Ledere, der er tilbøjelige til psykopati, beskæftiger sig med at fremme fanatisme og ekstremisme. Psykopatisk adfærd er karakteriseret ved brug af følelsesmæssig manipulation, intimidering, mobning, terror og frygt med henblik på at få magt og kontrol over andre. Denne artikel beskæftiger sig med psykopati oprindeligt blandt religiøse ledere, der samler hengivne tilhængere for at danne religiøse kulter – nogle gange med tragiske resultater, men principperne kan også relateres til andre ledere med psykopatiske træk, så som politiske ledere eller ledere af diverse bevægelser.

Af Elin Brimheim Heinesen

(Denne artikel skrev jeg med udgangspunkt i et skoleprojekt, jeg skrev for mange år siden, som beskæftigede sig med emnet: Psykopati blandt ledere i religiøse samfund – hvordan man genkender en psykopatisk kultleder, og hvordan man undgår at blive fanget i deres net. Psykopati er et fænomen, der gælder for en procentdel af alle ledere, uanset om vi taler om religiøse ledere, politiske ledere eller ledere af forskellige organisationer eller bevægelser. Det er vigtigt at identificere psykopatiske ledere, fordi nogle af dem er ekstremt skrupelløse og vil lokke folk i en farlig selvskadende retning. Artiklen handler om farerne ved psykopati hos religiøse ledere, men der er naturligvis ligheder mellem de pågældende ledere og andre ikke-religiøse ledere med den samme psykiatriske lidelse.)

Psykopatiske ledere bruger forskellige metoder til at få kontrol over andre i et forsøg på at kompensere for og dække over en dybtliggende usikkerhed og et ekstremt lavt selvværd, som de ikke tør indrømme overfor sig selv, at de lider af. Derfor har de brug for at fodre deres ego konstant. Nogle praler og bruger storladne gestuser for at imponere andre. Andre får deres magt på en lidt mere subtil og umærkbar måde. De fleste af dem har en karismatisk personlighed med en evne ud over det sædvanlige til at overtale andre, nogle gange med charme, nogle gange med intimidering – altid med en dybt følelsesmæssig påvirkning.

Men du kan genkende en psykopatisk leders dagsorden ved det faktum, at hans fokus ikke er på at få sine tilhængere til at gøre gode gerninger, som for eksempel at vise andre kærlighed og forståelse. Nej, han fokuserer på “fjender” og på det “onde”, som han hævder, at menneskeheden skal reddes fra. Og han fokuserer på at få sine tilhængere til at “kæmpe” på sin side mod denne “ondskab”. At bekæmpe fjender er et mål i sig selv.

Præsenterer sig selv som løsningen

En almindelig metode, som en psykopatisk leder bruger for at vinde tilhængere til sin kirke eller religiøse menighed, er at tegne et meget dystert billede af den forfærdelige ondskab, der truer denne verden, som tilhængerne er nødt til at kæmpe imod. Noget af denne påståede “ondskab” er måske reel nok, fordi mange mennesker kæmper givetvis med store udfordringer. Det gør det nemt at overbevise folk om, at det hele skyldes en “fjende”, som gør livet svært for dem. Men meget af denne “ondskab” er imidlertid ikke virkelig, ikke engang realistisk, men mere eller mindre opfundet af ham selv for at overdrive truslen og derved ryste folk endnu mere i deres grundvold. Hvis mennesker er bange, bliver de mere modtagelige for hans indflydelse, når han tager det næste skridt: nemlig at give folk “løsningen” på problemet.

Han fortæller dem, at han har nøglen til den “eneste måde at blive reddet på” fra alle deres problemer og alt ondt i denne verden, og at han ved nøjagtigt, hvordan man skal bekæmpe ondskaben, fordi selveste Gud har sat ham til at påtage sig denne opgave. Ved at få folk til at tro, at han – personligt – repræsenterer Gud og den eneste religion, der kan redde alle, kommer de til at betragte ham som frelseren og den eneste sande leder.

