af Elin Brimheim Heinesen
Min elskede datter,
Jeg kan huske, at du engang spurgte mig: “Mor? Er du religiøs?” Jeg spekulerede på, hvorfor du mon tvivlede på det. Jeg har jo bedt fadervor med dig igennem hele din barndom. Jeg har sunget salmer med dig. Vi har ikke gået meget i kirke – det ville være synd at sige, men jeg er selv døbt, konfirmeret og gift i kirke, og jeg har ladet dig døbe og konfirmere i kirke. Og jeg har da også fra tid til anden igennem din barndom og opdragelse ladet et par ord falde om Gud her og der. Måske kun i vage vendinger, så det er ikke så mærkeligt, at du spørger.
Men dit spørgsmål er ikke så enkelt at besvare. Fordi hvad betyder det i virkeligheden at være “religiøs” eller “troende”? Hvad Gud så end er, så føler jeg, at mit forhold til Gud er personligt, dvs. at jeg kan bara tale for mig selv. Jeg vil ikke presse min gudsopfattelse ned over andre, heller ikke dig. Jeg tror, at enhver må gøre op med sig selv, hvad han eller hun kan eller vil tro.
Måske er det svært for dig at forstå, at jeg både har bedt med dig og snakket med dig om Gud, samtidig med at jeg også altid har givet udtryk for, at jeg er dybt skeptisk overfor religioner som helhed. Det har jeg ikke lagt skjul på. Så jeg kan godt forstå, at du tvivler. Det eneste, jeg med vished kan sige, er, at jeg ikke ikke kan betegne mig selv som ateist.
Jeg kan dog ikke sige, at jeg fuldhjertet bekender mig til en bestemt religion eller et trossamfund, selv om jeg føler mig mest ‘i familie med’ kristendommen, dvs. den lutherske protestantiske del af den. Kristendommen er blevet en del af mig igennem min opdragelse, hvor min mors familie var del af brødremenigheden – populært kaldt Baptisterne, og min fars familie var aktive kirkegængere i folkekirken.
Troende mennesker har således altid været en del af min tilværelse og har påvirket mig, og jeg har altid haft en dybfølt respekt for Bibelens budskab om Jesus og hans lære.
Men alligevel vil jeg sige, at jeg har haft mange problemer med at tro på alt, som de sagde i de kristne menigheder, som jeg var en del af som barn. Jeg kunne ikke helt koble min fornuft fra, bare fordi jeg fik at vide, at man ‘skal’ tro, fordi ellers havner man jo et sted med gråd og tænders gnidsel i al evighed. Inderst inde kunne mit barnesind ikke kapere, at det virkelig kunne være rigtigt, at Gud tillod sådanne grusomheder. Et eller andet sted bød det mig meget imod, at mennesker forsøgte at true mig til tro på denne måde – selv om de sikkert gjorde det i den bedste hensigt, fordi de virkelig troede på det selv.
Men det havde modsat effekt på mig, fordi jeg følte, at de forsøgte at tvinge mig ind i troen mod at give køb på, hvad jeg følte inderst inde var rigtigt. Jeg følte, at de forlangede uærlighed af mig. Til tider gav jeg efter og formåede at overbevise mig selv om, at de måske havde ret. Men det varede aldrig særligt længe. Jeg kunne ikke klare at være uærlig i længden. Jeg formåede ikke at skubbe al min tvivl til side og bare lade som om, at jeg troede fuldt og helt på den Gud, de forsøgte at ‘sælge’ til mig – og på helvede og alt det andet, der fulgte med deres tro. Jo ældre jeg blev, jo vanskeligere og vanskeligere belv for mig at overbevise mig selv om det. Og jeg tog derfor til sidst helt afstand fra troen i mange år af samme årsag.
Intuitivt havde jeg – på trods af, at jeg kun var et barn – en fornemmelse af, at deres agenda i virkeligheden handlede mindre om Gud og mere om folk selv og deres egen frygt, som de projicerede over på mig. For mig virkede nogle af disse menneskers tro til at være mest bygget på angst – angst for døden, for det ukendte, for at miste kontrol, for at ende i helvede – og på et deraf følgende stort behov, som mennesker har for vished, der kan lindre denne angst.
