Tirsdag den 14. September 2010 bragte DR2 den Oscarbelønnede dokumentarfilm ”The Cove” om delfindrab i Taiji i Japan. Det ledte uden tvivl manges tanker til grindedrabet på Færøerne, der ofte sammenlignes med det, der foregår i Taiji. Mange beskylder færingerne for at være ”syge i hovedet” og “brutale, hensynsløse barbarer”. Selv mener de, at de gør det eneste miljørigtige, og at det er verden, der er blevet vanvittig. I deres optik har verden mere brug for at lære af færingerne end omvendt, hvis verden vil redde sig selv fra katastrofe.
Af Elin Brimheim Heinesen, medie- og udviklingschef i Kringvarp Føroya, Færøernes nationale radio & tv.
Danmarks lillebror i Nordatlanten, Færøerne, har snart længe været på kant med en række miljø- og dyrebeskyttelsesorganisationer, som kæmper mod hvalfangst – herunder også mod grindedrab. Men da statsminister Lars Løkke Rasmussen for nogle uger siden besøgte Færøerne, udtalte han, at personligt har han intet imod grindefangst. Lars Løkke mener, at det danske rige bør støtte færingerne, trods de mange internationale protester, fordi efter hans opfattelse foregår grindedrabet på forsvarlig vis. Som mand til en færøsk kone, kender Lars Løkke sikkert færingernes holdning indefra bedre end de fleste. Men der vil være mange rundt omkring i verden, der vil være oprørte over statsministerens udtalelse.
Hvorfor vækker grindedrabet så megen vrede rundt omkring i verden? Og hvad i alverden får Danmarks statsminister til at støtte grindefangsten? Færinger taler om, at en vigtig del af deres identitet går tabt, hvis de skulle opgive grindefangsten. Men hvorfor er grindefangst så vigtig for færingernes identitet? Hvorfor holder færingerne stædige fast i denne praksis, selv om det tydeligvis skader deres omdømme og ikke mindst deres allervigtigste eksport, som er fiskeeksporten?
Færinger i konflikt med omverdenen
Det er et faktum, at færingers handlinger ikke længere kun er synlige for dem selv. Det, de gør, er ikke længere kun deres egen sag. Tænk bare på den aktuelle situation, hvor fiskerinationerne omkring Nordatlanten ikke har kunnet blive enige om fordelingen af makrelkvoterne, hvorfor det færøske fiskeriministerium har tildelt de færøske fiskeskibe kvoter, som de andre lande mener er for store. Det er skotske og norske fiskere blevet rasende over, hvorfor de har forsøgt at forhindre de færøske fiskeskibe at lande makrellen i deres havne.
I en verden, hvor ressourcer er ved at være begrænsede, kan færinger ikke længere være helt ligeglade med, hvad andre mener om det, de gør – lige meget om de selv mener, at de har retten på deres side, og de andre er forkert på den.
Identiteten tydeligst i kulturkløften
En disput om makrelkvoter handler måske ikke så meget om identitet og identitetsforskelle. Men de modsatrettede holdninger til grindefangst er et eksempel på en konflikt mellem færinger og andre, som illustrerer en meget interessant problemstilling, hvor færinger – i hvert fald den ældre generation – i øjeblikket oplever en kæmpe kulturkløft mellem sig selv og verden udenfor. Det er noget, der i høj grad handler identitet og identitetsforskelle.
Følelsen af identitet opstår lige netop dér – i brudfladerne, hvor det bliver allermest tydeligt, at vi ikke er som de andre – i forskellene mellem måder at handle og udtrykke sig på. Det er dér, vi mærker, vi har en egen identitet. Og hvor er det så præcist at den færøske identitet adskiller sig fra andre nationale identiteter? Hvad er det, færinger f.eks. gør, som er totalt fremmed for andre. Det er grindefangsten nemlig et meget godt eksempel på.
International afsky rettet mod Færøerne
Færinger har levet forholdsvist isolerede på disse Nordatlantiske øer i halvandet årtusinde – og har aldrig rigtig været i konflikt eller provokeret nogen udenfor Færøerne (ikke andet end danskerne et par gange i rigsfællesskabsanliggender måske).
Sådan var det stort set lige indtil 80’erne, hvor de første billeder af blodige grindedrab blev bragt i nogle af de store aviser i England – hvorefter der rejste sig et vredesbrøl af hidtil ukendte dimensioner ude i den store verden rettet mod færingerne, som pludselig blev betegnet som det værste afskum, man kunne forestille sig.