At få kontrol over andre

Hvad der i virkeligheden foregår, er, at han kun bruger religion som et redskab til egen vinding. Hans sande dagsorden er at vinde tilhængere for sig selv personligt. Religion er et effektivt redskab, han kan bruge til at opfylde denne dagsorden. En psykopatisk leders mission handler ikke om at redde nogen eller noget. Det handler udelukkende om at få beundrende tilhængere, over hvem han kan få kontrol. At være magtfuld er det eneste, han bryder sig om. Og den mest effektive måde at få magt og kontrol over tilhængerne er ved at manipulere med dem og overbevise dem om, at de er ofre for en forfærdelig ondskab, som kun han – med deres hjælp – kan redde dem fra.

Når han hævder, at han bekymrer sig om at kæmpe mod det onde – ofte praler han af, hvor god han er til det – er det kun en måde at lokke folk til at tro, at de virkelig har brug for at støtte sagen og melde sig ind i hans kirke eller religiøse menighed. I virkeligheden er kirken eller den religiøse menighed en ekstremistisk kult under hans totale kontrol.

Imidlertid kan ledere af religiøse ekstremistiske kulter meget vel tro, at de virkelig kæmper for den gode sag, og at de er blevet indsat af Gud til at udføre dette job, og aldrig indse, at de faktisk er psykopatiske megalomaner, drevet af en umættelig lyst til og behov for beundring og magt over andre.

Udnytter frygt

Men hvordan kan det være, at tilhængerne ikke gennemskuer det? Jo, som psykopat er sådan en leder jo en mester i manipulation. Han opnår sin magt ved altid at ramme folk følelsesmæssigt, hvor de er mest skrøbelige. Verden er nogle gange et meget skræmmende sted, og livet kan være ret kompliceret. Mange mennesker er overvældede og har større udfordringer i livet, end de kan bære. Derfor er mange på randen af ren håbløshed og håber på at blive reddet ud af deres håbløshed og få vist en vej fremad.

Dette er noget, magtsultne psykopater kan drage fordel af. Og det er derfor, de kan lide at henvende sig til følelsesmæssigt sårbare, forvirrede og usikre mennesker, hvoraf mange måske har mistet fodfæstet og ofte desperat har brug for noget at tro på. Jo mere rodløse og håbløse de føler sig, jo stærkere er deres ønske om at være en del af noget “godt” for at føle sig bedre tilpas og få mere selvværd, hvilket gør dem til et let bytte for en ekstremistisk kultleder.

Forført ind i et net af illusioner

Den psykopatiske leder tilbyder dem et enklere og mere håndterbart verdensbillede, hvor alting er opdelt i sort og hvidt, godt og ondt, rigtigt og forkert, “dem” og “os”. Som psykopat er han ofte yderst velformuleret og overbevisende i sin måde at anspore nye troende og overbevise dem om, at han virkelig ”ved” – med absolut sikkerhed – hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Derefter giver han de forvirrede en “chance” for at vælge “rigtige side” og tilbyder dem at være en del af en bevægelse, hvor de kan føle sig selvtilfredse og velkomne i et samfund af ligesindede. Dette har en meget forførende effekt på nogle mennesker, der aldrig bliver klare over, hvordan de er bedraget til at vikle sig ind i lederens net af illusioner. De kan ikke se, hvordan de bliver manipuleret med og narret, fordi lederen sørger for, at de hele tiden bliver mindet om alt det onde, som de er nødt til at kæmpe imod, hjulpet af alle i samfundet, der bifalder dem, hver gang de handler til fordel for bevægelsen og tilskynder dem til at modsætte sig alt, der trækker dem væk fra bevægelsen.

Vender frustration udad

Denne gensidige rygklapning, der holder flokken sammen, bliver vanedannende. Hvis nogen tør udtrykke den mindste tvivl, vil lederen straks sætte dem på plads ved at spille på deres dårlige samvittighed og appellere til dem om at vælge at “gøre det rigtige” og ikke falde i synd og fristelse. Hvis de vælger “den onde side”, lover han, at så er undergangen vis.

