«

»

apr 23 2012

Print denne Indlæg

Hvorfor løsriver de sig ikke bare?

Mange danskere står undrende overfor de tvetydige signaler, der fra tid til anden kommer fra Færøerne vedrørende holdningen til rigsfællesskabet med Danmark. Nogle færinger anser Danmark for at være Europas sidste kolonimagt og lægger ikke skjul på deres mishag ved det, men alligevel går et lille flertal på Færøerne iflg. de fleste meningsmålinger ind for rigsfællesskabet. Man efterlades med et indtryk af en befolkning, der på den ene side tager afstand fra Danmark, men på den anden side godt kan bruge danskernes penge. Hvad er det dog, de vil, de færøboer?

Artikel i tidskriftet “Historie og Samfundsfag” November  2001 af Elin Heinesen, redaktør

Det kan der naturligvis ikke gives noget éntydigt svar på, for færingerne selv er indbyrdes rygende uenige, når det gælder tilhørsforholdet til Danmark. Præcist sådan som de har været det de godt og vel sidste hundrede år, diskussionen har raset, om Færøerne skulle vælge at stå udenfor eller indenfor rigsfællesskabet. Hvad det er for en splittelse, der deler Færøernes befolkning i to næsten lige store lejre? Er det sådan, at den ene halvdel færinger gerne vil være danskere og den anden halvdel bare absolut ikke vil være danskere?

Nej, det er slet ikke dét, der er spørgsmålet – ikke for færingerne selv. Man er nødt til at have indblik i færingernes historiske og kulturelle baggrund for at begynde at forstå, hvad det egentlig er, som færingerne skændes om, når de diskuterer rigsfællesskabet. Og her er det, at det bliver lidt svært, for hvad er egentlig tilhørsforholdet mellem Danmark og Færøerne?

Er Færøerne en del af en sammenslutning af ligestillede venne-nationer kaldet ‘Rigsfællesskabet’ bestående af de tre nationer Danmark, Færøerne og Grønland, sådan som man ofte (især fra dansk side) ud fra en idealiserende, men ikke særlig realistisk synsvinkel fremstiller forholdet. – Eller er Færøerne bare en underordnet del af Danmark på linie med andre dele af Danmark (som Bornholm f.eks.) – bare med udvidet selvstyre? – Eller kan man bedre karakterisere Færøerne som en delvist selvstyrende koloni underordnet dansk overherredømme? Hvor frivillig er samhørigheden med Danmark? Hvorfor består rigsfællesskabet endnu efter 600 år? Hvorfor er færingerne ikke bedre assimileret i det danske rige – hvorfor er der selv efter så lang tids samhørighed stadig stærke kræfter på Færøerne, der ønsker at danne en suveræn færøsk stat?

Der én ting, der står fast, og som er væsentligt at forstå: At uanset om færinger er for eller imod rigsfællesskabet, er der ingen uenighed i de to lejre om, at Færøerne – kulturelt set – er en selvstændig nation. Færinger anser ikke sig selv som danskere – og har aldrig gjort det! Heri ligger forskellen f.eks. på jyder og på færinger. Færinger ser sig selv som værende ‘færinger’, ikke bare som udtryk for et lokalt tilhørsforhold – som for jyderne eller københavnerne – men meget dybere end det.

Færinger ser sig selv som et særegent folk – en nation med eget sprog, egen kultur, egen mentalitet. En kultur, som af mange årsager er meget anderledes og forskellig fra den danske på de fleste områder. Færøerne er f.eks. geografisk placeret langt fra Danmark. Levevilkår, klima, landskab – alting på Færøerne er meget forskelligt fra den danske virkelighed, som færinger ikke identificerer sig ret meget med.

Færinger ser ikke Færøernes historie som bare en del af Danmarkshistorien – nej, den er Færøernes egen historie – en historie om et sejt folk, der i århundreder har overlevet – på trods – i et fantastisk smukt, men også meget ensomt og barskt bjergrigt land omgivet af den store ubarmhjertige Nordatlant. I færingenes sjæl er Færøerne et helt unikt sted, som de – på grund af rødderne og deres egen fælles historie der – føler, tilhører dem alene og ingen andre. Her spiller de nemlig hovedrollen i deres egen virkelighed.

