Af Elin Brimheim Heinesen
En fjerdedel af de samlede færøske eksporter kan blive påvirket af restriktionerne, hvis Den Europæiske Unions sanktioner mod Færøerne gennemføres. Dette synes at være en ganske alvorlig straf for en meget lille og økonomisk sårbar nation i Nordatlanten, der er fuldstændig afhængig af sit fiskeri. Men ifølge EU – og de fleste internationale medier – er Færøerne en overfiskende “banditstat”, der fortjener straf. Er dette en retfærdig fremstilling af situationen?
EU hævder, at den færøske fiskeflåde overfisker den atlantoskandinaviske silde- og makrelfiskebestand, som fiskere i EU-zonen har kæmpet så hårdt for at opretholde, så nu har EU været “tvunget” til at påtage sig den “ærefulde” rolle som den store forsvarer af bæredygtigt fiskeri i Nordatlanten.
– Som en konsekvens af deres uacceptable handlinger skal færingerne straffes med sanktioner, indtil de retter ind, siger EU-kommissær Maria Damanaki.
Dette er den officielle historie, som de fleste mennesker er blevet præsenteret for i internationale medier. Færingerne er stærkt uenige i denne version af historien, som de hævder kun er politisk spin.
– Vi overfisker ikke, siger den færøske fiskeriminister, Jacob Vestergaard, og understreger, at færingerne ikke forsøger at presse den øvre grænse for den samlede atlantoskandinaviske silde- og makrelfiskekvote.
– Færøerne støtter stærkt bæredygtigt fiskeri. Selvfølgelig ønsker vi at fiske bæredygtigt, siger han. – Fiskeri er næsten vores eneste indtægtskilde. Og vi ønsker ikke at save den gren over, som vi sidder på. Så set fra vores synspunkt handler uenigheden ikke om overfiskeri. Det er udelukkende en kamp om fordelingen af den nuværende kvote. Det er klart, at EU ikke ønsker at tage hensyn til nogen af vores krav. Men ifølge international lov har EU ingen juridisk ret til at blande sig i fiskerireguleringspolitikken i vores egen zone, da vores farvande ikke er EU-regulerede farvande. Vi er villige til at forhandle med de involverede kyststater og nå til enighed med dem, men ingen synes at ville sætte sig ned med os og lytte til vores argumenter for, hvorfor vi mener, at den atlantoskandinaviske silde- og makrelfiskebestand bør fordeles anderledes mellem staterne omkring Nordatlanten. Måske fordi det ville tvinge dem til at genoverveje sagen, og ingen ønsker at reducere deres kvoter. Så de vælger bare ikke at lytte. Men vi er sikre på, at vi har en juridisk, naturlig og historisk ret til en større procentdel af den samlede kvote af den atlantoskandinaviske silde- og makrelfiskebestand, siger Vestergaard.
Et klart brud på internationale regler og aftaler
Formanden for Det Republikanske Parti på Færøerne (et parti, der går ind for en uafhængig færøsk republik, ikke at sammenligne med det amerikanske republikanske parti), Høgni Hoydal, er enig:
– Set fra færøsk side er de annoncerede sanktioner i klar strid med internationale WTO-regler og brud på handelsaftalen mellem Færøerne og EU. Færøerne gør intet i strid med international lov og praksis. Ifølge FN’s havretskommission har Færøerne fuld ret til at fastsætte kvoter for fangst af fisk i deres egne farvande. Rammerne for sanktionerne og denne handling med at implementere sanktioner mod Færøerne er klart tiltænkt at påtvinge økonomiske og handelspolitiske magtinstrumenter i en legitim konflikt mellem kyststater om forvaltningen af vandrende fiskebestande og fordeling af fiskekvoter.
– Denne strafferamme og de mulige sanktioner vil ikke kun være et reelt problem for Færøerne. Det vil skabe asymmetriske forhandlingssituationer for alle lande, der forhandler med EU om fiskeriaftaler i fremtiden. Det bør være et principspørgsmål for alle de nordiske lande at udfordre og forholde sig til dette. Desuden er det absurde i denne sag, at den atlantoskandinaviske sild, som nu bruges som begrundelse for sanktioner, ikke er i EU’s fiskerizone, og EU var ikke oprindeligt godkendt som kyststat for den atlantoskandinaviske sild. Dette skete først i 1997, efter at EU – uden nogen aftale (!) – havde fastsat sin egen kvote ensidigt til 150.000 tons, siger Hoydal.
– EU har ingen historisk ret til at kræve en større andel af den samlede kvote end vi har, fordi en næsten ikke-eksisterende mængde atlantoskandinavisk sild svømmer i EU-farvande. Og hvis EU bekymrer sig så meget om bestanden, hvorfor er de så ikke gået frem og vist et godt eksempel ved at afstå, i det mindste fra en del af deres andel? spørger Vestergaard.