Lige pludselig blev færingerne konfronteret med – meget direkte, at der er andre mennesker her i verden, der har en helt anden verdensopfattelse, end de selv har. Pludselig blev de overdænget med protester fra mennesker i hele verden. Pludselig skulle de til at stå til ansvar – eller skoleret – overfor andre og forklare sig om noget, der for dem har været helt naturligt i mindst 1200 år.
Der kommer stadig i tusindvis af protester væltende ind ad brevsprækkerne i det færøske udenrigsministerium og turistråd. Også den danske regering får sin portion. Mennesker fra alle verdenshjørner udtrykker på meget lidenskabelig vis, hvor chokerede de er over grindedrab på Færøerne. I deres øjne er dette en forældet, grusom og brutal måde at dræbe vidunderlige, uskyldige og intelligente dyr på, som på ingen måde bør accepteres i den moderne verden i dag. Til gengæld bør færingerne straffes med boykot og udelukkelse af det internationale samfund, indtil de har lært at makke ret.
Uforeneligt natursyn
Det er muligt, at færingerne blev rystet i sin grundvold – i hvert fald i starten, men det var ikke nok til, at de holdt op med at dræbe hvaler. De holder stadig fast i det, på trods af vedvarende protester fra omverdenen. Så hvorfor er de færøske hvalfangere ikke enige med verden derude? Er de bare hjerteløse, tykhovedede idioter? Hvordan kan det være, at de i denne moderne tidsalder, stadig vælger at udføre såkaldte ”middelalderlige grusomheder”?
Denne konflikt er noget, der har været med til at tvinge færingerne til at blive mere bevidste om, hvem de er, og hvorfor de gør, som de gør – i hvert fald nogen af dem. Færingerne har f.eks. lært, er, at der synes at være en kæmpe kløft mellem – på den ene side dem, der lever direkte af og bruger naturen – og så på den anden side dem, der ønsker at bevare naturen helt uberørt, men som ikke altid lever i den selvsamme natur…
For dem, der protesterer mod grindedrab, er hvalerne næsten et helligt symbol på den uspolerede, forjættede natur, som den forfærdelige menneskehed er ved at udrydde – og hvad skal det dog ende med for os alle sammen, når den sidste hval er dræbt? Mens for færingerne er grindedrabet et levende symbol på den – uspolerede – gamle bæredygtige fangerkultur, som forholdt sig praktisk og pragmatisk – og noget mindre romantisk – til naturen og udnyttede den på bæredygtig vis – noget, som den nye verden overhovedet ikke synes at forstå sig på.
Choktaktik får medieopmærksomhed
Hvis det var sådan, at alle slog koldt vand i blodet, ville man måske finde ud af, at i denne konflikt er der noget, alle kan lære noget af – ikke bare færinger, men også alle andre – om sig selv og om at overleve i verden på naturens præmisser.
Men sådan spiller klaveret ikke. Det er svært at få ørenlyd i en verden, hvor mennesker bliver massivt bombarderet med mediehistorier hele tiden. Medierne konkurrerer hårdt og nådesløst med hinanden om, hvem der kan fortælle de mest utrolige historier. Mange fristes derfor til at bruge choktaktik og overdreven, prangende retorik for at få den opmærksomhed, de har brug for. Og medierne sluger det råt.
Det er uden tvivl en grund til, at f.eks. anti-hvalfangst aktivister bruger den slags metoder, når de vil ’sælge’ deres budskab. Men aktivisternes iver efter at male med den grumme pensel, resulterer desværre ofte i, at deres historier er fulde af faktuelle fejl. De kan kun være glade for, at det er så få medier, der overhovedet gider at se deres historier ordentligt efter i sømmene.
Færingerne har i hvert fald lært noget om, hvor meget nonsens medierne bringer og hvor manipulerende medier kan være. De har lært, hvilken utrolig magt og indflydelse medier har i denne verden; hvordan de mest magtfulde medier bestemmer, hvad folk skal mene – og hvor svært det er at gøre noget ved det. De har lært, at der findes en medieskabt virkelighed. De er bare endnu ikke så fortrolige med mekanismerne i medieverdenen som andre, fordi de selv er novicer og uslebne diamanter på området ift. andre. Tænk bare på, at fjernsyn først holdt sit indtog på Færøerne i starten af 80’erne!
