Af Elin Brimheim Heinesen
Frygtelig opstandelse i øjeblikket, fordi en bonde overvejer at tage betaling for, at folk går på hans jord. Ja, jeg kan sagtens blive nostalgisk ligesom mange andre og synes, at det er en kedelig udvikling, at man nu ikke længere kan gå frit visse naturskønne steder uden at betale for det. Men hvis vi tænker lidt længere, kan det godt være, at det – at betale for adgang til visse specielle naturområder – er en fornuftig løsning på de problemer, som alt for meget trafik fra turister skaber i disse bestemte områder.
Jeg må sige, at jeg som færing heller ikke har noget imod at betale en lille sum for at få adgang til nogle af de mest populære steder, hvis det kan være med til at hjælpe de lokale med at forhindre nedslidning og bevare områderne – og måske bremse alt for voldsomme strømme af turister til disse steder. Jeg bliver sjældent berørt af det, for hvor ofte besøger jeg sådanne steder?
Jeg tror faktisk ikke, at det er fair, at det kun er de lokale, der skal bære byrden af alt for mange turister. Jeg har intet imod at være solidarisk og tage min del af byrden ved f.eks. at blive nødt til at betale lidt for at gå et sted, hvor der er særlig risiko for, at stederne nedslides – eller hvor stederne bliver alt for meget forstyrret pgra. turister til gene for beboere og dyreliv.
Der er stadig en række steder på Færøerne, man kan besøge gratis, så jeg ser personligt ingen grund til at gå i panik over det, hvis dem, der tager sig af de mest populære steder, forsøger at få kompensation for det slid og slæb, de har af den store trafik.
Tiltrømningen af turister stopper ikke med det samme
Tiderne ændrer sig, og vi er nødt til alle at leve med det. Det er ikke realistisk at tro, at vi kan vende tilbage og få de samme forhold som for bare 5-10 år siden. Verden har opdaget denne perle, som vi ejer.
Visit Faroe Islands har gjort det godt og har udført en meget effektiv markedsføringsindsats. Men en ting, som vi måske glemmer lidt, er, at i virkeligheden, uanset hvad Visit Faroe Islands har gjort – eller endda hvis de slet ikke havde markedsført Færøerne som en turistdestination, så ville vi uden tvivl have mærket en betydelig stigning i turiststrømmen. Den ville måske ikke have vokset så hurtigt – især ikke i de populære steder, der besøges meget – men vi ville utvivlsomt have haft mange turister alligevel.
Lige siden jeg var direktør i Samviti fra 2007-2009 (daværende turistråd), har jeg været overbevist om, at før eller senere vil verden få øjnene op for perlen, som Færøerne er, uanset om vi vil det eller ej. Dette skyldes primært den meget hurtige teknologiske udvikling.
I dag er det så let som ingenting for almindelige mennesker at dele billeder online – på hjemmesider og sociale medier, Instagram, Facebook, Twitter, YouTube, Pinterest osv. I dag går enhver rundt med en smartphone, der kan tage bedre og bedre billeder – både stillbilleder og videoer – lige så gode som de bedste kameraer tidligere kunne tage, udover at enhver kan købe en drone for under 1.000 kr.
Bare gå f.eks. på YouTube eller Instagram og søg efter “Færøerne” eller “Faroe Islands”. Der er tusindvis af imponerende billeder og videoer fra Færøerne, som rejsende har lagt ud af deres egne oplevelser, og som ikke har noget at gøre med Visit Faroe Islands.
Billederne er utroligt smukke og meget populære, fordi vi har et utroligt smukt land, som tiltrækker mange mennesker, bare ved at de ser billederne. Så det var “bound to happen”, at kendskabet til Færøerne spredte sig verden over med den lette adgang alle har til at dele indhold – og at vi derfor oplever en meget hurtig voksende turistindustri i dag.
Selv om Visit Faroe Islands ville have stoppet al indsats for at markedsføre Færøerne som turistdestination i dag, så er det for sent, for “hemmeligheden” er afsløret. Turiststrømmen lader sig næppe stoppe, og det er spildt energi at kæmpe imod. Her er der brug for konstruktive løsninger, så vi ikke mister overblikket de kommende år. Og det betyder ændringer, som i visse tilfælde går imod normen og derfor måske ikke altid er så populære, men som i sidste ende gavner os alle.
Fordele og ulemper ved turismen
Turismen påvirker os alle – både positivt og negativt. Den kan være problematisk i visse tilfælde – det må vi erkende og forsøge at finde løsninger på. Vi kan ikke lukke øjnene for, at turismen kan lægge for meget pres på visse områder, og at der skal handles i den forbindelse.
