FÆRØERNE – Tinganes, Tórshavn – 2004
Der diskuteres en del på Fo-Dk-sidens debatside, om Færøerne nu er ‘en del af’ eller hører ‘under’ Danmark. Faktisk er det fløjtende ligegyldigt, om man siger det ene eller det andet. Som om det i virkeligheden gjorde nogen forskel. Det er ordkløveri. Det væsentlige spørgsmål handler om, om man i Danmark vil anerkende Færøerne som en selvstændig nation eller ej – og her taler vi hverken om juridiske eller pekuniære spidsfindigheder vedr. tilhørsforholdet til eller afhængighed af Danmark!
Nej, vi taler om et inderligt ønske fra færingenes side om at blive anerkendt som nation. Et ønske, som mange danskere synes at opfatte som særdeles storsnudet af færingerne og nærmest latterligt (for så skulle Bornholmerne, eller Nordjyderne jo med lige så stor ret kunne kalde sig ‘en nation’! Ikke?)
Der er én ting – og endda en meget væsentlig ting, som mange danskere glemmer at tage højde for, nemlig færingernes egen dybtliggende selvforståelse.
Færinger anser IKKE sig selv som danskere og har aldrig gjort det! Heri ligger forskellen f.eks. på jyder og på færinger. Færinger ser sig selv som værende ‘færinger’ – ikke bare som udtryk for et lokalt tilhørsforhold (som for jyderne eller københavnerne), men meget dybere end det.
Færinger ser sig selv som et folk – dvs. en nation med eget sprog, egen kultur, egen mentalitet. En kultur, som af mange årsager er meget forskellig fra den danske på de fleste områder. Færøerne er f.eks. geografisk placeret langt fra Danmark. Levevilkår, klima, landskab – alting på Færøerne er meget forskelligt fra den danske virkelighed, som færinger ikke identificerer sig ret meget med.
Færinger ser ikke Færøernes historie som bare en del af Danmarkshistorien. Nej, den er Færøernes egen historie – en historie om et sejt folk, der i århundreder har overlevet på trods i et fantastisk smukt, men også meget barskt og ubarmhjertigt land.
I færingenes sjæl er Færøerne et helt unikt sted, som de på grund af rødderne og deres egen fælles historie her føler, tilhører dem alene og ingen andre. Her spiller de nemlig hovedrollen i deres egen virkelighed.
Færingerne har aldrig spillet nogen væsentlig rolle i Danmarkshistorien – eller i den danske daglige bevidsthed i det hele taget. Danmarkshistorien er ikke deres historie, men en historie om et andet land – et andet folk, som ikke er færinger, og som bor langt væk fra færingerne.
Tilfældighedernes spil har bevirket, at dette andet folk, nemlig danskere, har spillet – og spiller stadig – en forholdsvis stor rolle på Færøerne, men altid som nogen, der kom udefra. Tidligere mest som kongens udsendte embedsmænd og flådens folk. I dag oftere som gæster med rygsæk på ryggen. Til tider en skurkerolle – og til andre tider som den store velgører.
Det danske sprog var også færingernes billet til en videre horisont – til uddannelse og samhandel. Og jo – der er knyttet mange stærke kulturelle og familiære bånd gennem 600 års rigsfællesskab netop gennem denne samhandel og uddannelse, men dog aldrig så stærke, at det har ændret grundlæggende på færingernes nationale selvopfattelse og deres følelse af egenart. Den færøske nationalbevægelse voksede oprindeligt ud af den åbenlyse forskellighed, færinger, der i forrige århundrede tog til Danmark for at uddanne sig, vitterlig følte så stærkt i konfrontationen med en anden kultur – nemlig den danske.
Danske politikere har i nyere tid i moderne demokratisk ånd med større eller mindre held forsøgt at agere som ‘ligeværdige’ partnere og har lagt vægt på ‘fællesskab’ i ordet rigsfællesskab og på færingernes ret til ‘selvbestemmelse’. Om der ligger nogen realitet bag dette, kan man diskutere bl.a. med tanke på, hvor uanseeligt et land som Færøerne med 45.000 indbyggere er ift. Danmarks 5 millioner.