Færingerne har aldrig spillet nogen væsentlig rolle i Danmarkshistorien – eller i den danske daglige bevidsthed i det hele taget. Færinger ved til gengæld meget om danskerne, for de har haft masser af dansk historie i skolen, faktisk lige så meget som danske skolebørn, mens den almindelige dansker ved så godt som intet om Færøerne, for det er bestemt ikke et emne, de danske historiebøger bugner med. Men selv om færingerne er kyndige i Danmarkshistorien, føler de ikke, den er deres egen historie, men en historie om et andet land – et anderledes folk, som ikke er færinger, og som bor langt væk fra færingerne. Og som aldrig har interesseret sig synderligt for den færøske virkelighed.

Tilfældighedernes spil har bevirket, at dette andet folk, nemlig danskere, har spillet – og spiller stadig – en forholdsvis stor rolle på Færøerne, men altid som nogen, der kom udefra. Tidligere mest som kongens udsendte embedsmænd og flådens folk. I dag oftere som gæster med rygsæk på ryggen. Til tider i en skurkerolle som undertrykker – og til andre tider som den store velgører.

Det danske sprog var – og er – også færingernes billet til en videre horisont – til uddannelse og samhandel. Og jo – der er knyttet mange stærke kulturelle og familiære bånd gennem 600 års rigsfællesskab netop gennem denne samhandel og uddannelse, men dog aldrig så stærke, at det har ændret grundlæggende på færingernes nationale selvopfattelse og deres følelse af egenart.

Men hvis man på Færøerne er enige så langt, om at Færøerne er en egen nation, hvad er det så helt konkret, man er uenig om i de to lejre for og imod rigsfællesskabet?

Historisk baggrund
Den færøske nationalbevægelse voksede oprindeligt ud af den åbenlyse anderledeshed, som færinger, der i sidste tredjedel af 1800′tallet studerede i København, vitterlig følte så stærkt i konfrontationen med en anden kultur – nemlig den danske. Forskellen havde altid været der i kraft af de meget forskelligartede livsbetingelser i de to lande. Men netop i denne periode fejede nationalromantikken henover Europa. Den hurtige udvikling pgra. den voksende industrialisering havde vakt en vis nostalgi, mens den stærkt udbyggede infrastruktur i Europa også medførte en mere åben verden, hvor man – i kraft af at man nu bedre kunne sammenligne sig selv med andre – blev mere opmærksom på de forskellige europæiske befolkningers egenart.

De nationalromantiske idéer banede vejen for en hidtil uset værdsættelse af og interesse for at dyrke og bevare egnenes særegne kulturer. Det var denne bevægelse, der også greb de færøske studenter, som derved ‘opdagede’ det unikke ved Færøerne. Den færøske kultur, som hidtil kun havde overlevet ved egen kraft, blev nu genstand for et stort præservering-arbejde, samtidig med at studenterne oprettede en forening til fremme for færøsk kultur. Mange af de fædrelandssange færingerne synger den dag i dag, blev til i denne periode.

Den nationale vækkelse ramte via studenterbevægelsen også øerne i Nordatlanten, og ud af den voksede efterhånden en politisk bevægelse. De politiske partier, som hhv. bekendte sig til rigsfællesskabet med Danmark eller til færøsk selvstyre blev dannet her i starten af 1900′tallet – ‘Sambandspartiet’ i 1906 og ‘Selvstyrepartiet’ i 1909 – og partierne har bestået frem til i dag, dog forgrenet til nogle flere partier, men aksen ‘for eller imod rigsfællesskab’ er den samme. Tilslutningen til partierne har vekslet, først til den ene sides fordel, så til den andens.

I historiens løb har der været flere situationer, hvor modsætningsforholdet mellem Danmark og Færøerne er kommet klart til udtryk, og hvor man ikke har kunnet undgå interessekonflikter. F.eks. da Stauning i 30′erne til et nordisk topmøde i Reykjavik truede med at smække med døren og forlade mødet, hvis ikke islændingene tog det færøske flag, som dengang endnu ikke var anerkendt, ned. “Fjern den klud!” skulle han angiveligt have råbt i vrede.

