Det er så enkelt. Det forekommer mig, at mit liv har været en langsom opvågning fra en drømmeverden til virkeligheden. I mange år havde jeg denne illusion om, at det, der eksisterede i min hjerne, var virkeligheden. Det jeg tænkte, var ikke nødvendigvis usandt, men det afspejlede ikke virkeligheden, som den er – kun min forestilling om virkeligheden. Måske havde jeg brug for at tro denne forestilling for at skabe en følelse af identitet, værdier og håb – håb om lykke og en lys fremtid. Uden noget at tro på virkede livet meningsløst, barskt og håbløst, så det ud som. Hvad er vi uden det? Er vi så ikke uden håb? troede jeg. Men med tiden indså jeg, at jeg havde taget fejl. At have fantasi er godt og ofte nødvendigt, men når de forestillinger, man har i hjernen, forveksles med virkelighed, og man lever mere i hjernen end i kroppen, er det på tide at standse op og mærke efter, hvad der virkelig er virkelighed.
Jeg var ikke klar over, at tanker og drømme kan komme i vejen for lykke. Jeg var så fokuseret på at drømme om en anden situation, end den jeg var i her og nu, og være en anden eller noget andet, end jeg var, at mit liv virkede meget kedeligt og utilfredsstillende i sammenligning med livet, jeg drømte om at leve. Jeg kunne slet ikke lide mit liv og blev deprimeret, fordi jeg ikke udlevede min drøm. Og jo mere utilfredsstillende jeg følte mit liv var, jo mere klamrede jeg mig til min drøm – og jo mere jeg holdt fast ved min drøm, jo mere utilfreds var jeg med mit faktiske liv og mig selv.
Jeg tænkte, at jeg måske kunne løbe fra livets onde kendsgerninger og kompensere ved at fylde mit liv med endnu flere drømme om lykke og ambitioner om et perfekt parforhold, om en forbilledlig familie, om en glorværdig karriere osv. – og så prøve at opfylde disse ambitioner. Jeg troede ikke, jeg kunne leve uden alle disse historier, jeg selv skabte om, hvad jeg tænkte burde være min virkelighed. Jeg havde bygget hele min identitet på disse historier. Jeg byggede en hel struktur op for mit liv, fordi jeg troede, at det gav mit liv mening, mens jeg i virkeligheden bare byggede mig selv et fængsel. Men jeg vidste bare ikke, at det var det, det var.
Det er nok derfor, det er så svært at værdsætte det, der er her og nu, og holde op med at holde fast i drømme og illusioner, som bringer os ud af nuet. Så mange mennesker bruger år efter år af deres dyrebare liv på at prøve at gøre netop det: at kæmpe mod deres umiddelbare virkelighed, fordi de ikke tror den repræsenterer det ideal, de har af dem selv. De tror, at den eneste måde at få drømmene til at gå i opfyldelse er at kæmpe sig ud af den aktuelle virkelighed. Jeg ved, jeg gjorde. Men på denne måde kommer vi for det meste ikke i nærheden af den lykke, vi higer efter.
For nylig fandt jeg ud af, at det eneste, denne kamp gør for mig, er bare at gøre mig mere ulykkelig og utilfreds, fordi mit liv er – og bliver aldrig – alt det, jeg drømte om. Det er aldrig perfekt i alle aspekter. Især ikke hvis jeg bruger mine drømme om et perfekt liv som målestandard. Skuffelse er det eneste resultat, der kommer ud af det, fordi kampen er tabt på forhånd. Når du forsøger at opfylde dine drømme ved at forsøge at få kontrol over omstændigheder og andre mennesker for at tilpasse dem til forestillingen, du har i dit hoved af et mere perfekt liv, vil du bare møde modstand hele tiden, og det slider dig op.
