Omsorg hjalp mig med at overleve

Lang artikel i den færøske avis Dimmalætting, April 2019
Fortalt af: Elin Brimheim Heinesen
Skrevet af: Hans Egholm

Elin er i balance. I øjeblikket er hun et ganske godt sted i livet. Hun er tilfreds med sit job, har et hyggeligt hjem, ejer en sød hund, har dejlige søskende med verdens sødeste børn, som hun er meget glad for, og så har hun gode venner omkring sig, som hun ofte hygger sig sammen med. Elin er glad for sit liv. Men hun har ikke haft det let i sin livsbane. Hun har oplevet store udfordringer, men trods det er Elin et godt eksempel på, at det er muligt at få et godt liv, hvis man erkender, at det er værd at dele sit liv med andre. Vi har alle brug for støtte og omsorg fra andre. Ingen er en isoleret ø, siger hun.

Elin Brimheim Heinesen fik hjertbanken, da intervieweren bad hende om en samtale til en længere artikel i Dimmu. Der var et øjebliks tavshed i telefonen. Det var som om, jeg havde ramt lige ned i hendes centralnervesystem. Hun havde mest lyst til at sige nej med det samme. Hvordan kunne hun fortælle sin egen historie uden at nævne de svære begivenheder, hun havde oplevet, men som hun havde svært ved at tale om?

– Kun at vise et glansbillede af mig selv, ville gøre historien ufuldstændig og direkte misvisende. Jeg er formet af nogle begivenheder, som jeg aldrig har talt offentligt om, fordi jeg har frygtet at blive stigmatiseret og sat i bås, hvis jeg fortalte om dem. Men måske er det rette øjeblik kommet nu.

Beslutningen var ikke let at tage. – Er det noget, offentligheden har gavn af at vide? spurgte Elin. Efter grundige overvejelser og rådgivning fra gode veninder besluttede hun at være åben og ærlig om det, der var sket hende. Hvis det skulle være, skulle det være en ærlig beretning med det formål at skabe håb – og ikke blot for, at folk skulle læse en sensationel historie, mente Elin.

–Måske kan nogen relatere til min historie og lære af den. Budskabet må være, at det er muligt at leve et godt liv, selvom man har oplevet meget traumatiske hændelser. Jeg gider heller ikke gå rundt og lade som om, at hele mit liv har været en dans på roser, for det er kun den halve sandhed. Hvis nogen tænker mindre om mig efter at have læst den virkelige historie, er det deres problem.

– Mit liv kunne være gået helt galt. Det var tæt på, at jeg ikke overlevede. Men jeg lærte til sidst, hvor utrolig vigtigt det er IKKE at forsøge at klare alt selv og isolere sig, men at bede andre om hjælp. Jeg var stille så længe og lod som om, alt var i orden, men da jeg endelig rakte hånden ud og bad om hjælp, opdagede jeg, at jeg var omgivet af familie og venner, som holdt af mig og var parate til at give mig omsorg. Jeg har så ufatteligt meget at takke dem for, især min bedste veninde, Maria. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende.

Hvem er Elin?

– Vi er flere med navnet Elin Heinesen. Derfor bruger jeg konsekvent Brimheim som mellemnavn, siger Elin, da jeg møder hende udenfor hendes kælderlejlighed i Stoffalág.

Elin er ikke alene om at tage imod mig. En lille glad hund viser interesse for mig og følger mig ind i stuen. Kurla er en sort 8-årig tæve. Kun hendes poter og en lille del af snuden er hvide. Elin er klædt helt i sort, kun hendes halskæde bryder farven. Ja, og så hendes kridhvide hår, som når ned til skuldrene.

Hun skænker mig en kop kaffe og sætter sig på sin faste plads i sofaen. Jeg sætter mig ved siden af. Kurla kommer og lægger sig ved mig. Nogle gange undrer jeg mig, om Elin har briller på, så godt falder de ind i ansigtet. Elin ler let, og hendes hvide fortænder kommer til syne. Smilet klæder hende.

De fleste færinger kender nok sangene fra Elin som ”Eitt dýpi av dýrari tíð”, ”Á, tann deiliga Havn” og ”Sjeikurin” fra NALJA-albummet i 1988 og ”Áarvegurin” fra albummet “Yndisløg” i 2010.

1988_Elin_og_Kari_Nalja

For Elin er musik en sjæletrøst, og sidste år, da hun fyldte 60, lykkedes det hende endelig at udgive et album kun med egne sange, kaldet “Bag stjernerne”. Mange kender måske de nye numre “Du var altid der” og “Min søde”, som har været spillet meget i radioen på det seneste.

Og så er der dem, der ved, at Elin Brimheim Heinesen er datter af forfatterne Maud og Jens Paula Heinesen.

Født i ‘Rævegården’

Elin Brimheim Heinesen blev født den 25. juni 1958 i Lon nr. 11 i værelset hos sine bedsteforældre, Anna og Otto Brimheim. Revagarðurin (Rævegården) er et andet navn for Lon-længerne, som ligger lige øst for den gamle politistation ved Jónas Broncks gade i Havn.

1958_Jens P_Maud_Elin_nyfoedd

Elin ved fra sin mor, at det var en hård fødsel, og veerne varede i 42 timer. Elin blev et sommerbarn. Denne dag for 60 år siden var vejret fantastisk og usædvanligt varmt.

Allerede dagen efter blev hun set i en barnevogn i nabolaget.

1958_JensP_Maud_Elin_Lon

Fattigkvarter, spøgelser og skeletter

Elin blev et Reyn barn. De første seks år af sit liv boede Elin i nabolaget Reyn i Leigubúðin – en lejlighed på Tinganes ved siden af Munkastovan (det ældste hus i Tórshavn). Dette skyldtes, at Elins mor, Maud, på et tidspunkt arbejdede i landsstyret, som jo holder til på Tinganes. Elins far, Jens Pauli, var dengang lærer på Kommuneskolen og senere på Venjingarskúlin (en anden kommuneskole).

1963_Elin_5-6ar

Da de flyttede ind i Leigubúðin, var der intet toilet i lejligheden. De måtte ud i et skur for at sætte sig på en spand. Hver morgen måtte moren ned til stranden for at tømme spanden. Men senere blev lejligheden udvidet, og de fik adgang til et toilet med skyllefunktion.

Gårdspladsen lige uden for Leiðubúðin var en gammel kirkegård, og en del af den skrånede ret meget ned mod havet dengang. Når det regnede voldsomt, blev jorden skyllet væk fra skrænten, og knogler og kranier kom til syne.

– Jeg syntes, det var spændende og tog nogle knogler med ind, griner Elin. – Men jeg fik straks besked på at gå ud og lægge dem tilbage på plads.

Der var mange spøgelser i Leiðbúðin. Huset var meget gammelt, så det knagede voldsomt, og det føltes nogle gange, som om nogle fremmede var inde i lejligheden eller gik rundt på taget.

Elin trivedes godt i dette mystiske miljø. Hun mindes barndomsårene ude på Reyn som meget gode, selvom Reyn dengang var næsrmest et fattigkvarter. Måske ikke lige der, hvor hun boede, men i de små hytter lige ved siden af boede der mange mennesker. Der var ingen centralvarme i husene, og overalt lugtede det af petroleum.

Nu hvor hun sidder sådan på sofaen og lader tankerne svæve, husker hun hjemmet hos en pige, hun ofte legede med. Der stod det ikke godt til. De voksne i huset drak meget. Pigen havde flere søskende, og alle boede i en kælder. Der var jordgulv, og væggene var af kampesten. Inde i kælderen var der en vandhane, der stod lige op fra jordgulvet. Dette var deres køkken. Sådan boede nogle mennesker derude. Børnene var grå af snavs. Elin tager hænderne op til halsen og viser, hvor snavset sad på halsen og omkring håndleddene.

– Vi som børn tænkte ikke på det at være beskidte. Vi nød det. Der var en særlig stemning med alle de små huse, men det var en anden tid, og sådan var det. Vi var mange børn, og vi stortrivedes derude. Jeg elskede at bo der. Det var et sandt paradis for mig at vokse op i.

