Så vidt videnskaben har kunnet stadfæste, er mennesket i grunden et rovdyr blandt andre rovdyr og har altid været det. Men i dag er menneskeheden blevet så hovmodig, at vi tror, at vi har “udviklet” os væk fra vores rovdyrs-natur, så meget, at mange er begyndt at mene, at det er en god idé at fornægte vores kødspisende vaner og appetit for kød. Ved første øjekast kan det se ud som om, vi har flyttet os langt væk fra vores oprindelige natur i og med, at vi praktiserer en såkaldt civiliseret måde at leve på, men faktum er, at statistisk set kan de fleste stadig godt lide kød og nyder at spise det, så spørgsmålet er, om menneskeheden virkelig har ændret sig så meget. Kan vi virkelig undslippe vores egen natur, der er udviklet gennem millioner af års evolution? Kan naturen afvises så let?
Hvis vi fortrænger og undertrykker rovdyrets instinkter i os selv, vil disse så ikke komme tilbage og bide os i halen? Risikerer vi ikke bare at forstyrre en skrøbelig balance i naturen, som altid har været der? Måske har vi snarere brug for at anerkende, hvad vi virkelig er, for at kunne håndtere det på en mere kontrolleret måde og dermed redde os selv og verden.
Hvis vi ikke indser, hvem vi virkelig er dybt nede, og begynder at handle derefter, kan vores selvfornægtelse forstyrre den naturlige livscyklus, vi er en del af. Faktisk kunne det resultere i en økologisk katastrofe. Den ironiske ved det er, at dem med de bedste intentioner, som ser sig selv som de mest naturelskende mennesker, måske ender med at bringe naturen i den største fare uden selv at være klar over det. Lad mig forklare hvordan.
Naturen handler om forvandling
Det er tankevækkende, hvordan frygten for død, smerte og at komme til skade er en fællesnævner for alle mennesker og dyr. Ingen ønsker at dø, hvis de kan undgå det. Alt liv har en stærk vilje til at leve, og alle levende væsener vil gøre alt for at overleve. Mærkeligt nok er det den samme vilje, der får dyr til at dræbe og spise hinanden.
Det er ret interessant, at alt fungerer på denne måde. Det ser ud til, at alt, der lever, lever af andre levende ting – planter eller dyr. Alt dør og genfødes i denne cyklus. Universet æder sig selv. Men hvorfor fungerer naturen på denne måde? Hvorfor skal vi dræbe andre levende væsener for selv at leve? Hvorfor kan vi ikke bare spise jord og/eller kadavere, så ingen behøver at lide eller blive dræbt?
Naturen handler ikke om moral eller etik. Den handler om forvandling – forvandling af energi – for at holde naturens cyklus i gang, hvor livet og døden spiller en helt essentiel rolle. Sådan har det været i milliarder af år – længe før nogen mennesker fandtes på jorden. Det er en kendsgerning.
Amerikanske indianere for eksempel siges at have forstået og accepteret denne naturlige liv og død cyklus. De vidste, at naturens balance afhænger af den. Du tager ikke mere, end du giver. Indianerne jagede dyr på en bæredygtig måde, og de takkede den Store Ånd og dyrene for at give deres liv, så mennesker kunne overleve. Det samme gælder stadig for folk i det høje nord – dvs. mennesker, der bor i de store arktiske og subarktiske områder på jorden med lidt eller ingen dyrkbar jord. De har stadig ikke andet valg end at leve af de naturlige ressourcer, der er til rådighed, hvilket blandt andet betyder: at dræbe dyr for at overleve.
Dyr vurderet efter deres “sød-faktor”
Men i de senere år synes disse gamle overlevelsesmetoder at være en fjern erindring fra en fjern fortid for de fleste moderne mennesker. Vores verden er blevet mere og mere kunstig og teknologi-baseret. Teknologien har gjort mange menneskers liv så effektivt, så komfortabelt og så beskyttet, at vi ikke længere føler det samme ansvar for vores egen overlevelse – ikke i den forstand, at vi personligt skal dyrke vores egne grøntsager eller gå på jagt efter vores eget kød. Systemet tager sig af det for os.
