I går, den 19. november, var det international mandedag – en international kampdag for mænd. I den forbindelse har jeg set folk på Facebook debattere, om mænd nu har brug for en sådan dag, da mænd ikke “klynker” som kvinder… Hmmm, det afhænger af, hvilken synsvinkel man ser det fra.
Jeg mener, at ligesom mænd ofte opfatter kvinder som nogle irriterende “brokkehoveder”, når de klager over dem som årsag til alle deres problemer, så opfatter kvinder også mænd som nogle irriterende “brokkehoveder”, når de klager over kvinder som årsag til alle deres problemer. Og her mener jeg, at kønnene er lige gode om det.
Men at spille “the blame game” er nok ikke den mest konstruktive måde at løse et problem på, som begge køn i virkeligheden lider under, nemlig: at være underlagt nogle urgamle idéer om kønsnormer, som i virkeligheden låser begge køn fast i nogle begrænsende kasser – dvs. en bestemt opfattelse af kønsroller, som uden tvivl er lige så undertrykkende for mænd som for kvinder.
Disse normer – eller “kønskasse-mentaliteten” – gør, at mange, der ikke føler sig helt hjemme i kasserne, ikke tør bare være sig selv, fordi hvis de ikke lever op til den kulturelle norm, falder de udenfor samfundet, hvor denne kønsopfattelse gælder, og bliver marginaliseret.
Jeg kalder mig selv feminist, men jeg bryder mig ikke om, når nogle kvinder, der kalder sig feminister, gør feminisme til et spørgsmål om kvinder mod mænd. Det er slet ikke det, feminisme handler om – eller bør handle om – for mig.
For mig handler feminisme om at kæmpe for ligestilling – hverken mere eller mindre. Punktum. Det handler om, at kvinder – i stedet for blot at “klage” over mænd og spille offerrollen – ikke underkaster sig undertrykkende kulturelle normer om, hvordan kvinder “bør være”, men tager ansvar for at kæmpe for deres ligestilling – ikke ved at kæmpe MOD det andet køn, men ved at stå op for sig selv og kæmpe FOR ligestilling med det andet køn, til gavn og fordel for begge køn. Ingen over. Ingen under.
Jeg ser ikke mænd som køn som årsagen til de kønsrelaterede problemer, mange kvinder kæmper med. Jeg ser de kulturelle normer, der låser begge køn fast, som den største udfordring.
På samme måde kan jeg forestille mig, at mænd kunne have gavn af en mandebevægelse, der – i stedet for blot at “klynke” om kvinder og spille offerrollen med omvendt fortegn – flytter fokus fra kvinder som årsagen til alle deres problemer (hvilket kun kan føre til en kamp MOD kvinder), til at fokusere på de kulturelle normer, der låser mænd fast i en bestemt opfattelse af maskulinitet, som også i høj grad undertrykker mænd selv, fordi denne restriktive kasse simpelthen ikke tillader dem bare at være mennesker på både godt og ondt.
Altid at skulle leve op til at være dominerende og stærk, som indebærer aldrig at kunne vise den mindste svaghed, er ikke et privilegium, men ofte blot en byrde, der hænger på mænd og ikke kun er en årsag til undertrykkelse af kvinder, men også undertrykker dem selv i høj grad . Mænd har også – som jeg ser det – mange gode grunde til at gøre oprør mod undertrykkende kønsnormer, at stå op for sig selv og deres ligestilling og kæmpe FOR ligestilling med det andet køn, til fordel og win-win for begge køn. Ingen over. Ingen under. Kun balance.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke anerkender, at vold og uretfærdig behandling findes, hvor kvinder kan være ofre for mænd, og hvor mænd kan være ofre for kvinder. Selvfølgelig er der mange eksempler på det, men den egentlige synder her er ikke kønnet i sig selv, som udøver vold eller uretfærdig behandling af det andet køn, men de kulturelle normer, som placerer os alle i disse begrænsende kønsroller, hvor mænd skal være på en bestemt måde for at kunne kalde sig “rigtige mænd” og kvinder på en anden måde for at kunne kalde sig “rigtige kvinder”, hvilket ofte fører til umådelig stor frustration, der kan ende med, at folk i desperation udøver fysisk eller psykisk vold.
Dermed heller ikke sagt, at der slet ingen forskel er på kvinder og mænd. Selvfølgelig er kvinder og mænd ikke ens, men forskellen bør ikke bruges som en undskyldning for at undertrykke det andet køn. Hverken af mænd eller kvinder. Punktum.
Med dette indlæg vil jeg netop påvise, hvorfor jeg står med mændene og gerne vil støtte dem 100% i deres kamp for at forbedre mænds forhold. Jeg taler kun om mit personlige synspunkt om feminisme som et eksempel på, hvor meget mænd og kvinder i virkeligheden har til fælles, fordi i bund og grund har mænd og kvinder stort set det samme problem, nemlig nogle kulturelle kønsnormer, som begrænser begge køn, måske på hver deres måde, men begge køn lider under de stereotype opfattelser, vi har af kvinder og mænd.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor mænd også ønsker deres kampdag. Mange mænd, som kalder sig feminister, siger netop det samme: at kvinders kamp også er deres kamp for et bedre samfund, hvor kvinder og mænd ikke kæmper mod hinanden, men for et samfund, hvor alle kan rummes uden at frygte diskrimination. Derfor støtter de kvinderne.
Al respekt for, at mænd også får deres kampdag, ligesom kvinderne har deres. I begge tilfælde hjælper det med at gøre hele samfundet mere menneskeligt – ikke kun for mænd eller kvinder, men for alle. Derfor vil jeg gerne udtrykke min støtte.
…………………
Hvis du virkelig er interesseret i at forstå den problematik, jeg taler om ovenfor, så lyt til denne meget interessante forelæsning: