Af Elin Brimheim Heinesen
Jo mere, danskere gentager sætninger som “Færøerne er en del af Danmark” eller “Færøerne er danske” eller “Færøerne er en region i Danmark” — og jo oftere færinger hører andre udlændinge sige det samme — jo mere modstand synes det at vække i de fleste færinger, fordi færinger har aldrig nogensinde følt, at Danmark og Færøerne er det samme “land”. Færinger føler nemlig, det er helt forkert at sige sådan.
Danmark ses af færinger som et andet land — godt nok som en slags rar fætter — men Danmark er stadig ikke færingernes egentlige “hjemland”. Danmark har en helt anden kultur og en mentalitet, helt forskellig fra den færøske, foruden et helt anderledes sprog. Danmark er derfor stadig “udlandet” for færinger ligesom Norge eller Sverige eller Island på trods af, at Færøerne er i et rigsfællesskab med Danmark. Færinger på Færøerne vil aldrig kalde sig selv for “danskere” — ikke engang dem, der stemmer for Sambandspartiet og går ind for den nuværende ordning med rigsfællesskabet.
Selv efter at have boet i Danmark i 25 år af mit liv, har jeg personligt aldrig ærligt kunnet kalde mig “dansker”. På trods af at jeg med tiden lærte at begå mig på lige fod med danskere og blev god integreret i det danske samfund, måtte jeg erkende jo længere tid jeg tilbragte i Danmark, at jeg stadig havde min distinkte identitet som ikke-dansker intakt, for i mit hjerte var og er jeg stadig netop “færing”.
Færinger har altid været, er og bliver færinger i deres hjerter, uanset om de på papiret betragtes som “danskere”. Så jeg tror, at det kun er et spørgsmål om tid, indtil de fleste færinger også vil vælge at være færinger på papiret. Det synes nærmest uundgåeligt, fordi den nuværende situation er uholdbar — med andre ord: ikke bæredygtig. Dertil er de to nationale identiteter for forskellige.
Ikke udtryk for mishag med eller had til Danmark
Misforstå mig ikke. Jeg har som færing absolut intet imod Danmark, og jeg tager på ingen måde afstand fra danskere som folkeslag. Jeg anerkender fuldt ud, at der er mange tætte og historiske bånd mellem Færøerne og Danmark. Og som de fleste færinger holder jeg virkelig meget af Danmark og af danskere og føler mig bestemt i familie med dem. Jeg er en meget stor beundrer af dansk kultur og mentalitet og ville faktisk nogle gange ønske, at vi lignede hinanden mere, end vi gør.
Det ændrer bare ikke på det faktum, at færinger bare ikke er — og kan ikke føle sig helt som danskere. Der er en dyb længsel i de fleste færinger efter at kunne kalde sig færinger — og ikke danskere — på den internationale scene. Ikke mindst indenfor international sport og på mange andre internationale scener, hvor færinger nu er tvunget til at finde sig i at blive set på som danskere, selv om de selv inderst inde føler, de repræsenterer deres eget land, Færøerne, meget mere.
De allerfleste færinger ønsker, at Færøerne bliver anerkendt som en selvstændig stat i international sammenhæng, fordi de længes efter at kunne være set som “sig selv”— uafhængigt af Danmark. En meget stor del af den færøske befolkning ønsker, at Færøerne skal kunne klare sig selv som et selvstændigt land, der dog selvfølgeligt indgår i internationale samarbejder — ligesom alle andre selvstændige lande gør det. Forhandlingerne skal bare være på færingernes egne præmisser — ikke på danskernes præmisser, da færingers interesser ikke altid er de samme som danskernes.
Så igen — det er vel bare et spørgsmål om tid til, at færingerne vil finde en eller anden vej til at sikre, at Færøerne bliver set som sit eget land i international sammenhæng. Det, der må tages stilling til nu, er hvordan etableringen af en selvstændig færøsk stat skal foregå rent praktisk i en overgangsperiode, hvor Færøerne overgår fra landets nuværende status til at blive sin egen selvstændige stat — bl.a. i hvilken grad Færøerne som selvstændig stat stadig kan være en del af en eller anden form for et mere ligeværdigt rigsfællesskab med Danmark og Grønland.
