sig ud af fattigdommen og op i samfundets højere lag – måske alene gennem hårdt arbejde eller held – eller begge dele. Men det er undtagelsen. Langt fra alle ejendomsløse formår at starte egen virksomhed og/eller kan overbevise investorer om at investere i deres projekter. Og langt fra alle har evner eller energi til at gennemføre en uddannelse, der måske kan føre til bedre job med højere løn, da deres udgangspunkt er værre og de starter langt under de mere velhavendes startlinje.
For mange ejendomsløse står valget f.eks. ofte mellem at tage de dårligst betalte og mindst attraktive jobs, som få mennesker vil have – eller at være arbejdsløse. Hvis de har for lav indkomst til at købe eller leje en god bolig, står valget mellem at bo i dårlige, måske sundhedsfarlige boliger, som de måske ikke har råd til at vedligeholde – eller ende som hjemløse på gaden. Når folk er i sådan en presset situation, har de ikke mange valgmuligheder. Medmindre de vælger at forsøge at tjene penge gennem kriminalitet, som ofte ender med, at de kommer i en endnu værre situation, ja, så må de acceptere samfundets vilkår og tage, hvad de kan få til gengæld for at tilbyde deres arbejdskraft. Det forventes endda, at de er ydmyge og dybt taknemlige for blot at få lov til at arbejde, og at de er tilfredse med de få midler, de får til gengæld. Det er jo bedre end ingenting, ikke sandt?
Sådan holdes mange mennesker fast af dem, der har større magt end dem. Den aktuelle situation er, at de fleste ejendomsløse ikke har mange muligheder for at skaffe sig det nødvendige for at overleve – mad, tøj og bolig – uden at de afgiver deres frihed for at ‘få lov’ til at arbejde for dem, der ejer ressourcerne, ‘få lov’ til at være på offentlig forsorg, eller ‘få lov’ til at låne penge af banken, som de måske må kæmpe og slås gennem hele livet for at betale tilbage med høje renter. De magtfulde, som de ejendomsløse ofrer det meste af deres frihed til, bliver dermed kun rigere og får mere magt til at bestemme vilkårene for alle andre. Og hvis alle andre ikke efterkommer disse krav, er fattigdommen uundgåelig.
Set fra denne vinkel er det så ikke lidt bagvendt, at de, som har andre til at arbejde for sig, kaldes “arbejdsgivere”, som om arbejde er en “gave”, de giver til andre? Mens de, som arbejder, kaldes “arbejdstagere”, som om de “tager” noget fra dem, de arbejder for? Er det ikke netop omvendt? At de, som arbejder, “giver” deres arbejdskraft til andre, mens de, som de arbejder for, “tager” deres arbejdskraft? Denne måde at formulere disse forhold på siger noget om, hvem der virkelig har magten i samfundet, og hvem vi mener vejer tungest.
Dette er under alle omstændigheder de vilkår, som mange ejendomsløse er nødt til at leve under, men som de i virkeligheden aldrig har bedt om, og som deres forfædre i tidernes morgen ikke skulle leve under, da land og hav endnu var til fri afbenyttelse for alle, og alle uden hindringer kunne gå ud i naturen for at skaffe sig det nødvendige til livets ophold.
Forskelsbehandling af mennesker
En stor del af befolkningen bliver tvunget til at leve mindre frit under hårdere vilkår end de heldige, der er født ind i familier, som er bedre stillet og kan give dem økonomisk sikkerhed fra starten. Disse forskellige udgangspunkter skaber således en ulige spillebane, hvor forudsætningerne ikke er de samme for alle fra fødslen. De heldige har mere frihed, fordi de eksempelvis ikke er tvunget til at arbejde for andre for at overleve i samme grad. De har også bedre mulighed for at tage længere uddannelser. De får ofte også bedre hjælp hjemmefra, fordi forældrene måske også er veluddannede og godt stillede på andre måder.
Dem, der ikke har denne fordel, skal kæmpe meget hårdere for at bryde ud af deres dårligere udgangspunkt. Hvis de ejendomsløse overhovedet skal have råd til at studere, må de bruge meget tid på at arbejde ved siden af studierne. Det betyder naturligvis, at de ikke kan fokusere lige så meget på studierne som de andre, der ikke behøver at arbejde ved siden af. De får desuden ofte ingen hjælp hjemmefra – hverken fagligt eller økonomisk, fordi forældrene ikke har mulighed for det. Det siger sig selv, at det så er vanskeligere at klare sig. Derfor er det også forholdsvis få af dem, der ikke havde nogen fordel fra fødslen, som formår at løfte sig så meget over deres tungere sociale arv, at de når dertil, hvor de kan leve et friere liv, hvor de selv – og ikke andre – sætter betingelserne.
Selvom ingen, set fra et etisk synspunkt, grundlæggende er født mere værdig end nogen anden, tillader vores samfundsstruktur således, at der bliver gjort forskel på mennesker. Hvis folk viser utilfredshed med denne ulighed, bliver de hurtigt beskyldt for bare at være negative eller misundelige, eller for bare at være dovne og ikke gide at gøre eller ofre det, der skal til for at løfte sig ud af fattigdommen. Samtidig bliver der set helt bort fra de fordele og privilegier, som dem, der kommer fra mere velstående familier, har, men som de personligt sjældent har gjort sig mere fortjent til end andre. De er bare tilfældigt født ind i mere ressourcestærke familier og har derfor et forspring frem for alle dem, der må starte fra nul eller mindre.
Afhængighed af socialhjælp holder folk nede
Det er en kendsgerning, at ulighed, ufrihed og dårlige levevilkår fører til sygdom og dårlig mental sundhed i samfundet. Der er mange eksempler på, hvordan nogle mennesker mister fodfæstet under de forhold, som det nuværende samfund pålægger os. Det er alt for let at miste balancen. Skæbnen kan f.eks. pludselig ramme nogle mennesker hårdt af grunde, som de ikke har kontrol over. Sygdom, død, skilsmisse mv. kan føre til stress og depression, så folk i perioder bliver nedbrudt og derfor dårligere stillet til at opfylde de krav, samfundet og arbejdsgiverne stiller. De mister måske deres job og dermed den indkomst, de har brug for, for at overleve
Nogle får offentlig socialhjælp, men kun hvis de opfylder nogle – ofte meget strenge – betingelser. Men problemet med at modtage offentlig hjælp er, at dem, der modtager den, bliver stigmatiserede og ofte set ned på af andre. Dette påvirker deres egen selvopfattelse negativt, så de ofte bliver endnu mere nedbrudt. De fleste mennesker ønsker uden tvivl helst at klare sig selv – også for at undgå at blive stemplet som samfundsnassere. Men når man først er i støttesystemet, er det ikke så let at slippe ud af det igen.