På det seneste har jeg oplevet, at hvis jeg holder op med at prøve på at kontrollere og bare lader tingene være, som de er, og tillader mig selv at vågne op til virkeligheden i stedet for, kan virkeligheden måske virke grim, barsk og grusom i øjeblikke, men den er også meget stærkere end tro, drømme og illusioner nogensinde vil være. Virkeligheden kan – hvis jeg tør tage den ind og se den lige i øjnene og acceptere den som den er – gøre mig mere sprællevende end nogen tro, drøm eller illusion nogensinde kan gøre for mig.
At acceptere det, der er, betyder ikke, at jeg mister noget ved det. Tværtimod. Når jeg giver slip på min tro, drømme, illusioner og forventninger og ikke bruger al min energi på at prøve at rette op på eller styre ting eller de mennesker, der omgiver mig, i bestemte retninger, som jeg tror passer mig og min tro bedst, finder jeg ud af, hvor anstrengende det er hele tiden at prøve på at have kontrol med alting. Så snart jeg stopper med det, udvides min bevidsthed dramatisk. I samme øjeblik jeg giver slip rettes min opmærksomhed pludselig – ikke hen mod fortiden eller fremtiden, ikke mod, hvad der er rigtigt eller forkert jfr. mine tanker og historier i mit hoved, men mod det, der er her og nu. Mod det, der virkelig sker i dette øjeblik. Og jeg ser nu meget tydeligere. Jeg fornemmer meget tydeligere mine omgivelser, mennesker, ting, natur. Og det fylder mig med forundring og taknemmelighed.
Det er så latterligt simpelt og ukompliceret, men det er den mest kraftfulde indsigt, jeg nogensinde har haft. Jeg fandt endelig ud af, at her og nu er alt, hvad der er. Og det er mere end nok. Meget mere end jeg nogensinde kunne drømme om.
Det, som jeg nok havde tænkt før, men ikke rigtigt havde fattet, var dette: Det gik simpelthen meget klart op for mig, at fortiden og fremtiden eksisterer kun i min hjerne. Og alle mine minder om, hvad der skete engang og fantasier om, hvad der bør ske senere, og hvad alle burde eller ikke burde gøre, er faktisk bare bekymrende tanker, konstruktioner og historier i mit hoved, der fjerner mig fra at være fuldt bevidst og til stede lige her og nu. Hver gang jeg prøver at analysere en situation, at intellektualisere den, finde årsager og drage konklusioner i mit hoved om den, tit kun for at få det til at passe til min historie i hovedet, skaber jeg bare distance. Jeg fjerner mig selv fra situationen, ud af virkeligheden.
Disse tanker – eller tro på historier, jeg har skabt i hjernen, har også længe fyldt mig op med alle slags følelser af uro og bekymring for, om jeg nu kan leve op til alt det, jeg drømmer om. Og tåbelig som jeg er, har jeg forsøgt at kompensere ved blot at tænke endnu flere bekymrede tanker, hvor jeg har forsøgt at analysere, finde undskyldninger og intellektualisere, hvorfor jeg har alle disse bekymrende tanker og følelser, fordi det var på den måde, jeg troede, jeg kunne forstå mig selv og finde min sande identitet. Men denne proces sendte mig ind i en ond cirkel, der i sidste ende gjorde mig temmelig træt af mig selv, af mit liv og af mine omgivelser, og gjorde mig virkelig deprimeret, fordi jeg aldrig indså, at det, der skete i mit hoved, simpelthen ikke er virkeligt. Det er kun tanker. Men jeg troede på dem. Og det var derfor, de havde sådan en magt over mig.
Heldigvis vil virkeligheden altid banke på min dør for at minde mig om sin eksistens, når jeg er på et forkert spor. Og virkeligheden vil altid vinde i sidste ende. Lige meget hvad vi gør, så dør vi engang på en eller anden måde alligevel. Jeg prøvede at undgå at indse det faktum og så mange andre ubehagelige fakta, jeg ikke brød mig om at konfrontere. Var jeg virkelig nødt til at acceptere virkeligheden? Men hvad nu hvis jeg ikke kunne lide det, jeg oplevede? Jeg var ikke klar over, at jeg faktisk ikke havde noget valg, andet end at vedkende mig virkeligheden.