Løsrivelse i praksis
At etablere en færøsk stat og løsrive Færøerne mere fra Danmark er selvfølgelig ikke uden udfordringer. Én ting er, at der endelig tages hensyn til den færøske identitetsfølelse, som vil virke som en stor lettelse for mange. Noget helt andet er de ændrede, mere eller mindre lavpraktiske forhold, der må findes løsninger på ved en løsrivelse. En af grundene til, at løsrivelsen ikke for længst har fundet sted, er netop, at folk er uenige om, hvordan de praktiske problematikker skal løses.
Mange færinger mener f.eks., at de nyder godt af den danske statsborgerret og det danske pas, som giver dem rettigheder f.eks. i EU, som Færøerne jo ikke er medlem af, men som færinger gennem det danske EU medlemskab alligevel kan få fordele af — så som adgang til fri bevægelighed i EU lande som borgere i EU. Det er et gode, mange helst ikke vil miste. Mange er i tvivl om, hvad der vil ske med de mange færinger, der f.eks. arbejder i den danske skibsflåde — hvad med deres rettigheder? Hvad med færingers adgang til uddannelser i Danmark? Hvad med færingers adgang til det danske sygehusvæsen? Hvad med politiet og den dømmende myndighed, som Danmark betaler for ud over bloktilskuddet? Hvordan skal alt dette tackles efter en evt. løsrivelse?
Der er også spørgsmålet om, hvordan man vil forholde sig til forsvaret af en selvstændig færøsk stat i en verden, der synes stadig mere præget af internationale spændinger. Nu hvor vi oplever, at de geopolitiske spændinger i verden vokser stadig mere, vokser betydningen af Færøernes strategiske placering i GIUK-strædet tilsvarende. Der er ingen tvivl om, at hvis Færøerne løsriver sig fra Danmark, vil dette blive fulgt med meget stor interesse af stormagterne. Der er heller ingen tvivl om, at Færøerne selv vil være mest interesserede i alliancer med landene i den vestlige verden, og at et NATO-medlemskab ville være det mest oplagte. Men hvis Færøerne skal have selvstændigt medlemskab i NATO, betyder det, at Færøerne skal betale fem procent af landets BNP i årligt gebyr for at være medlem. Vil der være råd til det? Det ville svare til 1,4 mia. kr. om året, som er et meget stort indhug i en forholdsvis meget lille og sårbar økonomi — medmindre Færøerne får forhandlet sig til en eller anden særordning netop på grund af Færøernes vigtige strategiske placering. Men intet fås gratis…
Udenrigspolitikken på færøske hænder
En løsrivelse ville i hvert fald åbne op for muligheden for, at færinger selv kan påvirke og vælge, hvem de vil indgå i fællesskab med, og hvordan de vil samarbejde med andre fremover — f.eks. med Danmark og/eller de andre nordiske lande. Færinger kan selv tage stilling til, om de vil være en del af det økonomiske samarbejde i EU. Færinger kan selv vælge f.eks. at knytte bånd til Skotland og/eller Storbritannien og i det hele taget selv styre, i hvilken udenrigspolitisk retning Færøerne bør gå sammen med sine samarbejdspartnere.
Tilhængerne af rigsfællesskabet taler meget om, at en løsrivelse fra Danmark ville isolere Færøerne — som om Danmark er Færøernes og Grønlands eneste adgang til forbindelserne med omverdenen. Men dem, der går ind for løsrivelse, mener, at dette er at vende tingene på hovedet. Ganske vist har Færøerne og Grønland en vis gavn af forbindelsen til Danmark, men det er i virkeligheden Færøerne og Grønland, der er årsagen til Danmarks tyngde og betydning i international politik. Det er Færøerne og Grønland, der gør lilleputlandet Danmark til en central aktør f.eks. i spillet om Arktis, som i øjeblikket er et meget varmt samtaleemne i international politik.
