af Elin Brimheim Heinesen

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Sådan begyndte det iflg. Johs. 1:1 i Bibelen. Og deri ligger der en dyb sandhed. For uden ord kan man ikke fortælle historie. Uden ord eller tegn ville der ingen bevidsthed være om en historie, for der ville højst sandsynligt ikke eksistere nogen reflekterende bevidsthed, som beskriver virkeligheden ved hjælp af et symbolsprog og skaber historie – og derved sig selv. Sådan må det nødvendigvis være, når det uudsigelige bliver udsigeligt og flettes sammen i gensidig afhængighed og bliver udgangspunktet for vores erkendelse af verden omkring os.

Bevidstheden – som kaldes ‘bevidsthed’, fordi den erkender rum og tid (og det, som ligger derimellem) og reflekterer på det – blev i hvert fald undfanget. Mere vides ikke om det. Spørgsmålet om hvordan den bevidste erkendelse opstod, har beredt menneskeheden hovedbrud og alskens forestillinger om egen oprindelse. Dér, hvor al rationel, logisk tænkning kommer til kort, er der kun intethed tilbage – eller ‘Gud’ – alt efter, hvad man foretrækker at tro.

Måske er verden en historie, som ‘Gud’ fortæller. Eller som vi fortæller – hvis det gør nogen forskel. Måske er vi ‘i virkeligheden’ ikke kommet videre end så langt som et nu rækker. Måske er det kun gennem ordene – sprogets fortællinger i vid forstand – at det er muligt at komme videre på rejsen gennem tid og rum og skabe en verden eller en verdenshistorie.

Sproget er et værktøj til at navngive den virkelighed, der omgiver os, og som vi bruger til at skabe orden i kaos. Sproget blev til ved en trang: Et skrig, der ønsker at række ud, (be)gribe og bringe sammen, spørge, forklare og forstå. Sprogets nysgerrige ‘hvorfor’ kræver sit ‘derfor’. Denne fremdrift er sprogets ‘natur’. Sproget spørger og svarer og skaber argumentation; det legitimerer sig selv ved at påvise eller påstå årsagssammenhænge. Jo mere sproget vil forklare, jo mere stiliserer og strukturerer det virkeligheden. Jo mere det således fremstiller sig selv ved at sætte flere og flere ord på virkeligheden, des mere distancerer det sig fra den virkelighed, det vil beskrive.

NARRATIVITETENS LEG MED VIRKELIGHEDEN
Sproget skaber sin egen rationalitet og underlægger os forestillingen om ‘historien’ – at verden udvikler sig og hænger sammen som en kontinuerlig perlerække af begivenheder. Får os til at tro, at verden opfører sig som fortællinger – ligesom lukkede fortællesystemer: en novelle eller en roman, hvor ting og væsener, døde som levende, er hovedpersoner eller kraftcentre, om hvilke handlingen udspiller sig, hvor samspillet mellem dem er fremdriften og årsagssammenhænge udviklingen i historien. Fortællingen opfattes med tiden som mere og mere “virkelig” – mere virkelig end virkeligheden.

I fortællingernes univers er det værdihierarkiseringen – spændingen mellem to modpoler sort og hvid – der reproducerer fortællingen og giver den liv. Enhver argumenterende, fremadskridende sprogform, styret af kommunikativ rationalitet opfører sig ligesådan. Den har helt den samme logiske struktur som enhver anden fortælling. Er narrativ. Denne narrative logik synes – med eller uden “erkendelsesdimensionen” (det kommer jeg nærmere ind på senere) – at have udløst en fantastisk kommunikativ kreativitet, som har udfordret menneskers hjerneaktivitet og muligvis også har udviklet menneskets intelligens. Men den har også gjort det sværere at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Der har ophobet sig et umådeligt stort arsenal af fortællinger om verden, siden den historiske tid tog sin begyndelse. Mytologier, religioner, ideologier, natur– og humanvidenskabelige teorier, filosofien og ikke mindst kunstarterne. Det, jeg skriver her, som du læser nu. Alt tegnkonstruktioner, der udkrystalliserer sig ved hjælp af den fascination, der ligger i euforien og magien ved at skabe en ‘for–klaring’, en ‘for–ståelse’, at ‘gennemskue’ tingene. Så at sige bryde ud af individets isolation og række ud til andre i forsøget på at danne og dele en fælles bevidsthed om virkeligheden.

HISTORIE ER SPROGHISTORIE ER MAGTHISTORIE
Strukturalismen og semiologien rejste et filosofisk spørgsmål: Hvordan påvirker sproget og virkeligheden hinanden? Hvad er deres indbyrdes forhold?

