Jeg vil i mit oplæg tage udgangspunkt i min personlige oplevelse. Det personlige er nok det eneste, man i virkeligheden ved noget om, når det kommer til stykket.
Da jeg boede på Færøerne, før jeg flyttede til Danmark, tænkte jeg aldrig ret meget over begrebet at være “færing” – eller hvad det er “at være færing”! Ligeså lidt som jeg tænkte over det, når jeg gik en tur nede ved stranden eller oppe i fjeldet, at nu befandt jeg mig altså “ude i naturen”. Jeg var ikke på sightseeing som en anden turist. Det var derfor ikke noget, jeg satte ord på — det var bare noget, der var. Mig selv nede ved stranden. Mig selv oppe i fjeldet.
Indtil den dag, jeg blev konfronteret med en helt anden slags virkelighed. Så blev den virkelighed, som jeg kom fra, lige pludselig til noget andet — til noget, jeg ikke var midt i mere, men noget, der var på afstand, som kun kunne betragtes udefra. Den var der stadigvæk i mig, men den kunne ikke ses på mig. Den var noget, der skulle forklares — men ikke nødvendigvis KUNNE forklares for andre. Og så blev den til ord — til navngivne begreber: at være “færing” — at være “ude i naturen”.
Den anden slags — den danske – virkelighed, som jeg nu befandt mig i, da jeg flyttede til Danmark, gjorde mig pludselig meget opmærksom på, at dét, som jeg kom fra, var noget helt andet end det, jeg var kommet til. Og min virkelighed var meget svær at forklare med ord.
Jeg husker, at jeg på et tidspunkt kom i snak med en ung dansk pige, som kunne høre, at jeg ikke var dansker. Hun spurgte, hvor jeg kom fra. Jeg sagde, at jeg kom fra Færøerne. Hun så lidt på mig og så kom bemærkningen: “Er der lækkert?” spurgte hun. “Lækkert? — Lækkert?” tænkte jeg ved mig selv. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle svare…. og pludseligt åbnede der sig en kløft af dimensioner mellem hende og mig. En fremmedhed, som er uudsigelig. Jeg blev pludseligt meget bevidst om kulturkløften mellem færinger og danskere. Det handler simpelthen om manglende fælles referencerammer.
Jeg havde glædet mig meget at komme til Danmark for at læse på universitetet i Århus — dette lyse land, der virker så venligt, så grønt, så frodigt. For mig føltes Danmark som et andet, men et velkendt land, som jeg havde lært at kende igennem ‘danskarin’, som min far kaldte Danmarks Radios program på Kalundborgsenderen, og som var en fast del i dagligdagen. Jeg havde mit eget nære forhold til dette land, igennem al den anseelige mængde danske litteratur — både skønlitterur og kiosklitteratur – jeg havde læst fra barnsben af, og igennem den danske musik — Gasolin, Shubidua, Jomfru Ane Band, Gnags — og hvad vi ellers yndede at høre, før jeg rejste til Danmark. Det danske var en del af vores allesammens daglige virkelighed. Jeg havde også besøgt Danmark flere gange – endda boet der et års tid før skolealderen og gået på højskole, da jeg var 18.
For mig stod Danmark som et mulighedernes, et frihedens land, hvor man var tolerant, hvor man tillod en større personlig frihed, end jeg mente, man havde på Færøerne — et lille land, hvor alle kender alle, og derfor ikke tør skille sig ud, af frygt for at blive lukket ude af fællesskabet, som betyder alt på Færøerne. Godt nok havde danskerne ikke vores fjelde, men de havde frodige marker og skove og store byer med masser af liv.
Jeg så virkelig frem til at bruge disse muligheder — opleve en masse nye ting og lære en masse nye mennesker at kende. Jeg troede jo, jeg kendte kulturen og kunne sproget. Og mennesker er vel mennesker alle steder, så jeg forventede ikke de store problemer med at blive integreret, som det jo hedder. Det kom som lidt af en overraskelse — for ikke at sige et chok, at jeg — når det kom til stykket — kom til at føle mig så forkert. Så udenfor. Som en helt forkert nøgle, der slet ikke passede i nøglehullet.
Det var noget anderledes denne gang. Noget, der havde med selve bevidstheden om, at jeg skulle bo i Danmark i mange år, at gøre. Det var pludseligt meget mere forpligtende. Det gik op for mig i al sin klarhed, at det var mig, der måtte indrette mig og give af mig selv for at fitte ind. Jeg opdagede frustrationen ved, at jeg sagtens kunne synge med på deres sange, men de kendte intet — overhovedet ingenting til det, jeg kom fra. De kunne dele meget af sig selv med mig, jeg kunne ikke dele ret meget af mig selv med dem. Vores referencerammer var vidt forskellige.
I denne proces blev jeg meget opmærksom på, hvor stor en del af min identitet faktisk ligger i samspillet mellem mig selv og det, der er udenfor mig selv. At den måde jeg er på, er utroligt afhængig af den respons, jeg får fra mine omgivelser. Jeg havde altid troet, at jeg var sådan en rimeligt udadvendt ligefrem pige — at sådan var kernen i min natur simpelthen bare. Sådan havde jeg da altid været — hjemme på Færøerne. Jeg var bare ikke klar over, at det ikke kun var min natur, men at det også var min ‘kultur’.