Virkeligheden fiktionaliseres
Det er derfor heller ikke så ligetil for færingerne at skulle gebærde sig i en verden, hvor et stigende antal mennesker danner deres verdensbillede næsten udelukkende gennem medierne og underholdningsindustrien. De fleste mennesker er i dag udsat for en konstant, massiv mur af medie-sensationer, hvor virkeligheden er fiktionaliseret og fiktion bliver ‘virkelighed’. Mange synes efterhånden at være næsten mere fortrolige med den medieskabte ‘virkelighed’ end med den virkelige virkelighed, om jeg så må sige. Virkeligheden, som den fremstilles i medierne bliver normalen, og det synes stadig vanskeligere for mange at skelne imellem virkelighed og fiktion. I sådan en fremmedgjort verden vil dramatiske historier – f.eks. om ‘grusomme massakrer på uskyldige delfiner” – genlyde perfekt i manges øren. Folk ‘køber’ historien med det samme, så at sige, og ’glemmer’ at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er, de ser eller hører.
De fleste mennesker kommer heller aldrig til at høre den anden side. Færøerne er et meget lille land, som ikke har råd til at få sit budskab igennem. Anti-hvalfangst aktivisternes påstande vil derfor stå uimodsagte.
Aktivister brug for at pege på syndebukke
Mange mennesker er bange og frustrerede over udviklingen i vores skrantende verden. Især dem, der bor i den vestlige verden, véd jo efterhånden alle sammen godt inderst inde, at deres ekstravagante livsstil i høj grad er medvirkende til at ødelægge moder jord, men det er noget, mange nok helst ikke vil tænke alt for meget på. Det ligger i vores natur, at vi ikke bryder os om at skyde skylden på os selv for problemer. Mennesker har brug for en ventil for frustrationer og for at dulme deres dårlige samvittighed. Så de bidrager gerne til at ”redde verden” med en underskrift til underskriftindsamlinger, så de i det mindste gør noget for at støtte – tilsyneladende – gode sager, så som f.eks. protester mod den ”grusomme nedslagtning af uskyldige grindehvaler”. Derved køber man sig lidt aflad for at lette samvittigheden.
Det er den slags mekanismer i den menneskelige psykologi, aktivisterne kan benytte sig af – samt det faktum, at så mange mennesker ved så lidt om denne lille gruppe af mennesker, der bor et afsidesliggende sted i Nordatlanten, som tilfældigvis spiser grindehvaler. Hvem gør dét i det 21. århundrede! Det er meget let for aktivisterne at gøre denne lille gruppe af mennesker, som opfører sig så underligt, til verdens syndebukke. Det hjælper også en hel del, at de fleste mennesker i verden ikke længere får lov til at se, hvad der sker med slagtedyr i masseproduktionen til det umættelige marked for kødvarer. Der er jo en grund til, at industrien holder den slags dybt hemmeligt. Imens færingerne – naivt måske – udfører deres blodige grindedrab under åben himmel til alles skue, som gider se med.
Mediehistorier i bedste Hollywood-stil
Aktivisterne er blevet dygtige til at få opmærksomhed, og de er meget bedre og meget mere trænede end færingerne i at fortælle fangende mediehistorier. Det kan de vinde tilhængere på, samt tjene penge på, så de kan få endnu mere plads i medie- og underholdningsindustrien. Men i virkeligheden gør de ikke megen forskel i forhold til den sag, de angiveligt arbejder for … måske hellere det modsatte: Der er meget, der tyder på, at deres ofte aggressive, invaderende og respektløse fremfærd kun intensiverer konflikter, gør processen langsommere og udskyder evt. løsninger.
Hvis aktivisterne virkelig var interesserede i at gøre en forskel og ændre færingernes holdning til at spise grindekød, ville de måske have mere held med at prøve at tale fornuft med færinger og lave f.eks. oplysende film på færøsk om grindehvaler, der viste respekt for færingernes intelligens, hellere end at larme i hele verden og flytte opmærksomheden til sig selv og fremhæve egne såkaldte ’heltegerninger’, mens færingerne fremstilles som ’barbarer’ og dehumaniseres. Hvor meget positiv lydhørhed kan de forvente at få ud af det? Hvad er formålet med at portrættere færinger, som om de med vilje ønsker at fornærme hele verden med deres handlinger, når de i virkeligheden bare skaffer mad, sådan som de har gjort altid?
Færinger har aldrig lagt skjul på, hvad de selv har gang i. De er bestemt ikke lukkede for en respektfuld dialog med andre f.eks. om, hvordan de forbedrer deres metoder, hvis det er muligt at forbedre dem yderligere. Men nogle aktivister viser sig bare at være mere interesseret i at holde afstand end i at tilnærme sig færinger. De har sandsynligvis mere brug for færinger som fjender for at fastholde og styrke deres eget helte-image, og for at fastholde historier om dem selv i bedste Hollywood-stil f.eks. som ”under-cover” agenter, der ”afslører de grusomheder, der begås på Færøerne” i overhængende fare for at blive opdaget og overfaldet af de ”brutale hvalfangere”.
