Kan man f.eks. tillade sig at være sur, når det passer én, uden tanke på, hvordan det påvirker andre? F.eks. på arbejdspladser? Det havde jeg en meget interessant snak med en meget klog veninde om en gang for nogle år siden. Efter vores snak tog jeg hjem og skrev hele samtalen ned med det samme, mens jeg endnu havde den i frisk erindring. Planen var, at jeg ville bruge det interessante emne til en artikel i det dameblad, jeg på det tidspunkt var redaktør på. Men tiden gik, og jeg glemte det. Nu fandt jeg pludselig filen med den nedskrevne samtale i gemmerne og syntes, at den var så god i sig selv, at jeg har besluttet bare at gengive samtalen i sin helhed her.
Min veninde var lidt fortørnet den dag. Hun havde haft en ubehagelig oplevelse på sin arbejdsplads og spurgte mig:
– Har du også oplevet at blive overfuset af en chef eller en kollega, som pludselig lader sine frustrationer gå ud over dig? Ofte under dækning af, at du angiveligt har begået en eller anden bagatel af en fejltagelse, som I i virkeligheden godt kunne have snakket om i fred og fordragelighed og løst sammen, men hvor vedkommende flipper helt ud over det?
– Åh, ja! Dét har jeg, sagde jeg. – Folk kan være dybt urimelige nogle gange! Og jeg har også oplevet de samme mennesker forsvare deres hidsige temperament med, at de har ret til at sige deres mening og til at reagere ærligt, som de nu engang reagerer “naturligt”. Hvis man er sur, så er man sur, og så må de andre bare finde sig i det!
– Men hallo… det er skam dybt ubehageligt for os andre at blive udsat for, sagde min veninde, stadig påvirket af den konfrontation, hun havde haft samme dag på sit arbejde med en mandlig kollega.
Vi talte videre om, at det synes at være et udbredt fænomen på mange arbejdspladser – og også i private hjem, at nogle mennesker i højere grad end andre hævder, at de har ret til at skælde ud, mens andre til gengæld går rundt på listefødder omkring disse mennesker af angst for at komme til at fremprovokere deres aggressive udfald.
– Det er ikke, fordi jeg ikke vil tage ansvar for, at jeg havde begået en fejl. Og naturligvis bør mennesker kunne udtrykke spontane, impulsive følelser til en vis grad. Men skal alle have lov til at udtrykke negative følelser ubegrænset overfor alle mulige mennesker i alle mulige sammenhænge, bare fordi de skal “have lov til at være sig selv”? spurgte min veninde.
Det diskuterede vi så.
Hvem har mest lov til at være sur?
– Jeg sagde til ham, da han var faldet lidt ned igen, at – ja, jeg havde begået en fejl, og jeg forstod, at han var irriteret, men jeg syntes alligevel, hans reaktion var urimelig voldsom, og at vi burde have taget en mere rolig snak om det. Men han svarede bare, at det kunne han ikke gøre noget ved. Det var mit problem, hvis jeg ikke kunne acceptere det. Sådan reagerede han bare, og han måtte vel “have ret til at være sig selv”. Men betyder det, at det så er i orden, han giver frit løb for sine følelser, mens jeg bare skal finde mig i det? Uanset om jeg havde gjort det eller ikke gjort det, han var så irriteret over?
– Hmmm… Nej, du må vel kunne forsvare dig mod urimeligheder. Men sure mennesker bryder sig meget lidt om modstand. Situationen kan hurtigt eksplodere til et voldsomt skænderi, for problemet med sure mennesker er ofte, at de dårligt tåler, at andre omkring dem udviser den samme adfærd, som de selv gør. De synes jo ikke, de andre har grund til at være sure eller aggressive. Det er jo kun dem selv, der har retfærdigheden på deres side… tror de, bemærkede jeg.
– Men det går jo slet ikke, sagde min veninde. – Der er som regel altid flere vinkler på en sag. Det kan godt være, at det, jeg gjorde, irriterede ham, men jeg havde faktisk en god grund til at gøre, som jeg gjorde. Og jeg gjorde det jo ikke for at irritere ham. Men jeg fik ingen chance for at forklare mig, før han smed en lortespand i hovedet på mig. Det var helt ude af proportioner – og det er ikke i orden, uanset hans påstand om, at sådan “er han bare”. Hvis alle går rundt og hævder deres ret til at “være sig selv”, og det så indebærer, at alle giver frit løb for deres surhed, irritation, raseri eller hvad det nu måtte være, de nu har lyst til at udtrykke – uden hensyn til hinanden – skaber det jo en frygtelig masse, måske helt unødvendige konflikter.