Den første del af dagen gik Elin i Dronning Ingrids børnehave. Hun gik selv hjem om eftermiddagen. Det var indgroet i folk at holde øje med og passe på hinanden, så det blev anset for at være trygt for børn at færdes rundt i byen dengang. Hun lærte derfor hurtigt at klare sig selv og blive selvhjulpen.

– Jeg havde en opgave, når jeg gik hjem fra børnehaven. Det var at stille mig i kø ved Mejeriet for at købe mælk i en brun flaske, jeg havde med i tasken. Jeg husker duften af mælk derinde, mens de stod og rørte i den i store gryder.

1964_JensPauli_Elin_MaudHeinesen

Men det var ikke kun gode stunder, for som lille pige havde Elin alvorlig astma. Det skulle ikke meget til, før hun blev udmattet. Hun fik lungebetændelse flere gange og var ved at dø af mæslinger. Elin mener, at en af årsagerne til den dårlige helbred var, at de havde kulkomfur og ingen centralvarme i huset. Petroleumslugten hang indendørs hele dagen, og hun legede i forskellige huse, der ikke var særlig godt isolerede. Elin påpeger også, at mange huse sandsynligvis var fulde af skimmel.

– Alt dette har helt sikkert været en årsag til min astma. Jeg var altid så forpustet. I dag har jeg stadig kun omkring 80 procent af lungekapaciteten tilbage. Jeg har aldrig haft kræfter til at dyrke sport. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg stadig få astmalignende symptomer.

Stoffalág

Elins forældre, Maud og Jens Pauli Heinesen, købte en grund i nabolaget Stoffalág og byggede et hus der, som de flyttede ind i i 1964.

– Jeg glemmer aldrig, hvor ked af det jeg var over at flytte fra Reyn. Som trøst fik jeg en hankat, der hed Rasmus. Men katten blev så voldsomt mobbet af de andre katte, at den måtte aflives. Den kom altid kradset og sønderrevet hjem, når den havde været ude.

Huset var slet ikke færdigt, da vi flyttede ind. Badeværelset var ikke klar, og der var intet tapet. Kælderen var et stort rum med stengulv. Sådan var forholdene dengang. Man byggede, efterhånden som man havde råd til det.

– Fra jeg var seks til tolv år, var der ingen bygninger foran vores hus i Stoffalág. Der var andre huse i området, men ingen, der forstyrrede vores udsigt. Vi kunne se ind over Skálafjørður, hele Nólsoy og ud mod Argir.

1965_Elin_Stoffalag_adrennn_bygt_var

Det bedste af det hele var, at min bedste veninde, Maria Andreassen, som jeg havde lært at kende nede i Reyn, også var flyttet op til Essalág, nabolaget lige nedenfor os, og det hjalp med, at jeg hurtigt faldt til. En stor eng lå mellem deres hus og vores, med får og strandskader, så der var gode forhold for leg.

Maud Brimheim og Jens Pauli Heinesen

Elins mor, Maud, begyndte lige på dette tidspunkt som den første medarbejder i administrationen på Fróðskaparsetur Føroya – det færøske universitet. I de første år arbejdede hun både på Fróðskaparsetur og hos Landslægen, men senere fik hun en fuldtidsstilling som administrationschef i universitetet. Hun arbejdede der i næsten 40 år. I sin fritid skrev hun børnebøger. Maud døde af lungekræft i 2005, kun 69 år gammel.

Elins far, Jens Pauli, var den tredjeældste af søskendeflokken fra Lofti-familjen i Sandavágur.

1959_I_Sandavagi

Der var kun lidt over et år mellem brødrene, Jóannes og Jens Pauli, og de var næsten som tvillinger. Jóannes var ældst og skulle overtage gården. Af den grund fik han ingen uddannelse. Jens Pauli tog allerede som 14-årig til Tórshavn for at blive kontorelev. Men han var mere interesseret i skolegang og bad om at komme på realskole. Det fik han lov til. Efter realskolen fortsatte Jens Pauli på gymnasiet i Hoyvík, og derefter tog han en læreruddannelse i København.

Jens Pauli Heinesen blev fuldtidsforfatter, efter at han stoppede som lærer i 1972. Han var en af Færøernes mest aktive forfattere nogensinde og stod bag næsten 40 værker – romaner, noveller, essaysamlinger, skuespil, digte osv. Det er ingen hemmelighed, at Jens Pauli havde det svært i de sidste år af sit liv og var afhængig af alkohol.

– Han var hovedårsagen til, at jeg flyttede tilbage til Færøerne i 2007 efter at have boet 25 år i Danmark. Han klarede sig dårligt, efter at mor døde i 2005 og krævede fuldtidspleje, så jeg kom hjem for at tage mig af ham. Han døde i 2011, 78 år gammel.

Elin var enebarn indtil hun var 14 år gammel. Da fik hun en lillesøster, Marianna, som er adopteret fra Korea.

1973_Marianna_just_komin_til_Dk_ur_Korea

Vores hjemvar ganske anderledes end hos vores venners hjem, fordi far arbejdede hjemme, og mor arbejdede ude. De var pionerer, så at sige. Derudover var de værtsfolk og meget aktive i kulturlivet i Tórshavn, og de rejste meget. De var verdensborgere og havde mange udenlandske venner, forfattere, musikere, skuespillere osv. Vores hjem var ofte fyldt med spændende, interessante mennesker. Det har givet mig meget kreativ inspiration.

Jeg har altid tegnet og skrevet. Dog har jeg ikke skrevet bøger, måske fordi min far var forfatteren i familien, så jeg har fokuseret på andre kunstformer. Da jeg var 6 år, fik vi et klaver i huset, og siden har jeg sunget og spillet, komponeret og arrangeret og skrevet mine egne sange.

God barndom

Elin understreger, at hun har haft en god barndom. Hun elskede at rejse udenfor Tórshavn. I Klaksvík besøgte hun sin mors plejeforældre. Der var mange børn at lege med, og der var altid noget at lave. Elin tilbragte også meget tid hos sine bedsteforældre i Sandavágur. Hendes farfar, Petur á Lofti, havde en bondegård. Farmoren Maria – kaldet Mia – var en fantastisk bedstemor. Der var kærlighed, omsorg og et sandt paradis for Elin.

Elin havde mange fætre og kusiner at lege med i Sandavágur. Bækken var børnenes legeplads, hvor de fangede småfisk. De stjal roer fra roemarker og alt det sjove, som børn skal lave. Familien satte stor pris på det sociale samvær og på at komme hinanden ved. Især når der var festlige lejligheder, som bryllupper eller runde fødselsdage. Elin husker, at det var helt almindeligt at konkurrere til festerne om, hvem der var bedst til at finde på sangtekster her og nu (kaldet “senda drunn”). Mændene konkurrerede om at være de bedste til at digte på stedet. Alt var så morsomt dengang, synes hun.

Elin reflekterer over sine minder og smiler. – Vi fik lov til at deltage i alting. Om morgenen drev vi køerne ud på markerne og hentede dem hjem igen om aftenen.

Farbroren, Jóannes, begyndte langsomt at overtage gården. Han var en forbilledlig mand, som Elin så op til.

– Vi gik ofte tur i udmarken, hvor han fortalte mig om fårehold, fuglelivet, stednavne og pasning af græsmarkerne. Han var som en anden far for mig og har været det til denne dag. Han har ringet næsten hver uge for at høre, hvordan det stod til. Nu er han blevet gammel og psykisk svækket, så han kan ikke længere ringe.

Jóannes giftede sig først, da han var omkring 40 år. – Jeg var lige så meget hans barn som fars, indtil han selv fik en datter og senere tre børnebørn. Men vi har altid bevaret den tætte forbindelse.

– Jeg havde også et tæt forhold til min far. Indtil jeg var omkring 14 år, gik vi to ture ved stranden og ud til Boðanes hver eneste søndag morgen, uanset vejret. Det skete også, at vi gjorde turen længere, hvis vejret var godt. Da gik vi ofte hele vejen til Hoyvík for at stå på klipperne ved Hoyvíkshólm og fiske sej med fiskestang.

– Selvom jeg har oplevet både det ene og det andet, er der ingen tvivl om, at det har hjulpet mig meget, når tingene har været svære, at jeg har haft en utrolig god barndom, omgivet af mennesker, der virkelig holdt af mig.