Sådanne dramatiske fantasifulde historier giver jo meget større genklang i medieverdenen. De fleste medier hylder jo ikke længere princippet om at fremstille verden så objektivt som muligt. Man vil hellere dyrke helte-skikkelser, der kæmper mod det onde, fordi det sælger jo meget bedre, når historierne styres af Hollywoodske narrative principper.
Balance versus eksponentiel vækst
Selv ser færinger grindedrabet som én af de meget få reminiscenser, der er tilbage i hele verden efter en årtusindgammel velafprøvet og ukunstlet livsstil, hvor overlevelse er baseret på lokal selvforsyning, fælles ansvar og solidaritet, naturlig balance og bæredygtighed. Det er muligt, det er et hårdt – og nogle gange tilsyneladende kynisk – liv. Det har sine opofrelser og ofre. Men det er nødvendigt, når man vil leve af, hvad der er tilgængeligt i ens nærmiljø, siger færingerne. Dette er faktisk principper, som alverdens eksperter siger, vi er nødt til at genindføre, hvis menneskeheden skal have en fremtid.
Hvorfor skulle man så vælge at droppe det fuldstændigt og gå helt over til en moderne livsstil, der indebærer, at man gør sig 100% afhængig af et ustabilt, uholdbart, ikke-bæredygtigt system, som belønner grådighed, fordi det bygger på illusionen om uendelig eksponentiel vækst baseret på et stadigt øget forbrug? De katastrofale konsekvenser er, at ressourcer – som vi allerede har set – bliver ekstremt ulige fordelt og brugt op, mens jorden, luften og vandet bliver forurenet og forgiftet med accelererende hastighed. Dette system er dybest set livstruende og udsætter os alle for alvorlig fare i det lange løb – ikke kun os, men alle levende væsener på jorden – herunder også hvaler.
Er dette ikke langt mere gruopvækkende, end grindedrabet i sig selv er? Skulle alle disse aktivister, der påstår, at de går så meget ind for miljø- og naturbevarelse ikke hellere bruge deres kræfter på at vende den livsfarlige udvikling og gøre noget alvorligt ved det system, der skaber denne udvikling?
Kan man undslippe mediernes spind?
Men hvor mange medier interesserer sig for den slags problematikker og sætter dem på dagsordenen? Næ, så er de simple og letfordøjelige historier om helte, der redder stakkels uskyldige hvaler fra ondskabsfulde mennesker, meget mere interessante og overskuelige. Det andet er alt for forvirrende, så det lukker vi øjnene for, så vi kan forblive i en meget mere behagelig følelse af falsk sikkerhed. Det er sådan en virkelighed, færinger – og alle andre er oppe imod…
Hvordan skal færingerne forholde sig til underholdningsindustriens virkelighed, som er så altdominerende i verden i dag? Hvordan kan de holde fast i sig selv og i sin identitet, når de udenlandske mediebølger slår ind over øerne som tsunamier og truer med at udslette deres identitet? Hvordan tackler de, at aktivister og medier bruger dem til at skabe velsælgende sensationelle historier derude, hvor de udpeges til skurkene? Hvordan tackler de det, at de lige pludselig risikerer udelukkelse fra det globale samfund, hvis ikke de lærer at opføre sig lige som ’alle andre’?
Hvordan forholder færingerne sig til, at de lever i en verden, hvor en verdensomspændende finanskrise raser pgra. et illusorisk pengesystem baseret på falsk tillid, samtidig med at olieressourcerne er ved at slippe op, og hvor de – mere og mere sandsynligt – lige pludselig kan finde sig selv isolerede ude i Nordatlanten, hvor de kun kan overleve ved hjælp af den vedvarende energi, der findes på stedet – vand, vind, strøm, bølger, egen muskelkraft og ved hjælp af robåde og sejlbåde og de planter og dyr, der lever der – til lands, i luften og i vandet… og ja, hvaler ikke mindst…
Adgangsbillet til en god redningsplanke
Ovenstående scenario er med stor sandsynlighed de alvorlige fremtidige udfordringer, færinger (og andre) står overfor. Men mange har måske meget vanskeligt ved at forestille sig, at sådan en slags virkelighed måske venter lige om hjørnet, for vi sidder jo ’trygt’ her i vores overdådigt pyntede lounges i vores løftede ende ombord på Titanic. Vandet er ikke nået op til vores dæk endnu. Lysene blafrer måske lidt, men vi sidder på første klasse og orkestret spiller jo videre, som om intet er på færde. Og vi kan ikke se, hvad der foregår i mørket derude.