Men det kan være en falsk vished. En forsvarsmekanisme. Tro af denne slags forekommer mig mest som ønsketænkning, som de troende overbeviser hinanden om hele tiden i et indbyrdes ekko i et ekkokammer. De har behov for at holde hinanden fast i det for at føle sig trygge. Dem, som ikke godtager doktrinen, men sætter spørgsmålstegn ved den, bliver derfor trusler mod troen, som giver menigheden tryghed. Dem, der tvivler, risikerer, at de kan blive udelukket fra menigheden som “vantro”.
Jeg kunne ikke være en del af dette, hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv. Det føltes bare ikke rigtigt. Der er noget, der skurrer, når der ingen plads er til tvivl, og man synes, at det er nødvendigt at true folk til tro med bål og brand i helvede i al evighed. Som om mennesker ikke kan tro på Gud uden at blive truet til det. Er det sand tro?
Jeg har altid tvivlet – dvs. jeg har altid haft meget svært ved – bare sådan uden videre – at godtage mere eller mindre fantasifulde forklaringer om en usynlig hånd, der styrer alting og bare har tryllet alting frem, og jeg vil til enhver tid vælge at tro på en “naturlig forklaring” på noget uforståeligt – dvs. tro på det, der kan bevises videnskabeligt og ellers forholde mig skeptisk.
Men det betyder ikke, at jeg tror, at jeg ved bedre. Det betyder ikke, at jeg kan udelukke Guds eksistens. Fordi jeg er ikke vidende nok til at kunne sige med vished, at Gud IKKE er til. Jeg ved ikke, om Gud ER til. Men selv om jeg vælger en så saglig tilgang til eksistentielle spørgsmål som muligt, så er min tro på noget, som er meget, meget større end mig selv, ikke udslukket.
Fordi selv føler jeg til tider en stærk forbindelse med noget, som føles guddommeligt, uden at kunne forklare helt, hvad det betyder. Jeg kan ikke forklare præcist hvorfor, jeg tror, at Gud eksisterer. Jeg tror det bare, fordi jeg har en stærk fornemmelse af, at det er sådan, det er. Jeg aner ikke, om det bare er indbildninger. Det er muligt, men jeg kan jo heller ikke vide, om den virkelighed, jeg sanser, ikke også bare er indbildninger. Alting kan være indbildninger.
Jeg skal prøve på at forklare, hvad det er, der gør, at jeg ikke kan udelukke, at Gud er til; hvad jeg opfatter som Gud, og hvorfor jeg tror, at Gud – eller det, som jeg opfatter som Gud – er så fantastisk. Det kommer dette brev til at handle om.
Jeg har ikke for vane at citere fra Bibelen, men vil kun tage to skriftsteder frem her, som har været og er ret relevante for mig. I Johannes’ Første Brev, kapitel 4, vers , står, at “den, som ikke elsker, kender ikke Gud, fordi Gud er kærlighed”. Jesus sagde også i Johannes Evangeliet, kapitel 14, vers 6, at “jeg er vejen, sandheden og livet, og ingen kommer til Faderen uden ved mig” Måske forstår eller fortolker jeg disse vers lidt anderledes end andre gør. Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at kærlighed og sandhed er det, jeg skatter højest af alting. Sandheden er altid et mål, jeg stræber efter, og kærlighed ser jeg som det, der viser vej i min søgen. Jeg godtager ikke hvad som helst, som jeg får fortalt, fordi jeg kan ikke vide, om det er sandt, hvis ikke jeg forstår det. Jeg vil derfor altid hellere prøve at finde sandheden selv, frem for bare blindt at adoptere noget færdigstøbt, eller fake en kunstig ‘vished’, som andre måske har indbildt mig, men som kan være falsk.
Tvivlen er mere sand for mig end visheden, fordi det er det eneste, jeg kan være sikker på: at jeg tvivler. Derfor tillader jeg mig altid at give tvivlen plads for at se, hvor den fører mig, når jeg sætter spørgsmål om alt det, jeg tvivler på. Det er den vej, jeg har valgt at gå. Det er ikke den letteste vej, fordi her findes intet, der er selvfølgeligt. Her kan jeg ikke tage noget for givet. Her må jeg tænke selv og bruge min intuition. Men jeg kan lade min intuition være guidet af kærlighed, som jeg bilder mig ind er inspireret af noget guddommeligt.
Derfor er det så vigtigt for mig at anerkende tvivlen – at anerkende, at der er så meget, jeg ikke ved og måske heller ikke magter at tage stilling til, fordi jeg ikke kan være sikker på, hvad der er sandt. Bibelen giver afgjort ikke altid klare svar. Det tvinger mig til at turde at udfordre mig selv og møde det, jeg frygter, ved at sætte de svære spørgsmål, som måske ikke har noget let eller ønskeligt svar. Men jeg er nødt til at spørge, fordi ellers kan jeg ikke finde sandheden. Jeg ved, at løgnen tåler ikke, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den, men sandheden tåler det.