Nørdet

Elin havde fra hun var helt lille en indre trang til viden. Hun var nysgerrig og ville tidligt lære at læse, fordi hun ønskede at forstå, hvad der stod i taleboblerne i Anders And bladene. Hendes mor terpede og læste sammen med hende, og da Elin kun var 4 år, kunne hun læse Anders And bladene flydende og blev en sand bogorm.

– Jeg var så ivrig efter at læse, at jeg læste hver eneste bog på Børnebiblioteket. Da jeg havde læst dem alle, begyndte jeg forfra.

Når der var fødselsdage derhjemme på Stoffalág, havde Elin ikke altid energien til at lege med de andre børn. Hun griner, fordi en tanke strejfer hende. – Jeg kunne finde på bare at forsvinde. De andre anede ikke, hvor jeg var gået hen og undrede sig. Når de begyndte at lede, fandt de mig inde i et skab med en lygte og en bog!

Latteren fortsætter, og Elin sætter sig mere til rette, mens hun forklarer, at hun havde gemt sig for at få fred. Hun orkede ikke larmen. Jeg tror, jeg var lidt underlig,… ja, det har jeg nok været, siger Elin og griner igen.

Udsat for sædelighedsforbrydelse

Som 7-årig begyndte Elin i 1. klasse på skolen ved Frúutrøð, kun et stenkast fra sin mormor og morfars lejlighed i Lon. Elin, som er født om sommeren, husker, at hun altid var ked af, at hun aldrig kunne invitere klassekammeraterne på slik på sin fødselsdag.

Fordi Elin var så svag, deltog hun aldrig rigtig i gymnastik, som dengang fandt sted i skolegården. Det kunne være stikbold eller andre lege. Svømning foregik ellers i den gamle svømmehal i Gundadalur, hvor badmintonhallen ligger i dag.

Fagligt var Elin foran de andre i klassen, så hun kedede sig i timerne. Da de andre i klassen var nået halvvejs i regnebogen, havde Elin regnet hele bogen fire gange. Senere udlignede niveauet sig dog.

En dag, lige inden hun skulle begynde i 2. klasse, og kun to uger før hun fyldte 8, besluttede hun sig for at gå alene gennem byens plantage på vej hjem fra svømmehallen i Gundadalur.

– Der oplevede jeg en ekstremt chokerende begivenhed, der vendte fuldstændig op og ned på mit tidligere ubekymrede liv. Det knuste mig simpelthen mentalt.

Elin var kun 7 år gammel, da hun valgte at gå alene ind i plantagen. At gå ture der med sine forældre var ikke uvant for Elin, som havde interesse for naturen. Måske ville hun se småfugle og ænder på vejen. Hun følte sig tryg og fascineret af det smukke miljø.

Men pludselig sprang en voksen, ukendt mand frem og løb efter hende. Han løftede hende op, holdt en hånd for hendes mund og bar hende ind mellem træerne. Elin kæmpede for sit liv, men han var meget stærkere. Til sidst kunne hun ikke mere. Hun undrede sig meget over, at der ikke kom nogen lyd fra hendes hals, da hun forsøgte at råbe om hjælp. Hun var simpelthen lammet af rædsel. Inde mellem træerne kastede manden hende ned på jorden og stak et lommetørklæde ind i hendes mund. Han bandt hende med ståltråd, som han havde fra en pæl i nærheden, og derefter misbrugte han hende.

– Ja, det er chokerende! siger Elin, da hun ser, hvor rystet jeg er over beretningen.

Da gerningsmanden endelig flygtede, lå Elin stadig bundet. Hun var skrækslagen og turde ikke røre sig, fordi hun ikke vidste, om han ville komme tilbage. Var eventyrene om trolde, der bortførte prinsesser, virkelig sande? Var han som et trold, der havde taget hende, og skulle hun nu være hans slave, fanget for evigt? Eller ville han dræbe hende? Sådanne tanker løb gennem hendes lille hoved.

Hun lå længe, før hun endelig kunne bevæge sig og få liv i kroppen. Det lykkedes hende til sidst at vride sig fri af ståltråden. Hun kæmpede sig op til mindesmærket for de omkomne til søs, hvor hun mødte nogle mennesker og bad om hjælp. Hun forsøgte at forklare dem, at en mand var efter hende, men hun havde svært ved at fortælle, hvad der var sket. Folkene syntes ikke rigtig at tro på hende og havde lyst til at smile. Men de blev dog enige om at følge hende ned til Hoydalsvej. Derfra måtte hun løbe alene hele vejen hjem.

Forældrene reagerede straks, da hun kom ind, da det var tydeligt, at noget var helt galt. Elin fortalte dem stammende om hændelsen, og de fik straks en læge til at undersøge hende. Episoden blev anmeldt. Manden blev eftersøgt i radioen og fundet. Der blev rejst en retssag, og manden blev dømt sindssyg. Historien om, hvad der skete i parken i Tórshavn, spredte sig over hele Færøerne. Dette betød, at folk i lang tid så Elin kun som offeret for denne frygtelige hændelse. De undgik hende, da de ikke vidste, hvordan de skulle opføre sig, når de var i nærheden af hende.

– Forhørene, retssagen og stigmatiseringen var noget, der for mig var mindst lige så traumatiserende i sig selv og tog mig årtier at ryste af mig. I et lille samfund som Færøerne er det meget svært at slippe væk fra den bås, man bliver sat i. Desuden opstod der en psykologisk forsvarsmekanisme under overfaldet, der på en eller anden måde adskilte min krop og sind og gjorde, at jeg i mange år følte mig meget fremmedgjort fra verden og fra mine egne følelser og min krop.

Elin fik aldrig nogen krisehjælp fra en psykolog. Og de voksne talte aldrig med hende om hændelsen igen, efter at retssagen var overstået. Ingen spurgte, hvordan hun havde det med det. Dengang mente man, at det var bedst at tie sådanne ting ihjel. De vidste ikke bedre.

– Men jeg tænkte på det mange gange om dagen, hver eneste dag i mange, mange år. Jeg følte, at jeg så manden om hvert hjørne og bag hvert gardin. Og jeg måtte leve med, at jeg faktisk kunne møde manden i byen i årene efter. Hver gang jeg så ham, løb jeg og gemte mig et sted.

Fra at have været en glad, sorgløs og udadvendt lille pige, blev Elin stille, indadvendt og sky overfor mennesker. Hun led af angst og alle mulige fobier. Elin er sikker på, at hun havde PTSD uden nogensinde at have fået diagnosen. Ikke før senere i livet.

1966_Elin_beint_eftir_hendingina

Flyttede til Wales

Begivenheden satte også sine tydelige spor på Elins mor, som blev hjemme, orkede intet og kunne ikke gå på arbejde. Landslægen, hendes arbejdsgiver, rådede dem til at forlade landet en tid, få afstand til hændelsen og finde ro. De flyttede derfor til Wales i nogle måneder. Elin husker, at de boede i en kulmineby. Der var endeløse rækker af rækkehuse. Et af disse blev deres hjem. Det virkede gråt og trist, husker Elin.

– Jeg husker, hvordan det lugtede af gammelt støv. Trappen var mørk, og huset var gammelt. Alt var i mørke farver. Det føltes som et spøgelseshus. Mor og far var bedrøvede og gik rundt som to spøgelser omkring hinanden. Jeg havde ingen at lege med og følte mig så ensom. Hensigten med rejsen var sikkert god. Men i bakspejlet er det svært at afgøre, om det hjalp.

Voldsomt mobbet i skolen

I sit uskyldige barnesind var Elin overbevist om, at hun havde gjort noget forkert – at hun havde syndet, og derfor selv påkaldt sig det, der var sket med hende. Hun mente, det var en form for straf, som hun havde fortjent, fordi hun var et dårligt menneske. Elin følte en frygtelig skyldfølelse og var konstant bange for, at hvis hun gjorde noget forkert, ville noget lignende ske igen.