Stadig flere taler om, at rigsfællesskabet bør omorganiseres. Endda også i rigsfælleskabstilhængernes rækker er der tilhængere af en modernisering og omorganisering af rigsfællesskabet, hvor man synes, at de tre lande — Danmark, Færøerne og Grønland — bør indgå i et mere ligeværdigt samarbejde, fordi det er uundgåeligt, at Færøerne og Grønland vil blive stadig mere selvstyrende fremover. Det kan i hvert fald konstateres, at Færøerne efterhånden er så selvstyrende, at der ikke er ret lang vej til, at fuld selvstændighed bliver mulig, da der tages nødvendige skridt hver dag, som bringer færingerne tættere på den fulde selvstændighed.
Færøerne og EU
“Ingen er sig selv nok”, sagde den forhenværende danske statsminister, nu udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen engang. Nej, intet land kan klare sig selv helt uden at indgå i internationale samarbejder. Dette har en kæmpe betydning — ikke mindst for små lande med meget begrænset indbyggertal. Hvis — eller når Færøerne løsriver sig fra Danmark, er det brændende spørgsmål derfor, hvilke internationale samarbejder Færøernes vil indgå i. Forsvarsmæssigt er NATO selvfølgeligt det oplagte. Men hvad med det handelsmæssige? Bør Færøerne f.eks. søge om optagelse i EU, som nok ville være det mest oplagte, for at få bedre adgang til det kæmpestore europæiske marked?
Dette er et meget kompliceret spørgsmål, som det er svært at svare éntydigt på. Der er både fordele og ulemper ved et EU-medlemskab for Færøerne, ligesom der er fordele og ulemper ved et rigsfællesskab med Danmark.
Personligt ser jeg dog lidt større ulemper ved et fuldt EU medlemskab, end de fordele Færøerne kan få ved på sigt at opnå så stor uafhængighed som muligt og beholde den suveræne bestemmelsesret. Jeg tror også næppe, at færinger ønsker at underlægge sig en anden myndighed med det samme, hvis eller når det lige er lykkedes dem endelig at komme ud af afhængighedsforholdet til Danmark.
Fiskeri og akvakultur
Hvis vi nu tager Færøernes hovederhverv, fiskeri og akvakultur, så ville det være en fordel for disse erhverv at få adgang til diverse EU-fiskerisubsidier og finansieringsmekanismer, som de ikke har adgang til nu, og som måske kunne støtte modernisering og bæredygtighed i det færøske fiskerierhverv.
MEN på den anden side ville Færøerne miste suveræn kontrol over deres egne fiskebestande og eksklusive økonomiske zone, da EU’s fælles fiskeripolitik ville fastsætte kvoter og give lige adgang til færøsk farvand for fiskeriflåder fra alle andre medlemsstater — en eksistentiel risiko, da fisk og fiskeprodukter udgør 90–95 % af eksporten. Dette var en af hoverårsagerne til, at Færøerne ikke ønskede EU-medlemskab i sin tid, og jeg tror, at færinger stadig gerne vil have suveræn bestemmelsesret på dette område.
Handel
Med hensyn til handel, ville det være en fordel for Færøerne at få fuld, toldfri og barrierefri adgang for sine fiskeprodukter — som udgør omkring 90 % af eksporten — til hele EU’s indre marked, uden de nuværende undtagelser og begrænsninger i den bilaterale frihandelsaftale.
MEN på den anden side ville Færøerne skulle opgive deres uafhængige handelspolitik og ville ikke længere kunne opretholde egne bilaterale fiske- og handelsaftaler med ikke-EU-lande som Norge, Island, Storbritannien og især Rusland — en mangeårig partner under en bilateral fiskeaftale, der går tilbage til 1977.
