Af Elin Brimheim Heinesen
Den største grund til, at folk flytter fra Færøerne, er, at de rejser til udlandet for at studere. Mange af disse mennesker vænner sig til livet i udlandet, møder måske deres partner der og bliver derfor hængende og kommer ikke tilbage. Udbuddet på det færøske arbejdsmarked har også meget stor betydning for, om folk vil eller kan vende tilbage. Det viste Exit Færøerne-undersøgelsen blandt andet.
Udbuddet er for lille og ensidigt
Statistikker viser, at kvinder oftest vælger at uddanne sig og arbejde inden for brancher, der handler om at skabe og at kommunikere med eller tage sig af andre mennesker på den ene eller anden måde – for eksempel i de kreative erhverv, i kultur-, viden- og kommunikationssektoren, i handels- og serviceerhverv og ikke mindst inden for undervisning og omsorg. Men på Færøerne mangler der videregående uddannelsesmuligheder netop på de områder, som kvinder bliver tiltrukket af. Derfor er det især unge kvinder, der flygter.
Vi har lærer- og pædagogseminarium og sygeplejeskole, men ellers er der stort set ingen videregående uddannelser inden for – i tilfældig rækkefølge – kommunikation, kultur og kulturformidling, design af forskellig art, billedkunst, grafisk arbejde, musik, teater, film, madkultur og madlavning, arkitektur, event management, turisme, wellness-ydelser, psykologi og anden personlig udvikling, idræt og meget andet, som mange – især kvinder – er interesserede i at studere og derfor må rejse til udlandet for at læse.
Nogle tænker måske: “Jamen, har vi brug for alt det (‘pjat’) på Færøerne? Hvorfor kan folk ikke bare uddanne sig til noget, der er brug for her? Hvis der ikke er arbejde til mennesker med sådanne uddannelser, hvorfor så oprette dyre uddannelser på Færøerne, som måske bare uddanner folk til arbejdsløshed? Flytter folk ikke alligevel ud af landet, når de er færdige med deres uddannelse? Kan det overhovedet betale sig at bruge penge på flere skoler, der uddanner folk til sådan noget, der ikke kan bruges til noget ‘ordentligt’?”
Ubrugelige færinger?
Omvendt kan man også spørge: Er det bedre at tilpasse menneskerne til samfundet – frem for at tilpasse samfundet til menneskerne? Hvilken af disse to muligheder kan mest sandsynligt dæmpe fraflytningen? Folk gør, hvad de har lyst til. Hvordan tvinger man folk til at tilpasse sig samfundet, når de har mulighed for at vælge det fra ved at flytte? Selvfølgelig flytter de. Hvorfor holde så hårdt fast i kun at sigte mod det traditionelle, som en stor del af befolkningen ikke passer ind i, fordi de vil noget andet? Har vi på længere sigt råd til at miste alle disse mennesker?
Hvis vi ikke beslutter os for at udbygge samfundet ved at udvikle andet end det traditionelle, bliver mange nødt til at vælge det færøske samfund fra. De søger i stedet arbejde – eller stifter egne virksomheder – i udlandet, hvor det virker lettere at få noget ud af deres indsats. Mange af dem klarer sig særdeles godt og bliver derfor der og efterlader værdier dér, i stedet for på Færøerne.
Grundlæggende vilkår må ændres
Men når andre lande kan bruge disse mennesker, hvorfor kan Færøerne så ikke rumme dem? Jo, uden tvivl kan Færøerne det, men de grundlæggende forudsætninger for, at iværksætteri på disse områder kan betale sig på Færøerne, skal først være på plads. For eksempel må langt flere mennesker mentalt flytte sig væk fra kun at tænke på Færøerne som et fiske- og industrisamfund, hvor vi næsten kun kan leve af råvare- og fremstillingsindustri, til også at tænke på Færøerne som et viden- og servicesamfund. Mange flere færinger er nødt til at anerkende værdien – også den erhvervsmæssige værdi – i for eksempel forskning, udvikling og innovation, kreativ produktudvikling, storytelling, mad- og kulturoplevelser og ydelser af alle slags, samt at se hele verden som deres marked.
For eksempel er der mange job i turist-, oplevelses- og serviceerhverv, som mange af dem, der i øjeblikket “lækker” ud af Færøerne, kunne blive tiltrukket af – især kvinder. Det er værd at nævne, at turismen i Island er begyndt at indbringe flere penge end den islandske fiskeindustri. Det kan lade sig gøre dér, så selvfølgelig kan det også lade sig gøre her. Men hvad står i vejen?
Hvad kan politikere og investorer gøre?
Banker og investorer har stor indflydelse på, hvilke aktiviteter der får vilkår på Færøerne, og dermed på, hvordan arbejdsmarkedet kommer til at se ud, men de tør dårligt foretage de nødvendige investeringer i at udbygge turist-, oplevelses- og serviceerhvervene, som det er nu. Det er meget svært at skaffe investeringer og lån til for eksempel turismeprojekter. Investorer og investeringsfonde synes at have hoved og hjerte fulde af fisk, hvor de kortsigtede gevinster er større, så meget lidt anden aktivitet end det, der har med fiskeri og opdræt at gøre, får opbakning. Derfor har iværksætteri på andre områder meget trange kår.
Men andre steder er det muligt at få sådanne aktiviteter til at hænge sammen i yderområdesamfund, som har omtrent de samme udfordringer som vores. Hvorfor tør banker og investorer på Færøerne så ikke tro på det? Er rammerne for sådanne aktiviteter ikke gode nok? Her kunne politikere gøre meget mere for at åbne flere erhvervsmæssige døre. Politikere har stor indflydelse på, om det kan betale sig at etablere virksomheder på Færøerne – for eksempel ved at regulere skatter og moms og fjerne hindrende love og regler, og ved at sikre, at det offentlige bruger færøske leverandører, samt gennem bevillinger til udvikling og uddannelse osv. De kunne stimulere iværksætteri mere inden for andre typer erhverv, som har andet end blot fysiske fiskeprodukter som varer, ved at forbedre rammevilkårene for disse erhverv.
Desværre synes den politiske vilje og vision at mangle. Det er meget ærgerligt, at flere ikke ser alle de muligheder og alle de dygtige kræfter, det færøske samfund på denne måde mister.