Dette indebærer at også turde at anerkende, at jeg kan tage fejl. Hvis jeg tvivler eller forundres over noget tvivlsomt, som ikke kan bevises uden videre, så bruger jeg først min fornuft for at prøve på at forstå. Og der, hvor fornuften og videnskaben ikke rækker længere, må jeg spørge mit hjerte – min inuition. Jeg må spørge mig selv, hvad jeg vil tro. Føles det helt rigtigt, sådan at jeg ærligt kan sige, ja, det tror jeg på inderst inde? Jeg kan vælge, hvad jeg tror, men jeg kan aldrig få fuld vished om, at min sandhed er den rigtige sandhed for alle.
At være fuldstændigt overbevist om noget, er for mig fanatisme… det er det samme som ikke at tillade sig at tvivle. Ikke at tvivle på noget er i min verden egocentrisk hovmod og forfængelighed.. hvis jeg er overbevist om, at kun min måde at se verden på er den rigtige, så har jeg uden tvivl overvurderet mig selv, fordi hvorfor skal andres opfattelse være mindre sand end min? Jeg kan umuligt vide med sikkerhed, om min opfattelse er den eneste rigtige måde at se tingene. Eller om jeg kun gør mig illusioner.
Jeg finder ikke sandheden, hvis ikke jeg tillader mig at tvivle – eller med andre ord: Hvis Gud virkelig er sandheden, så finder jeg ikke Gud uden at sætte spørgsmål. Videnskaben kan svare på mange spørgsmål, og jeg kan ræsonnere mig frem til meget, men hvis ræsonnementet ikke rækker, hvordan kan jeg så vide, hvad der er sandt? Hjertet er det eneste, jeg i virkeligheden kan spørge i det tilfælde. Det er den tro på hjertet – eller på kærligheden som vejviser, der er selve fundamentet for mig og min tro på, hvad sandheden er. Jeg kunne have formuleret det sådan: “Vejen til at finde sandheden om livet, er kærligheden!” Jeg kommer mere konkret ind på, hvad jeg mener med dette senere.
Netop sandheden om eksistensen i sig selv er måske den største kilde til forundring. Måske er det lige der – i forundringen over tilværelsen, at sandheden om livet er at finde – den sandhed, som måske åbenbarer Gud for mig – hvis såfremt Gud er virkelig. Det fører mig til det næste spørgsmål, som handler om, hvad livet er – ja, hvad ER livet… hvad er eksistensen i virkeligheden?
Ofte er jeg meget forundret over, at jeg eksisterer, eller over at noget overhovedet eksisterer. For hvordan kan det lade sig gøre at være til? Hvordan kan det lade sig gøre, at noget kan være stof, og at stof eksisterer? Hvorfor er det hele ikke bare intet? Og nu, hvor alting er blevet til, hvorfor er det ikke bare en stor uformelig ursuppe? Hvorfor er det, der er til, så forholdsvist velordnet? Hvad naturligt er der ved naturlove fra begyndelsen? Og hvorfor er alt, der eksisterer, ikke bare dødt? Hvordan kan det lade sig gøre, at stof kan ånde og bevæge sig? Dvs. ikke bare være levende, men hvordan kan alt levende have sådan en ufattelig livsvilje og endda også være bevidst om det: at eksistere? Ja, hvad er bevidsthed i det hele taget?
Det er lidt svært at forestille sig, at alting bare er resultat af en meningsløs tilfældighed. Fordi hvis universets ufattelige kompleksitet bare er tilfældigt opstået, er alting så ikke grundlæggende meningsløst egentlig?
Jeg vælger ikke at se det som meningsløst. Livet er et ufatteligt mirakel. Jo længere jeg lever, jo mere jeg sætter mig ind i det, jo mere ufatteligt virker det, og jo mere forundres jeg. Dette ufattelige mirakel er – i min opfattelse – guddommeligt, måske netop fordi det er så ufatteligt. Jeg ved godt, at meget af det, der forekommer mig ufatteligt, kan man selvfølgelig forklare videnskabeligt ned i detaljer om, hvordan naturlove virker, og at man – næsten – kan komme til den konklusion, at Gud ingen rolle spiller i dette tikkende urværk, som er universet. Men det gør det dog ikke mindre guddommeligt for mig. Fordi uanset hvor meget man forsker i det, tror jeg ikke, man præcist vil kunne forklare, hvad der forårsagede oprindelsen, eller hvad det er, som gør os levende skabninger bevidste.