Dette forsøg på at dele mennesker op i “os” og “dem” er en effektiv strategi, som lederen bruger for at få sine tilhængere til at projicere alle deres frustrationer udad mod en ekstern fjende. Tilhængerne bliver så hengivne over for deres leder og for den kamp, som han tilskynder dem til at kæmpe, at de ikke er opmærksomme på, hvordan han selv altid undgår kritik, og hvordan han leder kritikken væk fra sig selv ved rasende at angribe alle modstandere. Ved altid at stå fast og vise selvtillid i sin ‘tro’ på, at han er leder af de “gode mennesker”, der kæmper mod “de dårlige mennesker”, sørger han for, at alt, han siger og gør, synes pålideligt og troværdigt i hans tilhængers øjne.

Benzin til frygten for fordømmelse og udstødelse

Enhver, der kommer i vejen, og som ikke adlyder ham, er naturligvis en farlig trussel mod lederens magtposition. Hvis folk modsætter sig og sætter spørgsmålstegn ved lederens synspunkter – eller fortolker verden på en anden eller på en mere nuanceret måde, vil de med det samme blive betragtet som fjender, der repræsenterer “det onde”, og de skal derfor bekæmpes med hårde midler.

Enhver, der sætter spørgsmålstegn ved kultens tro og overbevisning, vil blive dæmoniseret og afvist som egensindige “vantro”, ude af stand til at se lyset og bliver dømt til at være udstødte for evigt, hvor de helt sikkert vil ende i helvede. Der er intet kompromis. Du er enten indenfor eller udenfor. Du er enten med bevægelsen eller imod bevægelsen. Du er enten god eller ond, enten reddet eller dømt. Der er ingen mellemvej. Således at hælde brændstof på folks frygt for fordømmelse og udstødelse fra samfundet er en effektiv måde at holde flokken på plads og reducere antallet af bortløbere.

Skabelsen af ​​en fantasiverden

Dette fjerner også meget effektivt tilhængernes fokus væk fra enhver fristelse til selv at finde ud af, hvad der er sandt og reelt, og hvad der ikke er. Hvis de præsenteres for andre, måske mere faktuelle verdensopfattelser, har de intet ønske om at åbne øjnene for det, fordi de er så hengivne over for deres leder, at de kun lytter til ham og vil have mistillid til alt, der strider mod hans version af “virkeligheden”.

Det er meget vigtigt for en psykopatisk kultleder at sørge for, at hans tilhængere ikke er fristet til at foretage faktakontrol, for hvis hans tilhængere gjorde det, indså de måske, at deres leder aldrig havde til hensigt at være sandfærdig. Tværtimod! For at opnå så meget magt og beundring som muligt, vil en sådan leder ikke tøve med at fortælle løgne, der tjener hans dagsorden, helt skrupelløst og hensynsløst.

Hvis nogen afslører hans løgne, vil han bare aggressivt beskylde dem for selv at være løgnere, og han vil sige, at de – som de “onde mennesker” de er – kun er interesserede i at “sabotere den gode sag”. Derfor betragtes de som ”fjenden”. Han ved, at intet kan gøre folk mere loyale over for hinanden end at have en fælles fjende, så det er meget vigtigt for ham at sikre, at hans kult har fjender. Faktisk byder han fjender velkommen, fordi de hjælper ham med at pumpe sin bevægelse op.

En psykopatisk kultleder er en sand ekspert i at overtale folk til at tro på en fantasiverden, hvor alting enten er godt eller ondt, hvor han og hans tilhængere er de sande helte – der kæmper imod og vinder over ondskaben i denne verden. Lederen skaber denne illusion om, at hvis hele verden bare fulgte hans religion og “retfærdige” regler, kunne verden opnå en utopisk tilstand. Han overbeviser tilhængerne om at tro, at “hvis alle ville være ligesom os, ville verden være et meget bedre sted!”. Enhver, der modsætter sig dette, er en hindring, de retfærdige har brug for at overvinde. Dette er et verdensbillede, der synes at være tiltalende for mange, fordi de så forfærdelig gerne vil, at det skal være sandt.