“Er det mennesket, der benytter sproget, eller er det ikke snarere sproget, der, når det taler, kaldes et menneske?”

Sådan formulerer Peter Kemp dette problem i indledningen til bogen ‘Sprogfilosofi’ af Paul Ricoeur (1) og kommer ind på noget væsentligt. Består verden af andet end fortællinger? Det er spørgsmål, der kun kan stilles fra et punkt, hvor man adskiller sproget fra mennesket og virkeligheden.

Per Aage Brandt har i en lille artikel filosoferet over det udelelige forbund mellem livet, verden og fortællingerne. Over det, man kunne kalde fortællingernes magi. Det kan måske på en måde give et svar (2):

“Hvad er narratologi? Det er, hvad der kan siges om fortællinger, uden at man tager hensyn til det, de fortæller om, eller hvem de fortæller for, eller hvem det er, der fortæller dem. Bliver der noget tilbage? Mærkeligt nok bliver det meste af det, der får vores knæ til at ryste eller vore hovedhår til at rejse sig – der er altid et eller andet, der rejser sig, når vi hører nogen fortælle – nemlig selve det fortaltes prægnante form, det, der binder en række forestillede begivenheder sammen og danner en verden.”

Virkeligheden gør sig selv til fortællinger og vice versa. Historien skaber sig selv. Spinder sig selv ud og ind i tid og rum. Morten Kyndrup siger (3):

“‘Historien’ er og bliver aldrig andet end vores fiktion om, hvad der er sket og hvad der skal ske. (…) ‘Historien’ er altid noget, der findes nu, et levende og højst betydningsfuldt fænomen, fordi det gennem regulering af det der er sket, let bliver styrende for hvad der skal ske. (…) Vi skriver hele tiden, frivilligt eller ufrivilligt med på ‘historien’ og historierne”.

Eftersom ‘vi’ kun kan manifestere os i virkeligheden ved hjælp af sprog (i vid forstand som alle tegn) – ‘vi’ er så at sige sproget – bliver enhver udvikling eller historie derfor også sproghistorie, en tegnenes og symboliseringens historie.

Ifølge Baudrillard foreligger virkeligheden aldrig som udvendigt givet i forhold til den menneskelige betydningsproduktion – de kulturelle interpretationsmønstre producerer ‘virkeligheder’ eller simulacra, om man vil. Historien skal dermed læses ‘semiologisk’ (4). Han påpeger, at de traditionelt opdelte niveauer i samfundet, de økonomiske, politiske, ideologiske osv. gennemtrænges af en og samme tegnmæssige strukturering. Baudrillard har i forbindelse med en magtkritik analyseret tegnenes organiseringer i historien. I de vestlige samfund har denne grundlæggende organisering ændret sig i retning af en stigende udtømning af tegnenes henvisning parallelt med en tiltagende instrumentalisering af og kontrol med alle sociale forhold (5).

Magten bliver grundlagt i og består i symboliseringen af det reale, i tegngivningen, som igen grundlægger diskurserne, som bestemmer vores virkelighed. Et eksempel på magtens manifestering er bureaukratiets kommunikationsformer, dets informationsafsnøring, dets fysiske og institutionelle programmer. Magten opretholder sig selv ved udveksling, reversibilitet. Hvis der ikke er udveksling, dvs. hvis den ikke finder en modpol at spille op imod, opløses den. Et eksempel er kønskampen. Feminismen har så at sige ‘besejret’ den maskuline totalisering ved kun at svare den med et tomt ekko. Ved simpelthen ikke at ‘være’ efter forskriften, den maskuline imaginært bestemte symbolisering af dens identitet (6).

FRA HISTORIELØSHED TIL HISTORIE
De helt primitive samfund organiserer sig ved rituel symbolsk udveksling. “En imaginær symbolisering af det reale kan generelt beskrives som subjektets totaliserende værensambition” (7). Symboliciteten kodificeres i ritualiserede adfærdsmønstre. Det symbolske skal opløse det reales og subjektets adskillelse. Baudrillard formulerer det således (8):

‘Det symbolske er hverken et begreb, en instans, en kategori eller en struktur – det er en udvekslingsakt og et socialt forhold, der bringer det relle til ophør, som opløser det reelle og i samme øjeblik modsætningen mellem det reelle og det imaginære (..) Realitetseffekten er således altid kun den strukturelle effekt af en disjunktion mellem to termer, og vort navnkundige realitetsprincip er, med alt hvad det rummer af normativitet og repression, ikke andet end generaliseringen af denne disjunktive kode på alle niveauer (..) (Det symbolske) er den utopi, der afslutter topikkerne sjæl og legeme, menneske og natur, det reelle og non–reelle, fødsel og død. I den symbolske operation taber de to termer deres realitetsprincip.” (Jean Baudrillard: “L’echange symbolique et la mort”, s. 204–5)