– Ja, svarede jeg. – Så må man vel prøve at forklare sig og ligesom trække diskussionen i en anden, mere positiv eller konstruktiv retning, hvis man vil ud af det dér… jeg mener, hvis det skal være udholdeligt for alle at være sammen.
– Tja, spørgsmålet er, om det er retfærdigt, hvis nogle får rollen som dem, der skal være tålmodige, mens andre stadig tager sig “ret til at være sig selv” og spreder negative vibrationer, når det passer dem. Hvis krav på “at være sig selv” vejer mere end de andres? Kan man kræve noget af andre, som man ikke kræver af sig selv?
– Nej, det er rigtigt. Det kan man ikke. De samme regler må vel gælde for alle.
– Kan man bare sådan tillade sig at kræve af andre, at de altid skal kunne rumme den måde, man nu tilfældigvis har det på et givet tidspunkt? Hvad hvis jeg nu virkelig ikke bryder mig om – eller ikke orker at rumme hans urimeligt negative reaktioner, fordi jeg får det rigtigt dårligt af det? Jeg kan jo ikke altid tillade mig bare at gå væk, så jeg slipper for at høre på ham. Nogle gange er man tvunget til at være i samme rum, f.eks. hvis man arbejder sammen, sagde min veninde og fortsatte:
– Hvad nu, hvis jeg også selv har en rigtig dårlig dag, som jeg synes, giver mig ret til at være sur? Skal jeg så ikke også kunne kræve af ham, at han skal kunne rumme min surhed og tolerere den, ligesom han faktisk kræver af mig? Også selv om han også er sur? Er det rimeligt af mig? Hold da op, sikken en stemning, der ville være på den arbejdsplads.
Det lyder som en selvfølge, at folk bør lære at styre sig af hensyn til hinanden, men det er åbenbart ikke så nemt altid at forstå i virkeligheden, var vi helt enige om.
– Jeg tror, at nogle mennesker misforstår det dér med, hvad det betyder at få lov til “at være sig selv”. At være “sig selv” betyder ikke, at man altid bare kan give alle følelser fuldstændigt frit løb, mente min veninde. – Man har stadig ansvar for sin adfærd, uanset hvad andre begår af fejltagelser. Det legitimerer ikke, at man reagerer urimeligt voldsomt. Det gælder ligemeget, hvem man er sammen med: venner, kolleger – også selv om det er nære pårørende, så som forældre eller en partner. Jeg synes, man må spørge sig selv: Hvor går grænsen for, hvor meget “mig selv”, jeg kan tillade mig at være – og hvor bør hensynet til andre sætte ind?
Det var jeg helt enig med hende i.
Det handler om magt
Min veninde mente også, at en sur eller aggressiv adfærd i virkeligheden handler om magt – om at få kontrol over andre .
– Jeg tror, at “surhed” ofte er en metode, der bruges til at styre eller dominere andre. Mange påberåber sig “ret” til at være sure på og bebrejde andre, for derved at styre andre til at udvise en adfærd, der passer dem selv bedre. De udfolder sig på andres bekostning.
Jeg spurgte, hvad hun mente med det.
– Jo, jeg synes f.eks. jeg har set det i parforhold, hvor partnere forsøger at styre hinanden, sagde hun. – F.eks. kendte jeg en pige, som tit bebrejdede sin partner for ikke at acceptere hende fuldt ud, hvis han ikke kunne acceptere hendes til tider noget aggressive adfærd. Hun ræsonnerede: “Han accepterer mig ikke, når jeg er sur. Ergo elsker han mig ikke betingelsesløst!” Hun syntes, hun havde en dårlig partner! Men i virkeligheden gjorde han en masse for at prøve på at tilfredsstille hende, bare ikke altid helt sådan, som hun ønskede det, og så blev hun sur. Og af og til fandt han sig ikke i det. Jeg tænkte i mit stille sind, at han måtte da være et meget tålmodigt menneske, for det hang naturligvis ikke sammen, som hun tilsyneladenden opfattede det. Han var ikke nødvendigvis en dårlig partner, bare fordi han ikke fandt sig i hendes surhed altid. Han ønskede bare ikke at lade sig styre af hende hele tiden.
– Ja, jeg tror, du har ret i, at det handler om magtspil, sagde jeg. – Men det er nok en rigtig dårlig idé at prøve på at styre hinanden med surhed og ved at prøve at give hinanden dårlig samvittighed. Det virker dybt ødelæggende på et forhold – i hvert fald på længere sigt.
– Jeg tænkte på, om det ikke er lidt det samme, når f.eks mange unge mennesker kører magtspil overfor deres forældre, hvor de mere eller mindre direkte siger: I elsker mig ikke, hvis ikke I giver mig det og det…! Tror du ikke? spurgte min veninde.
– Jo, det tror jeg også. Unge mennesker kører også magtspil og udfordrer også ofte forældrene ved f.eks. at prøve på at spille på forældrenes dårlige samvittighed og styre dem på den måde. Det er børn rigtig gode til nogle gange!
– Det handler om en kamp om, hvem der skal have kontrollen med hvem. Voksne, afbalancerede mennesker vil hellere forsøge at finde en ligeværdig balance, mente min veninde. – Jeg tror, at kontrollerende adfærd i virkeligheden er en ret infantil eller uudviklet adfærd. Det har de mennesker, der udviser denne adfærd, bare ikke opdaget endnu.
Jeg smilede. – Nej, og det er tvivlsomt, om de nogensinde opdager det, hvis ikke de har lært at styre det som voksne… Måske er det sådan, at de på den ene side føler sig mindreværdige – hvilket nok er grunden til, at de tror, de har så meget behov for kontrol – og på den anden side er de fanget i et selvoptaget narcissistisk stadie, hvor hele verden drejer sig om dem. Det er ganske naturligt for unge mennesker, der ikke er færdigudviklede endnu, at have det sådan, men knap så naturligt, hvis man som voksen bliver ved med at hænge i dette udviklingsstadie.
Spørgsmål om at blive voksen og ansvarlig
– Ja, og så render de rundt på arbejdspladserne og forpester livet for os andre, bemærkede min veninde tørt.
Jeg mente nu, at heldigvis bliver mange mennesker lidt mere runde i kanterne i voksenalderen, fordi de efterhånden oplever, at det skaber for mange problemer hele tiden at insistere på at udtrykke éns spontane negative indfald.
– Ja, heldigvis, ellers ville livet da også være uudholdeligt, svarede min veninde.
– Surhed reflekterer tilbage på én selv. Man opdager med tiden, at det slet ikke kan betale sig at opføre sig sådan – og at det kun skaber flere problemer. Så de fleste lærer at tage ansvar for sig selv og bliver efterhånden mere følelsesmæssigt afbalancerede, sagde jeg.
– Ja, men kun dem, som ellers er i stand til at reflektere over deres egen opførsel. Det, at blive voksen, handler i høj grad om at lære at styre sine impulser og få mere kontrol over dem, ræsonnerede hun. – Men der er bare nogle mennesker, der aldrig bliver voksne!
– Nej, desværre. Det virker som om nogle bare ikke vil tage ansvar for deres egen opførsel. De insisterer på at være som børn og nægter at kontrollere sine impulser, måske fordi de tror, at ellers undertrykker de “sig selv”. Men det at kontrollere sig selv og derved blive bedre til at styre, hvad man sender ud, er ikke det samme som at undertrykke sig selv. Det er en udbredt misforståelse. Det er bare en smartere måde at sørge for at skabe bedre mulighed for netop at være sig selv – uden for mange unødige konflikter og kampe med andre.
Min veninde erklærede sig helt enig. – At kunne styre sig selv, er bestemt også at være sig selv.
– Helt sikkert, og det er der i hvert fald mange, der kunne have stor fordel af at lære, syntes jeg. – For så ville vi undgå en masse konflikter både i hjemmene og på arbejdspladserne, hvor ukontrolleret og uansvarlig adfærd desværre alt for ofte får lov til at forpeste atmosfæren og forhindrer faktisk alle i at “være sig selv”.
– Uha, ja… sagde veninden. – Det ville have været forløsende, hvis flere mennesker lærte at tøjle temperamentet og at tale sammen med mere respekt for hinanden, så man kunne slappe bedre af sammen med andre mennesker.
Det kunne jeg kun være rørende enig med hende i, og dér sluttede så samtalen om det emne.