Suverænitet
Med hensyn til suverænitet, selvbestemmelse og repræsentation ville det måske være en fordel for Færøerne at få en direkte stemme og stemmeret i EU’s beslutningsorganer, herunder Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, hvilket ville give Færøerne mulighed for at være med til at forme de regler, der påvirker øerne, i stedet for blot at skulle efterleve dem som tredjeland.
MEN et EU-medlemskab ville kræve, at færinger accepterede EU-rettens forrang og EU-Domstolens jurisdiktion, hvilket i betydelig grad ville begrænse færingers egen udformning af deres politik og komme i konflikt med den stærke uafhængighedsbevægelse i landet og ambitionerne om større selvstyre.
Befolkning
Med hensyn til befolkningen og arbejdskraften, herunder ud- og indvandring, ville det være en fordel for færøske statsborgere at få ret til frit at bo, arbejde og studere i enhver EU-medlemsstat, mens Færøerne lettere ville kunne tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft fra hele EU til at afhjælpe arbejdskraftsmangel i den voksende økonomi.
MEN på den anden side kunne åbne grænser under EU’s fri bevægelighed lægge et stort pres på Færøernes boligmarked og offentlige tjenester, hvis der skulle komme en pludselig tilstrømning af en masse EU-borgere, hvilket potentielt ville kunne skabe kulturelle, sociale og økonomiske spændinger i en tæt sammenvævet befolkning på kun cirka 55.000.
Finansiering
Med hensyn til finansiering og betydningen af erhvervsudvikling og finanspolitik, ville det måske være en fordel for Færøerne som en af EU’s mindste og mest perifere regioner, at Færøerne sandsynligvis ville blive berettiget til betydelige strukturfondsmidler og samhørighedsmidler, regional udviklingsstøtte og forskningsmidler til at støtte infrastruktur og økonomisk diversificering.
MEN på den anden side er det virkelig det, færingerne skal stræbe efter, når de lige er blevet uafhængige af blokstilskuddet fra Danmark – og så bare blive afhængige af andre subsidier i stedet for?
Det er også ret usikkert, om EU’s strukturfondsmidler fuldt ud ville kunne kompensere for det årlige danske bloktilskud på omtrent 5-600 mio. kroner, som Færøerne får nu.
Jeg tvivler på, om det overhovedet er fornuftigt at basere Færøernes økonomi på at få subsidier udefra, som til gengæld kræver, at landet afgiver en stor del af sin suveræne bestemmelsesret. Var det ikke netop det færinger ville væk fra?
Selvfølgelig vil ethvert land altid være nødt til at indrette sig til en vis grad efter diverse krav, som andre lande stiller for at ville lave indbyrdes handelsaftaler, og der må vi se, hvad færinger kan forhandle sig til, når de laver handelsaftalerne med andre lande.
Reguleringer
Med hensyn til diverse former for regulering og administration ville et EU-medlemskab harmonisere færøske produktstandarder, fødevaresikkerhedsregler og miljøbestemmelser med EU’s — måske i højere grad end allerede nu, hvilket potentielt kunne reducere overholdelsesomkostninger og administrative byrder for virksomheder, der eksporterer til europæiske markeder.
MEN på den anden side, må man også tage i betragtning, at med kun 55.000 indbyggere ville Færøerne være den klart mindste EU-medlemsstat, og den meget lille offentlige forvaltning ville kunne få svært ved den enorme reguleringsbyrde, der ligger i at gennemføre, implementere og håndhæve hele EU’s regelværk på alle politikområder. Færøerne prøver allerede at håndhæve disse, da det er en betingelse for at kunne eksportere til EU-lande, og oplever i praksis, hvor svært det kan være.