Men vi må heller ikke glemme, at i andre tilfælde har vi færinger også glæde af turismen, at den er en god ressource for samfundet, og at den skaber nye jobmuligheder for eksempel for unge og for kvinder, som før har manglet jobmuligheder på Færøerne. Især i yderområderne.
Den færøske offentlighed har også adgang til et meget større og bedre udvalg af restauranter i dag end nogensinde før, fordi turismen øger kundegrundlaget. Tænk også på, at Færøerne er blevet større og mere interessante af den grund.
Given and take… Så hvis jeg betaler lidt for gyngerne, kan jeg få det tilbage på karussellerne. Noget for noget, ikke sandt? Hvis det kan skabe mere ligevægt, så det ikke kun er nogle få, der skal betale prisen for turismens negative påvirkning, hvorfor så ikke tage medansvar på denne måde? 🙂
Bolden ligger hos de politiske myndigheder
Jeg taler ikke om, at man nu skal betale overalt, bare fordi man bevæger sig uden for bygrænserne. Der er heller ingen, der siger, at vi skal gøre det. Der må være måder at undgå, at der kommer inflation i at tage urimeligt mange penge fra folk for at færdes steder, som ikke er under pres (endnu). Det er en opgave for politikerne, som de bør tage yderst alvorligt, jo før jo bedre. Men nogle steder er under særligt stort pres, og der må gøres noget for at beskytte disse særligt udsatte områder. Hvordan løser vi den udfordring?
Vi må vænne os til, at tiderne er anderledes nu end tidligere, og det er nu engang sådan, at der er visse særligt sårbare områder, som har brug for at være særligt beskyttede. Det er det, jeg ikke har noget imod at være med til at sikre, at de er – bl.a. ved at acceptere at betale for at færdes netop disse steder, så vi bevarer vores smukke land så uberørt, som det kan være, til glæde for os alle.
Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke, at enhver, som ejer eller forpagter jord et eller andet sted, skal kunne kræve penge fra folk helt tilfældigt og uden reguleringer. Selvfølgelig må sådanne ting reguleres på en måde, så man undgår, at der går inflationen i pengespekulation.
Men jeg mener ikke, at vi kan være uenige i, at visse særlige områder kræver særlig beskyttelse – og at der må findes en løsning på det. Jeg bebrejder ikke bønderne for, at de selv prøver på at finde en løsning, fordi presset er blevet alt for stort i visse områder. Fordi det er, som nogen siger: Det vilde vesten… Myndighederne har sovet i timen. Og det betyder, at privatpersoner føler sig nødsaget til at opfinde deres egne løsninger. Måske ikke altid de bedste løsninger, men det synes jeg ikke, vi skal bebrejde dem for. Hellere vende skytset i den rigtige retning.
I min optik er der ingen tvivl om, at bolden primært ligger hos de politiske myndigheder.
Kunne have forudsagt den nuværende situation
I Samvit, det tidligere turistråd, der kun eksisterede i to år fra 2007-2009, var der en afdeling, der tog sig af udvikling af Færøerne som turistmål. Afdelingen var næsten lige så stor som den, der stod for markedsføringen af Færøerne som turistmål. Men afdelingen blev nedlagt sammen med SamVit i 2009 af den tidligere udenrigsminister, Jørgen Niclasen, og blev først genoprettet sidste år!
Få troede på Færøernes potentiale som turistmål dengang. Men som direktør i Samvit var jeg overbevist om, at Færøerne var “uopdaget guld”, og at turiststrømmen ville komme før eller siden – næsten lige meget, hvad vi ellers gjorde med markedsføringen. Jeg var klar over, at den hurtige teknologiske udvikling, internettet og globaliseringen ville ændre alt, om vi ville det eller ej. Det var ikke muligt at holde “hemmeligheden” for os selv i længden.
I SamVit lagde vi derfor stor vægt på at forberede os til øget tilstrømning af turister. Vi arrangerede bl.a. en stor konference i Nordens Hus i 2007 om, hvordan vi kunne opbygge en bæredygtig turismeindustri på Færøerne. Vi satte fokus på økoturisme, fordi vi var klar over, at turismeindustrien var nødt til at være forberedt på de miljømæssige udfordringer, der ville opstå, når mange flere turister begyndte at færdes i den færøske natur.
Alle regeringsmedlemer, alle parlamentsmedlemmer og alle medier modtog en invitation til at deltage i konferencen. Men hvad skete der? Kun to politikere mødte op – én, fordi han skulle indlede konferencen (han forlod den efter fem minutter), og en anden, fordi han var far til en af arrangørerne af konferencen. Ikke en eneste repræsentant for medierne dukkede op. Der var simpelthen ingen interesse i at lytte til os. Mange rystede blot på hovedet ad dette nye begreb på Færøerne, som vi forsøgte at belyse – “økoturisme”! Pffff… hvad slags nonsens var nu det…?