Finder sig ikke i at blive brugt som syndebukke
Den nuværende fordeling af fiskekvoter er baseret på tal fra undersøgelser foretaget i midten af halvfemserne. Meget har ændret sig i disse farvande siden da. Den færøske regering siger, at nyere havmiljøundersøgelser omkring Færøerne viser, at der er meget mere makrel og sild i færøske farvande i dag. Dette er grunden til, at færingerne ønskede at øge deres andel fra 5% til 17% af den samlede sildekvote på 619.000 tons.
– Men ingen ønsker at lytte til vores argumenter. Baseret på historiske årsager såvel som på ændrede biologiske livsbetingelser i farvandene omkring Færøerne har vi klart ret til en større andel af den samlede kvote, siger Vestergaard.
– Vi vil ikke finde os i at blive ignoreret og brugt som syndebuk af EU-politikere, bare fordi vi er en lille nation, alt for let at mobbe fordi vi er ubetydelige i det globale perspektiv. Vi vil kæmpe for vores andel af kvoten, som vi har ret til. Ingen ønskede at tage vores argumenter alvorligt, så derfor var vi nødt til at sætte handling bag vores ord og fastsætte vores egen kvote ensidigt – præcis som EU gjorde tilbage i 1997. Dette betyder ikke, at vi ikke er åbne for forhandlinger. Men fremtidige forhandlinger om fornyet fordeling af bestande skal baseres på aktuelle fakta, ikke på undersøgelser foretaget for mere end femten år siden.
– EU hævder, at silden er i tilbagegang, og at sildefordelingen i Nordatlanten er koncentreret meget længere øst og nord for Færøerne. Men vores forskning bekræfter ikke dette. Vi har lavet videnskabelig forskning sammen med Norge og Island, der beviser, at store mængder makrel og sild er migreret ind i færøske farvande, og at de fodrer på vores fiskegrunde, hvor de vokser sig store og fede. Vi har fuld ret til at udnytte disse ressourcer, siger Vestergaard.
Havforskere på Færøerne, Island og Norge bekræfter, at global opvarmning har vippet hele den økologiske balance i de nordlige have. Store mængder makrel og sild har i de senere år invaderet den færøske zone, næsten fortrængt andre fiskebestande, som færingerne er meget afhængige af.
Store mængder sild i færøske farvande
Færingerne mener, at dette giver dem den juridiske ret til at tage en større mængde af hele kvoten, på trods af hvad EU hævder om faldende bestande, men disse EU-påstande er ikke baseret på den seneste forskning, lyder det færøske modargument.
Som det er, synes havforskning at indikere, at den økologiske balance i Nordhavet som helhed kan være i en kritisk tilstand på grund af usædvanligt store mængder makrel og sild i havet nord for Færøerne – både inden for og uden for den færøske økonomiske zone – der spiser plankton og små fisk, som andre fiskearter i disse farvande normalt lever af.
Hele systemet kan være ved at kollapse, som beskrevet i disse artikler:
http://www.nrk.no/nordland/_-vi-styrer-mot-kollaps-i-norskehav-1.11158489,
http://www.imr.no/nyhetsarkiv/2013/juli/makrell_over_hele_linjen/nb-no,
http://www.imr.no/nyhetsarkiv/2013/juli/norsk_makrellkartlegging_ferdig/nb-no.
Dette er den seneste færøske forskning, der bekræfter dette:
http://www.hav.fo/index.php?option=com_content&view=article&id=346%3Akanningar-av-makreli-og-sild&catid=7%3Atidhindi&Itemid=180.
En færøsk fisker, der ikke ønsker sin identitet afsløret, beskrev det færøske synspunkt på Facebook således:
– Set i det store billede er situationen alligevel ikke bæredygtig, hvis makrel- og sildebestandene ikke reguleres mere effektivt. Ifølge international lov har vi ret til at regulere bestandene i vores egne farvande. Færøerne er IKKE medlem af EU. Så set fra færøsk synspunkt har EU ingen ret til at forsøge at regulere fiskeri i færøsk kontrollerede farvande. Hele denne situation med EU, der blander sig i færøsk fiskerireguleringspolitik i vores egne farvande, er absurd! Gennem de seneste årtier har vi formået at regulere vores egne fiskebanker meget bedre og meget mere bæredygtigt end så mange andre kyststater. Vores system har været beundret verden over, og andre har kopieret vores metoder. Men nogle lande har gjort et meget godt stykke arbejde med at tømme deres egne have, hvilket sandsynligvis er grunden til, at de nu vil gå efter fisken i færøske farvande. Disse lande er dem, der fisker ubæredygtigt, ikke færingerne!
Hvem er den rigtige bandit
Men Færøernes modparter har formået at præsentere et helt andet billede af situationen for offentligheden i EU. EU hævder, at Færøerne ikke opfylder betingelserne for bæredygtigt fiskeri, og derfor er EU nødt til at implementere sanktioner mod Færøerne. EU-politikere har således formået at fremlægge et meget simpelt og klart billede af situationen, som indtil videre synes at ‘sælge’ godt i udenlandske medier, men er det et sandt billede? Færøerne betragtes nu i vid udstrækning som ‘banditstaten’ i offentlighedens øjne i EU med hensyn til fiskeri, men er dette en retfærdig fremstilling? Og hvorfor er det så vigtigt for EU-politikerne at statuere et eksempel i denne sag?
