Af Elin Brimheim Heinesen
Hvilken tankegang fremmer eller hæmmer mest udviklingen og trivseenl på Færøerne? Drømmen om den moderne, teknologisk avancerede storby – eller drømmen om, at “alt var bedre i gamle dage”? Har de ret, som vil gøre Færøerne til et hypermoderne, globalt IT-samfund – eller har de ret, som vil fastholde det gamle fiskersamfund? Debatten er ofte intens.
Det ligner en værdikamp mellem land og by – mellem den almindelige landsbyfæring og så akademikerne i byområdet. Men skellet mellem disse grupper er næppe så skarpt opdelt, som det undertiden fremstår i debatten. I virkeligheden er der en stor gråzone. Og selvom synspunkterne kan virke uforenelige, er afstanden mellem dem ikke så stor, som mange tror. Kan man ikke finde en balance? Er der ikke plads til begge parter? Og kan man få noget konstruktivt ud af forskellen?
Som vi ser mange andre steder i verden, synes der desværre at være en voksende kløft de seneste år mellem by- og landområder; mellem de moderne og de traditionelle; mellem dem med akademiske uddannelser og dem med håndværkeruddannelser eller ufaglærte; og mellem det offentlige Færøerne og traditionelle erhverv – som om det var muligt at dele sig så skarpt op i modsatte grupper. Det er det selvfølgelig ikke, for virkeligheden er jo langt mere nuanceret. Men tendensen til at ville opdele synes stærk, og fordommene om hinanden blomstrer, hvor der er en strid om, hvem der skaber de største værdier i samfundet. Det kan man selvfølgelig altid diskutere, men at sætte alt op som modsætninger mod hinanden gavner ingenting for samfundet – og slet ingenting for trivselen og sammenholdet i landet.
Vi kan sagtens være hybridfæringer Vi er nødt til at lære at leve med, at vi er forskellige, uanset om vi vil det eller ej, men selvom vi er forskellige, betyder det ikke nødvendigvis, at vi er uforenelige modsætninger. I virkeligheden har de fleste færinger lidt af begge dele i sig – mere eller mindre. De fleste mennesker er både moderne og traditionelle. Jeg har tidligere i en anden artikel skrevet følgende:
“Heldigvis behøver livet ikke at være enten-eller. Vi har den fordel, at vi ikke skal vælge mellem at være ENTEN traditionelle ELLER moderne. Disse livsstile kan sagtens sameksistere i en vis grad, som de delvist gør allerede. Også for den enkelte, hvis han eller hun har lyst til at være en del af dem begge. Vi kan sagtens være “hybrid-færinger”.
Det er ikke ualmindeligt, at mennesker bruger en del af deres tid f.eks. til at udvikle IT-systemer om dagen sammen med inderne i Indien og om aftenen er DJ’s i en natklub, mens de bruger en anden del af deres tid til at passe udmarken, slagte får eller tage på fisketure. Sådan er tiden – den postmoderne tid – på Færøerne. Kontrasterne er blevet en del af os, og mange af os har tilpasset os og vænnet os til den nye tid og dens mangfoldighed og tidsforskydninger i den globale landsby.
Det er netop det gode ved det færøske samfund: at det er så kontrastfyldt, og er det ikke præcis det, der gør landet spændende at bo i? Er det ikke præcis dette, som mange af os færinger egentligt godt kan lide ved Færøerne? Og er det ikke præcis dette, der også fascinerer mange udlændinge, der kommer hertil?”
Muligheder i mangfoldigheden
Det er muligt at give plads til begge livsstile, så de kan leve side om side uden at true hinanden. Med lidt fantasi kan de måske endda støtte op om hinanden. Men hvis vi holder for stærkt fast i det traditionelle og ikke giver plads til noget nyt, skræmmer vi de mest globaliserede, moderne mennesker væk. Omvendt, hvis vi presser en udvikling igennem, der skubber al tradition væk, som mange mennesker i Færøerne identificerer sig med, vil en stor del af befolkningen blive utilfreds og mistrives. Det handler om at se mulighederne i mangfoldigheden.
Jeg tror, at virkeligheden på en eller anden måde vil tvinge os til at finde en mellemvej mellem det moderne og det traditionelle. Det er blot et spørgsmål om at anerkende og blive mere bevidste om, at den færøske identitet ikke kun er, som vi idealistisk drømmer om, at den skal være, men er præget af sin mangfoldighed og indbyggede kontraster.