Da jeg fik denne erkendelse, blev jeg meget desillusioneret, skuffet og deprimeret … i starten. Men det var lige indtil jeg fandt ud af, at det eneste – og jeg mener virkelig det eneste, der kan gøre mig virkelig glad, er ikke at løbe væk fra det slemme, der sker – eller måtte ske, og forsøge at lukke ned for mine sanser for det, men i stedet åbne min sanser så vidt og så bredt som muligt og være til stede og fuldt bevidst lige her og nu.
Jeg kan aldrig undgå eller lukke alle de dårlige ting ude, der til syvende sidst vil ske i alle menneskers liv. Den magt har jeg ikke. Jeg kan ikke undgå det faktum, at jeg kommer til at opleve at blive forladt. Jeg kommer til at opleve tab. Det sker. Og det kommer altid til at ske fra tid til anden. Jeg kan lige så godt se det i øjnene og få det bedste ud af det. Det er muligt bare at lade det være, som det er. Når jeg tillader mig at opleve virkeligheden ufiltreret, gør det mig stærkere. Jeg ved godt, at det er en kliché, men det er sandt: Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Men kun hvis du tillader det, er jeg nødt til lige at tilføje.
Det gjorde jeg: Tillod mig bare at observere og føle uden tanker, helt uden at vurdere og dømme det, jeg oplevede. Og pludselig gik det op for mig, at jeg var holdt op med at kæmpe. I det øjeblik, jeg valgte at give slip på alle de tanker, jeg plejede at tænke for at beskytte mig mod en ubehagelig virkelighed, var det som om luften gik ud af ballonen. Da jeg holdt op med at tænke på, hvor dårligt jeg havde det, og bare lod følelserne strømme igennem mig, føltes det pludseligt ikke nær så smertefuldt. Jeg tog nu mine drømme og illusioner for, hvad de er: bare drømme og illusioner. De er bare tankekonstruktioner i min hjerne, som tit gør ondt værre.
Jeg accepterede virkeligheden, som der er. Jeg accepterede det faktum, at jeg alligevel ikke har kontrol, så hvorfor prøve at have det. Og så snart jeg bare lod tingene være, som de er, begyndte jeg at slappe mere af og var ikke så bange for virkeligheden længere. Jeg oplevede, at det satte mig fri. Jeg kan gøre eller være, hvad jeg vil, for det er altid kun et spørgsmål om valg, lige her og nu. Jeg kan ikke ændre, hvad der sker med mig. Men jeg kan ændre den måde, jeg ser på det på. ”Det er aldrig for sent at få en god barndom”, som nogen sagde til mig engang. Tænk bare på de uendelige muligheder, der ligger i det faktum.
Da jeg nåede så langt i min erkendelse, viste mit liv sig pludselig at være en virkelig vidunderlig oplevelse. Det er selvfølgelig smertefuldt endnu til tider, men selv smerte kan opleves som et vidunder i livet. Hvilken slags smerte foretrækker jeg? Foretrækker jeg den kedelige smerte, der kommer af vedvarende deprimerende skuffelse og utilfredshed, fordi mit liv aldrig bliver helt, som jeg drømte om? Eller foretrækker jeg bare at leve og lade leve – acceptere at livet har sine op- og nedture, og opleve en lejlighedsvis intens pludselig smerte nogle gange, når virkeligheden slår hårdt ned på én en gang imellem, men som vil være forbi jo før, jo mere jeg tillader den bare at flyde igennem mig?
Det er ikke verdens undergang, så længe jeg er her. Og snart kan jeg fortsætte med at føle mig vidunderligt levende og bare være så taknemmelig for, at jeg er her på denne planet, mere bevidst om det end nogensinde før. Jeg fandt ud af, at hvis jeg bare er til stede og accepterer virkeligheden, som den er, lige her og nu, uanset om det føles godt eller dårligt, vil det belønne mig med uendelige fordele. Frihed er den mest oplagte. Magt er en anden. Jeg er en fri sjæl. Jeg har bemyndiget mig selv til at leve mit liv mere fyldestgørende end nogensinde før.