Vi kan ikke undvære vores fornuft, men jeg tvivler på, at det kan lade sig gøre at forklare og fatte alting via logik og matematik. Et eller andet sted standser logikken der, hvor eksistensen begynder, fordi videnskabelige forklaringer siger intet om, hvorfor noget eksisterer. Eller hvorfor der er naturlove, der virker, som de virker. Eller hvorfor vi har en bevidsthed. Man kunne stoppe der, og have sagt, at det er ligemeget at tænke på det, fordi det kan ikke lade sig gøre at finde svaret.
Men alligevel, så kan jeg ikke lade være med at sætte spørgsmålet: Er der overhovedet nogen mening i det? Eller er alting virkelig bare meningsløst? Og hvis det er meningsløst… ja, så er vi tilbage, hvor vi startede, at det er ufatteligt, at noget overhovedet er blevet til, og at det er organiseret i en vis orden. Hvorfor skulle det overhovedet eksistere, hvis der ingen mening var i det? Hvorfor er der orden i kaos i det hele taget? Man kunne spørge: Why bother?
Én ting er dog sikker, tænker jeg: Orden er kommet ud af kaos. Og vi har fået evnen til at blive bevidste om dette og at værdsætte det. Vi kan undres over, hvad der har sat det hele i gang. Og hvordan kaos kan omformes til orden, organiseres og drive sig selv – ud af ingenting, og hvordan det døde ‘intet’ er blevet levende ‘stof’? Og vi kan spørge: Hvad er drivkraften bag?
Jeg ved ikke, hvad vi kan kalde denne drivkraft, som gør ‘intet’ til ‘stof’ og blæser liv og bevægelse i stilstanden og organiserer sig i en bestemt orden efter fysiske naturlove, og som skaber væsener, som ser dette og er bevidste om egen eksistens. Hvad er denne energi, som gennemstrømmer hele universet…? I Østen kalder de det ‘chi’, livskraften, der ånder liv og bevægelse i alting. Nogle mener, at chi er den måde, Gud manifesterer og åbenbarer sig på i universet, uden at nogen i virkeligheden overhovedet fatter, hvad det egentlig betyder. Jeg vælger at kalde det Gud.
Er dette Gud? Eller hvem er Gud? Det er måske mere rigtigt at spørge: Hvad er Gud? Fordi hvis man spørger ‘hvem’, bliver Gud tit forvekslet med en person, der ligner os mennesker. Og det ville nok være at hive Gud ned på et stadie, hvor han – eller det – ikke hører hjemme. Eller opløfte mennesket til højder, hvor det ikke hører hjemme.
Spørgsmålet kan vist ikke besvares med ord, men en fornuftig eller logisk tankerække (selv om den kan virke begrænsende i nogen tilfælde) kan måske føre tankerne lidt videre og måske give en opfattelse, der stikker bare et spadestik dybere.
Hvis Gud er den drivkraft, som har skubbet det hele i gang, dvs. hvis Gud har skabt alting, åndet liv i alting, så må Gud være almægtig. Gud kan ikke være mindre end alt, han har skabt. Og hvis alting er livgivet og inspireret af Gud, så er Gud alting. Og hvad er ‘alting’ så? Alting er alt det, der eksisterer. Men hvad eksisterer?
Vi ved i virkeligheden kun det, vi sanser lige her og nu – det, som vi kan mærke, se, høre, dufte. Vi er nødt til at forestille os alt det andet – alt det, vi ikke sanser, men bare regner med eksisterer hele tiden ethvert sted ethvert øjeblik her og nu i hele universet. Alt det tilsammen må være det, der eksisterer.
Vi ved også, at intet er uforanderligt. Det, som eksisterer, kan strække sig – over nuet – fra fortid til fremtid. Men intet holder i længden. Dette øjeblik, som vi oplever lige her og nu, bliver for dem, som lever om hundrede år, lige så fjernt, som det, der eksisterede for hundrede år siden, er for os nu. Alting er forgængeligt, og bliver til noget andet. Alting er i stadig forandring. Det ændrer sig. Er i bevægelse. Udvikler sig. I forskellig takt, ja. Noget eksisterer kun et nanosekund. Andet eksisterer i milliarder af år. Men intet står stille.