Borges har i fortællingen “Brodies rapport” fabuleret om en sprogfattig og næsten historieløs primitiv stamme (men ikke uden kultur), hvis anderledes realitetsopfattelse i ‘vores forstand’ næsten mangler enhver perspektivering i tid og rum. Interessant læsning i dette øjemed, som kan anbefales. (9)

Som en følge af ophobningen af den fremstillede realitetseffekt, som cementeres og struktureres mere og mere, sker der en overgang fra det historieløse til det historiske samfund. Frem til middelalderen er tegnene begrænsede og forpligtede. I det hierarkiske og statiske samfund fungerer sproget som social ordningsform. Signifiant og signifie er ikke adskilt, eksisterer ikke, fordi genstandsverdenen er – endnu – ikke objektiveret. Således er man afskåret fra at tænke hinsides systemet, som derfor forbliver statisk (10).

Magten cementerer sig ved at installere sig i en permanent giverposition, som underkaster masserne ved at gøre dem til modtagere. Den konstituerer således masserne ved at lægge afstand til dem. Magten uddeler anordninger, skaber normering og giver sig selv symbolsk væren (11). Denne transformation af symboliseringen indvarsler metafysikkens æra, modernitetens og logocentrismens opkomst. Renæssancen, Reformationen og Oplysningstiden. Det, Baudrillard kalder den første simulacrumorden.

MODERNITETEN – TEGNENES FRIGØRELSESPROJEKT
Tegnene er som signifianter så småt begyndt at løsrive sig fra deres signifieer, at simu– lere. De forankres i en henvisningsfunktion, de repræsenterer stadig en original, men orienteres fra et fixpunkt: en abstrakt Gud, en Virkelighed, en Natur, en Fornuft. Magten legitimerer sig ud fra de store referentialer, Loven, Fornuften, Humaniteten. Tegnene hævder en natur, en essens, en realitet, som ikke forefindes som andet end effekt af dem selv. Baudrillard siger:

“Lad os ikke glemme, at dette perspektiviske rum (i maleri og arkitektur, såvel som i politik eller økonomi) kun er en simulationsmodel blandt andre, og at det eneste karakteristiske ved den er, at den giver plads til sandhedseffekter, for en objektivitet, der er uhørt og ukendt i de andre modeller. Måske er den kun et gøglebillede?…” (12).

Moderniteten er således fra begyndelsen en fabel.

Parallelt med det borgerlige samfunds opkomst bryder den anden simulacrumorden igennem, antagonismens æra, hvor tegnene løsrives endnu mere. Tegngivningen henholder sig nu til produktionen. Til produktionen af sig selv, sin egen tilblivelse. Tegnene danner ækvivalenser, fx brugsværdi overfor bytteværdi. Hvor tegnene før simulerede forpligtelse overfor en fast overordnet referent, simulerer de nu forpligtelse overfor dobbeltheder, kultur/natur, klasse/klasse, progression/reaktion, individ/samfund osv. Modstillinger, som uundgåeligt danner serier, dialektik, og værdihierarkisering, hvor den ene side betragtes som positiv og den anden negativ.

Ønsket om, at det ‘positive’ ‘retfærdigvis’ skal vinde over og fjerne det ‘negative’, introducerer emancipationen, modernitetens store frigørelsesprojekt, der skal bringe os alle sammen frem til Utopia. Man definerer sig selv logocentristisk, ud fra en kerne mod et højere mål, man legitimerer sig moralsk, måler sig selv efter, hvor godt eller hvor dårligt, man bidrager til et overordnet ‘rationelt’ mål. Men betydningerne vakler. Den “forudsatte, fastlagte realitet, der begrunder sig i ideologiske eller videnskabelige diskurser, kan betvivles og diskuteres. Emancipationen afslører sig som en ophobning af tomme postulater.

DEN POSTMODERNE TILSTAND / TEGNENES ENDELIGE LØSRIVELSE
I den tredie simulacrumorden er tegnenes simulation så total, at de løsriver sig helt fra ‘realiteten’, dvs. enhver henvisning til overordnede referentialer. De fungerer først og fremmest som socialitet og er kun givet i deres indbyrdes forskelle. De kan ikke mere forvalte realiteten og for at opretholde en sammenhæng må de søge at genindføre realiteten ved at simulere den – krampagtigt fæstne sig i en påstået virkelighed, af Baudrillard kaldt: det hyperreelle, dvs. det reelle, der kun udspiller sig på tegnets niveau.