Efter krigen, hvor Færøerne havde været besat af englænderne og i krigsårene faktisk havde fungeret uafhængigt af Danmark, ønskede man ikke at vende tilbage til den amtstatus, man havde haft før krigen. De færøske partier kunne ikke blive enige om, hvilken status man ønskede istedet, hvorfor man afholdt en folkeafstemning på Færøerne i 1946 om opløsning af rigsfællesskabet eller ej. Da det viste sig, at et snævert flertal faktisk stemte Færøerne ud af rigsfællesskabet, sendte den danske regering for alle eventualiteters skyld et krigsskib til Færøerne. I den lidt kaotiske situation efter afstemningen sendte kongen lagtinget hjem, folkeafstemningen blev degraderet til at være en vejledende afstemning, og istedet tilbød man så et – efter manges mening noget forkølet kompromis, som hverken er fugl eller fisk – nemlig hjemmestyreordningen, som lagtinget sidenhen dog vedtog, og som stadig er fungerende i dag mere end 50 år senere. Spørgsmålet er, om der egentlig var noget alternativ at stemme om på daværende tidspunkt.

Færingerne blev også mødt af danske krigsskibe under Klaksvigstriden i 50′erne. En konflikt, som løb helt op i en spids og endte nærmest med et væbnet opgør over en læge, som færingerne ønskede at beholde, men som danskerne ønskede at sætte fra sin bestalling pgra. en blakket fortid.

Og i 60′erne og 70′erne byggede Danmark sammen med NATO militære anlæg på Færøerne under massive færøske protester og på trods af, at lagtinget gentagne gange enstemmigt vedtog, at man ikke ønskede militære installationer på Færøerne.

I 90′erne var det den berømte såkaldte ‘banksag’ i kølvandet på det færøske økonomiske kollaps i 92, der skilte vandene, da det viste sig at Den Danske Bank havde snydt færingerne for milliarder, mens den danske regering stiltiende så til.

I disse perioder, har selvstyrebevægelsen haft vind i sejlene, men oftest er det endt med, at selvstyretilhængerne måtte bide i græsset, for hvis og når Danmark har følt sine interesser gået for nær, har man fra dansk side ikke været bleg for at sætte ind med overherredømme for at vende situationen til egen fordel, og sætte færingerne på plads igen f.eks. ved hjælp af malende skræmmebilleder om, hvad der dog skulle blive af Færøerne uden Danmark.

I de lange mellemperioder, hvor konfliktstoffet har været dysset ned, har Danmark og Færøerne tilsyneladende trukket samme hammel i rørende enighed. I virkeligheden har den danske regering – iflg. suverænitetstilhængerne – bare bevidst ‘købt sig til’ fred og indflydelse på Færøerne via stadig større ydelser i form af tilskud til den færøske økonomi. En påstand, de siger, de har dokumentation for. Sambandstilhængerne har – i manglende tiltro til færingernes mulighed for overlevelse uden Danmarks hjælp – til gengæld hele tiden udtrykt, at de betragtede tilskuddet som højst nødvendigt, og at det er i orden, at danskerne til gengæld for tilskuddet får en vis magt på Færøerne. Sambandspartierne har i disse perioder nydt godt af tilskudsordningen i form af en forholdsvis stor tilslutning fra den skræmte færøske befolkning, som har valgt trygheden indenfor rigsfællesskabet frem for usikkerheden udenfor.

Men alligevel er det aldrig lykkedes helt at få de stemmer, som vil selvstændigheden, til at forstumme. Danske politikere har i nyere tid i tilsyneladende moderne demokratisk ånd med større eller mindre held forsøgt at agere som ‘ligeværdige’ partnere og har lagt vægt på ‘fællesskab’ i ordet rigsfællesskab og på færingernes ret til ‘selvbestemmelse’. Argumentet lyder, at færingerne jo bare kan forlade rigsfællesskabet, hvis de ellers kan blive enige indbyrdes. Og man er endda gået så langt som til at ‘forhandle’ med det færøske selvstyrelandsstyre om en løsrivelse her ved årtusindskiftet. Forhandlinger som dog som bekendt brød sammen, for man kunne ikke blive enige om et fælles udgangspunkt.