– Jeg tænkte meget og holdt mig for det meste for mig selv. Bøgerne var ofte min hjælp og måske min måde at håndtere ensomheden på. Alt dette gjorde mig mærkelig i de andre børns øjne i skolen. De opfattede mig som sårbar. Der skulle ikke noget til, før jeg blev ked af det.

Situationen blev ikke bedre af, at hun havde astma og var fysisk svag. Derfor havde hun svært ved at forsvare sig.

– Jeg blev et let offer og blev voldsomt mobbet på grund af det. De første dage, efter jeg kom tilbage i skolen på Frúutrøð efter hændelsen, var alle forsigtige og havde ondt af mig. Men efter et stykke tid blev hændelsen glemt i de andres øjne. De kunne ikke blive ved med at synes, det var synd for mig.

Børnene råbte navnet på manden, der havde forgrebet sig på Elin, efter hende. Det sårede og forvirrede hende. Men heldigvis havde Elin nogen at tale fortroligt med i Stoffalág. Elin er overbevist om, at venskabet med veninden Maria reddede hende fra at blive psykisk syg af al chikanen.

Hun var den eneste, jeg kunne tale med om alt. Hun var altid trofast og lyttede til, hvad jeg havde på hjerte. Vi var kun små piger, men selv da talte vi om hændelsen. Hvis hun ikke havde været der, ved jeg ikke, hvad der var sket med mig. Vi var meget forskellige og passede slet ikke sammen på mange måder. Nogle kaldte os Fy & Bi, fordi hun var lille, og jeg var høj og slank. Hun var en fysisk stærk pige. Jeg var en nørd, der altid lå med mine bøger. Hun var lys og jeg mørk. Men hun var god mod mig, og jeg mod hende.

Dette ville ikke blive sidste gang, at Elin fik brug for sin veninde.

Et år i Spanien

Da Elin var ti år gammel, flyttede familien Heinesen til Spanien i et år. Jens Pauli ønskede at opleve, hvordan det var at leve i et diktatur som Spanien på den tid. Dette var del af researchen til bogen “Frænir eitur ormurin”, som han skrev, mens de var der. Også Elins mor, Maud, havde fået orlov og planlagde at afprøve sin drøm om at være børnebogsforfatter. Hun skrev sin første børnebog, “Marjun og dem”, i Spanien.

1968f_JPH_Elin_i_skulagardinum_i_Fuengirola

Senere, da Elin var voksen, og begge hendes forældre var gået bort, opdagede hun, at alt ikke var helt, som hun havde fået fortalt. I en bog af Jógvan Isaksen om hendes fars forfatterskab læste hun, at hendes far i et interview sagde, at en af hovedårsagerne til, at de flyttede til Spanien, var, at det var godt for Elins helbred på grund af det gode vejr dernede.

– De valgte at sende mig i en spansk skole i stedet for en international skole, selvom jeg ikke kunne et eneste ord spansk. Men på den måde lærte jeg hurtigt at tale flydende spansk.

Skolesystemet i Spanien var meget anderledes end på Færøerne. Men da Elin var dygtig fagligt og havde let ved at lære, gik der ikke lang tid, før hun klarede sig lige så godt som de andre børn.

Hver morgen svømmede hun i swimmingpoolen, som tilhørte lejligheden. Hun følte sig friskere, blev stærkere fysisk og slap af med sine astmaproblemer. Derved fik hun gradvist mere selvtillid.

Solen gjorde huden brun og håret meget lysere. Hun smiler, når hun husker, hvor betagede og forelskede drengene var i hende. Drengene vidste, hvor Elin boede, og flere gange stod de under altanen og fløjtede og håbede, at hun ville komme ud. Elin kan ikke lade være med at grine ved tanken om, at hun i spanske drengeøjne uden tvivl var en attraktiv pige dengang.

Klasselæreren i klassen på Frúutrøð tog initiativ til, at børnene skrev breve til Elin i Spanien. Elin skrev tilbage og fortalte i lange breve om sit liv i sydlige lande.

Tilbage til Færøerne

Da Elin igen sad i klasseværelset i skolen på Frúutrøð, håbede hun på, at hun på en eller anden måde havde fået oprejsning og ville undgå mobningen, men det skete ikke. Elin havde nu oplevet en anden kultur og havde fået udvidet sin horisont. Nu vidste hun om en verden uden for Færøerne.

– Dette gjorde mig bare endnu mere mærkelig i de andres øjne. Så jeg endte med at blive mobbet igen. Jeg kunne bare ikke slippe væk fra mobningen.

På Frúutrøð var mobningen slem, men da klassen skulle fortsætte på i en anden kommuneskole i sjette klasse, blev det et rent helvede.

Den første dag Elin trådte ind i den nye skolegård, sagde en pige i klassen til hende, at hun havde tabt sin hue ned på en udendørs trappe, der førte ned til kælderen, hvor bl.a. oliefyret stod, der opvarmede hele skolen. Elin syntes, det var mærkeligt, at pigen bad hende gå derned efter huen, som pigen havde tabt. Hvorfor gik hun ikke bare selv derned og hentede den? Men for at være venlig og vise sig fra sin bedste side, gik Elin ned ad trappen.

– Det, som jeg ikke vidste, var, at hvis nogen gik derned, så stimlede hele skolegården straks sammen omkring trappernedgangen, hvilket gjorde det umuligt for den, der gik derned, at komme op igen. Hvis jeg prøvede at komme op, blev jeg skubbet ned igen. Alle børnene stod omkring hullet og råbte og spyttede efter mig. Dette var min første dag i den nye skole!

Kvinden, der sidder overfor mig på en sofa i en kælderlejlighed i Stoffalág, fortæller roligt om det hele. Hun virker afbalanceret, men jeg kan høre på hendes stemme, at hun ikke altid har haft det godt. Selv sidder jeg som lammet og undrer mig over, at noget barn kan blive udsat for sådan en behandling. At børn kan være så grusomme og gøre sådan noget mod hinanden.

Kurla løfter hovedet og piber. Hun har lyttet opmærksomt til hvert et ord, men nu er det blevet for meget. Elin ved, hvad der er på færde. De rejser sig begge op næsten samtidigt, og hunden får lov til at komme ud en tur i haven.

Efter hændelsen i skolegården fik Elin endnu et psykisk tilbageslag. Men selvom hun var bange for at gå i skole og kæmpede meget med angst, var hun blevet stærkere. Ingen skulle kunne se på hende, at hun lod sig påvirke af mobningen.

– Hvis jeg havde fortalt det til mine forældre, var jeg måske kommet i en anden skole, men jeg bed det i mig. Jeg var begyndt at have det sådan, at jeg ikke måtte lade mig undertrykke og blev overbevist om, at ingen skulle tryne mig. Jeg ville ikke være et offer længere. Jeg skulle vise dem.

Elin blev voksen alt for tidligt og brugte utroligt meget energi gennem barndommen og ungdommen på at kæmpe sig ud af offerrollen og få tykkere hud.

Da hun forlod Folkeskolen og begyndte i Realskoloen, var der flere nye ansigter i klassen, som Elin kom godt ud af det med. Elin forsøgte at være cool, blandt andet ved at være fræk i sin måde at udtrykke sig på, og hun begyndte at ryge. Det handlede jo om at være en del af flokken. Elin blev også bevidst om, at det ikke kunne betale sig at prale med, hvor ‘klog’ hun var.

– Jeg gjorde op med rollen som den “søde, dygtige pige”, fordi jeg kunne ikke spille den rolle mere. Jeg fik intet ud af det. Det var lige meget. Så jeg begyndte at gøre oprør mod forældrene og mod autoriteter generelt. For eksempel var jeg straks med på at pjække, hvis nogen foreslog det. Konditoriet (en café i Tórshavn midtby) blev tilholdsstedet, og mange skoletimer blev brugt der.

Det, at Elin nu havde skiftet kurs, gjorde, at hun blev mere accepteret. Hun begyndte at gå i byen på diskoteket og finde venner i byen, som turde være imod autoriteterne, og hun blev en del af en klike, hvor hun trivedes.