Tegnene producerer en stilistisk samfundsmæssighed, hvor alle indholdsmæssige differentieringer udviskes. Fx neutraliseres forskellen på arbejde og ikke–arbejde, da begge deltager lige meget i produktionen af samfundsmæssigheden. Alting kan indoptages som elementer i simulationen af samfundsmæssigheden. Realitet er noget, der produceres og iscenesættes som alt andet. Medier diskuterer medier, fjernsynet laver udsendelser om sig selv, politikere bevæger sig mest i narrative spil efter devisen: Lad os lynhurtigt få nogle modsætninger frem, så man kan se hvem der er ti1 højre og hvem til venstre, så vi kan lave historier om det.

Tegnene kan i hidtil uhørt grad kontrolleres og anbringes sådan, som man nu har lyst. Offentligheder og opinioner mimer gamle virkeligheder, de “fremstilles eller reproduceres som simulerede fænomener i et spejlkabinet uden udgang” (13). Tegnenes symbolske register afsnører sig selv i selvspejling og truer med at konvergere i tomhed. De mister sin troværdighed og med dem den “virkelighed’, de har (re)præsenteret.

Magten går langsomt i opløsning, fordi den ikke længere har noget grundlag. “Kun begærets symbolske spil kan give dens (magtens) materiel, dens spor, gyldighed i det reelle for dens imaginære subjekter” (14). Realiteten imploderer i simulationens hypperrealisme.

OG HVA’ SA?
Dette er den gennemgribende kulturelle situation, der kaldes den postmoderne tilstand. En tilstand, der kræver et umådeligt begrebsmæssigt oprydnings– og ombrydningsarbejde, hvor intuitionen og nøgternheden mere end nogensinde må blive bestemmende for kommunikationen. Det store skræmmende spørgsmål har været: Vil der ikke bare blive et gabende tomrum, når alle diskurserne braser sammen? Ender det ikke bare med kaos? Bliver der overhovedet noget tilbage?

Denne angst bunder i en traditionel logocentrisk diskursiv tænkning, hvor man skelner skarpt mellem realitet og fiktion. Her betragtes det fiktive eller imaginære kun som det reelles epifænomen. De imaginære forståelsesformer kritiseres som forvrængninger udledt af en mangelfuld tilegnelse af realiteten selv.

I en nyere forståelsesramme ses det reelle som et element, hvis dimensioner (tid, rum, kausalitet osv. ) afhænger af en symbolsk logik, mens det imaginære i en forstand kommer tættere på subjektets ‘egentlige’ væren, uden at det imaginære tillægges hverken mere eller mindre fakticitet end det reelle, da de ikke kan skilles ad. Per Aage Brandt udtrykker det således (15):

“Men når materiellet opfattes som spor, er det ikke længere ydre i forhold til subjektet. Det reelle går ikke længere forud for det som dets rationalitet, natur og humanitet (logos). Det reelle bliver da først reelt og respektindgydende, når det er subjektivt organiseret som rum og tid af en spordannelse. Den logocentriske epokes skarpe skelnen mellem realitet og fiktion, mellen fakticitet og fiktivitet, svarer derfor nøje til forskellen mellem (det kontekstfri) tegn og (det kontekstbundne) spor som historisk distinkte indridsningsformer. Barnet lærer på den ene side at “skrive” (tegn), på den anden side at “tegne” (spor); ikke billedet, men den skrevne tekst alene forstås som indvielse i den egentlige samfundsmæssighed. I andre samfund, uden for denne epoke, optræder dette skarpe skel ikke nødvendigvis, og realiteten træder ikke subjektet i møde “udefra” som en fremmed, tvingende gestalt. Som et “samfund”.”

Og et andet sted (16):

“(Symboliseringens processer) er genstandløse bevægelser, en ‘struktureret uro’, der stadig organiserer og reorganiserer forholdet mellem spor, sprog og subjekt under vore praktiske objektdannelser”.

En imploderen af symbolernes betydninger nu betyder derfor, set fra denne vinkel, ikke nødvendigvis en imploderen af hele eksistensen, som mange synes at være bange for. Symboliseringsprocessen fortsætter omend på et helt andet grundlag og måske i helt nye former, hvor det imaginære skubbes i forgrunden.

Det ser faktisk ud til, at erkendelsesdimensionen, kunsten og videnskaberne, vinder frem i denne proces, hvor visse modernistiske positioner holder op. Moderniteten opretholdtes af bærende diskurser, som ikke specielt søgte erkendelse, men som snarere søgte at forankre enhver handling i en retfærdiggørelse af kommunikationsmæssig og socialintegrativ art, det vil med andre ord sige: i manipulation.