Om der ligger nogen realitet bag den danske forhandlingsvilje, kan man diskutere, for under forhandlingerne blev det gjort ganske klart, at Færøerne reelt ikke er anerkendt af den danske regering og folketing som en nation, set fra et folkeretligt synspunkt, men anses som en integreret del af det danske rige. Et udgangspunkt det færøske landsstyre ikke kunne acceptere. Færingerne har et vist råderum indenfor hjemmestyreordningen, men uanset hvor meget man fra dansk side anstrenger sig for at vise demokratisk sindelag og rummelighed, er det stadig Danmark som reelt sidder med det egentlige overherredømme. Færøerne er altså stadig – iflg. den danske regering – dansk ejendom, og som sådan skal færingerne derfor indordne sig. Hvis ikke de vil det, kan de ryge og rejse – og det på en måde, som kun vil kunne slå benene væk under færingerne – nemlig ved en chok-kur, hvor de danske subsidier, som under hjemmestyreordningen jo nåede op i meget anseelige højder – falder væk efter kun 4 år. Ingen kære mor her. Hvorfor situationen nu er præcist lige så uafklaret, som den hele tiden har været.

Hvad skal der så ske nu?
De danske politikeres anstrengelser gør ikke Færøerne mere til ‘en del af’ Danmark i færingernes egen bevidsthed, på linie med f.eks. Jylland eller København – eller Bornholm. Danskere er altid blevet – og anses stadig som ‘udlændinge’ på Færøerne – selv af den mest inkarnerede rigsfællesskabstilhænger. Faktisk føler færinger, at danskere mangler pli og respekt for færingernes selvopfattede status som egen nation, når danskere – i et klodset misforstået forsøg på at være ‘lige’ med færingerne – ofte kalder Danmark for Syd-Danmark og derved giver udtryk for, at de anser Færøerne for at være en del af Danmark. Det ligger færingerne meget fjernt at se eller udtrykke dette forhold sådan.

Selv om mange færinger alligevel også er så dybt taknemmelige for alt det, danskerne har gjort for Færøerne, at de næsten føler sig skidt tilpas over, at nogen på Færøerne overhovedet ønsker at ‘løsrive’ sig fra denne velgører, gør denne danskervenlige holdning ikke disse færinger mere ‘danske’. De føler sig lige så berettigede til at være ikke-danskere/føle sig som ægte færinger – et eget folk – lige så vel som suverænitetstilhængerne. Og de ville være lige så pavestolte, hvis Færøerne blev anerkendt internationalt som en nation, ligesom de er pavestolte, når det går godt for det færøske landshold i fodbold på den internationale arena. Men hvis det betyder, at Færøerne mister den økonomiske tryghed (og derved at levegrundlaget på øerne måske smuldrer), er de villige til at give køb på ønsket om anerkendelsen af Færøerne som en nation.

Hvis alle færinger havde 100 % sikkerhed for, at Færøerne sagtens ville kunne klare sig økonomisk uafhængigt af Danmark i al fremtid, og at færinger f.eks. stadig vil kunne have adgang til højere uddannelser og lægelig behandling i udlandet, som de ikke selv kan mobilisere på hjemmefronten, er der ingen tvivl om, at langt den overvejende del – for ikke at sige alle færinger – faktisk ville foretrække, at Færøerne blev en suveræn stat med alt, hvad det indebærer – og derved endelig kunne komme ud af denne kollektive skizofreni, der har rådet på Færøerne så længe og har splittet folket og til tider gjort stemningen direkte ond.