Valuta
Med hensyn til valuta og pengepolitik ville Færøernes EU-medlemskab betyde, at Færøerne nok ville stå over for et politisk og økonomisk pres for på sigt at opgive den færøske króna, der i øjeblikket er knyttet til den danske krone, og indføre euroen — også selv om Danmark ikke er i eurozonen. Derved ville Færøerne blive nødt til at afgive kontrollen over pengepolitikken til Den Europæiske Centralbank i stedet for. Jeg tvivler på, hvorvidt det ville blive accepteret af den færøske befolkning.
EFTA/EØS
For Færøerne kan en EFTA/EØS-ordning være en mellemvej: stærkere adgang til det europæiske marked og tættere samarbejde uden at afgive den samme grad af kontrol over fiskeri, handelspolitik, valuta og politisk suverænitet, som et fuldt EU-medlemskab kunne indebære.
MEN den vil dog ikke fjerne afhængigheden af eksterne regler eller forhandlinger. Den centrale udfordring vil være at sikre en stabil og fordelagtig adgang for færøske fiskeprodukter til EU-markedet, samtidig med at Færøerne bevarer kontrollen over egne fiskefarvande og kvoter.
Nordisk Råd
Hvis Færøerne var en stat, ville det kunne give fuldt medlemskab af Nordisk Råd. Dette ville give Færøerne ligeværdig repræsentation og en direkte stemme i det nordiske politiske samarbejde, frem for at deltage gennem Danmark. Det ville styrke færøsk indflydelse på områder som fiskeri, klima, arktisk politik, kultur, uddannelse, sundhed, arbejdsmarked og digital udvikling.
Det kunne også styrke den internationale anerkendelse af Færøerne som et selvstændigt land og skabe en stærkere platform for samarbejde med de øvrige nordiske lande, særligt om emner, der er fælles for små nordatlantiske samfund. Det færøske sprog og den færøske kultur kunne få en mere fremtrædende plads i det formelle nordiske samarbejde, mens færøske borgere kunne få gavn af tættere ordninger inden for uddannelse, arbejde, anerkendelse af faglige kvalifikationer og sociale rettigheder i hele Norden.
I modsætning til et EU-medlemskab ville fuld deltagelse i Nordisk Råd ikke kræve, at Færøerne afgiver væsentlig politisk suverænitet, da rådet primært arbejder gennem dialog, anbefalinger og frivilligt samarbejde frem for bindende overnational lovgivning.
Monarkiet
Med hensyn til Færøernes tilhørsforhold til det danske monarki, tror jeg helt sikkert, at Færøerne og Grønland gerne ville forblive en del af monarkiet. Det er bestemt ikke alle færinger, der er enige i det, men det danske kongehus er generelt meget afholdt i de to lande, så hvis der kunne etableres en lignende ordning som Canada og Australien har med The Commonwealth, så tror jeg, færinger gerne ville have sådan et — også efter en løsrivelse fra Danmark. Personligt ser jeg ikke nogen særlig fordel i det, men jeg har heller ikke nogen stærk mening om det. Det må være op til det færøske folk at bestemme.
Konklusion
Færøernes stærke nationale identitet og stigende selvstyre peger på, at ønsket om fuld selvstændighed sandsynligvis vil vokse med tiden. En løsrivelse behøver ikke betyde isolation eller et brud med Danmark, men kan tværtimod give Færøerne mulighed for selv at vælge sine internationale samarbejder og repræsentere egne interesser. Samtidig kræver selvstændighed realistiske løsninger på spørgsmål om økonomi, forsvar, statsborgerskab, sundhed, uddannelse og handel.
Et EU-medlemskab kan give adgang til det store europæiske marked, støtteordninger og indflydelse, men vil også kunne begrænse den suverænitet, som selvstændigheden netop skal sikre — særligt på fiskeriområdet. Derfor bør Færøerne nøje overveje, hvordan landet kan kombinere politisk frihed med tætte internationale samarbejder. Den afgørende beslutning bør i sidste ende træffes af færingerne selv, ud fra hvad der bedst beskytter deres identitet, økonomi og langsigtede interesser.