Derfor er “dyr” ikke noget, de fleste mennesker tænker på som noget, man jager og dræber for at spise. Drab er noget, vi kun gør mod hinanden i krige – eller for sjov på vores computer- og TV-skærme. Faktisk er vi ret besatte af blodig vold i de computerspil, vi spiller og de film, vi ser. Man kunne spørge: Hvorfor er vi så besatte af vold og blod? Hvorfor vil vi skræmmes så meget i vores medier og underholdning? Hvad fortæller det os om os selv? Kan det være, at vi har brug for at finde kunstige måder at begejstre og skræmme os selv på, nu hvor vi ikke længere oplever det så meget på en naturlig måde?
I de fleste menneskers verden i dag ses dyr ikke længere som jagtbytte, men som noget, man enten holder som kæledyr for selskabets skyld – eller noget, man ser på for underholdningens skyld i en zoologisk have eller på TV, hvor dyr vurderes efter deres ‘sød-faktor’. Dyr generelt – i hvert fald pattedyr – er blevet mere og mere menneskelignende i vores opfattelse i dag.
Folk er blevet så fremmedgjorte fra de gamle måder at leve på og så ‘disneyficerede’ i deres tænkning, at de næsten har fortrængt det faktum, at dyr stadig er lige så meget en fødekilde for mennesker, som de altid har været. Men hvordan kan man bebrejde folk for at tænke sådan, hvis de næsten kun præsenteres for dyr som kæledyr i deres daglige liv og aldrig ser, hvordan kødet på bordet egentlig kommer dertil? Det må indrømmes, at det kan være svært at se forbindelsen mellem ens søde kæledyr og det indpakkede kød fra supermarkedets køledisk.
Menneskeheden har umættelig appetit for kød
Folk anser denne udvikling i vores tankegang som, at menneskeheden har udviklet sig fra en mere primitiv tilstand til en mere højudviklet tilstand. Men sandheden er, at vi bare bedrager os selv. Vi lykkes elendigt med at konfrontere virkeligheden. Selvom mange af os måske ikke vil acceptere det, kan vi ikke benægte, at de fleste mennesker stadig spiser kød, hvilket betyder, at vi grundlæggende stadig er rovdyr. Denne fremmedgjorte verden af illusioner, vi har skabt omkring os selv, har ikke ændret menneskehedens trang til kød, men kun sensibiliseret folk på en sådan måde, at de fleste af os ikke længere er i stand til at dræbe noget eller se dyr blive dræbt.
Hvordan kan vi bringe os selv til at skade et dyr, når vi projicerer os selv ind i dem og identificerer os med dem? Vi ved, at vi ikke kan lide smerte og ikke ønsker at dø, så hvorfor skulle dyrene? Det føles på en eller anden måde “forkert” at dræbe disse uskyldige væsener. Vi kan ikke længere lide tanken om, at et levende væsen skal miste sit liv for, at vi kan spise det. Problemet er, at vi stadig elsker smagen af dyrene, ikke sandt? Så hvad gør vi ved det? Hvordan håndterer vi det faktum, at for at tilfredsstille menneskehedens umættelige trang til kød, er vi nødt til at opdrætte dyr i milliarder blot for at dræbe og spise dem?
At leve i lykkelig uvidenhed
Vi har denne romantiske forestilling om hyggeligt landliv med køer, der græsser fredeligt i solen på grønne marker og lever lykkelige liv, men faktisk kunne intet være længere væk fra sandheden. Sandheden er, at landbrug overalt er blevet en koldhjertet masseindustri, hvor milliarder af dyr betragtes som intet andet end “produkter”, holdt i slaveri i enorme kødproducerende fabrikker, uden for vores synsfelt, ofte under forhold, der minder om holocaust, lever et elendigt liv, ser aldrig dagens lys, tvangsfodres med mad, der er helt unaturlig for dem, og tvinges til at reproducere i utrolige antal. Så snart der er nok kød og fedt på deres kroppe, sættes de på samlebånd i endeløse rækker for blot at blive slået nådesløst ihjel i slagterier langt væk, hvor al adgang er strengt forbudt for udenforstående.
Og hvorfor er det sådan? Hvorfor holder vi kødproduktionsprocessen ude af offentlighedens øjne? Det virker som om, vi skal beskytte os selv mod virkelig at indse, hvor frygteligt vi behandler dyr, fordi vi ikke tør se os selv i øjnene. Vores selvbedrag er fænomenalt. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med disse “mørke” sider af menneskeheden. Det system, vi har skabt, hjælper os med at gøre som strudse: Stikke hovedet i sandet og leve i lykkelig uvidenhed og ligegyldighed.
