Af Elin Brimheim Heinesen og Jens Pauli Heinesen
I 1984 udgav Jens Pauli Heinesen en bog, som han kaldte “Tillæg til 1984”. Bogen var en samling af artikler om “Den totalitære stat”.
Årstallet henviste til den berømte bog af George Orwell “1984” fra 1949 om en dystopisk fremtid, hvor “Big Brother Is Watching You” – en bog, der på mange måder forudsagde fremtiden uhyggeligt præcist. I sin bog “Tillæg til 1984” skriver Jens Pauli også nogle afsnit, som rammer plet, når det gælder forhold, som i øjeblikket – endnu en gang i verdenshistorien – synes uhyggeligt aktuelle, bl.a. dette:
“Det er ingen last for en politiker at være aggressiv. Hans natur er magtmenneskets, men det afhænger alt sammen af, hvad han er aggressiv for. Og der findes to slags politikere: den positivt aggressive, den negativt aggressive.
Vi skal fokusere på denne sidste type. Hvor kommer hans negative aggressioner fra? De kommer fra en elendig psyke, fra magtesløshed og mindreværdskomplekser, talentløshed og nederlag af forskellig art. En sådan person har næsten altid tendens til at tro, at det er andre, der er skyld i hans ulykke. Han har derfor et ekstremt forvrænget forhold til omverdenen og virkeligheden. Han hader meget og drømmer om hævn og at smadre andres fjæs og minder om et menneske, der slår i blinde. En politiker af denne aggressive type kan sagtens være ganske dygtig til at opbygge et land, til at bygge havne, broer, veje og mere af den slags. Men når det drejer sig om åndsliv, er han iskold og kontrær. Og ofte ender hans skæbne med, at han nedbryder alt igen, som han har været med til at opbygge.
Sådanne politikere får ofte en utrolig opbakning. Hitler var en. Men hvordan kan det være? Det hænger nemlig således sammen:
Vi vælger sådan en politiker – ikke af kærlighed til ham, i virkeligheden har vi ikke så lidt afsky for ham. Nej, så mærkeligt det end lyder, så vælger vi ham på grund af hans negative aggressioner.
Sagen er nemlig den, at også vi gennem livet har fået en vis mængde negative såvel som positive aggressioner, og det sker ofte, at de negative har så megen magt over os, at de tager overhånd. Vi synes, at vi bliver alt for dårligt behandlet, ikke kun af livet, men også af vores medmennesker. Magtesløsheden piner og plager os, og hvem andre er det, der ødelægger vores liv, end de bæster, vi er nødt til at leve iblandt.
Derfor sidder vi i vores gemmer og hader og drømmer om hævn og at smadre bæsternes fjæs. Men det forbliver kun en drøm, vi tør ikke gøre noget ved det. Men der er én, der tør gøre det for os: politikeren med de negative aggressioner. Vi får ham til at hade og smadre fjæsene for os. Jo større spektakel han laver, jo bedre synes vi om det. Og vi tænker: mere af det, du gamle, giv dem en ordentlig omgang, tag kvælertag på dem og giv dem én på sinkadusen. Ja, det er derfor, vi vælger ham. Dybest set imod vores vilje.
Politistaten, den totalitære stat, er skabt af politikere med negative aggressioner. At kæmpe for fred er derfor ikke bare at kæmpe mod oprustning og krig, det er også at kæmpe for den gode politiker, der forstår problemerne, og imod den negative.
Dette kan synes som en håbløs og forgæves kamp. Men det er det eneste, der giver mening.”
……….
Således skrev Jens Pauli Heinesen i 1984. Man kan kun forestille sig, hvilke politikere i dag, der passer ind i dette billede.
