Lad mig fortælle dig historien om manden i ørkenen. Dette er en sand historie. Nej, ikke helt, men næsten. Dette er en fortælling, jeg fandt på for mange år siden, inspireret af en drøm, jeg havde, hvor jeg havde tænkt mig at lave en sjov historie ud af det, for det var en sjov drøm. En smule senere indså jeg, hvor meget moralen i historien rammer sømmet på hovedet, når vi tænker på, hvordan – eller på hvilken måde mange mennesker møder verden. På den måde kan man sige, at historien rummer en sandhedkerne.
Historien handler om en mand, der går i ørkenen. Han er fortabt. Og han er ekstremt tørstig. Men han har intet vand tilbage at drikke. Tiden går, og han bliver bare mere og mere tørstig. Han leder og leder efter noget at slukke sin tørst med. Men han er jo i en ørken, hvor det næsten er umuligt at finde vand.
Lige før tørsten bliver næsten uudholdelig, ser han pludselig et hus langt væk derude i horisonten under et palmetræ. Der må være vand at drikke! tænker han glad.
For først føler han en stor lettelse blot ved tanken om, at nu vil han endelig kunne slukke denne frygtelige tørst. Han glæder sig enormt meget til følelsen, når vandet begynder at strømme ned i halsen. Han fyldes med ny energi, mens han tænker på dette, og går nu hurtigt hen mod huset.
Men mens han går, bliver han urolig. Hvad nu hvis huset bare er en illusion? Men nej, han kommer nærmere, og huset og palmetræet forsvinder ikke. Det er et rigtigt hus. Han føler lettelse igen. Men efter et øjeblik kommer uroen tilbage.
Tænk nu, hvis der ikke er nogen i huset, og døren er låst? Tænk nu, hvis der slet ikke er noget vand derinde? Eller tænk nu, hvis der ER nogen i huset, og de HAR vand, men at de ikke vil give ham lov til at drikke af det?!
Tænk hvis de viser ham bort ved døren og bare smider ham ud igen? Tænk, hvis de vil forhindre ham i at få noget at drikke? Frygten gnaver, og sveden begynder at trænge frem ved tanken om denne store skuffelse.
Hans hjerte banker hårdt i brystet. Han prøver at lægge en plan for, hvad han skal sige og gøre, hvis de mennesker, som måske er i det hus, virkelig har den frækhed at nægte ham retten til at drikke af det livgivende vand. Skal han virkelig bøje sig så lavt, at han må tigge om vand fra dem?
I sin fantasi ser han for sig, hvordan han står udenfor og banker og banker på døren mere og mere desperat, og forsøger at bede og bønfælde menneskerne derinde om nåde, mens de bare lader som om de hverken hører eller ser ham. Tænk hvis de vil ydmyge ham så meget?!
Manden er nu næsten nået hen til huset. Han ser, at en kamel står bundet udenfor. Så der er altså nogen inde i huset. Men dette gør ham slet ikke glad, fordi han er så fyldt med mistanker og frygt for, hvad menneskerne derinde kan finde på. Frygten for ikke at få det, han så inderligt ønsker sig, har taget magten over ham.
Hvorfor sidder de også bare derinde, som om alt er i fineste orden? Hvordan kan de tillade sig at sidde og hygge sig inden for døren, mens folk lider nød udenfor?
Han bemærker, hvor utålelig tørsten er nu. Herregud, hvor er verden dog uretfærdig! tænker han. Hvorfor skal jeg holde denne smerte ud ? Han bliver mere og mere ophidset, når han tænker på disse ignorante, arrogante, egoistiske og uvenlige mennesker derinde, som helt sikkert vil nægte ham hans menneskerettigheder. Ja, hvad faen bilder de sig ind?!! Hvem tror de, de er?!
Han er nu kommet helt over til døren, ved at blive helt vanvittig af tørst, magtesløshed og håbløshed. Han trækker vejret tungt og tøver et øjeblik, før han beslutsomt griber om dørhåndtaget og drejer det. Døren er ulåst, og med et brag smækker han døren op på vid gab. Med al den energi, han overhovedet har tilbage i sig, brøler han rasende ad de forbløffede mennesker inde i huset:
“VED I HVAD?!! I KAN FANDENME EJE JERES FORBANDEDE RÅDNE VAND FOR JER SELV!!!”
Så smækker han døren i igen, nærmest død af tørst, men går alligevel bort med rank ryg, stolt over, at han turde tale for sig selv og sige lige ud, som det var, at han ikke ville finde sig i at blive nedgjort af sådanne idioter og tigge om noget fra dem…!
….
Ak ja… På den måde kan frygt og stolthed forhindre os i at få netop det, vi ønsker os mest. I stedet for stille og roligt at bede om det, vi vil have, lader vi os fylde af frygt og bruger al vores energi på vores egen “dum-stolthed”, på at bygge forsvarsværker op, som i virkeligheden bliver større hindringer for os selv.
Historien rejser flere spørgsmål: Er verden virkelig så ond, som vi nogle gange tror, den er? Eller er det blot vores egen frygt, der taler? Hvad er det, vi bekymrer os så meget om? Hvad er det, vi forsøger så intenst at beskytte os imod?
Når vi ønsker noget så utroligt meget, kan bunden blive lagt under en masse frygt for andre og frygt for ikke at få det, som vi ønsker det.
Men det kan være farligt at tro på sine egne tanker. Tankerne kan føre én ind i irrationelle og selvødelæggende blindgyder, når de begynder at skabe deres helt egen “virkelighed”, som måske ikke har noget at gøre med den virkelige virkelighed.
Historien leder hen til en slags moral. Jeg tror, at der grundlæggende findes to måder at møde livet på:
-
- Du kan møde livet med mistillid – eller
- Du kan møde livet med tillid.
Uanset om du vælger den ene eller den anden måde, har det en meget stor indvirkning på, hvordan du opfatter og oplever verden.
Vælger du den første anskuelse, er chancerne store for, at du giver op på forhånd, fordi du ikke mener, at det er besværet værd alligevel. Du lader din frygt komme imellem dig og de andre og er hurtig til at danne dine egne konklusioner om, hvad de andre tænker og føler, uden at spørge dem selv, hvad de egentlig mener. Samtidig kræver du, at andre først skal bevise, at de er værdige til din respekt, før du selv tør vise dem nogen tillid og den samme respekt, du kræver af dem. Men når de andre mærker, at du ikke har tillid til dem, og at du allerede har dannet din egen forestilling af dem, føler de sig ikke hørt af dig, og så øges risikoen for, at det ender med uenighed og konflikt mellem jer og/eller at de tager afstand fra dig, hvilket blot bekræfter det, du allerede troede: at folk ikke er værd at have tillid til. Det bliver en selvopfyldende profeti.
Vælger du den anden anskuelse, så har du tillid til andre, indtil det modsatte er bevist. Du prøver at forstå andre ved at se på fakta, i stedet for at lade dig styre af følelsesmæssige antagelser her og nu. Og du vil helt af dig selv forsøge at skabe respekt og tillid mellem dig og andre i anerkendelse af, at du selv har medansvar for det gode forhold til dine medmennesker. Dermed øges muligheden for, at du også oftere oplever, at gensidig respekt vokser frem, hvilket igen øger muligheden for, at dine relationer til andre præges af mere balance og harmoni.
Hvilken anskuelse vil du helst vælge?
PS:
Nu kan det være, at nogen er nysgerrige efter at vide, hvad der skete med manden i ørkenen. Ingen ved det. Men der er to muligheder:
