Af Elin Brimheim Heinesen
I øjeblikket er der en heftig debat på sociale medier om, hvad der er myter, og hvad der er fakta om klimaet. Uenighederne er store, og man mærker, at mange følelser er involveret. Selvom nogle insisterer på, at det, som klimaforskere siger, er rent ‘fup’, er det svært at se bort fra, at aldrig har der været så mange forskere, der er enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
Myter og fakta
Uanset hvad årsagen er til den globale opvarmning, ved vi, at vejret ændrer sig, og at menneskeskabt forurening udrydder planter og dyr over hele verden med stigende hastighed, både til havs og til lands, og potentielt kan tage livsgrundlaget væk fra os alle. Så hvorfor ikke leve mere bæredygtigt og forurene mindre? Er det ikke fornuftigt? Burde det ikke være en selvfølge, at alle støtter denne tanke?
Nej, det er ikke en selvfølge. Der viser sig at være enorm modstand, som dem, der der er bekymrede om klimaforandringerne og forureningen, møder tit. De bliver beskyldt for at være ofre for psykotisk massehysteri, for at være frelste, ideologistyrerede CO2-fanatikere, og at være imbecile tosser, der lider af panikangst, fordi de tror på fantasifulde konspirerende, venstreorienterede, nazikommunistiske dommedagsprofetier osv. osv.
Er Greta bare hysterisk?
Men det er intet i forhold til alt det, som den svenske pige, Greta Thunberg, oplever af hadefulde angreb i disse dage – især efter at hun så passioneret opfordrede verdens ledere til at tage klimakrisen alvorligt på FN-topmødet i New York i sidste uge.
Mange synes at have svært ved at rumme det, som Greta Thunberg siger. Hun skræmmer folk med sine stærke følelser. Og hendes vrede falder mange for brystet. Mange reagerer med automatreaktionen at afvise det, Greta siger, som “følelsesporno” og “rent hysteri”, og dermed sår de tvivl om hendes troværdighed. De henviser til hendes unge alder, hendes diagnose og hendes tvivlsomme familiebaggrund. Folk siger, de synes, det er synd for Greta, og at hun har brug for hjælp, fordi hun blot bliver “styret” og “(mis)brugt” hensynsløst af forældrene og andre kræfter med stærke politiske eller økonomiske interesser. Selv benægter Greta blankt, at det er tilfældet. Ingen styrer eller tvinger hende til noget som helst, siger hun.
Folk identificerer sig med Greta
Ligemeget hvad der er rigtigt eller forkert, er det tankevækkende, hvor meget folk går op i Greta’s person. Det virker som om, at det er meget vigtigt at snakke om alt andet end hendes budskab. Som om der ikke er nogen grund til at tage den frygt, som Greta føle og viser, alvorligt – og som så mange andre også føler!
De næsten paniske forsøg på at så tvivl om Gretas troværdighed er måske i bund og grund udtryk for, hvor svært det er at udfordre den kollektive fortrængning. Greta Thunberg er jo talskvinde for et budskab, der i sin yderste konsekvens indebærer, at vi alle skal ændre vores liv på en eller anden måde. Det virker alt for uoverkommeligt at skulle ændre tilværelsen, som vi kender den i dag. Nej, det er ikke nemt at udfordre ens egen magelighed. Så jeg forstår modreaktionen.
Men vi kan fokusere al den opmærksomhed, vi vil, på Greta’s diagnoser og anklage hendes forældre for at være dårlige forældre og lave klodsede eller troldeagtige forsøg på at skabe mistillid og distraktion fra det ildevarslende budskab, som Greta Thunberg er blevet så kendt for at formidle. Vi kan ikke tage fra hende, at uanset om hun har fået støtte til det eller ej, så har hun været utroligt dygtig til at skabe opmærksomhed omkring sagen. Så kan vi andre sige, hvad vi vil om årsagen til, hvorfor hun gør det, eller anklage hende så galt vi vil for at være en marionetdukke, styret af andre. Sandheden er, at utallige mennesker over hele verden genkender sig selv i det, hun siger. Det er derfor, det vækker så megen genklang, og det er derfor, hun får så stor opbakning.
Industrien interesse i, at der bliver sået tvivl
Og det er også netop derfor, at hun bliver betragtet som en fjende af stærke kræfter, der ønsker at opretholde status quo. Hvem er det, der får mest ud af det ved, at vi ikke gør noget? Verdens mest økonomisk stærke industri – kul- og olieindustrien og deres lobbyister, vil jo gerne, at vi fortsætter med at bruge kul og olie, og ønsker ikke at blive pålagt CO2-afgifter. De er godt bakket op af alle dem, der har investeret stort i kul- og olieindustrien og får kæmpestore gevinster ud af det, samt af de ledere og politikere, hvis valgkampagner finansieres af kul- og olieindustrien, og som får økonomiske fordele af, at kul- og olieindustrien har aktiviteter i deres lande.
Selvfølgelig passer budskabet fra Greta Thunberg dem ikke. De klapper selvfølgelig i hænderne, når der bliver sået tvivl om klimaforskerne – og Greta Thunberg. Og de, som sår tvivlen, har let spil, fordi selvfølgelig er der mange, der ikke ønsker at tro på, at vores livsgrundlag er truet. Det gør det jo det hele meget lettere, hvis det ikke er sådan. Men skal vi turde risikere måske at lade kul- og olieindustrien sælge vores børns fremtid for egen kortsigtet vinding?
Skal vi fortsætte med at lade som om, der ingen fare er?
Uanset hvad årsagen til klimaforandringerne er, har Greta Thunberg under alle omstændigheder fortjent stor ære for at stå i front i skudlinien og få hele verden til at vågne og tage stilling til en meget alvorlig sag, for hvad er mere alvorligt end masseødelæggelsen af naturen, som vi ser ske lige foran vores øjne i øjeblikket? I stedet for at fokusere på Greta Thunberg personligt, hvorfor ikke lytte? Hun siger jo i grunden bare, at vi skal lytte til videnskaben og tage det alvorligt, som videnskaben fortæller os.
Men fordi hun bl.a. har sagt: “I want you to panic,” bliver hun anklaget for at skabe frygt. Men hvorfor siger hun det? Det er ikke Greta, men videnskaben, der siger, at det er sidste udkald, og at der skal handles nu, som om der er ild i huset, hvis det ikke skal ende helt galt. Greta understreger blot det, som videnskaben længe har sagt. Men det er hende, der bliver anklaget for at sprede frygt blandt folk og være årsagen til, at mange unge i dag bliver ramt af depression. Men hvad skal vi ellers gøre? Skal vi bare blive ved med at lukke øjnene og benægte, at der er problemer?
Lever i følelsesfornægtende kultur
Greta er bange, ja, og hun siger det højt på vegne af alle dem, der har det som hende. Men er det ikke en sund reaktion? Jeg ved ikke, hvem det er mest synd for. Hende eller dem, der er så hurtige til at placere mærkatet “følelsesporno” på Greta’s stærke budskab og afvise det som irrationelt, fordi de ikke kan rumme, at denne unge person måske har ret i det, hun siger og føler. Hvad nu hvis de mest bange og irrationelle i virkeligheden ikke er Greta og hendes støtter? Hvad nu hvis de mest bange og irrationelle i virkeligheden er dem, der forsøger at fortrænge den eksisterende virkelighed? Er det ikke i virkeligheden mest synd for dem?
Den stærke uforsonlige modreaktion fra nogle fortæller måske meget mindre om Greta, end den gør om den følelsesfornægtende kultur, vi lever i i dag, hvor vi har en tendens til at reagere overdrevet negativt, når vi ser nogen udtrykke så stærke og ægte følelser, som Greta gjorde i FN-bygningen, og hvor følelsesmæssig passion bliver forvekslet med “svaghed” og kun bliver betragtet som “sindsygdom” eller “religiøs fanatisme”, selvom det måske netop er det modsatte – nemlig et kolossalt mod til at turde se virkeligheden i øjnene og konfrontere og vise den frygt, som afsindigt mange mennesker har med rette for, at det måske er sandt, hvad de siger om klimaforandringerne og den katastrofale situation, naturen er i. En frygt, som få hidtil har turdet vise af frygt for at blive stemplet som sindsyge. Præcis som Greta bliver lige nu.
Styrer med bind for øjnene
Nej, Greta Thunberg er ikke årsagen. Hun er et symptom. Det er ikke hende, der skaber frygten. Frygten har været der længe, for videnskaben har advaret om dette i 40 år, så vi har længe vidst inderst inde, at vi er på farlig kurs. Årsagen til frygten er først og fremmest den stigende forurening og de klimaændringer, der sker rundt omkring i verden, som vi ser, medierne rapporterer om hver dag, og som mange oplever på egen krop i øjeblikket: volsomme orkaner, ekstreme hedebølger, tørke, skovbrande, isen, der smelter, oversvømmelser, masseudslettelse af hele plante- og dyrearter og flygtninge, der flygter fra klimakatastrofer, udover desperationen over alle disse såkaldte “rationelle voksne”, der synes at ignorere dette og går rundt med bind for øjnene. Det er årsagen til frygten. Det ville være irrationelt ikke at reagere, uanset hvad årsagen er til ulykkerne.
De unge er som kanariefuglen i kulminerne og har længe – langt før Greta Thunberg blev et fænomen – været særdeles bekymrede – af gode grunde. Herregud, det handler jo konkret om deres eget liv i fremtiden. De ekstreme vejrforhold de seneste år har blot bekræftet for dem, at de havde grund til at være bekymret. Så vi skal ikke undervurdere de unge – som om de ikke kan tænke selv, bare fordi de også er følsomme.
Klimaaktivismen skaber håb
Greta er blot en katalysator for det, som så mange tænker og føler i forvejen. Hun satte bare ord på og synliggjorde det, som så mange kan identificere sig med. Hvordan ellers kunne hun have opnået så stor global opbakning så hurtigt? Så stor, at folk over hele verden i disse dage går på gaden sammen for at gøre de rådende opmærksom på, at nu må der ske noget konkret for at ændre situationen. Er det sindsygt at forvente det? Det, som Greta har givet os andre, er blot en lejlighed og et incitament til at gøre opmærksom på, at også vi er bekymret for fremtiden, hvis ikke der bliver gjort noget med det samme, der kan gøre en forskel.
Nej, det er ikke angst, Greta skaber ved at gøre opmærksom på en situation, som lige nu synes håbløs. Det, som Greta i virkeligheden skaber med den enorme indflydelse, hendes stemme har haft, er håb! Håb om, at en ny generation virkelig er i stand til at åbne øjnene, hvor vi andre har sovet i timen. Håb om, at det vil gøre den forskel, som er nødvendig. Den forskel, som de ældre generationer hidtil ikke har formået at gøre.
Tak.