Men de danske politikeres anstrengelser gør ikke Færøerne mere til ‘en del af’ Danmark i færingernes bevidsthed, på linie med f.eks. Jylland eller København – eller Bornholm, som mange danskere opfatter det. Danskere er altid blevet – og anses stadig som ‘udlændinge’ på Færøerne – selv af den mest inkarnerede ‘sambandstilhænger’.
Faktisk føler færingerne, at danskere mangler pli og respekt for færingernes selvopfattede status som egen nation, når danskere giver udtryk for at de anser Færøerne for at være “en del af Danmark” og ofte – i et klodset misforstået forsøg på at være ‘lige’ med færingerne – kalder Danmark for Syd-Danmark. Det ligger færingerne meget fjernt at se eller udtrykke dette forhold sådan.
Det er først og fremmest ønsket om at blive anerkendt af det internationale samfund som den nation, man altid har været langt ind i den færøske folkesjæl, der ligger bag ønsket om løsrivelse – eller rettere ønsket om økonomisk uafhængighed og fuld selvbestemmelse. At blive anerkendt som et folk på lige fod med andre folk og ikke bare som “en del af” et andet land.
Færingers ønske om løsrivelse handler ikke om, at man ønsker at vende nogen ryggen eller om foragt for danskerne (selv om det hele tiden bliver skudt suverænitets-tilhængerne i skoene, og også selv om der nok skal findes enkelte snæversynede færinger, som ‘hader’ danskere, ligesåvel som der findes danske racister!. Det er ikke dét, der driver suverænitets-tilhængerne til at ville afskaffe ‘rigsfællesskabet’. De mener bare ikke, at rigsfællesskabet giver en reel mulighed for anerkendelsen af Færøerne som en nation – eller mulighed for, at man kan mødes med danskere på ligefod.
Faktisk er mange færinger så dybt taknemmelige for alt det gode, danskerne har gjort for Færøerne, at de næsten føler sig skidt tilpas over, at nogen på Færøerne ønsker at løsrive sig fra denne velgører, som mange færinger – i manglende tiltro til færingernes mulighed for overlevelse uden Danmarks hjælp – betragter som den store livgiver.
Men selv denne danskervenlige holdning gør ikke disse færinger mere ‘danske’. De føler sig lige så berettigede til at være ikke-danskere/føle sig som ægte færinger, et eget folk, lige så vel som løsrivelsestilhængerne. Også de ønsker inderst inde, at Færøerne kunne blive anerkendt som en nation, men hvis det betyder, at Færøerne mister den økonomiske tryghed (og derved at levegrundlaget på øerne måske smuldrer), er de villige til at give køb på dette ønske.
Hvis disse færinger fik 100 % sikkerhed for, at Færøerne sagtens ville kunne klare sig uafhængigt af Danmark i al fremtid, er der ingen tvivl om, at langt den overvejende del – for ikke at sige alle færinger – faktisk langt ville foretrække, at Færøerne blev en suveræn stat med alt, hvad det indebærer – og derved endelig kunne komme ud af denne kollektive skizofreni, der har rådet på Færøerne så længe og har splittet folket og gjort stemningen ond.
Det er her, tråden ofte knækker for danskerne, og det bliver lidt kompliceret at forstå. Hvad vil de færinger egentlig? Hvorfor tager de ikke bare den løsrivelse? Men så simpelt er det desværre ikke…!
Løsrivelses-folkene vil løsrives fra Danmark – af kærlighed til deres land, fordi de mener, at det er den eneste rigtige måde at bevare den færøske nation. Sambandsfolkene vil blive i rigsfællesskabet – ikke fordi de vil være danskere, men af kærlighed til deres land, fordi de mener det er den sikreste måde at bevare livsbetingelserne på Færøerne!
Netop denne stærke nationalfølelse og selvforståelse gør hele forskellen mellem færinger på den ene side og på den anden side “syd-danskerne” fra forskellige egne i Danmark, som på trods af indbyrdes forskelligheder, dog har bevaret en fællesskabsfølelse og en fælles følelse af ‘danskhed’, fælles rødder og fælles historie. Færingernes selvforståelse gør altså en større forskel end danskere, som ikke selv har levet og åndet på Færøerne og set det med egne øjne, synes at være i stand til at fatte.
Elin Brimheim Heinesen
19. december 2000
