Folk har spurgt mig: “Hvorfor har du så meget imod grindeloven? Er det ikke vigtigere at tage mere hensyn til færingerne selv, i stedet for at tænke så meget på turister og udlændinge? Har du noget imod, at færinger dræber grindehvaler eller hvad?” Nej, jeg har intet imod grindeloven som helhed. Dette handler ikke om at være for eller imod grindefangst. Det er heller ikke et spørgsmål om turister versus færinger. Det handler kun om §3 i grindeloven – om §3 er en fornuftig og nyttig lovbestemmelse eller ikke.

Lov er lov, og loven skal selvfølgelig overholdes. Men det betyder ikke, at vi skal stoppe med at tænke kritisk og for evigt acceptere alt, hvad Lagtinget tankeløst vedtager. Den strenge bestemmelse om meddelelsespligt blev vedtaget uden nogen reel behandling. Efterfølgende har det vist sig, at det er meget tvivlsomt, om bestemmelsen i §3 i grindeloven er til nogen som helst nytte. Tværtimod, ser vi, at lovændringen allerede har haft meget uheldige konsekvenser. Selvfølgelig er det fornuftigt at revidere bestemte lovbestemmelser, som ingen gavnlig virkning har.

For det første mister vi ikke en eneste grindehval ved ikke at have denne skærpede meddelelsespligt i grindeloven. Det er helt unødvendigt at pålægge ALLE denne pligt, da der uden tvivl er nok mennesker, der gerne vil påtage sig meddele til myndighederne, at de har set en flok grindehvaler for derved sikre sig præmien, som er en hel hval. Dem, der før ikke gad meddele, at de havde set en grindehvaler, vil heller ikke meddele det nu, selvom denne lovbestemmelse er trådt i kraft, fordi de ved godt, at det ikke kan bevises, at de har set en hval.

For det andet rammer bestemmelsen ikke hårdt nok, hvor den er beregnet til at ramme. Hvis det er Sea Shepherd, man ønsker at ramme med bestemmelsen, findes der andre meget mere effektive måder at ramme Sea Shepherd på, sådan som flere jurister har påpeget.

For det tredje har §3 indtil nu ikke gjort andet end at skade Færøernes omdømme og skabt splid mellem færinger. Formuleringen i §3 bør derfor ændres så hurtigt som muligt, når tinget samles efter valget.

En principiel sag om tanke- og ytringsfrihed

Men dette handler ikke kun om manglende nytteværdi i §3. Det handler også om en principiel sag. En af de største årsager til, at jeg mener, at det er vigtigt at få ændret formuleringen i §3 i grindeloven, er IKKE fordi jeg tænker så meget på konsekvenserne for turismen – selvom det naturligvis også har betydning, ikke mindst økonomisk.

Nej, det, der først og fremmest er meget vigtigt for mig, er, at alle skal have ret til ytrings- og tanke-frihed på Færøerne. Ytrings- og tanke-frihed er grundlæggende menneskerettigheder, fastsat i grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Færøerne har underskrevet. Dette inkluderer også friheden til ikke at sige noget.

Én ting er at være uenig med dem, der ikke ønsker at meddele det, når de ser en flok grindehvaler, fordi de har en anden overbevisning. Men er det rigtigt eller rimeligt at true folk – udlændinge og/eller færinger – med store bøder og fængsel for bare at ville holde sig udenfor?

Når vi således tvinger folk med strenge straffe til at handle imod deres personlige overbevisning og samvittighed, vil jeg mene, at vi i virkeligheden ikke er en døjt bedre end Sea Shepherd, som vil tvinge alle færinger til at være vegetarer imod deres vilje.

Tanke-frihed er grundlaget for demokratiet

Det siges, at den franske filosof og forfatter Voltaire, som levede i 1700-tallet, skulle have sagt: “Jeg er uenig i det, du siger, men jeg vil forsvare din ret til at sige det, selvom jeg skal ofre mit liv for det.”

Dette grundsynspunkt om ytringsfrihed, som med tiden vandt frem i Europa, har været med til at lægge grundlaget for de demokratiske systemer, som vi i dag nyder godt af. Denne frihedstanke er ikke mindst en af de vigtige årsager til, at Vesten overhovedet har haft al den fremgang, som vi har oplevet de sidste 200 år. At have rettighederne til tanke- og ytrings-frihed er derfor meget vigtigt for alle, der ønsker at bevare demokratiet og de personlige friheder, som et demokrati sikrer.