Hvorfor kan de ikke bare blive enige deroppe og tage den ‘løsrivelse’ med det samme, spørger mange danskere. Er det virkelig kun økonomien, der er problemet? Det er her, tråden ofte knækker. Hvorfor skal vi danskere betale penge til nogen, der ikke vil have noget med os at gøre? Færingerne kan på deres side ikke forstå, hvorfor danskerne, i stedet for at gå med på en rimelig overgangsordning, hellere vil blive ved med at betale penge til Færøerne på ubestemt tid. Hvad vil de dog det for? Købe sig ret til fortsat overherredømme på Færøerne i al evighed?

En større konsensus både internt på Færøerne og mellem Danmark og Færøerne i spørgsmålet om, hvad rigsfællesskabet er, og hvad vi ønsker med det, er nødvendig for at nå til en ordentlig afklaring på forholdet, men realistisk set nok ikke inden for snarlig rækkevidde. Så længe Færøerne ikke er anerkendt af andre udenfor Færøernes grænser som en nation, kan man heller ikke teknisk set kalde Færøerne for en nation. Og spørgsmålet er, om en nation er en ‘nation’, når den ikke er en stat? Det er i dette ømfindtlige spørgsmål, man skal finde kilden til uenigheden. Kan man være en statsløs nation? Eller skal der et statsapparat til, før man med rette kan anse sig selv for at være en fuldblods nation? Det mener suverænitetstilhængerne, der skal.

Tilhængerne af rigsfællesskabet, kaldet ‘samband’ på færøsk – et ord, som også betyder noget i retning af ‘forbindelse’ – ønsker bevarelse af status quo af flere forskellige grunde. En gruppe ‘sambandsfolk’ har f.eks. sine rødder i det gamle konservative bondesamfund, hvor man er meget lidt orienteret mod andet end sin egen lille verden og bare ønsker at bevare tingene, som de altid har været. ‘Vi passer vores, som vi altid har gjort, og vi kan ikke lide nogen form for forandring’. En anden gruppe er rigsfællesskabstilhængere ud fra nogle lidt mere intellektuelle argumenter. Denne gruppe mener, at man sagtens kan være en nation i nationen; at det er muligt at bevare den færøske kulturelle egenart og endda fremme og udvikle den indenfor rigsfællesskabets rammer – bedre end udenfor rigsfællesskabet. De tilskriver Danmarks rolle som økonomisk garant i rigsfællesskabet æren for al fremgang på Færøerne, fordi de mener, at rigsfællesskabet således har skabt det grundlag, der har været nødvendigt for at fremme den positive udvikling. Danmark har været livgiveren, hvorfra færingerne via uddannelse og samhandel har kunnet hente inspiration og nødvendig horisontudvidelse. Og det er igennem de muligheder, som Danmark har bibragt, at den færøske kultur har fået ordentlige livsbetingelser.

Hvis man fravælger ‘samband’, er sambandstilhængerne bange for, at man derved også cutter forbindelsen til verden udenfor Færøerne. At det ville isolere Færøerne, og færøsk kultur og økonomi ville sygne hen og med tiden måske endda gå hen og uddø. Det er dette skræmmebillede, man fra sambandstilhængernes side meget ofte maner frem f.eks. op til lagtingsvalg – og det hiver ganske mange stemmer ind til de partier, der går ind for rigsfællesskabet. For færingerne véd, at deres økonomi er meget sårbar, fordi den er så énstrenget, så mange vælger at holde sig til sikkerhedsnettet Danmark.

Den anden fløj, tilhængerne af at danne en færøsk suveræn stat – ‘fullveldi’ – mener det stik modsatte, at man bestemt ikke bliver isoleret, men at valget af suveræniteten ville åbne mange flere døre og øge samhandelen og samarbejdet med omverdenen. Også verden udenfor Danmark. I øjeblikket er det vanskeligt at gå udenom Danmark, da Færøerne bliver repræsenteret af Danmark i så godt som alle internationale sammenhænge og forhandlingsretten til f.eks. internationale handelsaftaler i mange tilfælde stadig ligger hos den danske regering. Hvilket suverænitetstilhængerne påpeger, kan skabe problemer, da der meget let kan opstå interessemodsætninger mellem færinger og danskere, hvor danskerne jo sidder med den lange ende, så længe Færøerne er underlagt dansk overherredømme.