Problemet er, at man ikke fra den ene dag til den anden kan genopbygge sig selv efter en personlig krise og straks blive fuldt arbejdsdygtig. Men i myndighedernes øjne er der oftest ingen mellemvej. Enten er man uarbejdsdygtig, eller også er man i stand til at arbejde fuld tid. De, der endnu ikke er helt klar til at påtage sig fuldtidsarbejde, bliver fanget i systemet, fordi de er afhængige af at modtage socialhjælpen. De føler sig på en måde nødsaget til fortsat at bevise, at de er uarbejdsdygtige, for ellers mister de den eneste indkomst, de har. Så de tør selvfølgelig ikke andet. Det kan ikke være særlig opbyggeligt for selvværdet konstant at skulle bevise, hvor lidt arbejdsdygtig man er.
På den anden side motiverer det heller ikke til mere arbejdslyst, hvis man bliver straffet økonomisk for at vise initiativ. Det kan godt være, at du har lyst til at bruge din arbejdsløshedstid på langsomt at opbygge en lille virksomhed med noget, du brænder for at gøre, og som måske kunne ende med, at du fik etableret din egen virksomhed og kunne blive din egen arbejdsgiver. Men nej, det kan du ikke – ikke uden at miste garantien for din indtægt, for du SKAL være tilgængelig på arbejdsmarkedet for andre arbejdsgivere for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Systemet tvinger dig dermed enten til at sidde på hænderne – eller til at tage et arbejde, som systemet pålægger dig, men som du ikke har bedt om og måske ikke har megen lyst til at udføre, fordi du ved, at det ikke er der, du bedst kan bruge dine evner og færdigheder.
Resultatet er, at mange, som modtager offentlig hjælp af forskellig art, ender i en slags limbo – eller stilstand. Damned if you do, damned if you don’t. Risikoen er også, at det bliver sværere og sværere at få arbejdsgivere til at tro på, at du er værd at ansætte, jo længere tid du har været ude af arbejdsmarkedet. Det ser ikke godt ud på CV’et. Resultatet er, at nogle ufrivilligt ender i en ond cirkel som langtidsarbejdsløse, som de ikke kan komme ud af.
Nogle formår ikke at leve op til de krav, myndighederne stiller for at modtage forsørgelse, og får derfor ingenting. Men de formår heller ikke at arbejde – eller de får intet arbejde, som de kan klare, og må derfor leve i dybeste fattigdom. Dette fører igen nogle ud i at foretage desperate handlinger. For eksempel bliver de måske misbrugere eller kriminelle, hvilket desværre kun fører til mere desperation og vanskæbne. En ond spiral, som kan koste samfundet mange penge i sidste ende.
Ulighed i, hvor meget det kan betale sig at arbejde
Man siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det lyder jo ganske godt og rigtigt. Men virkeligheden er, at det er meget ujævnt, hvor meget det kan betale sig – alt efter hvem du er, eller hvilke betingelser du har. Nogle får meget for lidt eller intet arbejde, mens andre får lidt eller intet for meget arbejde. Mange ejendomsløse arbejder måske meget mere end dem, der slipper for at arbejde så meget, fordi de ejer så meget i forvejen.
Nogle siger måske, at det må vi bare leve med, for uden de rige arbejdsgivere ville arbejderne ikke have noget arbejde, hvor de kan skabe de værdier, der beriger samfundet. Derfor er arbejdsgiverne “mere værd” – altså mere værd for samfundet at beskytte. På den anden side ville ingen værdier blive skabt uden arbejdere. Så hvem er mest “værd”?
Selvom de ejendomsløse i mange tilfælde måske arbejder mere, producerer mere og dermed skaber mere samfundsværdi med deres arbejde end andre gør, får de alligevel slet ikke det samme ud af deres arbejde. Lønnen/honoraret, som de forskellige grupper modtager, svarer ofte slet ikke til deres arbejdsindsats. Fordelingen er ikke afbalanceret. Langt fra.
Men sådan har livsvilkårene været så længe for de fleste, at det efterhånden anses som naturligt, at der er så stor forskel på folk. Vi har levet så længe med dette, at vi er begyndt at betragte ulighed som “naturligt”. Vi bilder os ind, at de, som har det værre end andre, selv bærer hele ansvaret for deres situation. Fattigdom anses for at være så naturligt, at mange er overbevist om, at folk selv har hele skylden, hvis de ikke kan klare sig og falder igennem, og at de derfor ikke har nogen ret til at kræve at blive sikret en indtægt.
Men det hænger ikke helt sammen, for samtidig mener vi, at det er helt i orden, at andre er sikret en livslang indkomst, bare fordi de tilfældigvis er født ind i en velhavende familie, som måske har akkumuleret rigdomme gennem mange generationer. Apropos den bibelske vending “de, som har, skal gives mere”… Nogle har nemlig meget mere frihed og økonomisk sikkerhed fra fødslen end andre, uden at de har løftet en finger for det. Er disse heldige mennesker kommet højt på strå, fordi de har fortjent det? Er de på en eller anden måde født mere “værdige” end andre?
Sådan er det selvfølgelig ikke. Langtfra. Konger og dronninger kan synes mere “værdige” end andre, så prangende som de er, og så fint som de bor, men de er selvfølgelig mennesker med gode og dårlige sider ligesom os andre. Uanset hvor høj en piedestal vi sætter dem på, bliver deres blod ikke mere blåt af den grund. Sandheden er, at de kun kan sidde på tronen, så længe vi andre accepterer, at de sidder der – ja, så længe ingen råber, at kejseren er nøgen.
Solidaritet frigør os som mennesker
Hvordan kan det være, at mange synes, det er helt i orden at give nogle mennesker ubetinget økonomisk sikkerhed hele livet, næsten uden at de behøver at løfte en finger for at gøre sig fortjent til det gennem deres eget arbejde, mens ubetinget økonomisk sikkerhed nægtes andre hårdtarbejdende mennesker, selvom de har gjort sig fuldt fortjent til det?
Hvorfor skal nogle menneskers ret til et værdigt liv vægte højere end andres ret til det samme, bare fordi de er så heldige at være født med fordele, som andre ikke har? Er det acceptabelt, at en stor del af befolkningen lever i fattigdom eller på grænsen til fattigdom? Selv når de arbejder hårdt på fuld tid? Har de mindre velhavende ikke lige så meget brug for – og ret til at være sikret mod fattigdom som andre? Har de ikke også fortjent grundlæggende menneskerettigheder til at leve et frit liv på deres egne vilkår? Selv når de ufrivilligt befinder sig i en livskrise?