Alt for et fix af beundring

Imidlertid afslører en psykopatisk kultleders handlinger ofte, at han – ligesom andre psykopater – stort set er ligeglad med andre mennesker. I virkeligheden handler han kun i sin egen selviske interesse. Det er for eksempel karakteristisk for psykopatiske kultledere, at de ikke er meget interesserede i at fungere som gode eksempler for andre og dermed ofte tillader sig at bryde netop de regler, de selv prædiker, at andre skal følge. Hvis de bliver fanget i sådanne handlinger, har de altid en god “undskyldning” og hævder en slags “ret” til at gøre, som de vil, bare fordi de er lederen. Dette afslører, hvor meget de føler sig bedre end andre, og at deres sande motiver er egoistiske.

En psykopatisk kultleder betragter det ikke som sin pligt at udtrykke medfølelse, sympati, empati eller kærlighed til andre. Menneskelig interaktion appellerer ikke til ham. Faktisk trækker sådanne ledere sig ofte tilbage og adskiller sig fysisk fra deres tilhængere så meget som muligt for at leve i sin egen verden meget af tiden – angiveligt for at meditere og arbejde og tænke på nye strategier for sagen. En psykopatisk kultleder under kun sine tilhængere sin tilstedeværelse, når han selv har brug for at forkynde sit evangelium og genoprette tilhængerens tro – med andre ord: når han vil have sit fix af beundring.

Målet er total mind-control

En psykopatisk kultleder hævder måske, at han er uselvisk, og at han gør det, han gør, for en god sags skyld. Men at samle tilhængere for en bestemt tro er ikke en uselvisk handling. Uselviske handlinger handler ikke om at få tilhængere og kun acceptere mennesker, der deler en bestemt tro eller en bestemt identitet, og kun invitere disse mennesker ind i varmen i en særlig, adskilt gruppe, mens alle andre udenfor gruppen betragtes som onde vantro.

Uselviskhed handler om at være ydmyg, inkluderende og god mod alle – uden frygt eller gunst. Det handler om at møde andre i øjenhøjde, som de medmennesker, de er, og elske dem ubetinget, uanset deres standpunkter. Det handler om at være et godt eksempel for andre og på samme tid at forstå og komme andre imøde, uanset forskellene, erkende at hvert enkelt individ har sin egen virkelighed og opfattelse af rigtigt og forkert og en ret til selv at beslutte, hvordan man vil handle, og hvad man skal tro på. Det handler om at stole på, at hvis mennesker får en rimelig chance i livet, vil de træffe gode valg til gavn for alle.

En psykopatisk kultleder bekymrer sig slet ikke om sådan noget. Hans “kærlighed” og “accept” inkluderer ikke mennesker, der ikke følger hans mindste indfald. Det er dét, der afslører ham som den psykopat, han er dybest set, med kun ét egoistisk formål: at forføre og bedrage velmenende mennesker til at beundre ham så meget, at de kommer til at se ham som deres ultimative helt og frelser, som de gerne vil følge i tykt og tyndt, uden nogen form for kritik og uden at sætte spørgsmålstegn ved ham. Ligesom andre psykopater elsker han at have ubegrænset magt og beundring, og han stopper ikke, før han har fået total tankekontrol over sine tilhængere.

Farerne ved at blive kontrolleret af en psykopat

Denne form for ledere er mestermanipulatorer. De har ofte en ekstraordinær evne til at få ultimativ kontrol over deres tilhængere, hvoraf mange tilhængere aldrig bliver klare over, hvor meget de bliver udnyttet – eller hvor meget de er under kontrol. De er ikke klare over, at deres leder har magten til at få dem til at gøre ting, der strider mod deres oprindeligt godhjertede og velmenende adfærd.

Derfor er en sådan leder yderst farlig, fordi han kan bruge sin magt til for eksempel at få sine tilhængere til at hade enhver, der “truer” bevægelsen og dens “gode sag” med en voldsom intensitet. Hvis han vil, kan han få sine tilhængere til at bekæmpe disse “onde” modstandere på det kraftigste, også med vold, endda med myrderier, under dække af den undskyldning, at de kun gør det for den “gode sag”.