Vi lever (forhåbentlig) i et demokrati – ikke i et diktatur – så vi har selvfølgelig ingen ret til at tvinge alle, der bor – eller tilfældigvis er – på Færøerne, til at have en bestemt opfattelse. Men Jacob Vestergaard og andre politikere opfører sig, som om vi lever i et diktatur ved at lovgive en skærpet meddelelsespligt, hvor de pålægger alle, der er på Færøerne – dvs. både bosiddende og besøgende – en pligt, som går imod overbevisningen hos nogle – også nogle færinger. Hvad skal det gøre godt for?

Hensyn til den enkelte eller kollektivet

En af mine Facebook-venner stillede dette meget relevante spørgsmål, som jeg synes, beskriver godt, hvad debatten om den skærpede meddelelsespligt i grindeloven drejer sig om: Hvad er vigtigst, min personlige ret til en bestemt overbevisning eller mit personlige ansvar overfor kollektivet (dvs. min solidaritet med fællesskabet blandt færingerne)? Til dette bemærkede en anden af mine fornuftige Facebook-venner: Hvis min overbevisning er, at jeg ikke vil skade helbredet hos folk og følger landslægens anbefalinger om grindehvaler, er jeg så ikke ansvarlig overfor kollektivet?

Dette viser blandt andet, at vi kan forstå solidaritet på mange forskellige måder. Virkeligheden er kompleks, så hvorfor gøre spørgsmålet om, hvilke hensyn vi skal tage, til et enten-eller spørgsmål? Handler det virkelig om ENTEN at tage hensyn til den enkelte ELLER til kollektivet? Nej, det er selvfølgelig slet ikke så sort-hvidt. Vi kan nemt beskytte både individet og kollektivet. Det er det, love bliver lavet for. Men en lov må for eksempel ikke krænke grundlæggende menneskerettigheder. Min og din ret til at tie er grundlovsfæstet og vejer derfor tungere end nogen uovervejet bestemmelse i en nyligt vedtaget lov.

Retten til at tie kan kun overtrumfes, hvis der er en reel fare for liv og helbred ved, at jeg intet siger. Men her er der ikke tale om nogen direkte fare for nogen. Der vil ikke blive hungersnød på Færøerne, selvom enkelte personer ikke meddeler, at de har set en hval. Som nævnt findes der masser af folk, som meget gerne meddeler, at de har set en flok grindehvaler. Derfor kan meddelelsespligten sagtens være frivillig. Der er ingen grund til at tvinge nogen til at meddele, hvad de har set, som ikke ønsker det. At lægge tvang på folk vil kun øge modviljen – også blandt færinger – mod grindefangst. Så hvis man ønsker at skabe voksende modvilje, skal man bare holde fast i §3.

Ingen overbevisende argumenter for §3

Jeg har endnu ikke set eller hørt noget som helst fornuftigt argument for §3, som ikke kan gøres bedre med en anden formulering. Jeg har bare set og hørt udskamning af dem, som har kritiseret denne paragraf. Jacob Vestergaard skrev for eksempel på sin Facebook-profil, at dem, som er imod §3, er “uvidende” mennesker, som “bare ønsker opmærksomhed”. Dette er for mig at se en meget nedladende måde at undgå at forholde sig til argumenterne mod §3. Jacob Vestergaard mangler åbenbart selv overbevisende argumenter og ser derfor ingen anden udvej end at nedgøre sine modstandere, bare fordi han i ren stædighed ikke tør indrømme, at §3 er en fejl.

Stædighed kan være fornuftig i visse tilfælde, men ikke i alle. I dette tilfælde er det bestemt ikke fornuftigt. Her spænder vi bare ben for os selv, fordi Sea Shepherd elsker §3. Det er et fremragende våben, vi har givet dem i hånden. Ærgerligt, når vi nu kunne have stoppet Sea Shepherd på så meget mere elegante og effektive måder. Men Vestergaard og andre med ham vælger ligesom en stædig struds at stikke hovedet i sandet.