Hvis vi går ned på det sub-atomare plan, så er absolut stilstand lig med ‘intet’. Dvs. at stof eksisterer kun, hvis der er bevægelse – eller med andre ord vibration – til stede. Alting eksisterer altså, fordi det bevæger sig, hvad ‘det’ så end er, der bevæger sig. Hvis alting stod 100 procent stille, så eksisterede det ikke.
‘Alting’ eksisterer, fordi ‘alting’ er bevægelse, eller vi kan sige: alting er energi, fordi bevægelse er energi. Alting skabes og omskabes hele tiden gennem bevægelse i tid og rum. Med andre ord: Alting er skabelse.
Vi kan derfor kalde ‘alting’ for ‘skaberværket’. Og når jeg siger ‘skaberværket’, så mener jeg det bogstaveligt, fordi jeg taler om et skaberværk, der udsprang af en singularitet – en stillestående intethed, som pludselig revnede af en uforklarlig bevægelse – en rystelse, der udløste en ufattelig energimængde, og som sidenhen ustandseligt har skabt sig selv ved bevægelse – en vibration, der fortættes til stof, der skubber til andet stof og folder sig evigt ud i tid og rum, og bliver til det univers, vi kender.
Naturvidenskaben fortæller os, at fysiske love ikke tillader, at energi forsvinder. Energi kan kun ændre form. Energien i universet må derfor være konstant, men skaberværket fødes og genfødes konstant inden for denne energiramme, hvor alting handler om at omskabe energi. Universet synes på en gang at spise sig selv op og genføde sig selv igen. Alting dør, men bliver genfødt i denne store cyclus. Ligesom livet er en cyclus. Alting er således på en måde levende. Skabelse er liv, og liv er skabelse.
Det fundamentale spørgsmål er, om skaberværket udvikler sig ene og alene som et tilfældigt resultat af strukturelle, mekanistiske, kaosdynamiske naturlove, eller om der findes en eller anden form for bevidst plan med det hele. Er det kun forudbestemte naturlove i kombination med tilfældighedernes spil, der bestemmer udviklingen? Eller findes der en almægtig skabende enhed, som er bevidst om sig selv? Og har denne enhed – som vi kan vælge at kalde Gud – en vilje?
Hvis vi taler om bevidsthed som noget, der kan handle efter egen vilje, eksisterer der så en bevidsthed, foruden menneskets bevidsthed om skaberværket – altså en guddommelig bevidsthed, som eksisterer uden for menneskelig bevidsthed? Eller er skaberværket bare bevidst om sig selv gennem os bevidste mennesker? Eller måske endda gennem alt, som lever, for måske er alt levende bevidst på en eller anden måde. Og hvis der er en guddommelig bevidsthed, kan det lade sig gøre for denne bevidsthed med sin vilje at styre skaberværket i bestemte retninger? Eller med andre ord: at bestemme skæbnen? Eller er alting forudbestemt?
Universet er uendeligt komplekst, og bliver ved med at overraske, jo mere vi mennesker prøver at løse universets gåder. I princippet kunne meget være muligt, som vi bare ikke kender til endnu… måske også en bevidst Gud. Men ingen har hverken bevist eller modbevist, at en bevidst Gud eksisterer. Det er et spørgsmål om tro, hvad man tror om det. Men ligemeget om vi tror på en giddommelig plan, eller om vi tror på, at alting bliver styret af tilfældigheder og rene naturlove, som bare virker efter en given systematik, så tilbagestår tvivlsspørgsmålet: Hvorfra kommer bevidstheden? Hvor kommer viljen ind? Og hvilket rolle spiller viljen?
Dette er emner, der bliver debatteret ivrigt. Videnskaben har i alle tilfælde ikke formået hidtil at komme med nogen konklusioner om, hvad der skaber bevidsthed og giver os en vilje. Hvis det bare var en ophobning af et lager af viden og erfaringer, som gjorde det, skulle computere da ikke forlængst være blevet bevidste? Men apparater og computere har ingen vilje – i hvert fald ikke endnu. De mangler inspirationen, som gør dem levende. De mangler… sjælen!