Elins far, Jens Pauli Heinesen, kendte godt til skuespillermiljøet i byen, hvor mænd som Olivur Næs og Oskar Hermansson var meget anerkendte. En dag, da der var fest hjemme i Stoffalág, sang Elin den kendte sang, Streets of London, med færøsk tekst, som hun selv havde skrevet som 15-årig. Alle blev betaget, og Elin blev inviteret til at komme til Sjónleikarhúsið, byens gamle teater, og synge sangen til en mindeforestilling, hvor uddrag fra ældre skuespil blev spillet. Mellem forestillingerne skulle scenen ændres, og i pausen underholdt Elin med sin fortolkning af sangen, som hun kaldte “Áarvegurin” (en gade i Tórshavn).

Elin rejser sig og finder et billede at vise mig. På billedet synger en ganske ung Elin i teatret. Dette var første gang, hun sang offentligt foran et publikum. Hendes onkel Svenn Brimheim og Finnbogi Johannesen  akkompagnerede hende på guitarer. Sangen “Áarvegurin” blev meget populær og spredte sig hurtigt over hele Færøerne.

1974_Elin16ar-Sjonleikarhusid

Flýggjar inn á Kondittaríið,
sami gamlin, frá strev´og stríði,
í myrkasta krókin
at turka síni tár.
Ongastaðni fær hann frið,
látur altíð fylgir við.
Roynir hann at gloyma
síni tungu sálarsár.

(Flygter ind på Konditoriet, den samme gamle mand, fra travlhed, slid og slæb, til den mørkeste krog for at tørre sine tårer. Ingen steder finder han fred, latter følger altid med. Han forsøger at glemme sine dybeste sjælesår.)

Det førte senere til, at Elin samme vinter blev fast visesanger i det meget populære radiounderholdningsprogram V4 i den færøske nationale radio, Útvarp Føroya, i nogle år, hvilket nogle måske husker.

Mellem flippere og rockere

1970’erne var en politisk urolig tid. Da Elin var omkring 16-17 år, var der forskellige grupper i byen. Disk’erne var dem, som var til højre, og flipperne var dem, som var  til venstre. Og så var der rockerne, som var mere til knallerter og andet.

– Jeg begyndte med at være mest til rock, hvor jeg gik fra at kunne lide Sweet til at kunne lide Deep Purple, Uriah Heep og Led Zeppelin og andre 70’er rockbands. For min konfirmationspenge købte jeg først et stereoanlæg og derefter sparede jeg op til en knallert, som var meget praktisk, da jeg begyndte på gymnasiet i Hoydalar.

Elin ler højt, fordi hun husker, at hun borede knallerten ud og nogle gange blev jaget og kørte væk fra politiet. – Jeg var ret vild dengang, siger hun og griner hjerteligt.

I samme periode øvede et musikgruppe i en kælder på Traðarvejen tæt på Elins hjem. Der var drenge som Petur Mohr Reinert, Ragnar Rubeksen og Arnbjørn Sivertsen. Gruppen kaldte sig Mjølnir. Elin husker, at hun og en anden pige stod udenfor og lyttede og håbede inderligt, at drengene ville spørge dem, om de ville være korpiger.

– Det faldt os ikke ind, at vi også kunne have brugt vores konfirmationspenge på instrumenter, trommesæt og andet. Det var ikke i vores tanker, selvom vi uden tvivl var lige så musikalske som dem. DSådan var tiden bare, at piger kun kunne bruges til at synge, danse eller blive korpiger. Så selvom det var min store drøm dengang, blev jeg aldrig spurgt.

Senere blev jeg mere socialt bevidst, fordi jeg selv havde været dårligt behandlet og derfor var på de svages side. Alle os anti-autoritære og dem, der var lidt anderledes, søgte sammen. De kaldte os flippere. Vi syntes selv, vi var seje, og det var vi sikkert også.

Brydningstider

Der skete meget i de år, Elin gik i gymnasiet i Hoydalar. Kristian Blak begyndte som lærer for vores klasse dengang. Han åbenbarede en ny verden for os. Klassen begyndte at lytte til anderledes plader end alle andre. Elin griner ad sig selv. – Nej, vi var ikke til disco! Hos os var det jazzmusik, du!

På den tid kunne man også høre om jazz’ere i byen. Der var flere med denne interesse. Elin var blandt dem, der grundlagde Havnar Jazzfelag (Tórshavns Jazzforening). Hun føler sig heldig, fordi i hendes klasse i Hoydalar var der godt sammenhold med mange kreative mennesker i klassen. Der var for eksempel Ívar Bærentsen, som sang og spillede guitar, og Bergur Hanusson, som spillede blokfløjte, mens Elin sang og spillede klaver.

I klassen blev der sunget rigtigt meget, især fra Højskolesangbogen og sangbogen Primo. Kristian Blak var også interesseret i folkemusik, som var meget populær dengang. Han grundlagde spillemandsgruppen ‘Spælimenninir i Hoydølum’, som Ívar Bærentsen spillede med i. Ívar lavede folkesange og inspirerede Elin til at komponere flere af sine egne folkesange.

1976_Bergur_Elin_Ivar

Nu hvor Elin tænker tilbage, kommer hun i tanker om, at hun som lille pige modtog undervisning i klaver. Omkring den tid, hvor Jazzforeningen blev stiftet, optrådte hun lidt i den gamle Havnar Klubbi og i det gamle B36-hus, som Jazzforeningen lånte. Hvis nogen sang eller spillede noget, Elin kendte, kunne hun akkompagnere med lidt akkorder på klaveret.

Lige efter Elin blev færdig i gymnasiet i Hoydalar i 1977, tog hun sammen med nogen andre, som hun plejede at synge og spille sammen med,  Kristian Blak og Spælimenninir í Hoydølum på koncerturné til Skotland, Shetland og Orkneyøerne.

Elin brugte meget tid i Jazzforeningen. Hun var medlem af bestyrelsen, var kontrollør, solgte billetter, stod i baren, ryddede op og forberedte koncerter. Hun var involveret i alt. Hun oplevede, at Jazzforeningen på kort tid voksede fra cirka 8 medlemmer til 900 medlemmer. Det meste af tiden foregik aktiviteterne i festlokalerne, Veitsluhøll Klubbans. Men senere rykkede man til en bygning, der hed Perlan.

Jazzforeningen var en meget åben og tolerant forening, hvor der var plads til alle slags mennesker. Det var ikke alle, der brød sig om det. Især var Viljin (det politiske højreparti, Fólkaflokkurin’s ungdomsforening) imod Jazzforeningens aktiviteter. Nogle drenge kom nogle gange bare for at skabe uro og ballade, fordi de mente, at alle var kommunister i Jazzforeningen.

– Men det var slet ikke sådan, det var, siger Elin. – Nogle få var måske ret venstreorienterede og nogen sang med i Det Røde Kor, men de fleste af os var meget mere interesserede i musik og i at skabe et spillested, end vi var i politik. Jeg selv var ikke politisk aktiv på nogen som helst måde, men jeg blev stemplet som kommunist, bare fordi jeg var aktiv i Jazzforeningen.

Rødstrømper

– I Perlan var der altid mange mennesker i weekenderne, og pladsen var trang. Jeg husker, at når jeg skulle bære øl- og sodavandskasser, var jeg nødt til at balancere med dem på hovedet. Jeg måtte holde fast med begge arme for ikke at tabe kassen ned på mig selv eller på andre, og derved var jeg forsvarsløs, når mændene mente, at de havde ret til at røre ved mig. Det gjorde de hele tiden. For mig var det meget ubehageligt. Det fik mig til at føle mig udnyttet og som en andenrangsborger. Det ville jeg ikke finde mig i.

Elin gik til dramaundervisning hos Eyðun Johannesen om aftenen og kom i kontakt med folk, der var aktive i Kvindebevægelsen. Kvindebevægelsen krævede større respekt for kvinder og gjorde opmærksom på, at kvinder havde alt for lidt samfundsindflydelse, da alt for få kvinder sad i ledende stillinger. Især var lønforskellen mellem kønnene uretfærdig, og der var alt for få børnehaver, hvilket gjorde det svært for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet. Elin var helt enig i disse synspunkter og blev temmelig tidligt medlem af Kvindebevægelsen.