Omkostningerne ved den grusomme masseslagtning af dyr verden over er næsten ubegribelige. Det ser ud til, at de fleste mennesker er ude af stand til at indse, hvor meget smerte vores moderne livsstil påfører hvert enkelt dyr blandt de milliarder, vi dræber. Hvad ville der ske, hvis vi virkelig skulle forholde os til i hvilken grad menneskeheden udnytter dyr, og hvor meget dyr lider for vores skyld? Ville vi virkelig ændre vores måde at leve på – eller blot lære at leve med den dårlige samvittighed?
Hvem er mere “udviklet”?
Mange mennesker bliver vegetarer eller veganere for at lette deres dårlige samvittighed, men de fleste gør det ikke. Da mange føler, at de ingen magt har til at ændre den måde, verden er indrettet på, tror de, at de ikke har andet valg end at følge strømmen. Det er nemt, fordi vi ikke selv slår dyrene ihjel; andre gør det beskidte arbejde for os – så vi glemmer vores eget ansvar i det store billede.
Men så… fra tid til anden sker det, at nogle mennesker støder på dyreslagtning, der foregår i fuld åbenhed – eller på blodige billeder eller videoer – hvor folk stadig slagter dyr på den gamle måde, ude i det fri. Det er meget sandsynligt, at det sker i små lommer af ældre bevarede kulturer, der endnu ikke fuldt ud har taget den industrialiserede masseudnyttelse af dyr til sig og derfor ikke skjuler deres kødproduktionsproces for offentligheden. At opleve disse praksisser er så chokerende for nogle uforberedte tilskuere, at de bliver forfærdede og oprørte: “I onde massemordere!” råber de højt. “Denne grusomhed hører ikke hjemme i det 21. århundrede! Hvorfor udvikler I jer ikke som os andre!”
Disse “primitive kulturer”, der udfører disse slagtninger, gør dette som det mest naturlige i verden og tilsyneladende uden nogen skyldfølelse – og det er meget provokerende, især for dem, der aldrig kunne få sig selv til at skade et dyr (hvilket inkluderer de fleste af os). Så vi betragter os selv som “mere udviklede” og “moralsk overlegne” i forhold til disse hjerteløse mennesker.
Diskriminerende skelnen mellem dyr
Men er vi virkelig? Tror vi virkelig, at bare fordi vi ikke personligt har blod på hænderne, at vi er bedre? Er vores egen kulturs masseudnyttelse og rovdrift på dyreriget virkelig mere etisk acceptabel? Er den højt industrialiserede masseavl og drab af dyr ikke i virkeligheden endnu mere ondskabsfuld og pervers? At tale om at se “splinten i din brors øje”, men ikke lægge mærke til “bjælken i dit eget øje”…
For at retfærdiggøre os selv begynder vi at lave en mere eller mindre absurd og diskriminerende skelnen mellem dyr – som om nogle dyr er mere værdige og fortjener vores omsorg mere end andre. Pattedyr, der ligner os mest, er bestemt øverst på listen, fordi de er de “sødeste”. Men vi spiser stadig pattedyr, også intelligente pattedyr.
Hvorfor skulle vi mene, det er i orden at spise én slags pattedyr, men ikke en anden slags pattedyr? Et liv er et liv, ikke? Hvorfor skulle eksempelvis et husdyrs liv være mindre værd end et vildt dyrs liv? Er den eneste forskel ikke, at husdyr blot er uheldige at være født i en tid, hvor masseavl, udnyttelse og slaveri af denne slags dyr har udviklet sig til det mest vidtgående i menneskets historie? Men gør det det mere “naturligt” eller etisk acceptabelt at dræbe og spise disse dyr?
Håbløs fremmedgørelse fra vores naturlige selv
Hvad sker der egentlig her? Kunne man spørge. Er det sådan, at vi – i vores forsøg på at udrydde alt ondt i verden – er blevet så frastødt af reminiscenserne af rovdyret i os – vores egen natur – at når vi ser andre helt ugenert agere ud fra det, som vi ikke længere accepterer i os selv, så bliver vi vrede? Projicerer vi i virkeligheden bare vores smerte og frustrationer over vores egen håbløse fremmedgørelse fra naturen i os selv over på andre, der repræsenterer det, som vi hader at indrømme er en del af vores egen menneskelige natur? Meget belejligt for os åbner disse hændelser en ventil, hvorigennem vi kan slippe den damp ud, vi har holdt nede.