Ved stædigt at fastholde §3 med den nuværende formulering, har vi bare ladet kanonerne for Sea Shepherd endnu mere. Watson ELSKER, når færinger er uregerlige og træder forkert. Sådanne urimelige lovbestemmelser hælder bare mere benzin på bålet, således at selv seriøse internationale medier nu hopper med på Watsons vogn, som de ellers ikke gjorde før, fordi vi aldrig kan få almindelige mennesker til at forstå rimeligheden i dette. Dette er en gave til Sea Shepherds hadkampagne mod færingerne. Vi har foræret dem en fremragende mulighed på et sølvfad til at skade vores omdømme endnu mere i internationale medier.

Denne gang er forskellen bare, at vi ikke kan tilbagevise kritikken mod os om, at vi krænker menneskerettigheder – ikke lige så godt, som vi kan tilbagevise så megen anden kritik, der bare er baseret på løgne og misforståelser – fordi vi faktisk krænker menneskerettigheder med §3.

Bør ikke lade os bruge som “nyttige idioter”

Paul Watsons taktik med at skabe mest mulig opstandelse, så Sea Shepherd får større international medieomtale, ser ud til at virke godt. Hans strategi er at provokere færingerne og ophidse dem så meget, at de reagerer uovervejet, for eksempel som i panik over al opstandelsen at lave love, som krænker det, der i den vestlige verden betragtes som grundlæggende menneskerettigheder.

Således er det lykkedes Watson at skræmme og ophidse folk så meget, at de ubevidst har ladet sig bruge som hans “nyttige idioter” til i hastværk at lave en lov, som – i stedet for specifikt at ramme Sea Shepherd – rammer alle – færinger såvel som udlændinge, der er i landet – med det resultat, at nu har nogle af verdens største og mest seriøse medier, der ellers altid har ignoreret grindefangst, kastet lys på Færøerne – ikke kun for grindefangsten som sådan, for der er intet nyt i det, men direkte fordi vi krænker menneskerettigheder.

Denne negative medieomtale fik straks andre konsekvenser. Folk i turistbranchen meldte, at rejsebureauer droppede Færøerne som rejsemål, og flere krydstogtskibe aflyste deres ture til Færøerne, fordi de vil beskytte deres turister mod at blive blandet ind i grindefangst og eventuelt blive straffet for ikke at meddele, når de ser en flok grindehvaler.

Dette blev således også en international mediesensation, som selvfølgelig er en gave til Watson, der nu har opnået omtale som aldrig før, hvor han står som helten og færingerne som primitive idioter. Så kan vi sidde her som fornærmede selvretfærdige teenagere og mumle for os selv: “Jeg er ligeglad, nå!” uden at nogen gider lytte, fordi vi har mistet den troværdighed, vi ellers var godt på vej til at opbygge. Men det har politikerne nu forpurret med §3.

Færingerne – eller rettere vores politikere – er så blinde, at de ikke ser, at de er hoppet lige i fælden, og Watson kan grine hele vejen til banken, fordi nu strømmer donationerne ind til Sea Shepherd – også fra folk, som før var ligeglade, men som nu mener, at færingerne er gået over alle rimelige grænser, og som derfor støtter Watson, så han får råd til at skabe uro og ophidse os endnu mere.

Hvem har mest brug for at køle af?

Nogle mener, at jeg overdriver og har bedt mig om at køle af. Men jeg mener, at dem, der har mest brug for at køle af, er Jacob Vestergaard og andre, som er så opsatte på at hævne sig på Sea Shepherd, at de har tabt hovedet og handler i blinde. Virkeligheden er, at vi slet ikke rammer Sea Shepherd med denne paragraf – vi hjælper dem tværtimod! Med de hårde straffe for at bryde meddelelsespligten har politikerne – sammen med den krigsgale Watson – taget hele det færøske folk som gidsler til ingen verdens nytte, uden at have nogen som helst fornuftige grunde til det.

Så, kære politikere, ændr §3 så hurtigt som muligt. Det handler IKKE om at ændre grindeloven grundlæggende. Det ville sagtens kunne lade sig gøre at ændre formuleringen i §3 til for eksempel dette: “Det er ikke tilladt at begynde at drive en flok grindehvaler eller på anden måde forstyrre flokken, før dette er meddelt på rette sted på forhånd”, som juristen Turið Debes Hentze har foreslået. Så var der ingen problemer. Det ville også være muligt at fastsætte en rimelig hård straf for brud på denne regel.