Og sidst, men ikke mindst, kan disse ledere endda få deres tilhængere til at skade sig selv på forskellige måder – endda til at begå selvmord! Tænk bare på religiøse ekstremistiske selvmordsbombere. Et andet meget velkendt, rædselsvækkende eksempel på dette er, hvad der skete i 1978 i Jonestown, Guyana, hvor næsten 1.000 mennesker i blind tro begik masseselvmord sammen på en ordre fra deres religiøse leder, Jim Jones.

Tilhængere vil ikke indrømme, at de bliver bedraget

Selvom tilhængerne måske får fortalt mange gange af mennesker uden for bevægelsen, at de bliver bedraget af deres leder, synes dette kun at gøre dem rasende, hvilket får dem til at forsvare deres leder endnu mere indædt og til at adskille og isolere sig endnu mere fra enhver, der stiller spørgsmålstegn ved deres tro på deres leder. Dette er også kendt som Stockholm-syndromet, når folk blindt forsvarer nogen, der faktisk holder dem som gidsler – hvad enten vi taler om mentale gidsler, eller om folk, der rent faktisk holdes som gidsler fysisk.

De er stadig ikke klare over, hvad der rent faktisk foregår, fordi deres følelsesmæssige tilknytning til deres leder, deres tro og den bevægelse, som de er en del af, er så stærk. Deres behov for at tro på deres sag er så meget større end deres evne til at tænke selv. Jo længere de har været under lederens fortryllelse, jo mere vil de miste denne evne. Langsomt, men sikkert, bliver de frarøvet deres uafhængighed, værdighed og medmenneskelighed og opfører sig mere og mere som menneskelige robotter. Når folk mister deres evne til at tænke for sig selv og bare følger mængden, de befinder sig i, betyder intet andet noget for dem længere – det eneste, der stadig giver genklang i deres sind og sjæl, er deres leders tryllebindende og hypnotiske ordrer. De ser ikke mere ud til at kunne rumme andet.

Hvordan kan disse tilhængere indrømme overfor sig selv, at de er “dumme” nok til at lade sig bedrage i så høj grad, og at de hele tiden har fulgt en farlig vej? Selvfølgelig vil de gøre alt for at holde øjnene lukkede og klamre sig til den enkle fantasiverden, som deres ‘kloge leder’ har åbnet op for dem og overbevist dem om er virkelig, fordi de virkelig tror, ​​at det – at holde fast i deres tro – er den eneste måde at overleve eller at gøre sig selv værdig nok til at få lov til at komme i himlen, når de dør. Uden denne tro, tror de, at de ville være helt fortabte og ødelagte. De vil bare dø og komme direkte i helvede. Disse tanker er så skræmmende, at de vil gøre alt for at holde fast i deres tro.

Dette er en integreret del af bedraget i den ekstremt selvdestruktive tro, som den psykopatiske kultleder effektivt har formået at lokke dem ind i, hvilket har givet ham den ultimative magt, uden at han nogensinde virkelig har bekymret sig om noget andet menneske end kun sig selv.

Litteratur:

Hassan, Steven (1988): Combatting Cult Mind Control.
Hare, R. D. (1991). The Hare Psychopathy Checklist—Revised.
Enroth, Ronald M.; Chrnalogar, Mary Alice (1992): Churches that abuse.
Tobias, Madeleine Landau; Lalich, Janja, Ph.D. and Langone, Michael (1994): Captive Hearts, Captive Minds: Freedom and Recovery from Cults and Other Abusive Relationships.
Langone, Michael (1995): Recovery from Cults.
Lalich, Janja; Singer, Margaret (1995): Cults in Our Midst.
Chrnalogar—, Mary Alice (2000): Twisted Scriptures: Breaking Free from Churches that Abuse.
Wohlforth, Tim; Dennis Tourish (2000): On the Edge: Political Cults Left and Right.
Jenkins, Philip (2000): Mystics and Messiahs: Cults and New Religions in American History.
Snow, Robert L. (2003): Deadly Cults: The Crimes of True Believers.
Ronson, Jon (2011): The Psychopath Test.

Websites:

http://www.anandainfo.com/cult_leaders.html
https://www.psychologytoday.com/blog/spycatcher/201404/why-predators-are-attracted-careers-in-the-clergy