Iflg. logikken i min tro på Gud, så må Gud være hinsides tid og rum, men Gud åbenbarer sig i dette univers gennem sit eget levende skaberværk. Eksistensen og livet i sig selv er nemlig for mig åbenbaringen om Gud – om, at Gud er den bevægelse, som sprængte intetheden til det altomfavndende svaj, som har fået ursuppen til at fortætte sig til den virkelighed, vi kender i dag. Gud lever gennem skaberværket, eller omvendt, skaberværket lever gennem Gud, så det hele tiden er i bevægelse, ændres og genføder sig selv til stadighed. Uden Gud var der intet ‘alt’, ingen eksistens, ingen bevidsthed, ingen vilje. Gud er selve kilden til alt dette… tror jeg, selv om ikke alle anderkender denne kilde som Gud.
Hvis det er sådan, det er, hvilken rolle spiller jeg som menneske i det hele? Og hr er det, det bliver rigtig interessant. Mennesket er en del af skaberværket, og kan derved – fra denne synsvinkel – også ses som en del af Gud. Som mennesker har vi det privilegium, at vi ejer evnen til at iagttage os selv og skaberværket, tillægge det mening og formulere det. Det er undt os at sanse skaberværket, opleve det, være bevidst om det, og… at påvirke det – i hvert fald her i vores sfære. Man kan derfor på en måde sige, at mennesker direkte samvirker med og er Guds forlængede arm.
Det eneste, vi med nogenlunde vished kan vide, er sandt, er, at vi eksisterer, og at vi ved, at vi eksisterer. Vi har en selvbevidsthed. Hvad betyder det så, at vi har denne selvbevidsthed? Jo, det betyder, at vi sandsynligvis ikke kun er styret af mekanisstiske love eller instinkt. Det betyder, at vi kan styre vores adfærd. Vi har en bevidst vilje. Med andre ord, vi har et valg.
Samtidig har vi alle fået nogle egenskaber – et ubrugt potentiale – som gave, da vi blev født ind i denne verden. Når vi bruger vores potentiale, giver vi vores bidrag til skaberværket og er med til at forme det, fordi:
Alt, hvad vi gør, har konsekvenser for os selv og for andre.
Alt, hvad vi gør, påvirker skaberværket mere eller mindre.
Alt, hvad vi gør, er derfor del af den konstante skabelse, der foregår hele tiden.
Alting hænger sammen – f.eks. mente meteorologen og kaosteoretikeren Edward Lorenz, at den lille rystelse, som en sommerfuglevinge laver i Amazon junglen, kan skabe en dominoeffekt, som senere resulterer i en orkan flere tusind kilometer derfra i Texas. Derfor er det ikke lige meget, hvad vi gør. Noget, som vi måske gør i tankeløshed, og som kan forekomme uden betydning, kan have voldsomme konsekvenser på en måde, vi ikke kan vide, og heller ikke kan forestille os.
Vi har alle medansvar for skaberværket. Hvis vi fører denne tanke videre, kan man sige, at ved at tage vores ansvar alvorligt og passe ansvaret godt, så viser vi, at vi anerkender og værdsætter skaberværket. At værdsætte skaberværket er at værdsætte Gud. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Som jeg nævnte, er vi alle født med ubrugte muligheder. Jeg vælger at tro, at det er således, det hænger sammen: At når vi bruger vores muligheder på bedst mulig vis, når vi åbner os for kærligheden og livsglæden, så er vi med til at forfine skaberværket og skabe harmoni. Men hvis vi handler tankeløst og uden ansvar, hvor andre må lide for vores gerninger, så misbruger vi vores evner og skaber disharmoni.
Vi har et valg. Det er her moralen kommer ind. Vi må vælge, hvad der er det rigtige at gøre. Og det er her, at jeg tror, at det, som vi tror og kan mærke inderst inde i vores hjerter, kommer til gavn, fordi det vejleder os om, hvad der er godt, og hvad der er dårligt… medmindre at vores sjæl på en eller anden måde er ødelagt, forrået og forkludret, sådan at vi har mistet kontakten til det gode i os – til kærligheden – og har erstattet den med frygt.
Spørgsmålet er: Bruger vi vores muligheder til noget godt eller noget dårligt? Bygger vi op? Eller bryder vi ned? Er vi bare passive? Eller skaber vi nye spirer, som elver videre og skaber andre spirer? Giver vi hinanden lov til at vokse? Eller hiver vi hinanden ned? Bruger vi vores energi til at nedbryde og træde på det, som er levende og kvæler det? Er vi livets tjenere? Eller er vi dødens tjenere?
