Er #Metoo bare det rene humbuk og vrøvl?

Af Elin Brimheim Heinesen

Jeg ved ikke, hvad andre tænker, men selv fik jeg næsten morgenkaffen i den gale hals, da jeg hørte klummen i radioen i morges, der skulle forestille at være morsom. Klummen gjorde meget ud af at latterliggøre og bagatellisere #Metoo-bevægelsen og fremstillede de kvinder, der har sat hashtagget #metoo på deres profiler i sociale medier, som latterlige.

Klummeskribenten mente, at de fleste af dem – i ren politisk korrekthed – bare blindt følger et modefænomen, som “i virkeligheden ikke er andet end et kædebrev”, ja, det er “ren humbuk og vrøvl”! De er alle sammen begyndt “at råbe og skrige i hovedet på hinanden om sexchikane” bare fordi de ikke vil være udenfor “det gode selskab”, mente klummeskribenten. “Det gode selskab”!? Som om det er noget at  eller skilte med prale afat have været udsat for seksuel krænkelse!

Klummeskribenten forsøgte at gemme sig bag et skjold af sarkasme, men budskabet er i bund og grund en bagvaskelse, der går ud over grænserne for anstændighed i sin hånlige nedgørelse af de helt forkerte mennesker. Jeg undrede mig stort over disse meget overdrevne konklusioner og var i vildrede og ligfrem chokeret over, hvordan tvivl således bliver sået om sandhedsværdien og troværdigheden hos alle, der har deltaget i #metoo-bevægelsen, som om de slet ikke bør blive taget alvorligt, og endnu mindre selve metoo-kampagnen.

Tvivlsom undersøgelse brugt som bevisførelse

For at understøtte påstandene i klummen blev der henvist til en tvivlsom undersøgelse, der skulle hedde sig at bevise, at selvom 25% siger, de har været udsat for seksuel krænkelse, har kun 5% faktisk oplevet ‘virkelig’ seksuel chikane. Men der blev ikke sagt noget om, hvilken undersøgelse, der var tale om, og hvilke kriterier undersøgelsen sætter for, hvad der er seksuel chikane og hvad der ikke er. Jeg gad godt vide, hvem der har lavet denne undersøgelse, hvor den er lavet, hvor mange der har deltaget, hvordan den er lavet, og med hvilket formål, før jeg kan tage sådanne påstande alvorligt.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at de kvinder (og mænd), som i kølvandet på den internationale metoo-bevægelse har valgt at sætte #metoo-tagget på deres profiler på sociale medier, har meget gyldige grunde til at gøre det. Årsagen til, at jeg ikke tvivler på dette, er netop, at disse personer helt sikkert er klar over, at således som den herskende holdning er i samfundet i dag, så tager de en stor risiko ved at gøre det – nemlig at blive genstand for snagende nysgerrighed, beskyldninger for at lyve og spottende reaktioner som f.eks. klummeskribentens. Hvem ønsker at komme i sådan en situation? Det er absolut ikke noget let valg. Det kræver mod. Derfor skal ingen bilde mig ind, at nogen frivilligt gider at træde frem som offer i offentlighedens øjne, medmindre de anser det for absolut nødvendigt – f.eks. for at gøre opmærksom på en alvorlig sag.

Tør ikke bryde tavsheden af frygt for ydmygelse

Læs bare weekendens Sosialurin (færøsk avis), hvor dette alvorlige emne debatteres, hvor journalisten påpeger, hvordan mange kvinder, hun har talt med, der har brugt #metoo-tagget, fortæller, hvor glade de er for, at folk på Færøerne også har bakket op om initiativet, og derved opfordret flere til at træde frem, så problemer med seksuel chikane endelig kan synliggøres og adresseres offentligt. Dog tør de stadig ikke fortælle deres egne historier af frygt for konsekvenserne, fordi de er så påvirket af de traumatiserende hændelser, de har været udsat for, at de ikke orker at opleve den yderligere ydmygelse, som de risikerer at stå over for, hvis de bryder tavsheden.

Selvom klummeskribenten i morges forsøgte at komme eventuel kritik i forkøbet og aflede kritikken ved at sige, at sexchikane selvfølgelig kan være alvorlig nok for dem, den berører, og at den ikke bør tolereres, så er hele tonen i klummen og den offentlige hån af #metoo-bevægelsen i min optik stadig en helt klar nedgørelse af alle dem, der har taget bevægelsen alvorligt og har valgt at stå åbent frem på denne måde for at gøre opmærksom på en reel problematik. Disse slet skjulte, groft uretfærdige og mistænkeliggørende påstande fra klummeskribentens side om, at de fleste, der bruger #metoo-hashtagget, direkte lyver, er et typisk og symptomatisk eksempel på, hvor uvillige mange (mænd) desværre er til at ville anerkende og tage dem alvorligt, der ønsker at sætte fokus på problematikken med seksuel chikane.

Konkurrence om, hvem der er mest offer for det andet køn

Klummen er et ret tydeligt tegn på mange (mest mænds) tendens til at tage skyklapperne på, forklejne emnet og sige: “Nå, det kan da ikke være så slemt” – eller vende det mod kvinderne og sige: “Herregud, vær ikke så sart” – eller som nogle gør – aflede det ved at sige: “Men mænd er også ofre for seksuel chikane”, som om at så er der ingen årsag til at tale om mænd, der udsætter kvinder for seksuel chikane. Som om det er en konkurrence mellem kønnene om, hvem der er mest offer for det andet køn!