– Jeg tror, jeg lige var blevet 17, da jeg blev erklæret feminist. Vi blev også kaldt for rødstrømper, ligesom dem i Danmark. Navnet blev nok sagt for sjov eller som en hån, men vi tog det til os. Kvindebevægelsen udgav for eksempel et blad, der fik navnet “Súrsokkur” (Den Sure Strømpe).

Vit liva saman
Vit liva sama, tú og eg
Hví so gera mær fortreð?
Rætt tú mær tína
hond og fylg mær á veg.
Latið okkum ganga síð um síð
sama slag øll innaní.
Taka vit saman hendur,
vera vit frí.                                    

Tín fíggindi er innan
í tær og ikki í mær.
Tú spælir bara sterkur,
ein týðiliga sær.
Tað er tí, tú ert so illur,
at tú næstan drepa kanst,
men tá ið tú fært valdið,
Er tað veruliga tú, sum vanst?

(Oversat: Vi lever sammen, du og jeg Hvorfor gør du mig ondt? Ræk mig din hånd og følg mig på vej. Lad os gå side om side, samme slags alle sammen, inden i. Tager vi hinandens hænder, bliver vi frie.

Din fjende er inde i dig og ikke i mig. Du spiller bare stærk, ser man tydeligt. Det er derfor, du er så vred, at du næsten kan dræbe, men når du får magten, er det virkelig dig, der vinder?)

(Sangen “Vi lever sammen” kan høres på Elins album “Handan Stjørnurnar” (Hinsides Stjernerne), som udkom sommeren 2018)

Efter gymnasiet tog Elin en kandidatuddannelse i færøsk på Universitetet, og da hun var færdig som 23-årig, blev hun vikar på Gymnasiet i Hoydalar, hvor hun selv havde gået kort forinden.

Omkring samme tid som Elin gik på universitetet, mødte hun en mand på samme alder, som hun var sammen med i fire år. En af sangene “Vi lever sammen” på hendes nyeste album “Handan stjørnurnar” (Hinsides stjernerne), udgivet sidste år (2018), handler om denne mand. I starten gik det godt, men efterhånden blev det klart, at han havde en stigende tendens til at drikke og misbruge alt, hvad han kunne få fat i. Derudover var han ekstremt jaloux. Han ville ikke lade Elin gå nogen steder alene. Han ønskede fuld kontrol over hende.

– Jeg kunne ikke gå nogen steder, fordi der altid blev ballade af det, forklarer Elin. – En gang efter en lille uenighed gav han mig en lussing, så min trommehinde sprang. Det ringer stadig i øret den dag i dag, siger Elin, som lider af alvorlig tinnitus. – Jeg har været åben om min tinnitus, men aldrig forklaret, hvorfor jeg har det. Det er jo ikke noget, jeg er stolt af.

Efterfølgende fortrød han og lovede at være god mod mig, og jeg tilgav ham, fortæller Elin. – Jeg var jo glad for ham og håbede inderligt, at det ville blive godt mellem os.

Men der gik ikke lang tid, før han igen var voldelig overfor Elin. Hver gang bad han om tilgivelse, og Elin tog ham tilbage. – Jeg længtes så meget efter kærlighed og havde meget lavt selvværd, så jeg var villig til at tro på ham og give ham en chance. Men han fik kun mindre og mindre respekt for mig for hver gang.

Med tiden blev Elin mere og mere isoleret i dette miljø præget af misbrug og vold, og hun blev psykisk og fysisk nedbrudt af stress. Efter næsten fire år var hun så svækket, at hun kun vejede 43 kg. Hun havde ikke overskud til at gøre noget ved situationen og turde ikke bede nogen om hjælp.

– Det blev meget værre det sidste år, vi var sammen. Han kaldte mig dagligt for heks. Han holdt puder over mit ansigt, indtil jeg næsten besvimede. Og en gang angreb han mig med en kniv og ramte mig i låret, da jeg løb op på loftet for at komme væk fra ham. Dette var de forhold, jeg levede under. Det var som at leve i en gyserfilm, fortæller Elin tydeligt berørt.

Sent en aften, da de lå i sengen på hemsen i et lille hus på Reyn, som de var flyttet ind i for nylig, kom samtalen ind på bøgerne, hendes kæreste havde lånt på Bybiblioteket. Elin overvejede at læse nogle af dem, fordi hun troede, han ikke ville have tid nok til at læse dem alle, før de skulle afleveres tilbage. Da klikkede det fuldstændigt for ham.

“Tror du ikke, jeg kan klare det?” råbte han ophidset. Han fortsatte: “Hvad fanden tror du, jeg er! Ja, du tror altid, du er klogere end mig!”. Han blev endnu mere ophidset. Åh nej, åh nej, tænkte Elin. Der måtte gøres noget. Hurtigt rullede hun ud af sengen og løb nedenunder. Han var lige i hælene på hende.

Selvom Elin kun var iført trusser og en t-shirt, vidste hun, at det gjald om at komme væk og ud, før han fik fat i hende. Elin havde lige fået fat i hoveddøren, da han greb fat i hendes hår. Med magt slog han hendes hoved ind i dørkarmen.

Elin kryber sammen på sofaen. Dette er en aften, hun sent glemmer. Hun husker, at hun af en eller anden årsag talte, hvor mange gange han slog hendes hoved ind i dørkarmen. Da hun havde talt til 30, besvimede hun. Hun ved ikke, hvor længe hun var bevidstløs, men da hun vågnede, sad han ophidset og hev efter vejret, fuld af adrenalin ved siden af hende.

Elin forsøgte at rejse sig op fra gulvet. Hun havde kun én tanke i hovedet: at komme ud derfra. Han bemærkede hendes svage bevægelser og satte sig voldsomt ovenpå hende, forpustet og ophidset: “Jeg hader dig! Dø, din forbandede heks,” råbte han, greb fat om Elins hals og kvalte hende, indtil hun igen mistede bevidstheden. Elin sukker og siger, hun forstår ikke, hvordan hun overlevede overgrebet den sene aften kort før jul. Hun fortsætter.

– Da jeg kom til mig selv igen, så jeg, at han lå og sov. Jeg var helt omtumlet og forvirret. Jeg turde ikke hente mit tøj af frygt for at vække ham. Vågner han, er døden sikker, tænkte Elin. Så hun sneg sig ud i kulden, selvom det både blæste og sneede.

At tage hjem til forældrene var udelukket. – Jeg skammede mig overfor mine forældre og var alt for rystet af situationen. Men Elin vidste, at hendes veninde Maria, som studerede i Danmark på det tidspunkt, var hjemme på juleferie. I dårlig forfatning listede Elin sig langs husmurene gennem den mennesketomme by iført kun trusser og en t-shirt. Det lykkedes hende at nå uset fra Reyn til Essalág. Endnu en gang blev veninden Maria hendes redning.

– Selvom hele mit hoved var hævet, og jeg havde blå mærker om halsen, nægtede jeg fuldstændig at anmelde manden og gå på skadestuen. Jeg turde ikke, fordi jeg var 100 procent sikker på, at han ville komme efter mig og dræbe mig, hvis jeg gjorde det.

Denne gang vendte Elin ikke tilbage til ham. Hun kom sig fysisk og flyttede til en kælderlejlighed i Grím Kambans gøta i Tórshavn, men følte sig aldrig tryg der. Derfor låste hun altid omhyggeligt, når hun gik ud eller var alene hjemme.

– Men engang, da jeg kom hjem, var døren ulåst, og der stod han inde i lejligheden, som for nylig næsten havde slået mig ihjel. Han stirrede på mig uden at sige et ord. Jeg tænkte, nej, jeg skal bare være helt stille. Lige da hørte jeg en lyd ovenpå. Så pludselig sprang jeg ud og skyndte mig op til udlejeren. Der blev jeg, indtil jeg så, at manden gik igen. Jeg var rædselsslagen.

Elin har virkelig oplevet chokerende hændelser, hvor mænd har misbrugt deres fysiske overlegenhed, og dette har sandsynligvis, som hun selv siger, været med til at gøre hende til en glødende feminist. Men Elin gør det samtidig klart, at hun absolut ikke hader mænd.