For pludselig, så virkede den rolle, jeg plejede at spille, slet ikke mere, som den havde gjort på Færøerne. Man bliver det, andre opfatter én som. Her i Danmark reagerede folk på en helt anden måde på mig og min adfærd, end folk på Færøerne gjorde. Jeg troede jeg spillede én melodi på tangenterne, men der kom en helt anden melodi ud af instrumentet, end jeg forventede. Når jeg prøvede på at sige noget morsomt, var der ikke en sjæl der grinede. Og når jeg gerne ville tages alvorligt, så troede folk, jeg spillede morsom. Hvis jeg fortalte om noget, der havde med Færøerne at gøre, kunne jeg se i deres øjne, at ingen klokker ringede nogen steder. Det sagde dem simpelthen ikke noget.
Mine tangenter spillede heller ikke deres melodi, når de spillede på mig. Den allestedsnærværende danske ironi — eller sarkasme — alt det uudsagte mellem ordene, kunne jeg meget ofte slet ikke begribe i starten. Og det resulterede i, at jeg ikke blev den, man adresserede sine guldkorn til — ej heller forventede nogen guldkorn fra. Det var mærkeligt, for det var jeg ikke vant til. Jeg plejede skam at være i brændpunktet — men her anede jeg pludselig ikke, hvordan jeg skulle gebærde mig.
Jeg var isoleret — jeg var fremmed! Jeg blev så perpleks og forvirret, at jeg lukkede i som en østers. Jeg ændrede totalt personlighed i danske sammenhænge. Jeg sagde ikke et ord. Sådan var det. I flere år. Folk, der læste sammen med mig, kendte mig kun som hende den stille generte pige fra Færøerne, der aldrig sagde noget. De skulle bare vide. Jeg véd, at der er rigtigt mange færinger, der kommer til Danmark, der har oplevet det præcist på samme måde. De fader ud.
Det gjorde det ikke bedre, at jeg var kommet til en rigtig snakke-kultur. Danskerne snakker, de snakker rigtigt meget. Det er de temmelig gode til i forhold til færinger, for de er vokset op i en tradition, hvor man tager demokrati ret bogstaveligt — hvor man helt fra barnsben af bliver opdraget til at sige sin mening. Hvor man så at sige har en mening om næsten hvad som helst — og godt kan lide at delagtiggøre andre i, hvad man nu mener om det ene eller det andet. Skidt med hvad. Bare man har noget at snakke om. Noget som mange færinger ofte opfatter som unødvendig snak og rent brok.
Jeg var ikke vant til at skulle tage stilling til og mene alt muligt. Det kunne jeg ikke. Og når man ikke kan spillereglerne – ja, så er man udenfor. Og når man først har fået skabt et bestemt billede af sig selv, ja, så hænger man fast i det. Det er meget svært at komme tilbage efter lang tid og så pludselig begynde at spille kong gulerod, når man har været sådan én, der falder i med tapetet i så lang tid. Jeg kom til at opfatte danskere, som nogen, jeg i hvert fald ikke havde det specielt godt sammen med. Og derfra er det ikke langt til at forfalde til en romantisering af det, man kommer fra, som jo er det man kender og føler sig tryg ved.
Der er gået mange år — 16 og et halvt for at være mere præcis. Jeg er blevet ældre og en hel del klogere. Og meget mere scenevant på den danske scene. Med tiden kom trygheden. I Danmark er jeg dansker i dag — også i min egen bevidsthed. Jeg bliver først færing for danskerne, når jeg f.eks. pludselig slår over i at tale færøsk, når jeg tager telefonen. Så kigger danskerne undrende på mig. Hvad var nu det for et mærkeligt sprog du lukkede ud der? Jeg er kommet til at afsløre, at den, de ellers ser for sig — også er en helt anden. Jeg kan mærke, hvordan fremmedheden et øjeblik breder sig i deres øjne.
Nu har jeg været her så længe, at tiden har gjort den danske virkelighed også til min virkelighed. Og nu er det sådan, at når jeg kommer til Færøerne — og taler om min virkelighed, som den former sig for mig hernede — så kan jeg se den samme fremmedhed overfor mig i de færingers øjne, som aldrig selv har prøvet det — og det er mange. De bliver konfronteret med en del af mig, som de ikke rigtigt vil kendes ved, fordi det ikke er noget, vi deler en viden om.
Hvad er jeg så nu? Jeg hænger vel et sted midt imellem tror jeg. Jeg er blevet en hverken eller — både og — færingdansker. Måske vil mit hjerte altid tilhøre fædrelandet Færøerne, men jeg kan ikke nægte, at danskheden langsomt men sikkert har sneget sig ind i mit blod også. Sådan er det med det, man bruger sin tid på.
Nationalitet har ikke noget med stereotyper og medieskabte klichéer om folk at gøre. Det har noget at gøre med en fælles følelse, der opstår i dem, som opholder sig på det samme sted på samme tid længe nok.
Elin Brimheim Heinesen
7. april 2000