Jeg tror, at når vi bruger vores egenskaber til at elske, varme, hæge om og have omsorg for hinanden og verden, så lever vi vores liv fuldt ud, og når vi bruger vores evner så godt, vi magter, til det gode, så gør vi præcist det, som er meningen med at eksistere. Vi skaber. Vi bliver medskabere og er derved Guds børn, Guds tjenende ånder, der spreder kærlighed og alt det gode i universet.
At skabe er at fejre Gud. Vi er aldrig så tæt på Gud, end vi er, præcist når vi bruger vores fulde potentiale til at gøre godt med. Vi ved det godt instinktivt, fordi vi jo kan mærke det. Vi kan mærke, at vi lever mest intenst netop i de øjeblikke, når vi elsker, spreder glæde og skaber noget godt. Vi glædes også, når vi oplever andre gøre det. Det rører os og får tit tårerne frem i øjnene.
Mange kunstnere bliver spurgt, når de har skabt eller frembragt noget fantastisk: Hvor kom det fra? Og mange af dem ved det ikke. De siger: Jeg var så inspireret, så det skete bare. Nogen må først arbejde meget for det, før inspirationen kommer, men når så inspirationen griber dem og kører med dem, så siger de, at så kommer energien. Så føler de virkelig, at de lever! Og vi andre kan mærke det så meget på dem. De er i deres es, plejer vi at sige.
Jeg tror et eller andet sted, at det på en eller anden måde er Gud, som er drivkraften bag denne skaberglæde – og bag livsviljen som helhed, selv om nogen af os ikke genkender dette som Gud, men kalder det noget andet. Men jeg ser det således: Alt, som eksisterer, lever. Livet trækker vejret, livet ånder, livet inspirerer. Ånder ind og ånder ud, som en vældig blæsebælg i en evig åndedrætsrytme. Alting er i konstant udveksling, i vedholdende udvikling og afvikling og i evig cirkulation. Frem og tilbage som et pendul. Tikker afsted i et kredsløb som et urværk. Skabelsen skaber sig selv i en svingende, cyklisk rytme. Alt fra det allermindste til det allerstørste fungerer sådan.
At trække vejret, at ånde, at inspirere, betyder jo grundlæggende det samme. Vi kan være inspirerede, leve og ånde med, eller vi kan yde modstand ved at ‘holde vejret’ – ikke bogstaveligt blokere vejrtrækningen, men standse inspirationen, ånden og kvæle livet, så det holder op med at ånde frit, leve og bevæge sig og bliver stift, så vi bliver levende døde.
Spiritualitet… eller det, at være spirituel, betyder at være åndeligt levende. At være spirituel eller åndelig, tror jeg, handler bare om at åbne sig for inspiration. At lade sig fylde af ånd. Nogle kalder det ‘helligånden’, andre kalder det ‘chi’. Jeg kalder det Gud. Jeg tror, at det er Gud, der holder os levende med sin inspiration. Man kan sige, at Gud trækker vejret gennem os. Hvis ikke vi tillader denne livskraft at virke frit, men beskærer og sammensnører og begrænser os eller lader ligegyldigheden tage over, så stagnerer vi. Vi lever ikke. Vi bliver ufrie. Vi ‘dør’ så at sige – billedligt eller bogstavelig – eller aner kun i et åndeligt mørke. Men når vi tillader ånden at virke, tvs. når vi åbner op for lyset og kærligheden og bruger os selv til fulde, så fyldes vi af liv og energi. Det kan ses på os, og det smitter andre, fordi vi stråler, som om vi er skinnende af et indre lys.
Når vi mærker denne inspiration, så mærker vi Guds tilstedeværelse i os, selv om ikke alle kalder det det – eller anerkender det som det. Dette er min fortolkning. Vi mærker livet, når Gudsånden virker i os. Vi mærker meningen med livet. Dvs. vi bliver i stand til at se og opleve tilværelsens skønhed, men også i stand til at sørge og have medfølelse med dem, der lider. Uden inspiration fra Gud, så var alting ens – intet var godt, intet var dårligt, intet var smukt, intet var grimt, intet var glædeligt, intet var sørgerligt, og derved ville alting være værdiløst og ligegyldigt. Gud gør på en eller anden måde, at vi kender forskellen, ligemeget om vi tror, at Gud har en finger med i spillet eller ej. Sådan tror jeg bare, det er. Jeg har ikke altid set det på den måde, men således ser jeg på det nu.