– Jeg har virkelig mødt mange gode mænd. Jeg ved fra min barndom, hvor meget kærlighed og omsorg jeg har fået, bl.a. fra min far, bedstefar, onkler og andre mænd i familien. Jeg har også været venner med drenge, som var meget søde, flinke og dejlige mænd. Jeg har aldrig dømt alle mænd over én kam. Men jeg er klar over, at der findes mænd, man skal passe på, og som har gjort livet surt for mange kvinder.

Flyttede til Danmark

– Jeg må have haft en stærk og sund kerne, siger Elin, fordi jeg overlevede al denne nedværdigende behandling hver gang. Men jeg havde brug for at komme væk fra det hele, fordi jeg følte, at livet på Færøerne holdt mig nede. Jeg trivedes ikke og spurgte mig selv; hvorfor ikke tilbyde mig selv noget bedre?

I 1983 besluttede Elin som 25-årig at flytte til Danmark. Simpelthen for at ændre retning, redde sit liv og forhåbentlig opnå personlige sejre. På det tidspunkt blev Nordens Hus bygget. Det inspirerede Elin til at stræbe efter at gøre kultur til sit arbejdsområde. Elin begyndte derfor at læse Æstetik og Kultur som hovedfag på Aarhus Universitet suppleret med det bifag i færøsk, som hun allerede havde fra Færøernes Universitet. Senere tog hun også en overbygning i Erhvervsøkonomi på Handelshøjskolen i København.

– Men jeg skulle ikke slippe så let. I Aarhus blev jeg igen udsat for en skræmmende hændelse en nat på vej hjem fra byen. En mand fulgte efter mig og forsøgte at voldtage mig tæt på, hvor jeg boede, men jeg løb væk fra ham. Han løb efter mig, men i sidste øjeblik kom jeg ind i opgangen og reddede mig selv. Jeg fik sådan et chok, at jeg rejste direkte hjem til Færøerne og overvejede at opgive mine studier, fordi det rev op i alle mine sjælesår, som jeg troede, jeg var ved at komme over. Men det var jeg slet ikke.

Elin tog for første gang den beslutning at tale med sin mor om hændelsen i plantagen, da hun var 7 år. Elins mor foreslog, at det måske kunne være en idé at søge aktindsigt i den gamle sag. Kort efter sad Elin alene i et lille rum på politikontoret og læste gennemskrivningen af afhøringerne af hende selv lige efter hændelsen.

– Jeg kunne konstatere, at alt, som jeg huskede fra hændelsen, var korrekt. For første gang siden det skete, græd jeg over det, der var sket med mig. Jeg kunne næsten ikke stoppe igen. Jeg følte så dybt for denne stakkels lille pige, som jo var mig selv, der oplevede alt dette frygtelige. Der er ingen tvivl om, at det at konfrontere mig selv med hændelsen blev et vendepunkt for mig. Jeg besluttede endnu en gang, at jeg ikke ville lade frygten styre mig, tog mig sammen og tog tilbage til Danmark.

Trivedes godt i Danmark

Kort tid efter denne begivenhed lige før jul i 1985 mødte Elin sin nu tidligere mand. Han var helt anderledes og hjalp hende med at komme ud af det mørke hul. Jens, som er dansker, og Elin blev gift i sommeren 1989. Gradvist lærte Elin at leve et mere normalt liv og blev stærkere.

Elin har nu talt sig varm. Hun fortæller, at da hun valgte at flytte til Danmark, var det som at få et koldt, forfriskende brusebad. Ingen vidste, hvem hun var, og hun kunne nærmest tørre alt af sig og starte forfra.

– De første år i Danmark følte jeg mig udenfor, siger Elin. – Jeg så alt udefra, men efter nogle år og en masse sjove og mindre sjove kulturelle misforståelser, faldt jeg endelig til i det danske samfund og begyndte at klare mig ret godt. Den del vil jeg også gerne tale om, ja, prale en smule af, siger Elin med et smil.

I 1990 blev Elin mor. Hun fik datteren Helena. Det var en omvæltning. Helena var et ønskebarn, der virkelig gav livet mening.

1990_Elin_Helena_just-foedd

Knapt et år senere afsluttede Elin sin uddannelse i 1991. Kort efter fik hun en lederstilling, og derefter har alle hendes jobs været lederpositioner.

– Meget spændende stillinger, tilføjer Elin. Blandt andet har Elin været marketingchef på Folketeatret i København og marketingskoordinator for Kulturby 96, hvor hun tog sig af den internationale markedsføring af København som kulturby. Lige efter dette blev hun, som en af otte blandt 1.200 ansøgere og efter fem optagelsesprøver, optaget på Den Danske Filmskole på manuskriptforfatter-linjen. Det styrkede selvtilliden, indrømmer Elin.

– Men desværre gik det ikke med ægteskabet, siger Elin.

1995_Jens_Helena_Elin

– Vi gik hver til sit. Det var omtrent på samme tid, som jeg begyndte på Filmskolen. Min exmand betalte mig lidt hustrubidrag i et år. Efter det måtte jeg klare mig selv som enlig mor. Da jeg havde opbrugt min SU, var det nødvendigt at finde noget andet at leve af.

– Jeg lærte mig at programmere og lave hjemmesider, fik gode kunder og startede min egen kommunikationsvirksomhed. Det kunne jeg klare dagen og vejen med, mens jeg gik på Filmskolen. Efter filmskoleuddannelsen blev jeg headhuntet af den internationale virksomhed World Online til at starte det første danske kvindemagasin på nettet, Kvindekanalen.dk. Men desværre kom IT-krisen i 2001. Vi var 60, der mistede jobbet samme dag, og netmagasinet blev lukket.

Elin var heldig og fik straks nyt job som redaktør ved Komiteen for Sundhedsoplysning og medredaktør af ungdomsbladet UNG, som alle unge i 8., 9. og 10. klasse i Danmark fik gratis.

Året efter fik Elin job som chefredaktør på kvinde- og forbrugermagasinet KIWI, som hun var med til at udvikle og sælge til Netto-kæden som deres instore-magasine – præcis som Samvirke er for Coop.

2004_Elin-leder-KIWI

Magasinet eksisterer ikke længere, siger Elin, men det er klart, at hun er stolt af sin præstation, for da hun forlod jobbet fem år senere, havde KIWI ifølge Gallup 430.000 læsere, altså dobbelt så mange som for eksempel Alt for Damerne og Femina. Bedste job nogensinde! fastslår Elin uden tøven og smiler.

Flyttede hjem til Færøerne

– I 2007 flyttede jeg hjem til Færøerne. Jeg brugte som undskyldning, at jeg havde fået job som direktør i SamVit, men sandheden var, at jeg måtte hjem for at tage mig af min far.

SamVit var en fusion af Ferðaráð Føroya (Færøernes Turistråd) og Menningarstovan, som var en form for eksportråd. Det var en politisk beslutning at slå institutionerne sammen, men erhvervslivet var alt andet end glad for beslutningen. Kun to år senere lukkede daværende udenrigsminister, Jørgen Niclasen, SamVit. Kort efter begyndte Elin som mediechef i Kringvarp Føroya (Færøernes Nationale TV & Radio), men forskellige forhold, både på arbejdspladsen og i hjemmet, gjorde, at Elin fik nogle uventede udfordringer.

Elins far, Jens Pauli Heinesen, fik flere blodpropper og døde nogen tid efter. Elins nære veninde fik kort efter konstateret kræft, og samtidig kom chokerende nyheder fra Danmark om, at hendes datter var psykisk syg og hastigt var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet. Elin standser og trækker vejret dybt, tydeligt påvirket. Så fortsætter hun. – Og som om det ikke var nok, fik jeg selv en diskusprolaps med meget stærke smerter, der gjorde, at jeg måtte gå med krykker i et halvt år.

– Alt dette lagde mig under stort pres, men jeg mødte ikke megen forståelse fra ledelsen. Det endte med, at jeg sagde op i Kringvarp Føroya i 2012 efter tre år der. Jeg prøvede så at klare mig som freelance kommunikationsmedarbejder, men jeg var træt, og det var ikke let at få det hele til at hænge sammen, for det færøske marked er så lille, og vi var mange kommunikationsfolk, der underbød hinanden for at få opgaver. Efter tre år var jeg så stresset, at jeg simpelthen brød sammen. Jeg besvimede hele tiden og kunne ikke tænke en sammenhængende tanke. Jeg gik til læge, som sendte mig direkte til Hvíldarheimið Naina (rekreationshjem) i fem uger. Det var en befrielse, kan jeg sige dig – bare at kunne lægge alt ansvar fra sig en tid. Det vil jeg anbefale til alle!