Forskellen på de to lejre ‘samband’ og ‘fullveldi’
Det er jo ikke altid gået så godt på Færøerne – faktisk er der mange eksempler på, at det er gået gruelig galt i historiens løb på trods af rigsfællesskabet. Når der så i perioder har været fremgang på Færøerne – økonomisk og kulturelt – så mener suverænitetstilhængerne, at det faktisk først og fremmest har været færingernes egen fortjeneste. Og kun fordi færingerne har kæmpet for forbedringerne – ofte imod et meget tungt dansk statsapparat, der satte sig imod færøske ønsker. Færingerne – og ikke en fjern regering i København – ved bedst selv, hvad der er godt for dem. Rigsfællesskabet i den form, som det har haft indtil videre, har derfor ikke gavnet Færøerne, men har snarere ofte været en hæmsko for demokratiet og for udviklingen af Færøerne og den færøske kulturelle egenart.

I suverænitetstilhængernes øjne udhuler og afmatter rigsfællesskabet og den nuværende subsidieordning med Danmark i virkeligheden færingernes vilje til at opbygge et selvopholdende samfund og tilskynder til uansvarlighed. Udenfor rigsfællesskabet ville man have mere frie hænder til at fremme den udvikling, man ønsker for sig selv, og til at vælge sine sparringspartnere udenfor Færøerne, uden at skulle spørge de høje herrer i København om det først.

Det minder i virkeligheden ikke så lidt om den danske debat for eller imod EU, uden sammenligning i øvrigt… Tilhængerne af færøsk suverænitet – ‘fullveldi’ – vil ud af rigsfællesskabet i dens nuværende form – af kærlighed til deres land, fordi de mener, at oprettelsen af en suveræn færøsk stat er den eneste rigtige måde at bevare den færøske nation. Sambandsfolkene vil blive i rigsfællesskabet – ikke fordi de vil være danskere, men – af kærlighed til deres land, fordi de mener det er den sikreste måde at bevare livsbetingelserne og udviklingsmulighederne på Færøerne!

Igennem disse to meget forskelligartede ‘briller’ ser færinger – ‘sambandstilhængere’ på den ene side og ‘fullveldistilhængere’ på den anden side – på deres egen historie. Og de fortolker mange af de begivenheder, hvor færinger og danskere er ramlet ind i en konfrontation på vidt forskellige måder. Men begge lejre har faktisk kærligheden til landet og folket som deres primære drivkraft.

Formålet er ikke løsrivelse
Netop denne stærke fælles nationalfølelse knytter alle færinger sammen, uanset hvilken side, de ellers hælder til – og gør samtidig færinger og “syd-danskerne” til hver sit folk. Danskere har indbyrdes, gennem den statslige afgrænsning til andre stater og på trods af visse lokale forskelligheder, også bevaret en fællesskabsfølelse – en fælles følelse af ‘danskhed’, fælles rødder og fælles historie. Helt på samme måde som færingerne, som på trods af indbyrdes forskellighed og uenighed dog altid kan samles under det færøske flag ‘Merkið’, og synger de færøske, vemodige fædrelandssange sammen, alle med samme overbevisning. Og det er noget, som mange danskere, som ikke selv har været på Færøerne, ikke synes at være i stand til at begribe. Dem, der har, véd godt, at Færøerne ikke er Danmark og omvendt, for de har selv tydeligt oplevet den åbenlyse anderledeshed.

Men andre danskere, der ikke véd bedre, har en tendens til næsten at føle sig lidt stødt over, at færingerne ikke ønsker at være en del af det fortræffelige danske rige, for – hvad er der dog i vejen med os danskere? Er vi måske ikke gode nok for dem? Færingerne på sin side er – ligesom danskerne – sig selv nærmest og orienterer sig bare ud fra deres egen virkelighed. De er nøjagtigt lige så selvtilstrækkelige som danskere – hverken mere eller mindre, og mener også, at de bor i verdens bedste land, Færøerne, så hvorfor skulle det ikke være godt nok til at blive anerkendt af det internationale samfund som en nation?