Bundlinje: Mange er så utilpasse over det faktum, at der skal blod til for at få kød på bordet, at vi nu udfordrer naturens love og prøver at finde veje ud af denne ‘onde’ livs- og døds-cyklus, som i milliarder af år var naturlig.
Den første idé, der kommer til én, er denne: Hvorfor spiser alle ikke bare bare planter? Hvad hvis vi alle blev vegetarer eller veganere? Det ville løse problemet, ikke sandt? Nej. Det skaber andre problemer, udover at det går imod millioner af års evolution. Det genopretter ikke den økologiske balance i naturen, som moderne landbrug praktisk talt har ødelagt. Og det gør livet umuligt for alle de mennesker, der bor i arktiske, subarktiske og højsletteområder uden andre overlevelsesmidler end at jage i naturen eller opdrætte husdyr.
Ingen flugt fra dårlig samvittighed
Løser det overhovedet vores etiske dilemma? Det kan føre til yderligere spørgsmål, for på den anden side: Hvad får os til at tro, at det er i orden at dræbe og spise én slags levende væsener – som planter – og ikke en anden slags levende væsener – som dyr? Har planter ikke også en vilje til at leve – ligesom dyr? Bare en tanke. De har ingen chance for at forsvare sig. Er det okay for os at udnytte det? Jeg spekulerer på, hvad der ville ske, hvis folk fandt beviser, der viste, at planter også har noget, der ligner følsomhed, sansning eller endda en form for intelligens. Nogle tror virkelig på det. Måske skulle vi kun spise moden frugt, der er faldet til jorden og alligevel er ved at dø…
Eller hvad hvis vi – som de intelligente væsener vi er – fandt måder at spise mad, der var 100 % syntetisk produceret? Ville det virkelig ændre noget? Er det ikke bare en anden side af samme sag? Handler det ikke bare om at finde en smart måde at undslippe vores egen selvskabte dårlige samvittighed over, at vores brød er en andens død?
Sammenfattende er det næsten umuligt at leve op til de ‘moralske standarder’, som nogle mennesker har udviklet i dag. Det virker næsten umuligt at spise noget som helst uden at føle skyld eller dårlig samvittighed. Men hvis vi virkelig, seriøst, gjorde noget for at finde alternative fødekilder, der kunne accepteres som 100 % etisk “korrekte” i dag, ville det ikke bare være det samme som at modsætte sig rammerne for, hvordan hele økosystemet fungerer og altid har fungeret?
Forårsager katastrofe i stedet for Utopia
Hvad med det faktum, at dyr spiser hinanden, som de altid har gjort? Er det også ‘umoralsk’, når dyr gør det? Hvorfor skulle dyr have denne “ret” til at forårsage andre dyrs død, hvis mennesker blev nægtet de samme “rettigheder”? Det er forvirrende og tankevækkende til det absurde. Hvis vi skal være konsekvente, burde vi så ikke også forhindre dyr i at påføre andre smerte og i at spise hinanden?
Men hvad ville der ske med økosystemet, hvis vi gennemførte det og virkelig prøvede at implementere denne idé? Er det muligt at udrydde al “ondskab” – al angst, al smerte, al død – i denne verden? Ville det ikke bare forstyrre den store livscyklus, hvor planter og dyr lever af hinanden? Vil vi ikke bare forrykke naturens balance og forårsage en katastrofe i stedet for den utopi, vi drømmer om, hvis vi går for langt hen ad den vej?
Hvad gør os mennesker i dag – i den relativt meget korte periode, vi har været her siden tidernes begyndelse – så specielle og anderledes, at vi skal ændre noget så fundamentalt naturligt som livs- og døds-cyklussen? Er det okay? Jeg spørger bare…
Accept af vores rolle i den naturlige cyklus
Ville det ikke være bedre, hvis vi, i stedet for at kæmpe imod det, bare indså og accepterede hvad historien har vist os som vores sande natur – det faktum at de fleste af os er omnivore (altædere) og ikke har nogen intention om at blive noget andet. Og derefter lære at leve med det på en moralsk acceptabel og økologisk bæredygtig måde.