Elin kom langsomt på benene igen, og lige efter hun kom tilbage fra rekreationshjemmet, fik hun job på Universitetet som leder af Studiekontoret. Hun kunne godt lide jobbet, men det var ikke ualmindeligt, at de på kontoret arbejdede 16 timer om dagen, 7 dage om ugen om sommeren, når optagelserne af de nye studerende skulle håndteres, for på fem år var antallet af studerende fordoblet og antallet af ansøgere mangedoblet, uden at antallet af ansatte i administrationen fulgte med. Det betød, at arbejdsbyrden blev for stor, og Elin blev igen bekymret for sit helbred. Hun søgte derfor et års orlov efter tre år i jobbet på Universitetet. Det var sidste år.

– Netop på det tidspunkt læste jeg en af min fars bøger op for Lydbogstjenesten, som er en afdeling af Landsbiblioteket. Margreta Næss, som lavede optagelserne, fortalte mig, at hendes stilling som leder for afdelingen ville blive slået op og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at søge den, for hun mente, jeg var den rette til jobbet. Det gjorde jeg så, og fik stillingen. Resultatet er, at jeg nu har haft denne stilling i et år. Vi optager og producerer færøske lydbøger, primært til blinde, svagtseende og læsesvage. Jeg er også i gang med forberedelsesarbejdet til en fremtidig internetplatform for lydbøger, som der er meget stor efterspørgsel efter. Jeg trives virkelig godt og har ikke tænkt mig at vende tilbage til universitetet.

Elin ser glad ud og nævner også, hvor glad hun er for sin datter Helena, som sidste år færdiggjorde sin uddannelse og nu har en kandidatgrad i Music Creation fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København.

2018_Helena-Elin60ar

Elin er umådeligt stolt af hende. Hun er nu 29 år gammel og har det godt. I april i år blev hun gift med sin partner, Lorri, i New York.

– Et fantastisk rørende bryllup, siger Elin. – Vi var syv færinger derovre for at fejre hende. De er lige flyttet til Malmö i Sverige og er meget lykkelige. Det glæder mig utrolig meget.

2019_Lorri-Helena_brudleyp

Lader ikke frygten styre

I dag kan Elin synes som en stærk kvinde, der ikke er bange for at træde frem. Men i virkeligheden har Elin altid haft svært ved at stå på en scene. Alligevel har hun gjort det. Som hun siger:

– Jeg vil ikke lade frygten styre mig, så jeg har altid udfordret min sceneskræk. Nogle gange har jeg udmærket selvtillid, men andre gange må jeg indrømme, at jeg har været et rystende vrag indeni før en optræden. Det er også sket, at angsten har fået overtaget foran et publikum. Det sker heldigvis ikke ofte, men selv i dag kan frygten komme som lyn fra klar himmel uden advarsel.

Elin har sunget ved flere store arrangementer uden problemer, såsom Voxbotn. Men på Summarfestivalen i Klaksvík sidste år, da Elin skulle synge sin populære sang “Eitt dýpi av dýrari tíð” (Et dyb af dyrebar tid) på den store scene på Vágsbø, skete det, der ikke måtte ske. Elin har selv komponeret musikken til sin fars smukke digt og sunget sangen utallige gange. Hun kan den til fingerspidserne. Men pludselig kom frygten alligevel over hende.

– Jeg måtte holde mikrofonen med begge hænder for at skjule, at jeg rystede så meget. Lige den sang! Det var så irriterende. Jeg glemte ikke teksten, men jeg begyndte at ryste og kunne derfor ikke synge frit. Så ja, jeg har flere gange trukket mig tilbage, når folk har bedt mig synge og spille. Jeg har spurgt mig selv, om jeg kan klare det? Har jeg overskud? Hvad nu, hvis jeg bliver bange?

Men musikken har også ofte været en stor hjælp i mørke stunder. Hendes gode fantasi og generelle kreativitet har også givet hende styrke til at overleve. Og så har Elin en stærk drivkraft, som sandsynligvis stammer fra, at hun ikke kun har ønsket at være kendt som det offer, hun var i barndommen. Det har derfor været meget vigtigt for Elin at blive synlig på en anden måde, selvom hun har kæmpet meget med lavt selvværd og en enorm sceneskræk.

#Metoo

– Da jeg selv har oplevet seksuelle overgreb, var jeg en af dem, der skrev #Metoo på min Facebook-profil, da det blev aktuelt. Jeg var en af de få i Færøerne, der turde gøre det. Der var mange, jeg kendte, som ikke turde, selvom de også havde oplevet seksuelle overgreb. De var bange for, at folk ville stille nærgående spørgsmål om hvem, hvad og hvorfor de gjorde det. Frygten for, at folk ikke ville tro på det, kvinderne fortalte, var også reel.

For Elin var det meget sårende, da mænd begyndte at anklage kvinder, der deltog i Metoo, for at være mandehadere. Flere sagde f.eks.: “I forbandede feminister er bare ude efter os mænd, og det der Metoo er bare noget forbandet opreklameret vås. Der er intet i det, I siger!” Elin har f.eks. også hørt udsagnet: “Det gør I bare for at gøre jer interessante.”

Man kan se, at Elin bliver meget  påvirket af dette. – Jeg har ikke bedt om at blive udsat for seksuelle overgreb i plantagen som barn. Eller at en taxachauffør forulempede mig, da jeg var ganske ung. Eller at en medicinstuderende bedøvede mig og forbrød sig mod mig, da jeg studerede i Danmark, Eller at en respektabel politiker tog på mig, da jeg var i praktik, uden at jeg på nogen måde inviterede til det, bare fordi jeg var ung og usikker, og fordi han havde magten til at gøre det. Jeg ville inderligt ønske, at jeg var foruden alle disse ødelæggende oplevelser. Skal jeg oven i købet nu anklages for at hade andre og bare gøre mig interessant? Helt ærligt… Er det noget at prale af?

– Og ved du hvad? tilføjer Elin. – Jeg er slet ikke et enkeltstående tilfælde eller særligt uheldig. Mange har oplevet lignende hændelser, især i en ung alder, men taler bare ikke offentligt om det. Bl.a. fordi de er bange for at blive anklaget for at hade mænd generelt. Mange er så vant til at skulle acceptere mere, end de egentlig har det godt med, for ikke at blive beskyldt for at være for sarte. De ved også, at det sandsynligvis vil ramme dem selv hårdest, hvis de anmelder sådan noget, fordi det er så svært at bevise.

Elin fortæller om en kvinde, hun kender, som anmeldte en mand for voldtægt. Resultatet var, at hun blev udstillet. Manden, der havde begået overgrebet, var højt respekteret, og det lykkedes ham at ødelægge hendes rygte og troværdighed. Hun flygtede fra Færøerne og bor stadig udenlands, siger Elin.

Elin husker, at det for nylig blev nævnt, hvor mange voldtægtsanmeldelser der er om året i Danmark, og hvor få der faktisk ender med domsfældelse. Amnesty.dk skriver, at antallet af voldtægter og voldtægtsforsøg ligger mellem 5.100 (ifølge det danske justitsministerium) og op til 24.000 voldtægter eller voldtægtsforsøg (ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2018) om året i Danmark. Men i 2017 blev kun 890 voldtægter anmeldt, og kun 94 af disse endte med en domfældelse.

– Og så siger folk, at MeToo er overdrevet! Nej, der er stadig brug for en større bevidsthed om, hvor udbredt seksuel chikane er – og hvorfor, så vi ved, hvilke skridt der skal tages for at forebygge det og beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv, så alle kan færdes trygt overalt uden frygt for at blive udsat for seksuel chikane. Forhåbentlig var MeToo et skridt på vejen mod et tryggere samfund for alle.

Permanent link til denne artikel: https://heinesen.info/wp/da/blog/2020/06/30/omsorg-hjalp-mig-med-at-overleve/