Men al sandsynlighedsberegning viser os, at vandet stiger hurtigere og hurtigere og har måske allerede nået det punkt, hvor skuden flyder så tungt, at den tipper og så går kurverne lige så stejlt nedad igen, og trækker hele skibet med ned – hurtigt.
Men… måske har netop færingerne en lille fordel, hvis eller når verdens olieressourcer slipper op eller olien bliver så dyr, at den globale infrastruktur bryder sammen. I stedet for at klynge os til den synkende skude, har færingerne adgangsbilletten til én af de redningsplanker, der kan vise sig at være en af de sikreste at sidde på efter forliset.
Visdom fra dengang før verden gik af lave
Godt nok er færinger, ligesom så mange andre, blevet forført af det moderne livs luksus og bekvemmeligheder. Godt nok er også de smittet af den vestlige verdens materielle grådighed. Og godt nok lever de på mange måder som folk i andre vestlige lande, på første klasse.
Men ved at indtræde i den moderne industrielle verden, har færingerne gjort sig sårbare, ligesom alle andre, der er afhængige af olie. Vi ser, hvordan færingerne i øjeblikket kæmper indædt med andre om havenes ressourcer for at få nok fisk til at kunne få råd til at købe olie til deres fiskeskibe og opretholde den levestandard, de har opnået.
Færingerne er dog alligevel i den forholdsvist heldige situation, at det ikke er så længe siden, at de trådte ind i den moderne tid. De har oplevet flere alvorlige kriser også i nyere tid, som tvang mange af dem til at leve meget simpelt fra tid til anden. Så mange af dem har ikke helt glemt den gamle traditionelle levevis, der byggede på selvforsyning og andre, mere bæredygtige principper end det svigefulde system, som det meste af verden sætter sin lid til i dag. Sideløbende med det moderne liv har færingerne også holdt gamle traditioner i hævd, der handler om, hvordan man overlever alene på naturens præmisser. Denne gamle visdom har de videregivet generation efter generation.
Færinger har derfor større mulighed for lettere end de fleste andre at ”switche” tilbage, netop fordi mange af dem endnu ikke har glemt, hvordan man overlevede dengang, før verden gik af lave i et illusorisk olieeventyr og viklede sig ind i en pekuniær pyramidespils-karrusel, der spandt verden ud af kontrol i en vanvittig forbrugsfest.
Identitetsstyrkende overlevelsesstrategier
Færinger har f.eks. stadig til en vis grad bevaret bytteøkonomiske principper. Mange henter selv en del af deres mad fra naturens spisekammer og deler med hinanden –så som kød og spæk fra grindehvaler. Det har kommet dem til gode flere gange, når økonomiske kriser har ramt dem hårdt.
Sidst var det først i 90’erne, hvor en bankkrise ruinerede en masse mennesker og tvang en femtedel af befolkningen til at emigrere, men hvor man allerede efter 8 år havde kæmpet sig ud af krisen, betalt sin gæld og reetableret sig – noget eksperterne ellers spåede ville tage mindst 20 år.
Da krisen ramte, satte ovenstående principper og færingernes solidariske kultur ind. Det havde en stor del af æren for, at det trods alt gik så godt, for man hjalp hinanden gennem krisen ved så vidt muligt at deles om de ressourcer, der var tilgængelige og ved at gøre hinanden tjenester – uden at blande penge ind i det. Derved øgede man alles mulighed for at overleve nogenlunde med skindet på næsen. Det er den slags værdifulde overlevelsesstrategier, der har styrket færingernes fælles identitet, og det er den, som er kilden til modet og evnen til at klare udfordringer – også i fremtiden.
Naturen som spisekammer eller zoo
Det kunne andre mennesker måske lære noget af. Men i stedet for at tænke på, hvordan de vil redde sig selv, alt imens vandet stiger og stiger dæk for dæk og truer med snart at opsluge os alle, så er folk meget mere forhippet på at bruge tid og kræfter på at opdrage på disse ”primitive barbariske øboere” derude midt i verdenshavet for at få dem til at stoppe med at opfatte naturen som et spisekammer.
I stedet skal færinger – og alle andre – tvinges til at vænne sig til kun at nyde synet af den smukke natur og de nuttede, elskelige dyr i naturen som rent tidsfordriv og underholdning. Velkommen til den globale Disney World. Men hvor længe har menneskeheden råd til denne luksus? Hvor længe vil den overleve på den måde?
© Elin Brimheim Heinesen, september 2010