Man kunne også se nærmere på, hvordan man forhindrer folk, som tydeligt har sagt, at de vil gøre noget ulovligt – nemlig forhindre grindefangst – overhovedet kommer i nærheden af grindefangsten. De skulle sandsynligvis være blevet vendt ved lufthavnen eller kajen, så de slet ikke får lov til at komme ind i landet for at lave “ballade”.

Bøjer os ikke for pres ved at ændre §3 – tværtimod

Nogen mente, at hvis vi ændrer §3, så bøjer vi os for pres udefra. Skal vi underkaste os nogle tilfældige hysteriske udenlandske personers nykker? Skal vi ikke hellere holde fast i at være, som vi er?

Selvfølgelig skal vi ikke lade som om at være noget, vi ikke er. Men i mine øjne er §3 netop et eksempel på, at vi har tilpasset os presset udefra – desværre den helt forkerte vej – til noget, som ellers har været helt fremmed for os færinger: nemlig ved lov at begrænse folks frihed og forhindre dem – også færinger selv – i at være sig selv, gøre og mene, hvad de vil. Denne paragraf er udemokratisk – ja, direkte diktatorisk – og klæder vores ellers så frihedselskende kultur meget dårligt.

Ved at acceptere en sådan paragraf, som undertrykker vores alle sammens frihed , og ikke kun Sea Shepherd, er vi netop bukket under for trykket fra Sea Shepherd, for hvis det ikke var for denne organisation, havde vi aldrig formuleret en så frihedshæmmende paragraf. Hvorfor skal vi ændre vores love på denne måde, så vi begrænser vores egen frihed, bare på grund af Sea Shepherd? Hvis vi vil ramme Sea Shepherd, hvorfor så ikke lave en lov, som direkte rammer Sea Shepherd og ikke alle mulige andre uskyldige mennesker også?

Sender signal om, at vi ikke tolererer andre meninger

Det eneste, som §3 gør – ved blot at være der på papiret – er at sende et kraftigt signal ud i verden om, at færinger har en diktatorisk tankegang, hvor vi ikke vil tillade tankefrihed. Derved underminerer vi vores eget omdømme som et frit land og påfører os selv en fuldstændig unødvendig mistillid om, at vi ikke tolererer andre meninger end vores egne. Bestemmelsen i §3 er klart en overtrædelse af menneskerettighederne, så det gavner os lidt at forsøge at forklare, at vi ikke har til hensigt at straffe turister for det, der står i loven. Vi kan ikke forklare os ud af dette, så længe §3 er formuleret, som den er.

Holder vi af ren stædighed fast i de nye, meget strengere bestemmelser i §3 i loven, som potentielt kan ramme uskyldige, og som ALLE andre (undtagen enkelte stædige mennesker på Færøerne) naturligvis ser som totalt urimeligt og direkte tåbeligt brud på menneskerettighederne, så mister vi den hårdt opnåede troværdighed, vi har opbygget gennem de sidste mange år ved altid at holde os til fakta og fornuftig information og argumentation.

Vi kan meget lettere stå fast og overbevise andre om vores ret til at udnytte vores havressourcer, hvis vi holder hovedet koldt og altid har fakta og velargumenterede synspunkter at henvise til, når verdens medier fokuserer på grindedrabet. Så spiller vi kortene rigtigt. Men nu har internationale medier og almindelige mennesker over hele verden meget svært ved at tro på os, når vi viser en så udemokratisk og diktatorisk holdning, som vi har gjort ved at vedtage denne formulering i §3. Dermed har vi undermineret vores egne velbegrundede og sympatiske argumenter, som det hidtil har været en majoritet i verden, der har troet på og ‘købt’ – når de ellers har haft mulighed for at høre argumenterne.

Bestemmelserne i §3 kan vi aldrig ‘sælge’ som et godt og gyldigt argument andre steder end blandt enkelte stædige mennesker på Færøerne. Dette er en “ommer” begået i affekt. Hverken mere eller mindre. Nej, kære lagtingsmedlemmer, lav hellere en lov, der mere nøjagtigt og effektivt forhindrer medlemmerne af Sea Shepherd-organisation i at komme til Færøerne og overtræde vores love, i stedet for at holde fast i dette selvmål.