Hvis vi blot lader stå til og ikke løser problemet med fattigdom, hvad siger det så om os? Hvad siger det om os, når vi mener, at nogle menneskers arbejde er mindre værd end andres, selvom begge parter i virkeligheden måske skaber lige så vigtige værdier for samfundet? Her tænkes selvfølgelig ikke kun på værdier som “økonomisk afkast”, men også på alt det, folk gør for at tage sig af hinanden, hvilket er mindst lige så vigtigt – om ikke mere – for hvor godt et samfund kan klare sig og modstå kriser.
Omsorgsarbejde er netop det arbejde, som de mindre velstillede ofte påtager sig. Hvad siger det om vores opfattelse af, hvad der virkelig har værdi, når vi betragter sådant arbejde som en samfundsudgift og ikke anerkender dets store samfundsmæssige betydning? Hvad med alt det ulønnede arbejde pårørende udfører, når de for eksempel passer deres egne børn eller ældre eller syge familiemedlemmer? Hvorfor er dette arbejde ikke berettiget til at blive anerkendt som samfundsgavnligt og i det mindste blive så godt betalt, at de, der udfører det, kan leve et lige så frit og uafhængigt liv som de, der har økonomisk magt?
Mange hævder, at folk blot skal være taknemmelige for, at vi overhovedet har arbejdsgivere, der kan ansætte folk – og forventer samtidig, at folk blot skal være taknemmelige for at få lov til at arbejde. Så værsgo og vær taknemmelig for, hvad du får tilbudt. Det kunne være meget værre, ikke? Er arbejdsløshed måske ikke et meget værre alternativ?
Men hvad med taknemmeligheden hos de priviligerede for at slippe for at tage ansvar for det, som andre tager sig af for dem – f.eks. alt det ulønnede eller ofte dårligt betalte arbejde, folk udfører, så de priviligerede fortsat kan leve deres frie, privilegerede liv? Hvad siger det om dem, der kun vil give sig selv retten til at leve et mere frit, uafhængigt liv, men ikke unde folk som helhed det samme?
Det bærende led i velfærdssamfundet
Nogle ville måske kalde dette for hjerteløs kynisme, eller endda elitistisk egocentrisk selvforherligelse, ja, ren og skær magtmisbrug. Sandheden er, at ingen kan klare sig uden andre. Ingen kan isoleret opnå rigdom helt alene på en øde ø uden andre menneskers hjælp.
Det kan måske virke uforståeligt for det moderne menneske, som i dag sætter høj pris på individualisme og selvstændighed, at det er fællesskabet og sammenholdet mellem os, der i virkeligheden beriger os alle og løfter hver enkelt op og frigør os som mennesker. Et menneskes behov er jo et andet menneskes levebrød. Uden sammenhold – ja, uden det, vi gør for hinanden, overlever vi ikke. Det er det, vi gør for hinanden, der i høj grad giver livet mening. Spørgsmålet er også, om lykke kan være ægte lykke, hvis den bygger på andres ulykke.
Derfor er det så vigtigt at være opmærksom på og værdsætte den store betydning, vi har for hinanden som borgere på trods af alle forskelle. Det er dette gensidige bånd, der er en af de vigtigste grundsten i samfundets velstand – som igen er en bærende komponent i det demokratiske velfærdssamfund og i det hele taget har gjort det muligt at skabe hele samfundets rigdom.
Bør vi ikke – vi, som sammen har skabt dette velstående overskudssamfund – sikre, at ingen behøver at leve i frygt for at ende i fattigdom?
Ulighed berøver folk deres frihed
Fattigdom er et stort samfundsproblem – ikke kun for de fattige selv, men også for hele samfundet. Fattigdom dræner ikke kun de fattige for energi, men øger også risikoen for sygdomme, mentale lidelser og kriminalitet, som koster samfundet mange ressourcer og penge – og trækker dermed hele samfundet ned. Selvom det nuværende samfundssystem på mange måder er blevet mere sammenhængende over tid og giver de fleste bedre livsbetingelser end før – blandt andet takket være fagforeningsbevægelsens indsats – er der stadig langt igen, før vi kan sige, at vores samfundssystem virkelig beskytter den enkelte mod fattigdom og dens følgesygdomme.
Er samfundet virkelig “frit”, når borgere lever under så ulige vilkår? Er der reelt demokrati, så længe størstedelen af befolkningen konstant må leve under truslen om fattigdom, hvis de ikke underkaster sig en velstående elites betingelser, som mener, at de har mere “ret” end andre til at besidde vores fælles livsgrundlag og dermed også magten til at bestemme dagsordenen for alle andre?
En stor hindring for at løse fattigdomsproblemet er netop, at næsten alle naturressourcer, som jo er livsgrundlaget for os alle, er blevet “ejendom” for et fåtal. Dem, der har sikret sig eller arvet ressourcerne, hævder, at de har fuld ret til at bestemme over disse ressourcer og de værdier, der kan udvindes af ressourcerne. De kræver dermed også retten til at afgøre, hvem der kan få del i værdierne og hvem ikke kan – og således hvordan samfundskagen skal fordeles. Men hvem har givet dem denne ret?
Det kan næppe lade sig gøre at gøre noget ved den hellige ejendomsret, men hvorfor skal al indtjening, som udnyttelsen af naturressourcerne giver ejerne, og de værdier, som så mange andre bidrager til at skabe ud af disse naturressourcer, i så høj grad kun tilfalde nogle få, som hævder at have historisk eneret til disse værdier? Hvad betyder det for alle andre?
Det er dette, vi må forstå: At mangel på ejerskab i ressourcerne grundlæggende fratager mennesker deres frihed og gør dem i virkeligheden til slaver, fordi hvis ikke de skal ende i fattigdom, er de nødt til at give afkald på meget af deres selvbestemmelsesret bare for at “få lov” til at leve af den nåde, som dem, der har ejendomsretten over ressourcerne, udviser. Det er et grundlæggende problem, når truslen om fattigdom hviler så tungt på så mange. Er folk da virkelig frie mennesker?
Virkeligheden er, at dette ikke behøver at være sådan. Dette er blot en måde, vi har organiseret os på i samfundet, som kan ændres. Det er muligt, hvis vi virkelig ønsker at mindske uligheden, udrydde fattigdom og øge den enkeltes selvbestemmelsesret og frihed.
Grundlæggende indkomstgaranti – en menneskeret
Hvis ingen i begyndelsen havde taget ressourcerne og gjort dem til deres ejendom, hvilket fratog andre deres levegrundlag, så ville folk heller ikke have været tvunget til at underkaste sig andres magt for at overleve – dvs. der ville ikke have været slaveri. Nu hvor der ikke længere er fri adgang til ressourcerne, som jo er grundlaget, alle skal bygge deres eksistens på, er det så ikke en menneskeret for enhver borger at have en anden garanti i stedet – dvs. et andet fundament at stå på? En økonomisk sikkerhed? Især i et så rigt samfund som vores – et af de rigeste i verden?