Jeg har oplevet, at jeg er blevet en meget mere tolerant og kærlig person. Jeg er ikke så kritisk, som jeg var før, men meget mere accepterende. Jeg mærker meget mere positiv energi fra andre nu. Jeg plejede at være mere eller mindre bekymret eller bange hele tiden. Nu oplever jeg en afslappethed og ro i sindet det meste af tiden. Jeg føler dybere, stærkere, mere intenst. Men jeg er ikke bange for mine egne følelser. Jeg er heller ikke længere bange for, hvad der kan ske. Det er ikke sket, fordi det er der ikke lige nu. Og nu er det eneste, der findes. Så hvorfor bekymre sig om at være bange for noget, der ikke eksisterer?
Og jeg oplever både lykkelig ensomhed, glæde og nærvær med andre mennesker, som jeg aldrig troede var muligt. Jeg føler mig aldrig rigtig ensom, selvom jeg er alene det meste af tiden. Og når jeg er sammen med mennesker, er jeg i stand til at se dem i øjnene, mens jeg inderst inde ved, at jeg aldrig behøver lave mig selv om, at jeg aldrig behøver være usikker på mig selv eller andre og spille spil for at passe ind, for at få dem til at kunne lide mig eller for at virke cool eller som en “vinder”. Jeg behøver ikke overbevise nogen om noget – ikke engang mig selv. For jeg kan aldrig være, hvad jeg ikke er alligevel, uanset hvad jeg tænker eller gør, og uanset hvad andre mennesker tænker eller gør. Jeg kan bare tage det roligt og være hvad end jeg er i dette øjeblik.
Og det virker som om jeg gennemskuer andre mennesker mere. Jeg ser, hvordan de kæmper den samme kamp, som jeg kæmpede, og jeg mærker deres smerte. Men jeg behøver aldrig mere tro på deres løgne eller selvbedrag igen. Jeg ser bare på dem og tillader mig at mærke, hvad der foregår – uden at bedømme eller drage konklusioner om det. Jeg åbner mine sanser, er til stede og bare oplever det, der er, i stedet for at holde fast i de illusioner og historier, som min hjerne fortæller mig om situationen. Det gør mig i stand til at tilgive alle – ikke mindst mig selv – for bare at være hvad vi er. Ja, jeg endda elsker mennesker for præcis, hvad de er – og ikke bare for at svare til mine illusioner om dem.
Det kan jeg gøre nu, for jeg indser, at de føler sig lige så magtesløse, som jeg gør. Jeg er klar over, at de bare slås deres egen kamp med deres hjernespind, deres eget selvbedrag, hvor de tror, at det at holde fast i deres illusioner og historier er den eneste mulige måde for dem at se tingene på. Selvfølgelig holder de deres stand, fordi de mener, at det er uløseligt forbundet med deres værdier og deres identitet. Jeg kan nu omfavne dem med alle deres op- og nedture, glæder og bekymringer og endda med deres bedømmende fordomme. Det er ligegyldigt nu. Jeg ser det som en del af deres egen kreative indre verden. Og det er smukt. Det er bare en del af den vidunderlige pakke, som livets mirakel har at byde på.
Selvfølgelig kan jeg stadig blive såret, hvis folk behandler mig uretfærdigt eller med kulde. Jeg kan stadig blive irriteret på folk, når de insisterer på, at deres historier er den eneste gyldige virkelighed, og når de bruger mange kræfter på at overbevise mig om det. Jeg er ikke mere perfekt nu, end jeg nogensinde har været. Jeg har stadig denne sårbare krop og kan til tider føle mig syg. Jeg ser stadig al verdens uretfærdighed. Og det gør mig stadig ked af det.
Forskellen er, at nu påvirker alle disse ting ikke mit selvværd. Jeg har ikke længere denne uimodståelige trang til at ændre den måde, folk tænker på og til at forsøge at overbevise dem om noget andet, fordi jeg indser, at deres mening virkelig ikke har noget med mig at gøre. Det har kun noget med dem at gøre. Det er kun dem, der kan beslutte, hvad de tror på. Det er ikke op til mig. Hvis jeg prøver at udfordre deres overbevisning, opnår jeg sandsynligvis bare det modsatte af, hvad jeg ville.