I den aktuelle situation synes tilgangen til verden at blive mindre tynget og grumset af diskursernes og den kommunikative censur. Vi bliver mere åbne for en mere direkte, man kunne sige ‘objektiv’ og æstetisk omgang med virkeligheden. Der, hvor diskurserne bryder sammen, bryder nysgerrigheden og erkendelsen igennem – sproget, tænkningen, sansningen – da erkendelsen, i modsætning til diskursernes tendens til forankring, er meget bevægelig. Den er nemlig kendetegnet ved, at den kan skifte sprog, modeller, termer, matematisk tilgang osv. ud, da den ikke er bundet af diskursive kommunikationshensyn.

Konkret giver det sig udtryk i, at æstetiske og videnskabelige problemer rent faktisk i stigende grad er på den offentlige dagsorden, mens meget andet, der før har beskæftiget sindene, fortaber sig i uinteressant gentagelse og mimen sig selv. Man går mere end nogensinde op i ‘stil’ .

Kunsten kan ikke længere betragtes som isoleret fænomen, da den sammen med erkendelsen er blevet tvunget til at påtage sig en autoritet, bl.a. fordi andre instanser fralægger sig den autoritet i øjeblikket. En anden grund til ikke at betragte kunsten isoleret er, at selve kunstinstitutionen opløser sig selv – ligesom en masse andre magtinstanser – ved at opsuge alt. Kunsten så at sige ‘flyder ud’ i sin omgivende virkelighed. Narrativiteten kan ikke længere bære diskurserne oppe, men sproget, kunsten og erkendelsen flagrer stadig lystigt omkring.

KUNST SOM ERKENDELSE
Kunsten bliver erkendende, når den virker som en slags spontan kulturanalyse. Når kunsten ikke længere sætter sig som opgave at tolke et subjekt, en klasse eller en anden diskursiv størrelse bliver den ved hjælp af sin kunstneriske arbejdsform en slags afsøgningsproces – en størrelse, der forsøger at karakterisere: hvordan det er, mens den forbundne aktivitet, erkendelsen, spørger: hvordan det kan være, at det er som det er, eller: hvordan kunne det være. Postmoderne kunstnere siger, at de snarere tænker, end at de gengiver. Som sådan er kunsten og erkendelsen i familie og nødvendige for hinanden. Og som sådan bliver kunsten interessant og væsentlig også udenfor sin egen traditionelle sfære. I den modernistiske realistiske diskurs var det stabiliserede værdidannelser, der gjorde det konkrete konkret. Udviklingen i fx moderne billedkunst gik fra det konkrete den forankrede, fasttømrede verden – til det abstrakte, men gav aldrig rigtig slip. Man identificerede stadig sandhed med mening.

I det ny maleri prøver man ikke at nærme sig nogen real norm for den sande virkelighed, hverken ved at abstrahere eller konkretisere. Maleriet bliver sin egen logik i tilegnelsen af virkeligheden. Dets dramatik er adskillelsen af sandhed og mening. Jo mere sandhed, jo mindre mening og vice versa. Man undersøger hvordan det reelle er forbundet med det symbolske. Man udforsker og afsøger den uendelige billedmasse. Hvilket tit gør maleriet citerende, da der ikke forefindes noget originalitetskrav som tidligere. Og karakteristisk: man opløser den kontinuerte tid, til forskel fra det realistiske maleri, hvis underliggende diskurs netop etablerede et nulpunkt og derved den kontinuerte tid.

Det ny maleri har en anden relation til virkeligheden, hvor det ikke kun betragter sig selv som illustration af en foreliggende diskursivt stabiliseret virkelighed. Der afsøges og der nystabiliseres virkeligheder. Derfor har det nye maleri heller ikke særlig megen respekt for naboskabet mellem tendenser og -ismer i historien, hvor det i modernismen nærmest forpligtede malerne til at have respekt for den kontinuerte tid, fordi det satte en kontinuert tid. Det ny maleri er ikke en provokation, men en åbning mod en virkelighed, der er en anden end den kontinuerte tids.

Billedkunsten rejser således et drama om vores relation til virkeligheden og bl.a. således bringer kunsten – i sin ny situation som autoritetsbærer – problemer på dagsordenen, specielt i den filosofiske debat.

“Tiden er blevet ikke en løsning – men et nyt problem, der hører til midt i en tænkning, der ‘maler sig frem’. Måske vil den også snart begynde at ‘skrive sig frem’. Det vil så være, når vi får en intelligent kunstkritik! “

… siger Per Aage Brandt (17).