Spørgsmålet er, om ikke alle borgere fra fødslen har ret til en del af vores fælles levegrundlag. Det betyder ikke, at alle skal tvinges til at være præcis ens. Det betyder blot, at hvis alle havde ret til en andel af den velstand, der er skabt af det, som oprindeligt var “folkets ejendom”, kunne alle grundlæggende være sikret mod fattigdom. Og det er kun til gavn for hele samfundet.
Vi må forstå, at så længe alle ikke har fri adgang til samfundets ressourcer, vil der ikke være reel frihed for andre end dem, der besidder ressourcerne. Ikke medmindre de betaler en form for ubetinget kompensation for det ejede, som kan befri alle de ejendomsløse til at leve som frie mennesker på egne vilkår, uden frygt for stigmatisering eller for at ende i armod, hvis de ikke underkaster sig for andre.
En ubetinget basisindkomst til enhver borger ville give alle friheden tilbage, hvor folk får et reelt valg – altså hvor de selv kan vælge, hvad de vil bruge deres tid, energi og evner til.
Det kan måske være svært at forestille sig, at dette er muligt. Det første spørgsmål, mange ofte stiller, når man taler om at give alle basisindkomst, er derfor: “Men hvem skal så ‘bløde’ for, at andre skal have basisindkomst for måske ikke at lave noget? Intet er gratis! Intet kommer fra ingenting.”
Nej, det er rigtigt. Intet kommer fra ingenting. Men det er ikke korrekt, som mange tror, at folk, der modtager basisindkomst, “tager” noget fra andre. De tror, at folk, der får basisindkomst, bare stopper med at arbejde og ophører med at producere de samfundsværdier, vi alle skal leve af, for bare at læne sig tilbage. Men nej. Det er ikke det, der sker. De fleste mennesker bliver ikke pludselig dovne, sådan som folk synes at frygte. Tværtimod! Alle erfaringer hidtil med at give folk basisindkomst viser, at når folk ikke er tvunget til at arbejde for andre for at overleve, arbejder og producerer de ofte endnu mere end før, fordi arbejdet giver dem mere mening!
Hvordan kan det være? Årsagen er, at når folk får mulighed for at bruge deres tid og energi på det, de selv ønsker, bliver de tværtimod endnu mere motiverede til at arbejde og være produktive. Det giver meget mere mening for folk og gør det så meget mere motiverende at arbejde, når man gør arbejdet direkte for sig selv og sine nærmeste, i stedet for for en arbejdsgiver, der kun bruger én som arbejdskraft for egen vindings skyld og ellers er ligeglad med én.
At mange i dag mener, at penge er det eneste, der kan få folk til at arbejde, hænger sammen med, hvordan samfundssystemet er sat sammen i dag, hvor folk er tvunget til at arbejde for penge, så de kan overleve. Vi har svært ved at forestille os, hvordan det ville være, hvis folk var sikret en basisindkomst til at dække for livets ophold, så penge ikke var et problem. Hvis folk var sikret en basisindkomst, uanset om de arbejdede eller ej, ville arbejde ikke kun være noget, man gjorde for at tjene penge, men noget man gjorde først og fremmest, fordi man havde lyst – fordi det gav en dybere mening at gøre noget direkte for at forbedre ens egen tilværelse og andres tilværelse. Og det ser faktisk ud til at virke, at folk får endnu mere lyst til at arbejde.
Ikke som kvælende kommunisme
Erfaringer med at indføre ubetinget grundindkomstsikkerhed for borgere viser, at det frigør en masse energi, som kommer mangfoldigt tilbage til samfundet, fordi man reelt ikke fjerner det, der motiverer folk til at arbejde og være produktive. Tværtimod giver man folk endnu mere motivation til at arbejde, fordi de bedre kan vælge, hvad de vil gøre, og fordi de selv får mere ud af deres arbejde.
Det handler nemlig slet ikke om – som fx i kommunismen – at afskaffe privat ejendomsret og undertrykke alt privat initiativ ved at ingen må eje noget; hvor alt skal udlignes; hvor alle skal holdes på samme (lave) niveau hele livet, og ingen må skille sig ud. Ingen siger, at det ikke skal være muligt for folk at blive rige længere. Det er slet ikke meningen med ubetinget grundindkomstsikkerhed – tværtimod. Ubetinget grundindkomstsikkerhed handler blot om at sikre, at alle har fair muligheder fra begyndelsen, så ingen skal være født til fattigdom og fastholdes i det. Alle skal have en chance for at udvikle sig selv efter deres egne ønsker. Også for at blive rige, hvis det er det, de ønsker.
Hvis ALLE – og ikke kun nogle få – fra fødslen er sikret et økonomisk fundament at stå på – uden at skulle opfylde nogle betingelser og uden den stigmatisering, som socialhjælp har i dag – giver det ikke kun de få, men alle den bedst mulige chance for at udvikle sig selv og sine færdigheder, så folk kan bruge deres liv på det, de er bedst til og har mest lyst til. Også, hvis det er at blive rige, hvis de formår det.
At sørge for at landets borgere får en grundindkomst forhindrer ikke, at de, der ønsker det, kan blive rige – blot at de ikke kan blive rige på andres bekostning. Dem, der har fortjent rigdom, er dem, der har arbejdet hårdt for den, og har skabt store værdier gennem deres eget arbejde, talenter og evner, og ikke bare har nydt godt af det, som andre har skabt med blod, sved og tårer – ofte af ressourcer, som oprindeligt tilhørte alle, men som nu kun få drager den største fordel af, selvom mange bidrog til at skabe denne værdi.
En investering, vi gør i hinanden
Så spørgsmålet om, hvem der skal “bløde” for andre, er forkert stillet. Sandheden er, at de fleste mennesker i øjeblikket “bløder”, for at de få rige kan forblive rige. De fleste ofrer al deres tid og energi på en måde, der gavner andre mere end dem selv. Grundindkomstsikkerhed er ikke en gave, som nogle (de rige) tvinges til at give til andre gratis, fordi grundindkomstsikkerhed er noget, som VI ALLE giver til hinanden, og som alle får udbytte af – direkte eller indirekte. Får alle grundindkomstsikkerhed – rig som fattig – så “bløder” ingen, der virkelig har skabt værdi gennem eget arbejde, mere end nogen anden bløder. I alle tilfælde ikke mere end nu. Snarere langt mindre.