Det er, som om mange mænd er fuldstændigt blinde for problemet med seksuelt krænkende adfærd, som alle statistikker desværre viser, at personer af deres eget køn i høj grad udøver, hvad enten de vil erkende det eller ej. De fleste mænd synes at fortrænge og direkte benægte dette helt og holdent, fordi de føler jo ikke, at de selv gør det – og så er problemet vel ikke til stede, vel?

Det er muligt, at mange mænd ubevidst underkender problemet, fordi de inderst inde ser lidt op til de mænd, der tør gå over kvinders grænser og tør hæve sig over dem. Tænk bare på Hollywood-actionfilm og computerspil, som drenge spiller i dag, skabt af mænd til mænd, og se idealiseringen af vold, dominans og overdimensionerede muskler, der dyrkes der. Måske er denne voldelige, selvophævende og dominerende adfærd, som andre må lide under, blevet en så integreret del af macho-idealet, som mange mænd synes at have, at en sådan adfærd nærmest betragtes som “normalt” og “naturlig”, og derfor ikke er noget at “klage over”.

Tiltrængt kampagne, der kan åbne folks øjne

Hvorfor går så mange mænd direkte i forsvarsposition, når nogen påpeger problemet? Hvorfor ikke i stedet gå sammen med dem, der protesterer, og aktivt tage afstand fra sådan en uværdig og respektløs adfærd? Hvorfor har de så svært ved at erkende, at det er et problem for os alle, at der er så megen seksuel chikane? Hvorfor dømme og nedgøre dem, der er en del af #metoo-bevægelsen, i stedet for at hilse bevægelsen velkommen som et reelt og tiltrængt initiativ, der kan åbne folks øjne, så de kan se, at der er noget galt I samfundet, som vi er nødt til at gøre noget ved?

Der er en magtubalance her på en eller anden måde. Der kan ikke findes en løsning, før problemet er identificeret. Hvorfor er det så svært bare at lytte til dem, der på denne måde påpeger en uacceptabel adfærd og bakke dem op i forsøget på at bryde tavsheden, så de bedre tør tale åbent om det, de har været udsat for, så vi kan få opklaret, hvor omfattende problemet er.

I stedet bruger folk (desværre især mænd) deres energi på at latterliggøre det, ignorere det og vende skytset væk fra dem, der begår overgrebene, og vender det istedet mod dem, der tør protestere mod denne uacceptable adfærd, hvilket gør dem til dobbeltofre – først for seksuel chikane og derefter for offentlig latterliggørelse, bagvaskelse og ydmygelse. Dette virker meget bekendt og minder mere og mere om det, som farvede mennesker og LGBTQ+ personer har oplevet i deres lange kamp for ligestilling og mod diskrimination.

Det kræver mod at være solidarisk

I stedet for disse desperate forsøg på at fornægte den ubehagelige sandhed, hvorfor så ikke engagere sig i en meget tiltrængt diskussion om, hvor grænserne bør gå, og hvordan respektfuld adfærd bør se ud – især for dem, der har magten i en relation. Hvis vi kunne mindske magtmisbrug mest muligt, såsom seksuel chikane, ville det kun være til gavn for alle. At gøre opmærksom på det, handler ikke om “politisk korrekthed”. Tværtimod synes jeg, at det er meget modigt af alle disse kvinder at stå frem og fortælle, hvad de ikke vil finde sig i. Man burde meget hellere klappe for dem og bakke dem op, der tør gøre det, i stedet for at gøre nar af dem.

Hvad nu hvis mænd også turde træde frem, hvis de turde tage kvindernes parti mod seksuel chikane, hvis de turde stå imod det gruppepres, der presser dem ind i en bestemt opfattelse af, hvad en “rigtig mand” er, og hvis de turde overvinde frygten for at blive kaldt svage og feminine, blot fordi de støtter kvinder. Hvorfor tør flere mænd ikke det? Er de kujoner?

Burde have givet en uforbeholden undskyldning

Klummen i morges er i sig selv et tydeligt eksempel på, hvor stort problemet egentlig er – og viser de enorme udfordringer folk står over for, når de forsøger at stå op imod seksuel chikane. Den hånende omtale af disse mennesker opmuntrer langt fra andre mennesker, der måske også ønsker at bryde tavsheden i håb om, at det vil være med til at forebygge og forhindre uacceptabel, magtmisbrugende og seksuelt chikanerende adfærd i fremtiden.

Jeg mener oprigtigt, at klummeskribenten burde give en uforbeholden undskyldning til dem, han har trådt på med sin unødvendigt empatiløse og uforstående hån af dem. Og jeg tager gerne mærkatet på mig, hvis jeg af den grund bliver anklaget for at være “politisk korrekt”!

Budskabet i denne klumme – bevidst eller ej – viser, hvorfor det er så vigtigt, at så mange som muligt – på trods af risikoen for latterliggørelse – holder fast i og fokuserer på, at problemerne, som #metoo-bevægelsen har afsløret, skal tages alvorligt. Troldens navn skal siges højt, så den kommer frem fra mørket, i stedet for at vi bliver ved med at ignorere trolden, tie den ihjel og lade som om, at den uønskede trold ikke eksisterer.

Hvad mener andre om klummen, , der gjorde grin med det globale #metoo-initiativ, skrevet af Hilmar Jan Hansen og læst op af Elin á Rógvi i radioprogrammet Góðan Morgun Føroyar (Godmorgen Færøerne) i Kringvarp Føroya (Færøernes Nationale Radio) torsdag morgen den 26. oktober 2017?

Lyt til klummenn her: kvf.fo/gmf?sid=73615