Men vi vidste godt, hvor vigtigt det var, at de to ting fulgtes ad – markedsføringen og udviklingen af lokalområderne, så de blev klar til at tage imod flere turister – og at investeringer skulle foretages på begge fronter, simpelthen for at forebygge den situation, vi står i dag. Men vi talte for døve ører. Yderst få troede på os, da vi advarede om, at der ville opstå problemer, hvis ikke vi forberedte os bedre på at modtage flere gæster.
Det efterfølgende turistråds strategi med at bruge alle ressourcerne på markedsføring lykkedes, ja, nærmest for godt, mens udviklingen af lokalområderne blev forsømt i mange år. Indtil sidste år. Jeg er overbevist om, at hvis den tidligere strategi var blevet fastholdt, ville arbejdet med at forberede Færøerne til øget turisme have været 10 år længere fremme, og vi havde ikke haft nær så mange problemer, som vi oplever i dag. Ærgerligt…
Vi kan ikke skrue tiden tilbage
Men det er hvad det er. Turiststrømmen vokser og vil fortsætte med at vokse endnu mere. Vi kan ikke stoppe den, som sagt. Samfundet vil ændre sig, uanset om vi ønsker det eller ej. Hvis vi skal have nogen chance for at bevare bare en smule kontrol, og ikke bare stå passivt og måbe over det, der sker, så skal politikerne handle nu.
Politikerne bør tage sagen langt mere alvorligt og erkende, at der skal investeres for at sikre, at turistindustrien er bæredygtig – ikke kun økonomisk, men også miljømæssigt – så landet kan bevares så rent og uspoleret som muligt under de nye omstændigheder. Turisme har en pris, ja, men det koster endnu mere ikke at investere.
Vi kan ikke stå stille. Andre steder har man valgt at opkræve gebyrer for at besøge steder, der er særligt sårbare. Det er helt normalt, at man betaler for adgang til særligt attraktive steder, som er i fare for at blive nedslidte – det være sig nationalparker eller historiske bygninger f.eks. Dette er en måde at skaffe økonomiske midler til at vedligeholde og bevare disse steder i deres oprindelige stand, samtidig med at det regulerer strømmen og forebygger skadelige nedslidninger.
Det er ikke sjovt, hvis vi også bliver nødt til at gøre det samme på Færøerne, men det er ikke realistisk at tro, at vi kan vende tilbage til de gode gamle dage næsten uden turister. Problemet bliver kun større, hvis vi insisterer på at leve i en nostalgisk ‘boble’. Vi kan ikke undgå at gøre noget ved problemet – i hvert fald ikke, hvis vi holder af vores land.
Hvad med den færøske autenticitet?
Det er godt, hvis folk ser nye muligheder inden for turisme og prøver at tilbyde turister forskellige produkter og tjenester. Dette kan skabe nye jobs og genoplive erhvervslivet f.eks. i yderområderne. Det er dog ikke hensigtsmæssigt at tvinge alle til at gøre det samme. Man bør respektere, at nogle ønsker at fortsætte med at drive traditionelt landbrug, som de altid har gjort. Jeg mener, at det er bedre at bevare den traditionelle bondesamfundsidentitet – et eller andet sted – end at alle skal tilpasse sig turisternes behov. Hvor bliver den færøske autenticitet af, hvis hele samfundet skal ændres bare for at tilfredsstille turisterne?
Jeg har været flere gange i Island og har set, hvad masseturismen har gjort ved det islandske samfund bare de sidste 10 år. Og det er ikke lutter idyl overalt. Turismen har på mange måder reddet deres økonomi, men det har også kostet dem meget. Jeg har ofte hørt islændinge sige til færingerne, please, gør ikke som vi gør, men hold fast i jeres egen identitet, i stedet for at gå efter kortsigtet gevinst ved at ændre på jer selv – bare for at behage turisterne. I ender bare med at miste jer selv i det hele. Lær i stedet af vores fejl.
Hvis vi ønsker, at visse steder kan bevares, som de er, i stedet for bare at tilpasses turisternes krav, mener jeg, at det er værd at overveje, om det ikke i visse tilfælde er en løsning, at der kræves betaling ind fra folk for at besøge disse særlige steder. Dette har fungeret andre steder, så hvorfor ikke her? Det er myndighedernes opgave at finde ud af, hvor der skal betales, hvem der skal betale, hvordan der er kontrol med betalingerne, hvordan de skal betales, hvor meget, til hvem, og præcis hvad pengene skal bruges til.