Vi må forstå, at alle har værdi, og at ALLE har noget at bidrage med – ikke nødvendigvis altid økonomiske værdier, men grundlæggende værdier for samfundet, og at grundindkomstsikkerhed er en investering, vi gør i hinanden, som alle til syvende og sidst får gavn af. Det handler om at anerkende, hvorfor alle fortjener en økonomisk tryg tilværelse, for når folk frigøres til først og fremmest at tage sig af sig selv og deres nærmeste og bruge deres talenter bedst muligt, så blomstrer de og får virkelig overskud til at bidrage. Det kommer samfundet meget til gode, men efter folks egne ønsker – og ikke kun for at fylde lommerne på de få.
Grundindkomst befrier nemlig alle mennesker fra at skulle påtage sig slavelignende arbejde for alt for lav løn. De får friheden til at nægte at tage arbejde, der ikke er lønnet i forhold til den værdi, arbejdet faktisk skaber. Hvis alle havde garanti for et økonomisk fundament at stå på, ville de have langt bedre muligheder for selv at kunne opbygge et liv efter egne ønsker, hvor de kunne være værdiskabende og leve frit på egne betingelser og ikke andres – selv hvis de i perioder ufrivilligt blev ramt af livskriser.
Tænk på al den ekstra energi, det ville skabe, og alle de talenter hos folk, der ville blive frigivet, hvis alle fik den frihed, som økonomisk sikkerhed kan give, og ikke længere skulle bruge næsten al deres tid og energi på ofte ligegyldigt og/eller meningsløst arbejde, som de er nødt til at påtage sig for blot at overleve, og som ikke beriger dem selv, men kun andre – måske fremmede mennesker.
En grundindkomst til alle befrier folk fra dette slaveri. At give alle denne menneskerettighed har intet med misundelse at gøre. Det handler ikke om at tage noget fra nogen. Tværtimod. Det er at give folk det tilbage, som de oprindeligt havde ret til blot ved at være født ind i denne verden. Det er kort sagt at give alle retten til selvbestemmelse og friheden tilbage.
Men har samfundet råd til det?
Hvis vi ser udbetalingen af grundindkomstsikkerheden til borgerne som en ren udgift for det offentlige, som skatteyderen skal “bløde” for, kan det virke urealistisk dyrt at skulle give hver eneste borger et beløb hver måned, der skal sikre alle mod fattigdom. Men sådan kan det ikke anskues. Borgerlønnen koster ikke hver enkelt borger det samme, som han eller hun skal have i borgerløn. Hvordan hænger det sammen?
Når man skal beregne, hvor meget grundindkomstsikkerheden koster, er det nødvendigt at medregne, at grundindkomstsikkerheden reducerer andre udgifter — som erfaringerne hidtil med grundindkomstsikkerhed har vist. Grundindkomstsikkerhed mindsker behovet for betingede offentlige ydelser. I realiteten spares mange nuværende offentlige udgifter, fordi mange betingede ydelser ophører, når grundindkomstsikkerheden i mange tilfælde træder i stedet for disse ydelser. Et system med grundindkomstsikkerhed medfører, at behovet for eksisterende velfærdstilbud og skattetilskud eller sociale støttesystemer reduceres. Mennesker, der er sikret en grundindkomst bliver sundere og kræver mindre lægehjælp. Mennesker, der er sikret en grundindkomst, begår færre lovovertrædelser, så udgifter til retssager og fængsling af personer reduceres osv. Kort sagt betyder grundindkomstsikkerhed, at mere skal bruges, for at vi skal kunne bruge mindre.
Hvad betyder så det? Jo, forestil dig, at du er administrerende direktør i en bilvirksomhed, og ledelsesgruppen informerer dig om, at det er muligt at reducere udgifterne pr. bil med 10.000 kr., hvis virksomheden investerer 1.000 kr. mere pr. bilmotor. Det ville ikke være en god ledelsesbeslutning, hvis du som administrerende direktør besluttede at spare de 1.000 kr. pr. bilmotor i troen på, at det ville reducere det endelige udbytte.
I virkeligheden kan den reelle omkostning af at sikre alle borgere en grundindkomst ikke beregnes ved at antage, at fravær af grundindkomst er det samme som nul. Fattigdom er ikke gratis. Vedvarende økonomisk usikkerhed blandt folk er ikke gratis. Dette er grunden til, at det vurderes, at når skattesystemet giver børnefradrag til folk, er det absolut det værd, fordi investeringen tilbagebetales til samfundet. Hvis forældrene også fik grundindkomst, ville investeringsafkastet uden tvivl være mangedoblet. Derfor kan man sige, at omkostningerne ved grundindkomst til hver eneste borger er en fornuftig investering, som faktisk ender med at være en fordel for hele samfundet i sidste ende.
(Se kilde: https://www.scottsantens.com/how-to-calculate-the-cost-of-universal-basic-income-ubi/)
Dividende til almindelige borgere
Vi skal også huske på, at produktionen i samfundet er blevet mangedoblet i de sidste halvandet hundrede år, blandt andet på grund af den stadigt mere avancerede teknologi, som udvikler sig med stigende hastighed. Ikke mindst AI (kunstig intelligens), som i dag kan producere forskellige ting på få minutter, ja endda sekunder i nogle tilfælde, hvor mennesker ville have brugt uger og måneder på det samme tidligere. Men overskuddet fra denne betydeligt øgede samlede værdiskabelse i samfundet overstiger langt det, som almindelige borgere i gennemsnit tjener med normal løn.
Samfundet som helhed drager fordel af disse fremskridt ved at ting – en frakke fx – der tidligere måske kostede en hel månedsløn, som helhed er blevet billigere for folk at købe i dag, men størstedelen af den økonomiske gevinst fra disse fremskridt ender i lommerne på de få. Almindelige borgere får ikke i samme omfang del i den reelle merværdi, som er skabt – og vil blive skabt – gennem de teknologiske fremskridt, ej heller en del af merværdien af deres eget arbejde eller fx deres egne personlige data. De største virksomheder i verden i dag lever af og tjener astronomiske summer på indsamling af personlige data, som de får helt gratis fra folk.
Hårdtarbejdende mennesker, som i høj grad har haft del i skabelsen af denne rigdom, må klare sig igennem livet med lidt eller ingenting, fordi det meste af udbyttet af deres værdiskabelse går til virksomheder eller aktionærer som overskudsdeling / dividende. Merværdien eller overskuddet fra den samlede værdiskabelse i samfundet bliver simpelthen tilegnet de rige, hvor en stor del akkumuleres på deres bankkonti i skattelejer som f.eks. Belize, Bermuda, Marshalløerne eller andre steder, ligesom skandalen om Panama-papirerne viste i 2016. Meget tyder på, at denne afsløring ikke har ændret denne praksis.