Det gælder for begge parter – både for de “halvstuderede røvere”, der drømmer om at flytte København til Færøerne, og for Palleba (den traditionelle færing), der stædigt holder fast i, at intet skal ændres her! Ingen af delene er mulige. Ingen af dem har patent på færingers identitet. Vi er alle færinger, som bor her, uanset hvilken livsstil vi foretrækker. Vi er nødt til at omfavne begge sider. Gør vi det, kan vi bedre udnytte alle de ressourcer, vi har i de mennesker, der bor her. Vi er alle afhængige af hinanden og indbyrdes forbundne. Så kan vi tage den derfra.
Det er kun op til vores holdning, om vi vil se det som en fordel eller som en ulempe, at samfundet både er moderne og traditionelt. Vælger vi at se det som en ulempe, kommer vi ingen vegne, og så vil den ene gruppe under alle omstændigheder blive forfordelt, og udvandringen vil være sikker. Vælger vi derimod at se det som en fordel, åbner der sig uanede muligheder, som jeg kan se det.
Har ‘Palleba’ fat i den lange ende?
For at undgå, at vi går for meget i hver sin grøft, kan vi måske spørge os selv, hvem eller hvad vi ser op til – og hvorfor? Hvem snobber vi for? Hvem ser vi ned på – og hvorfor? Ofte er der et mønster, som også ses andre steder, hvor “udkanten”, både geografisk og socialt, bliver set ned på. Folk i udkanten, som ikke har taget en (højere) uddannelse og måske ikke har samme ordforråd som de uddannede, bliver betragtet som “taberne” i samfundet. Men opfatter de sig selv sådan? Næppe. Så hvem er egentlig taberen?
Den såkaldte “elite” (den herskende klasse), som fylder medielandskabet med deres meninger, vejer måske tungest, fordi de er mest synlige. Men vores identitet som folk bliver ikke kun formet i bøger eller på skrift. Den må også leves af rigtige mennesker. Er “udkants-Palleba”, som ikke lader sig dupere af de “fine”, og som går på arbejde og lever sit stille liv uden for mediernes rampelys, virkelig taberen? Nej, måske er det netop ham, der har fat i den lange ende.
På den anden side ser udkants-Palleba også ofte ned på dem, han opfatter som snobbede, cafe latte-drikkende, sushi-spisende akademikere i byen, der “altid tror, de ved bedst” bare fordi de har studeret og fyldt sig med udenlandsk teoretisk pjat om dit og dat, men som ikke ved noget om det virkelige liv, fordi de aldrig har “pisset i saltvand”. De kan derfor næppe have noget værdifuldt at bidrage med til dette samfund, som næsten udelukkende bygger på primære erhverv som fiskeri og fåreavl. Men er det virkelig så sort-hvidt?
Er der grund til at frygte globalisering?
Ikke alle kan, har tid eller lyst til kun at leve af primære erhverv. Vi må anerkende, at vi lever i en globaliseret verden. Vores liv er i høj grad afhængigt af handel med andre lande, som vores økonomi er knyttet til. Vi kan ikke isolere os. Den nye tid og de globale trends vil altid presse sig på og udfordre os. Derfor må vi være klar til at møde disse udfordringer – og det vil vi ikke være, hvis vi lukker os inde i en fastfrossen, hjemlig selvtilstrækkelighed.
Nogle frygter, at vi mister os selv, vores værdier og identitet, hvis vi åbner samfundet for globale tendenser og tilpasser os “for meget” til de nye tider og globalisering. Men er der grund til frygt?
Personligt er jeg temmelig sikker på, at færinger nok skal kunne klare at holde fast i de særlige værdier, vi har, som virkelig er gode og gavnlige, fordi det netop er disse værdier og karakteristika, der gør livet på Færøerne så attraktivt for mange af os, der trives her – og som også virker tiltrækkende på mange mennesker udenfor Færøerne. Det vil sige, at dem, der bor her og dem, der ønsker at flytte hertil, uden tvivl i de fleste tilfælde har en interesse i at bevare disse værdier – SELVOM samfundet også er åbent for innovation og globalisering på andre måder.
Vi bør snarere frygte, at vi bliver tabere, hvis vi isolerer os i en romantisk boble som en nordatlantisk kuriositet – et antropologisk museum, der kun er interessant for de få, så længe de synes, det er sjovt. Men det bygger vi ingen bæredygtig fremtid på.