Jeg kan bare vælge at tage afstand fra nogen, for eksempel når jeg tydeligt kan se, at der ikke kommer noget godt ud af vores samvær. Jeg inspirerer dem alligevel ikke på en god måde. Så nogle gange trækker jeg mig. Nogle gange må jeg indse, at det ikke er muligt at have en meningsfuldt samtale med nogen. Deres tro på deres egne tanker er for stærk. Deres modstand mod mig er for stærk. De vil ikke acceptere mig, som jeg er. De vil have mig til at være noget andet, der passer ind i deres historie. De ønsker at blive ved med at leve i deres egen hjerne end at åbne op for mig.
Det må jeg respektere. Det er deres valg. Jeg ved, at de må følge deres egen sti. Og virkeligheden er, at nogle mennesker aldrig vil indse, hvad det vil sige at leve i en verden, de selv har konstrueret i deres egen hjerne – fiktive historier og mytologi – og hvordan dette isolerer dem fra andre mennesker. De indser ikke, hvor megen smerte de kan påføre sig selv og deres nærmeste, når de ikke er i stand til bare at være til stede og acceptere det, der er.
I stedet for at forsøge at være, hvad jeg eller andre synes, jeg burde være, ved jeg, at jeg kun kan være tro mod mig selv ved at være fuldt ud til stede her og nu uden fordomme om noget eller nogen. Det kan måske inspirere andre mennesker i små dyrebare øjeblikke. Men det er ikke sikkert. Jeg må også indse, at verden bestemt ikke altid er klar til det. Sådan er virkeligheden, uanset om jeg kan lide den eller ej. Den eneste mulighed jeg har, er bare at være åben og lade, hvad der end sker, strømme gennem mig og ikke forsøge at undgå de følelser, det skaber i mig. Dette er den bedste måde at sætte mig i stand til at fornemme, hvad der virkelig foregår, så jeg er i stand til at træffe bedre valg for mig selv.
Jeg stoler på, at virkeligheden virker for det bedste, hvis jeg vælger at være til stede i nuet – bare er til og tillader mig selv at opleve uden filter. Hvis jeg lader mig styre af de fordomme, der uvilkårligt opstår, når jeg prøver at kontrollere noget, som jeg alligevel ingen kontrol kan have over, og forsøger at tilpasse virkeligheden til de historier, jeg har skabt i hjernen, bedrager jeg mig selv og andre. Det øger afstanden til dem og fjerner mig fra virkeligheden ind i en fiktiv verden. Verden bliver aldrig et bedre sted at være, og mennesker vil fortsat leve i selvbedrag, så længe de lader sig overbevise af alle mulige tanker, der konstruerer disse fiktive historier om virkeligheden, i stedet for bare at være til stede og mærke godt efter. Når vi ikke er rigtigt til stede og ikke kigger, lytter og mærker ordentligt efter, vinder fordommene over det virkelige nærvær, og det skaber kun distance og stridigheder blandt mennesker.
Det er op til hver enkelt af os at finde ud af, hvordan vi vil møde verden. Jeg tror på, at hvis flere mennesker blev mere bevidste om fordelene ved at være mere til stede uden filter, ville det helt automatisk løse mange problemer og misforståelser blandt mennesker. Vi har alle tendens til at leve i vores eget hjernespind, hvor vi gætter os til alle mulige årsager til, at alting er, som det er. Men på den måde gør vi bare tingene mere indviklede. Og faren for misforståelser og uenigheder vokser bare. Hvis vi lærte at fokusere på det, der sker lige her og nu uden at dømme, ville vi sikkert være dygtigere til at tage ansvar for vores egne handlinger i meget større grad, og ville være meget bedre i stand til at vælge at være det bedste, vi kan være i dette øjeblik. Og derved ville alles tilværelse forbedres.