De aktionærer, der får del i overskudsfordelingen, har selvfølgelig ikke været alene om at skabe denne merværdi. Andre har bestemt også bidraget til at skabe det, som aktionærerne får den største fordel af. Har alle, der har skabt disse værdier, ikke også ret til en del af overskuddet? Eller skal dette overskud kun tilgodese de få? Hvorfor ikke alle borgere? Meget ville slet ikke kunne lade sig gøre at producere, hvis vi ikke havde et så velfungerende, velorganiseret, veluddannet, avanceret og solidarisk velfærdssamfund, som alle borgere er en del af – som alle betaler skat til, og som alle derfor er med til at skabe.
Skatten, vi alle betaler, går til at sikre alle et velfungerende, veluddannet velfærdssamfund, som er en uundværlig grundsten for, at værdiskabelsen i samfundet er så aktiv og så avanceret, som den er, og at den konstant udvikles og øges.
For at sikre alle bedst muligt mod at stå uden noget, kan man fx indføre en grundindkomstsikkerhed til borgerne – f.eks. som negativ indkomstskat. Det vil sige, at hvis folks indkomst falder under et bestemt niveau, udløser det en negativ skat – altså du får udbetalt skattepenge – mens de, der har en indkomst over dette bestemte niveau, betaler skat – altså en form for progressivt skattesystem. (Læs mere her: https://en.wikipedia.org/wiki/Negative_income_tax)
Trickle-down effekten – en myte
Der er folk, som mener, at det er helt i orden, at de få løber med overskuddet, fordi det “på en eller anden måde” drysser ned til de arbejdende folk, siger de. Man påstår, at overskuddet bruges til investeringer i udvidet aktivitet, som skaber arbejdspladser til “almindelige mennesker”. Men det er rigeligt bevist, at den meget omtalte “trickle-down” effekt er en myte. Det er jo ikke det, der sker i virkeligheden.
I de tilfælde, hvor overskuddet ikke blot ender akkumuleret i skattely, går det ofte til investeringer i teknologi og stadig mere automatisering af aktiviteterne. Dette øger ikke, men reducerer antallet af arbejdspladser. For hvilken virksomhedsejer vil ikke få mere ud af mindre? Virksomheder er ikke kun til for at skabe arbejdspladser. De er der for at tjene penge, først og fremmest til aktionærerne. Så hvilken virksomhedsejer vil ikke reducere lønomkostningerne og hellere investere i produktionsværktøjer, der kan producere 24/7, og som ikke strejker og ikke kræver feriepenge, sygedagpenge og pension – og dermed få mere udbytte til aktionærerne?
I de tilfælde, hvor overskuddet ikke går til automatisering, går det måske til flytning af aktiviteter til andre mindre omkostningstunge lande med lavere lønniveau – igen fordi det bedre kan betale sig for aktionærerne. Dette skaber heller ikke mange arbejdspladser.
For at modvirke tabet af arbejdspladser og forebygge økonomiske kriser, vælger offentlige myndigheder ofte at stimulere samfundsøkonomien ved at investere i store (prestige) projekter, som skaber arbejdspladser, men som i virkeligheden måske ikke er så vigtige for samfundet i forhold til andre, måske mere presserende tiltag. Dette er en “kunstig” injektion i økonomien for at skabe “kunstige” jobs, så folk har noget at lave, som myndighederne bestemmer. Der kan selvfølgelig godt komme gode resultater ud af dette arbejde, men almindelige borgere har ikke megen indflydelse på disse beslutninger, som også påvirker deres liv.
Det er en kendsgerning, at aktionærer betaler meget mindre i skat end almindelige borgere – ofte slet ingen skat. Samfundet får således ikke så meget ud af overskuddet, som det kunne have fået – penge, der kunne have været brugt til at finansiere bedre tjenester til gavn for almindelige borgere.
Det er én ting, at de rige forsøger at undgå at betale skattepenge, som virkelig kunne have gavnet samfundet. Men hvis disse penge , som nu ender på bankkonti hos de rige, i stedet bare havnede i statskassen, hvor bureaukratiske myndigheder alene skal beslutte, hvordan de skal bruges, hvem der fortjener at få del i pengene og hvem ikke, eller hvilke projekter skattepengene skal finansiere, så kan dette også i høj grad begrænse borgernes frihed og selvbestemmelsesret.
Hvis borgere skal have både mest mulig sikkerhed, frihed og selvbestemmelsesret, burde man så ikke hellere overveje, om det ville være bedre, at så meget som muligt bliver udbetalt direkte som grundindkomst til hver eneste borger – uden spørgsmål. Så kan folk selv bestemme, hvad deres penge skal bruges til, og hvilke tjenester de ønsker at betale for. De fleste ved nok bedst selv, hvad de har brug for eller ikke har brug for, i stedet for at en myndighed skal fortælle dem det. Sandsynligvis ville de ikke vælge at bruge mange af deres penge på våbenproduktion for eksempel.
Hvor gør pengene mest samfundsnytte?
I stedet for at overskuddet havner enten på bankkonti hos de rige eller bare i statskassen, hvor det kun er nogle få magtfulde mennesker, der bestemmer, hvordan pengene skal bruges, ville et system med grundindkomst til borgerne sikre, at fordelingen af den samlede værdi i samfundet, som vi alle er med til at skabe, også kommer alle til gode. Det er en måde at kanalisere det samlede overskud, så flere penge kommer ud til almindelige mennesker, hvor de gør mest gavn. Penge er jo magt, så magten vil også blive bedre fordelt mellem borgerne i samfundet, i stedet for kun at ligge hos en magtfuld elite.
Når en borger får grundindkomst, forsvinder pengene ikke bare i et sort hul. Grundindkomsten stimulerer økonomien, især lokalt, fordi pengene bruges fx til dagligvareindkøb, husleje, reparation af huse, biler osv., til tjenester som frisør og anden kropspleje, til køb af oplevelser, kunst- og kulturgoder osv. Dette øger muligheden for, at arbejdspladser, der er reelt behov for, skabes. Med grundindkomst sikrer vi ikke kun almindelige mennesker mod fattigdom, men vi stimulerer også i høj grad privat initiativ og småvirksomheder, hvilket kan være med til at løfte serviceniveauet for alle.
Når der er flere penge at tjene, opmuntrer det også folk til at producere mere, da grundindkomsten motiverer alle til at forbruge mere. Når pengene på den måde virkelig kommer i omløb i samfundet og ikke bare ender i de sorte huller, som de riges skattely reelt er, får hver enkelt borger meget mere udbytte af dem. Penge i omløb blandt folk skaber større samfundsmæssig nytte – mere end hvis de bare lå fastfrosset på få konti – eller kun blev brugt til investeringer i store virksomheders teknologidvikling, eller brugt til store investeringer, som staten foretager i projekter, som almindelige mennesker næsten ingen indflydelse har på og måske kun får tvivlsom nytte af.