EU-kommissær Damanaki var ganske klar på en pressekonference den anden dag.
– Fiskeri skal være bæredygtigt, sagde hun – Færøernes fiskeri er ikke bæredygtigt – derfor er EU nødt til at implementere sanktioner mod Færøerne.
Den samme påstand som Damanakis blev hørt for en uge siden i budskabet fra den danske fødevareminister Mette Gjerskov (som forlod ministeriet på grund af en regeringsrokade i weekenden), da hun sagde, at selvom Danmark ikke går ind for ikke-bæredygtigt fiskeri, mener den danske regering ikke, at det er den rigtige fremgangsmåde at pålægge sanktioner mod Færøerne.
Danmark er fanget i en konflikt mellem sine forpligtelser som medlem af EU og sin forpligtelse over for Rigsfællesskabet, som består af Danmark samt Færøerne og Grønland – to autonome regioner under det danske Rigsfællesskab, der har valgt ikke at være en del af EU. Det synes åbenlyst, at Danmark i dette tilfælde har valgt at tage EU’s side, da det ville synes at være mere fordelagtigt for dem – ikke mindst for de danske fiskere.
I den offentlige danske analyse af sagen, som den danske fødevareminister Gjerskov har præsenteret sammen med det danske udenrigsministerium, ser vi, at Danmark ikke kun mener, at det er bundet til at følge eventuelle sanktioner, som EU implementerer, men også at den danske sag er baseret på EU’s opfattelse af, at Færøerne ikke fisker bæredygtigt. Dette er påstanden, som danner hele det juridiske grundlag for EU’s sanktioner, men den har ingen base i virkeligheden, ifølge færingerne. De er ret skuffede over Danmarks vage holdning til denne sag.
Bogi Eliasen, en færøsk ekspert i udenrigsanliggender, siger:
– Fru Gjerskov skal være “den færøske stemme” i EU, men offentligt fremlægger hun en analyse af situationen, som faktisk er baseret på modpartens sag: at Færøerne ikke fisker bæredygtigt. Færingerne anser denne påstand for at være usand og en uretfærdig anklage. I deres øjne er EU ‘banditten’ her, fordi EU ingen juridisk, historisk eller naturlig ret har til at kræve en stor andel af atlantoskandinavisk makrel og sild, og nu fremstiller de Færøerne som ‘piraterne’, selvom færingerne har fuld juridisk ret til at gøre, hvad de gør?
Færingerne taber mediekrigen
Selvom deres juridiske rettigheder er på plads, synes færingerne at være taberen i denne ‘krig’.
– Verden består ikke kun af love, og at have ret i juridisk forstand er ikke altid nok, siger Eliasen.
– Selvom færingerne – set fra et kommunikationsmæssigt synspunkt – har en god sag, der er passende at kommunikere til internationale medier, er det kun Damanaki-versionen af historien, der fylder medierne uden for Færøerne – i en sådan grad, at det er blevet en selvfølge at kalde Færøerne en banditstat. Færøernes modstandere har formået – med god hjælp fra medierne – at vinde den offentlige mening over på deres side politisk. Og når de dominerende politiske systemer støttes af den offentlige mening på denne måde, kan det være ekstremt svært at modstå, selv om færingerne har de juridiske rettigheder til at gøre, hvad de gør.
– Desuden, når en toppolitiker som Damanaki vælger at gå så vidt for at straffe Færøerne, og alt andet ville betyde, at hun ville tabe ansigt og troværdighed, ja, så vil det ikke altid være de gældende regler eller retfærdighed, der får det sidste ord. Færøerne har ret, der er ingen tvivl om det – men det hjælper ikke at vide det, hvis det kun er færingerne, der ved, at de har ret…, siger Eliasen.
– Dette er en god, enkel populistisk sag for en politiker, og indtil videre har Damanaki været i stand til at spille dette spil næsten uden modstand. Færingerne har ikke gjort et godt nok stykke arbejde med at kommunikere deres version af historien, men de er ikke de eneste, der bør bebrejdes for dette, fordi Færøerne – med deres kun 48.000 indbyggere – i sagens natur ikke er lige så ressourcestærke som EU. Den internationale presse burde være meget bedre til at analysere hele situationen, siger Eliasen og peger på den kendsgerning, at f.eks. skotske og irske fiskere er blevet fanget i omfattende snyd over det sidste årti.
– Manglen på kritisk journalistisk undersøgelse af Færøerne-EU sildestriden i internationale medier er åbenlys, siger Eliasen.
– Dette er grunden til, at det er blevet en kamp om, hvem der er bedst til at bruge medierne til at overbevise offentligheden om, hvem der har ret – ikke om hvem der virkelig HAR ret. Det handler om fremtoning – hvem der er bedst til at spille “the good guys” i modsætning til “the bad guys” i offentlighedens øjne – ikke om hvad der er retfærdigt eller ej, siger Eliasen.