Måske er det fordi, jeg har selv oplevet nogle gange, f.eks. når jeg har været helt alene i naturen et naturskønt sted, langt væk fra civilisationens larm, kun sammen med brægende får, pippende strandskader og bruset fra havet, hvordan jeg pludselig gribes af en eller anden dyb, dyb taknemmelighed over at være til. Jeg oplever hvordan bevidstheden udvides og åbnes for inspiration, og hvordan inspirationen åbner alle mine sanser, sådan at jeg – på en altopslugende måde – oplever den umådelige skønhed, der omgiver mig overalt. Borte er al bedrøvelse over fortiden. Borte er al angst for fremtiden. Tilbage er kun her og nu. Jeg føler mig aldrig så fri, så levende og fuld af kærlighed som lige dér. Dette er en følelse af at være i total harmoni med alting… at være ét med verdensaltet og evigheden. Eller – efter min opfattelse – med Gud. Det giver på en eller anden måde en fuldstændig indre fred, hvor alting føles som om det går op i en højere enhed, hvor alting er præcist sådan, som det skal være, og hvor selv døden ikke skræmmer én mere.
Du har sikkert også selv mærket inspirationen, f.eks. når du har stået på scenen en aften, hvor det hele bare er klappet. Hvor du og bandet følte en helt særlig forbindelse til hinanden og til publikum. Hvor I nærmest overgik jer selv og i øjeblikke endda opnåede det sublime. Du synger, og langsomt – eller måske pludseligt – formår du pludselig at slippe kontrollen og blive fri.
Og så kan du mærke, hvordan energien, kærlgiheden og glæden synes at komme alle steder fra, fra dit indre, fra publikum, fra de andre musikere. Du kan se det i deres blanke øjne, deres blussende kinder, i deres gyngende kroppe. Du elsker dem alle; de elsker dig; du elsker dig selv. Og du kan mærke glæden over denne fuldkomne frihed som frydefuld gåsehud. Du føler dig løftet til et højere niveau og synger af livets lyst. De skønneste toner kommer ud i smuk harmoni med alle instrumenterne.
I flyder alle sammen af sted med musikken, som næsten føles, som om den spiller sig selv. I spiller ikke, musikken spiller jer. I er musikkens instrumenter. I ånder alle sammen den samme rytme i fuldkomment nærvær. Intet andet eksisterer undtagen nuet. Det kommer bare af sig selv… og det er en usigelig fryd at mærke denne energi risle og skylle igennem kroppen og mærke, hvordan i alle sammen vokser sammen – dig, bandet, publikum – til ét.
Det er i den slags oplyste, inspirerede øjeblikke mennesker føler: Dette er livet! Fordi vi mærker livet og kærlgiheden så intens. Du véd, at dette bare er meningen med det hele. Dette er grunden til, at du så gerne vil det her. Bagefter mærker I hvor dybt tilfredsstillede, oplevelsen har efterladt Jer, og I føler det som om I bare kunne blive ved i evigheder. I kan næsten ikke vente til næste gang, hvor I får chancen for at opleve det samme igen.
Det er som en intens forelskelsesrus. Og det er det også. Det er forelskelsen i livet, i skaberværket. Lige dér, i disse intense øjeblikke, hvor I skaber – eller medskaber – er I tættest på Gud. Gud sætter sit fingeraftryk på denne verden igennem jer. I tænker eller nævner måske ikke Gud, men i dette øjeblik ser jeg Gud smile ad sit eget skaberværk igennem jer, hvor I står der så frie og så fyldte og lysende af ren livgivende kærlighed. Det går lige i hjertet. I ved det sikkert ikke, men for mig er dette åbenbaringen af Gud – og et tegn på, at Gud er ikke tavs.
Guds kærlige stemme klinger gennem os mennesker, uden at vi er opmærksomme på det selv. Nogle mennesker genkender bare ikke Guds stemme. Selv om de kan mærke deres nakkehår rejse sig og får en klump i halsen af bevægelse, hører de kun tavsheden og forstår ikke det sprog, Gud taler. Vi ser ikke skoven for bare træer. Men dette er måske et tegn på, at Gud ER der, hvis vi bare er agtpågivende og ved, hvad det er, vi skal kigge efter. Kærligheden er at finde alle steder, hvis bare tillader den at virke. Det er den, vi skal se efter, fordi Gud er kærlighed – og kærligheden er vejen, sandheden og livet.
Se, det er, hvad jeg havde at sige om, hvad jeg tror, Gud er.
Med kærlighed
Din mor