De rige får også noget ud af det i sidste ende, da den øgede produktion gør hele samfundet rigere. Særligt nu, hvor teknologi og teknologisk udstyr er blevet meget billigere, så almindelige mennesker også har råd til produktionsredskaber, som tidligere kun de rigeste havde råd til at købe. Dette gør det mere muligt for mange at producere næsten hvad som helst hjemme i kælderen eller på skrivebordet, som de kan sælge og leve af. Færre vil derfor have brug for en “arbejdsgiver” på samme måde som før, da de var afhængige af at arbejde for nogen, der kunne betale dem løn.
Den usikre gig-økonomi øger behovet for grundindkomstsikkerhed
Vi er nemlig kommet ind i “Gig Economy”-æraen, som er betegnelsen for et arbejdsmarked, præget af freelance arbejde og timebaserede jobs snarere end faste ansættelser. Gig-arbejdere er ofte selvstændige iværksættere; folk, der arbejder inden for informationsteknologi; skifteholdsarbejdere, vikarer, Airbnb-værter, Uber-chauffører – dvs. folk, som arbejder mest under korttidskontrakter, hvor de indgår aftaler med kunder om at levere bestemte tjenester inden for en given periode “on demand”. Vi har set en stor vækst inden for onlinetjenester såsom Airbnb, Uber og Lyft, hvor private personer yder tjenester til andre private personer.
Men da corona-pandemien ramte verden, blev det tydeligt, hvor sårbar samfundsøkonomien er – især gig-økonomien. Mange virksomheder blev nødt til at lukke, og mange mistede deres jobs. Verden var ikke forberedt på at håndtere en sådan uventet udfordring. Da så mange fuldtidsjobs pludselig forsvandt, blev de arbejdsløse kastet ud på gig-arbejdsmarkedet i jagten på alternative indtægtskilder, hvilket betyder, at gig-økonomien nu risikerer at blive overmættet. Folk frygter også, at automatisering i sidste ende vil erstatte de jobs, som gig-økonomien har skabt – fx førerløse biler, der erstatter chauffører, og robotter, som udfører ensformigt rutinearbejde uden pause døgnet rundt, samt AI (kunstig intelligens) teknologi, som er ved at overhale os mennesker på stort set alle områder, inklusive kreativt arbejde.
Det, der var så tiltalende ved gig-økonomien, var fleksibiliteten og friheden. På en måde har gig-økonomien givet almindelige mennesker mere selvbestemmelse, end de nogensinde tidligere har haft, men kun så længe det går godt for gig-økonomien. De ansatte, der arbejder inden for denne økonomi, lever imidlertid med langt mere usikkerhed og er meget sårbare. Det beviste coronatiden. De har lidt eller ingen sikkerhed i deres arbejde – deraf betegnelsen “prekariatet,” som er navnet for dem, der er en del af en klasse, hvor folk er uden fast arbejde og derfor må nøjes med enkeltstående arbejdsopgaver og projektarbejder, der er til rådighed – hvis der overhovedet er nogen.
Der tales om, at flere og flere – også i middelklassen – med tiden uden tvivl vil ende i prekariatet. At arbejde under de betingelser, som en sådan usikker arbejdsmarked sætter, betyder blandt andet, at man skal være forberedt på hele tiden at lægge planer i sidste øjeblik, og at indkomsten ofte kan være meget usikker, samt at folk ikke har den sikkerhed, som personer i faste stillinger er vant til at have, fx med pension, opsparing og andre ydelser. Når folk ikke har garanti for en fast indkomst, lægger det et enormt pres på dem. Dette øger risikoen for afmagt og stress blandt borgerne – og dermed også risikoen for sygdom og lovovertrædelser.
Vi har endnu ikke helt set alle de omvæltende konsekvenser, der følger af de seneste grundlæggende samfundsændringer. Men én ting er sikkert: Samfundsændringerne betyder, at der mere end nogensinde er behov for et system med en grundindkomstsikkerhed, som kan forebygge de negative konsekvenser af det stadig mere usikre arbejdsmarked.
Konklusion: Ingen frihed uden grundindkomstsikkerhed
Den nuværende situation er den, at det kun er relativt få borgere, som af forskellige årsager enten har erhvervet sig, arvet eller fået tildelt enorme værdier fx gennem råderet over naturressourcer, som ingen oprindeligt ejede, og som alle derfor havde fri adgang til. De, som først tog kontrol over disse ressourcer og fik retten til at udvinde værdierne fra dem, blev rige af det. Så rige, at de fik råd til at erhverve sig endnu mere. Efterhånden er næsten alt i samfundet, som man kan få profit ud af, blevet ejendom for nogle få velhavende mennesker. Dette giver dem meget stor magt.
Selvom naturressourcerne er det fundamentale livsgrundlag for os alle, har ejerne eller rettighedshaverne til ressourcerne magten til at nægte alle andre del i dem, medmindre bestemte betingelser, som ejerne fastsætter, er opfyldt. Når vores fælles livsgrundlag ikke længere er lige tilgængeligt for størstedelen af befolkningen, bliver de fleste nemlig underlagt betingelser, som dem, der tilfældigvis er født ind i de rette familier eller dem, der kender de rette personer, slipper for. De ejendomsløse må leve af de rige menneskers nåde, de har lidt eller ingen magt og bliver derfor også i høj grad holdt udenfor indflydelse på samfundet – også selvom de måske er mindst lige så dygtige (eller måske bedre, hvem ved) til at administrere eller skabe værdi ud af ressourcerne, som dem, der ejer ressourcerne – og som dermed også besidder magten i samfundet.
Hvis nu alle de ejendomsløse fik erstatning for, hvad de har mistet adgangen til – dvs. ejerskabs- eller brugsretten til naturressourcerne – kunne denne erstatning i høj grad give dem friheden tilbage. Men så længe “ejerne” hævder at have hele retten til naturressourcerne og til udbyttet eller værdierne, der kan udvindes af dem, får alle andre ikke mulighed for at nyde samme ret, som ejerne har – nemlig retten til et livsgrundlag – og de får derfor heller ikke den frihed, der følger med.
At stille spørgsmålstegn ved retfærdigheden i, at nogle har mere ret end andre til det, som i bund og grund er livsgrundlaget for os alle, har intet med misundelse at gøre. I et udviklet, rigt og samfundsfokuseret velfærdssamfund som vores, har vi mere end nogensinde i historien både råd, muligheder og chancen nu til at sikre hver eneste borger grundlæggende menneskerettigheder til et økonomisk fundament at stå på, uden at nogen bliver fattige af det. Samfundet har mere end råd til at give den enkelte borger den frihed, som en grundindkomstsikkerhed kunne give dem. Den samme frihed, som de rige har i dag og den samme frihed, som mennesker havde tidligere, da alle havde lige adgang til naturen og dens værdier og dermed et fundament at stå på. Et grundlag, som ejendomsløse i dag ikke har, medmindre de underkaster sig andres magt og ofrer deres frihed for det.