Den naturlige cyklus er allerede blevet forstyrret nok, som det er. Hvis vi ønsker at genoprette den og genvinde den økologiske balance, hvad skal vi så gøre? Hvis hvert eneste menneske skal leve på en bæredygtig måde i overensstemmelse med deres omgivelser, uanset hvor de er på planeten, betyder det grundlæggende, at vi først og fremmest skal leve af de ressourcer, der er tilgængelige i vores nærhed – også hvis det indebærer at dræbe dyr for deres kød, fordi de nogle steder er den eneste tilgængelige ressource. Vi kunne måske have en chance for at genoprette en naturlig balance hvis vi baserer vores overlevelse så meget som muligt på lokale fødevareforsyninger fremfor tvivlsomme fødevarer, der er transporteret tusindvis af kilometer fra modsatte hjørner af verden, hvilket efterlader spor af farlig CO2-udledning, ofte sprøjtet med kemikalier for holdbarhed og pakket ind i plastik, som ender i naturen, forgifter vores jord og have og truer vores sundhed og fertilitet.
Men hvis vi ønsker at leve i balance med naturen, er det da muligt at udelade dyrene helt, selvom vi ville have valget om kun at leve af planter? Hvis vi vil opretholde en økologisk sund fødevareproduktion, spiller dyrene så ikke en vigtig rolle – sammen med planterne – i den naturlige cyklus af liv og død alligevel? Så burde de ikke være en del af denne cyklus, som de altid har været? Ligesom vi mennesker også er? Jeg vil sige, selvfølgelig. Selvfølgelig skal vi inkludere dyrene. Men vi behøver ikke at sætte milliarder af dyr i små bure og fodre dem på en måde, der er helt unaturlig for dem, som vi har set ske i landbrugsindustrien i de sidste hundrede år. Det er dyremishandling, og vi bør stoppe med det. Men at stoppe med at spise dyr helt er ikke den eneste mulige løsning.
I stedet kunne vi holde færre dyr i åbne, kontrollerede miljøer, der ligner naturlige økosystemer, men som er meget mindre grusomme end nutidens dyreavlsmetoder. Vi kunne også stadig jage dyr i naturen, hvor det er muligt at gøre det på en bæredygtig måde. Vi ville stadig være nødt til at dræbe dyr, for hvis vi ikke dræber – og spiser – nogle af dem, vil vi snart stå over for et overbefolkningsproblem, og så vil naturen selv tage sig af problemet og dræbe dyrene alligevel – for eksempel ved sygdomme og sult – hvilket ville være meget mere grusomt end hvis vi bare havde dræbt dyrene selv. Da vi er så mange – 8 milliarder, snart 9 milliarder mennesker – kan vi ikke undgå at have indvirkning på miljøet. Det er ikke sådan, at vi kan lade naturen være helt i fred, desværre, men vi kan udnytte den fornuftigt og gøre vores indflydelse på en sund, ikke-destruktiv, fornyende måde.
Derfor bør vi opmuntre til bæredygtig jagt og støtte etableringen af et diversificeret landbrugssystem, der erstatter de stærkt forenklede industrielle monokulturer, vi har nu. I stedet for få enorme monokulturelle gårde kunne vi have mange mindre, diversificerede gårde, hvor planter og dyr er en integreret del af en rig, lokal permakultur tilpasset stedets natur, hvor dyr får lov til at strejfe frit, og hvor alle ressourcer – planter og dyr – kan udnyttes til gavn for alle, men på en balanceret, cyklisk, effektiv, kontrolleret, bæredygtig, respektfuld måde uden den forurening, det spild og den ødelæggelse af naturen, vi ser ske på grund af det moderne industrielle landbrug i dag, som først og fremmest er drevet af kommerciel grådighed. Vi har brug for et bedre alternativ.
En bedre, mere bæredygtig tilgang vil give os en chance for at begynde at behandle dyr med den respekt, de fortjener, og lade dem leve et godt, tilfredsstillende og naturligt liv, indtil vi slagter dem for at spise dem, selvfølgelig på så humane måder som muligt. De kan endda få et meget bedre liv end det, de ville have fået, hvis de var overladt til naturens rå ‘nåde’.
Dette er et mål, der kan opnås på globalt plan. Det handler om at gøre et valg og om at mobilisere politisk vilje – og så bare gøre det.