Set i dette perspektiv: Hvad er det, vi ønsker at udvikle os til fremover? Hvad er det for en selvopfattelse, vi dyrker? Hvilken status ønsker vi, at Færøerne skal have globalt? Hvad er realistisk med de ressourcer, vi nu engang har?
Ikke verdens bedst – men rigtige for nogle
Ofte ser man en vis ambivalens i vores stræben efter at gøre os gældende i verden. Det er som om, det handler om alt eller intet. Enten skal vi være verdens bedste – eller også nytter det ingenting. Er vi ikke gode nok, selvom vi ikke altid er verdens bedst? Kan vi ikke opbygge selvtillid uden at skulle hævde os selv som bedre end alle andre i alting? Er dette ikke kun et udtryk for rent storhedsvanvid, affødt af provinsialisme og i virkeligheden et meget skrøbeligt selvværd?
På den anden side er der heller ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe og slet ikke at ville gøre sig gældende overhovedet – og bare nedgøre sig selv, som nogle synes at gøre, hvis det ikke altid lykkes at være verdens bedst. Vi kan sagtens gøre os gældende – i hvert fald inden for nogle nicher her i verden – hvor Færøerne ikke nødvendigvis er bedst til det hele, men netop det rigtige for nogle.
En smule paradoksalt er det, at mange færinge længes efter det pulserende storbyliv, mens mange udlændinge ville give deres højre arm for at få lov at leve det sikre, fredelige og delvist mere simple liv på Færøerne, som “udkants-Palleba” lever. Utallige kommentarer fra udlændinge om Færøerne på sociale medier bekræfter dette. Sandsynligvis kan Færøerne ikke leve op til alle de positive forventninger hos disse mennesker, hvis det skulle stå sin prøve. Og dog… måske kan de det, mere end så mange andre steder i verden.
Hvis vi formår at se realistisk på den mangfoldighed af ressourcer, vi har – både menneskelige ressourcer og naturressourcer – samtidig med, at vi er realistiske med hensyn til, hvad vi kan løfte i dette lille land, og hvis vi formår at lade det moderne og traditionelle blive flettet sammen og styrke hinanden, kan vi virkelig skabe et samfund, hvor ingen behøver at føle sig udenfor, men hvor alle har betydning, uanset hvem de er eller hvad de gør; og hvor alle får muligheden for at bidrage.
Alt er vigtigt for helheden
Den kendte internationale NLP-ekspert, underviser og foredragsholder Judith DeLozier har i en af sine forelæsninger sagt følgende:
“I den første tid med rumforskning besøgte John Kennedy NASA ved Cape Canaveral. Han havde mødt mange store videnskabsmænd og forskere. Han havde mødt mænd, hvis store ambition var at erobre rummet og gå på månens overflade. Han havde mødt administratorer og revisorer samt mange andre, hvis bidrag til projektet var enormt. Mænd og kvinder, som havde en følelse af skæbne, formål og stolthed.
På sin vej tilbage til sin limousine gik han gennem gangene og stødte på en lille, gråhåret sort mand med en spand i den ene hånd og en moppe i den anden. Det virkede som et overflødigt spørgsmål, men præsidenten spurgte ham høfligt: “Og hvad laver De så her ved Cape?”
Rengøringsmanden rettede ryggen, kiggede præsidenten lige i øjnene og svarede med en stærk følelse af stolthed og værdighed i stemmen: “Hr. Præsident, jeg gør det samme her som alle andre. Jeg arbejder her for at sætte en mand på månen. Det er præcis, hvad jeg laver her.””
Denne lille historie understreger, at alle – UANSET status – har vigtige roller i at få helheden til at fungere optimalt.
………………..
Læs f.eks. denne artikel i Information for at få bedre indsigt i, hvad jeg tænker om denne sag:
Tæænker du: Jeg er en taber?
Vi er ved at skabe en fortælling i samfundet, hvor de, der ikke formulerer sig offentligt, gøres til tabere. Et samfund, hvor eliten har en hånlig retorik, der bunder i dumhed og manglende viden om det Danmark, der ligger uden for rækkevidde: erhvervsskolerne, håndværkerne, Udkantsdanmark.
https://www.information.dk/debat/2013/10/taenker-taber