At nægte de ejendomsløse rettigheder til et livsgrundlag og give dem hele skylden for deres egen ejendomsløshed med henvisning til, at nogle har mere “ret” til at sidde på stort set hele naturens rigdom, viser – ud over en mangel på empati for dem, som ufrivilligt har fået en dårligere start i livet end andre – kun en mangel på forståelse for, hvordan samfundsværdier bliver skabt. Børn, syge og ældre har også ret til en værdig tilværelse. Vi må huske, at én persons behov er en andens levebrød. Al værdi, som alle borgere skaber, er gensidigt afhængig og dermed i virkeligheden skabt i fællesskab af alle borgere.
Et samfund med grundindkomstsikkerhed for alle borgere må siges at være det optimale samfund baseret på sammenhold. Grundindkomsten er ikke kun en måde at sikre alle borgere en del af overskudsdelingen af den samlede samfundsmæssige værdiskabelse, som vi alle jo har del i at skabe, men er også en god investering i at gøre fremtiden for landets borgere bedre. Når alle borgere får et mere sikkert fundament at stå på, bliver hver enkelt borger mere modstandsdygtig og dermed mere produktiv.
At give alle borgere en grundindkomst kan virke “dyrt”, men i sidste ende beriger en sådan ordning samfundet som helhed, da den giver hver enkelt borger et langt bedre udgangspunkt for at klare sig. Når hver eneste borger får sikret en indkomst, som kan betale for grundlæggende nødvendigheder og tjenester, stimulerer det de lokale økonomier, hvor pengene gør mest gavn og kommer flere til gode.
Mennesker, der ikke er tvunget til at bekymre sig om deres økonomiske forpligtelser, får mere overskud til at udvikle sig selv, deres evner og deres færdigheder. Erfaringer med ubetinget grundindkomstsikkerhed viser, at folk ikke bliver mindre aktive og/eller mindre værdiskabende af at modtage grundindkomsten. Tværtimod. De bliver bedre i stand til at klare sig selv og får dermed bedre muligheder for at opbygge en værdig og mere bekymringsfri tilværelse fra bunden i overensstemmelse med deres drømme og ønsker. Kort sagt giver grundindkomsten folk både fysisk, psykisk, kreativt og økonomisk overskud. Derved bliver de bedre i stand til at yde deres værdifulde personlige bidrag til samfundet, hvilket gør os alle rigere.
Når alle har økonomisk sikkerhed, har de heller ingen grund til at søge at berige sig gennem kriminalitet i samme grad. Erfaringerne med grundindkomstsikkerhed viser også, at dette markant reducerer lovovertrædelser. Desuden reducerer det sundhedsudgifter, da folk er mindre syge.
Men grundindkomsten skal være ubetinget, for hvis den ikke er det, frigør den ikke folk til at leve som frie mennesker på egne betingelser. Hvis de ikke får lov til at leve på egne betingelser, opnår de heller ikke samme energi og motivation som de får, når de får lov til at leve som frie mennesker.
Grundindkomsten skal også være “universel”. Dvs. at alle skal have ret til grundindkomst – både lavtlønnede og højtlønnede. Dette er meget vigtigt for at undgå, at folk ser grundindkomsten som en form for offentlig socialhjælp og for at undgå den stigmatisering, som folk, der modtager offentlig hjælp, ofte oplever. I stedet bør det ses som et udbytte—en andel af den samlede værdiskabelse i samfundet, som alle borgere har ret til at få del i. Når alle har ret til grundindkomst, behøver ingen at føle sig mindreværdige.
Dette er ikke kommunisme, som handler om at afskaffe privat ejendomsret og undertrykke alt privat initiativ, hvor ingen må eje noget, og alt skal jævnes ud, så alle holdes på samme (lave) niveau hele livet, og ingen må stikke ud. Tværtimod handler dette om, at alle får en “starthjælp” til at klare sig selv bedst muligt. Ingen forhindres i at starte egen virksomhed – det kan være mindre projekter eller større virksomheder. Det er slet ikke som under kommunismen, hvor det var forbudt at eje virksomheder og også forbudt at blive rig på dem.
Men det vil blive betydeligt sværere for virksomhedsejere at udnytte arbejdskraften og overtage næsten hele værdien, som arbejdskraften skaber, fordi et samfund med grundindkomst sikrer, at folk har mulighed for at sige op, hvis de føler sig udnyttet, fordi de jo har sikkerheden i en grundindkomst og behøver derfor ikke længere at finde sig i at blive dårligt behandlet af deres arbejdsgivere.
Ingen skal være nødt til at gøre sig fortjent til ikke at være fattige, ligesom ingen i fortiden var nødt til at gøre sig fortjent til at skaffe sig det, som de havde brug for i naturen for at overleve. Vi må alle forstå, at hvis alle – og ikke kun nogle få – ejede naturressourcerne eller del i værdien, der skabes med disse ressourcer, som alle oprindeligt havde ret til, men som de fleste mistede deres andel i, ja, så ville alle i langt højere grad kunne leve som frie mennesker, ligesom i fortiden, da alle startede fra nogenlunde den samme startlinie.
Grundindkomstsikkerhed giver, som nævnt, alle mulighed for at berige lokalsamfundet og dermed sig selv og hele samfundet til gavn for fællesskabet. Men vi kan ikke få et sådant sammenhængende samfund, medmindre alle har den nødvendige empati og omsorg for hinanden og forstår, at ingen har reel frihed, medmindre alle sikrer hinanden en ubetinget grundindkomstsikkerhed.
……………….
Få mere at vide:
An Introduction to Unconditional Basic Income For All:
https://www.scottsantens.com/universal-basic-income-for-all-unconditional-why-ubi-is-necessary-now-evidence-experiments/
How to Calculate the Cost of Universal Basic Income (Hint: It’s Not As Easy As You Might Think):
https://www.scottsantens.com/how-to-calculate-the-cost-of-universal-basic-income-ubi/
Of Course We Can Afford A Universal Basic Income: Do We Want One Though?https://www.forbes.com/sites/timworstall/2016/06/04/of-course-we-can-afford-a-universal-basic-income-do-we-want-one-though/
We can’t afford not to pay everyone a basic income:
https://www.redpepper.org.uk/we-cant-afford-not-to-pay-everyone-a-basic-income/