Omdrejningspunktet for færingerne er slet ikke Danmark og danskere – eller, som nogle danskere opfatter det – færingers utaknemmelighed og modvilje mod danskerne. For færingerne handler det om at komme op i øjenhøjde med danskerne – og her taler vi hverken om juridiske eller pekuniære spidsfindigheder vedr. tilhørsforholdet til eller afhængighed af Danmark! Nej, vi taler om et inderligt ønske fra færingernes side om at blive set af andre som et folk på lige fod med andre folk – som en nation på lige fod med andre nationer – og ikke bare som “en del af” et andet land. Det er drømmen om reelt demokrati, økonomisk uafhængighed og fuld selvbestemmelse, og ikke mindst at blive anerkendt af det internationale samfund som den nation, man altid har været langt ind i den færøske folkesjæl, der ligger bag ønsket om at omdanne Færøerne til en suveræn nation. Et ønske, som nogle danskere (læs: regeringen) har fortolket som særdeles storsnudet og nærmest latterligt (for så skulle Bornholmerne, eller Nordjyderne jo med lige så stor ret kunne kalde sig ‘en nation’, for er de da ikke også ret forskellige fra Københavnerne?!)

Men formålet er netop ikke bare ‘løsrivelse’ for enhver pris, fordi der er ingen på Færøerne, der ønsker at kappe nogen bånd eller vende nogen ryggen. Det handler ikke om, at man vil lægge afstand til alt dansk og om foragt for danskerne (selv om det hele tiden bliver skudt suverænitets-tilhængerne i skoene – og også selv om der nok skal findes nogle få enkelte snæversynede færinger, som ‘hader’ danskere – lige såvel som der findes enkelte danske racister!). Det er ikke dét, der driver suverænitets-tilhængerne til at ville afskaffe ‘rigsfællesskabet’ i dets nuværende form. De mener bare ikke, at rigsfællesskabet giver en reel mulighed for egentlig demokrati og for anerkendelsen af Færøerne som en nation. I tilfælde af, at man oprettede en suveræn stat på Færøerne, ville færinger uden tvivl være yderst åbne for stadig at have en meget tæt tilknytning til Danmark – bare uden den nuværende økonomiske afhængighed. Den ønsker man stille og roligt at få lov til at kunne vikle sig ud af ved hjælp af en rimelig overgangsordning i et tempo, som sikrer, at økonomien på Færøerne ikke bryder sammen.

De allerfleste færinger – også suverænitetstilhængere – har et meget nært og varmt forhold til Danmark og danskere, omend de ikke føler sig som danskere. Et forhold, som de er bange for vil blive sat på spil. Netop derfor er det så svært at samle den fornødne opbakning på Færøerne til idéen om at vikle sig ud af afhængigheden og oprette en suveræn stat, selv om det måske i virkeligheden er det eneste, der kan løse problemet på længere sigt. For hvis man ser realistisk på det, kan rigsfællesskabet ikke bestå, som det er. Ikke så længe færinger ikke anerkendes som det selvstændige folk, de ser sig selv som. Det vil hele tiden skabe gentagne konflikter, der vil blusse op fra tid til anden. Rigsfællesskabet kan heller ikke bare ophøre fra den ene dag til den anden – ikke efter 600 års samhørighed.

I betragtning af dette, må de tilbageværende spørgsmål være: Hvorfor vil man fra Danmarks side ikke støtte færingerne i deres vilje til at klare sig selv? Hvorfor vil man hellere afhængiggøre færingerne ved fortsat på ubestemt tid at holde liv i en kunstig økonomi baseret på subsidier, og hvis ikke færingerne accepterer disse betingelser, slå benene væk under det færøske samfund ved at udsætte Færøerne for en chok-kur, som et så godt som øjeblikkeligt stop for danske subsidier ville være? – Bare fordi færinger ønsker samarbejde i et mere ligeværdigt forhold… Er det så færinger, man egentlig kan kalde utaknemmelige?

Elin Heinesen
26. oktober 2001

Comments

comments

Powered by Facebook Comments

Permanent link til denne artikel: http://heinesen.info/wp/da/blog/2012/04/23/hvorfor-losriver-de-sig-ikke-bare/