Hvad er ellers løsningen, der kan hjælpe på problemet? At forhindre turister i at rejse til Færøerne? Nej, det er selvfølgelig ikke nogen løsning at isolere Færøerne fra omverdenen. Det bærer sjældent frugt. Så igen: Hvad er alternativet?
En smule inspiration udefra
I Danmark har de et Friluftsråd, som hjælper kommuner med at lave planer for deres smukke og bevaringsværdige naturområder:
https://www.friluftsraadet.dk/kommuner/danskenaturparker/
I USA er de mest besøgte naturområder ændret til at være nationalparker, hvor folk skal betale for at få adgang til at gå/køre i dem.
https://politiken.dk/rejser/art6174819/Entré-til-nationalparker-i-USA-står-til-stort-hop
Udfordringerne ved bæredygtig turisme er internationale udfordringer, som mange forsøger at løse.
https://theconversation.com/sustainable-tourism-is-not-working-heres-how-we-can-change-that-76018
En kommentar fra Magnus Pauli Poulsen med nogle konkrete forslag til, hvordan området kunne organiseres:
Det nemmeste ville have været en ordning i overensstemmelse med gældende lov, der ville se cirka sådan ud:
- Turister bør kunne vandre gratis og alene langs stier mærket med varder (måske kunne flere stier blive lavet, godkendt til individuelle, gratis ture, forudsat sikkerheden er i orden).
- Turister bør informeres om, at det ikke er lovligt at gå i udmarken uden for stierne uden en færøsk guide. Det handler om respekt for naturen, for de lokales rettigheder og om turisternes sikkerhed.
- De færøske guider / rejseledere kunne lave direkte aftaler med bønderne og betale dem for tilladelse til at gå uden for stierne. På denne måde vil der også komme konkurrence ind i billedet, og betalingen ville være knyttet til en tjeneste. Det er ingen, der siger, at en bonde f.eks. kun bør være tilfreds med 10, 20 eller 30 kr. pr. hoved for en tur i udmarken. Og således ville flere muligvis tilbyde deres service, således at alle turister ikke endte i de samme steder. Det er selvfølgelig helt op til bonden, om han selv ønsker at arrangere vandreture med guide. Således ville man have kontrol over både antallet af turister og sikkerheden for dem, der ønsker en vandretur uden for stierne, samtidig med at man respekterede bøndernes interesser.
- Og så ikke mindst: De populære / udsatte steder bør have en kvote for, hvor mange turister der må gå uden for stierne (f.eks. x antal pr. dag / uge / måned, alt efter hvad der passedr bedst de enkelte steder). Og dette vil selvfølgelig koste mere, men sådan er det, når der er stor efterspørgsel i forhold til et begrænset udbud.
- Færinger bør have fri adgang, som de også har nu, selvom de ikke har tilladelse til det, men gør det alligevel, for bønderne accepterer det stiltiende 🙂 (Hvis færinger tager på tur med guide, gælder de samme regler som for turister).
På denne måde er der styr på reguleringen af antallet af turister, der går udenfor stierne i udmarken, gennem turismen , og alle mulige potentielle gebyrer for at bevæge sig udenfor nævnte stier bliver knyttet til et tilbud, der inkluderer en guide / rejseleder.
Mht. til klager fra Visit Faroe Islands vedrørende gældende lovgivning, mener jeg, at turismen kun kan begynde nedefra – bottom up – med de tilbud, de allerede har og praktiserer. Turistorganisationerne behøver ikke at ringe til alle 477 gårdejere. De kan ringe til dem, hvis udmarker de besøger, og lave en aftale om at vandre udenfor stierne. Så er alting i overensstemmelse med gældende lov.
Vigtigt at huske:
- Naturen skal beskyttes
Nogle steder er allerede overbelastede. Gårdejerne kender deres egne områder. Her bør der også gælde en naturover beskyttelseslov, som f.eks. indfører kvoter for overbesøg og skrøbelige områder. - Aktiviteter hos bønderne skal respekteres
Interesserne er forskellige fra gård til gård, med får, gæs, fugle, ægindsamling, harejagt osv. Bonden ved, hvor folk kommer og forstyrrer, og kan se, når det går galt. Dette skal respekteres. - Turistorganisationerne beder om tilladelse til at besøge steder, de har i sinde at besøge
De ved, hvor de gerne vil hen. Og de ved, hvem der ejer jorden, de gerne vil færdes på. Det kan ikke være så svært at arrangere, at de har tilladelse fra alle, hvis jord de ønsker at besøge.
At ændre lovgivningen sådan, at turisterne får frikort til at bevæge sig overalt, er ikke en holdbar løsning. Hverken for naturen eller for bønderne. Og i sidste ende heller ikke for turismen, hvis og når dette ødelægger de bedste steder.
